Noter i formueret 3



Noter i formueret 3. årsprøve

Ved Martin Chr. Jensen til sommereksamen 2005

(Grundet eksamenspres er der ikke læst korrektur på noterne…)

Fag Side

Aftaleret 3

Ejendomsret 30

Fordringers ophør 41

International Privatret 56

Kaution 68

Konkurs (gensidigt bebyrdende kontrakter) 106

Konkurs (omstødelse) 113

Køberet 125

Misligholdelse 146

Pant 151

Personskifte i skyldforhold 197

Produktansvar 212

Selskabsret (interessentskaber) 217

Selskabsret (aktieselskaber) 229

Tinglysning 240

Transportret 253

Aftaleret

Indgåelse af aftaler

Retsgrundlaget for indgåelse af aftaler (A&M s. 32 -37)

▪ Reglerne i Aftl. kap. I finder anvendelse på indgåelsen af aftaler. Aftl. § 1 bestemmer dog, at reglerne i kap. I alene finder anvendelse medmindre andet følger af tilbud, svar, handelsbrug eller anden sædvane. Reglerne er således deklaratoriske.

Tilbud og svar på tilbud (løfter) (A&M s. 37 - 52)

▪ Aftl. § 1 fastslår at tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. For at der skal være tale om et tilbud skal der foreligge et løfte, dvs. en viljeserklæring der lægger bånd på afgiveren.

▪ Afgivelse af et overslag er således ikke et tilbud

▪ Afgivelse af "en regning med loft" er derimod et tilbud idet der gives et løfte om et maksimum.

▪ Der er som udgp. kun tale om et løfte såfremt den som har afgivet det netop ville afgive løftet.

▪ Modf. Såfremt "løftegiver" igennem sin uforsigtighed har ladet tilbuddet komme til modtagerens kundskab bliver han bundet også selv om han ikke ønskede det. Afgørende er her hvor uforsigtigt løftegiveren har handlet. Har han ex. ladet et tilbud ligge på sit bord efter fyraften og sender han sekretær brevet i den tro at det er hvad løftegiveren ønsker vil han efter omstændighederne iøvrigt blive bundet af aftalen.

▪ Såfremt løftegiver vil tilbagekalde et løfte, dvs. et tilbud eller et svar på et tilbud følger det af Aftl. § 7, at løftet kan tilbagekaldes såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til løftemodtageren før eller samtidig med, at løftet kommer til løftemodtagerens kundskab. Omkring hvornår et løfte eller en tilbagekaldelse er "kommet frem" bemærkes følgende.

▪ Breve eller telegrammer er kommet frem når de afleveres til modtageren eller når de er kommet i modtagerens brevkasse eller postboks. Kommer et brev/telegram først frem efter normal kontortids ophør anses det først for at være kommet frem den næste arbejdsdags morgen, medmindre konkrete omstændigheder viser, at det blev afhentet tidligere.

▪ Telex, telefax og E-mail er kommet frem når de er modtagelse efter normal kontortid gælder de samme regler som for breve og telegrammer.

▪ Anbefalede breve er kommet frem når de bliver afleveret til løftemodtageren. Befinder løftemodtageren sig ikke på adressen hvorefter postbudet ligger besked om at brevet kan afhentes på postkontoret er udgp. at brevet anses for kommet frem fra det tidspunkt hvor postbuddet uden held opsøgte løftemodtageren på den rette adresse jf. U.1983.232Ø.

▪ En tilbagekaldelse der kommer for sent frem kan alene tillægges virkning såfremt løfteafgiveren har taget forbehold om en udvidet tilbagekaldelsesadgang, eller der er kutyme herfor eller endelig at der er basis for at kunne anvende princippet i Aftl. § 39.

▪ Aftl. § 39 vil efter motiverne næppe kunne benyttes i forretningsmæssige sammenhænge, men er der tale om forbrugerforhold vil principperne efter omstændighederne kunne finde anvendelse når der foreligger "særlige omstændigheder".

▪ Ved kontrakter med et hasardmoment vil løftegiver ikke kunne anvende Aftl. § 7 såfremt han har afgivet et løfte og efterfølgende konstaterer at udviklingen ikke går i hans gunst, hvorpå han når at afgive en tilbagekaldelse. Denne risiko ligger der jo netop i indgåelsen af hasardkontrakten og Aftl. § 7 kan ikke benyttes som en udvej i denne situation.

▪ Såfremt et tilbud afslås af løftemodtageren bortfalder det jf. Aftl. § 5. Er der tale om trinvise forhandlinger skal man dog være varsom med benyttelsen af Aftl. § 5 idet man ofte ikke ønsker at afslå et tilbud men derimod nærmere "spørge sig for".

▪ I særlige tilfælde kan det være vanskeligt at fastligge hvilken medkontrahent det drejer sig om. Omkring hvorvidt stormagasiners brug af slagtilbud også er rettet mod andre sælgere af samme varer se U.1991.43H (bilkasagen) og markedsføringsloven § 7. I relation til selskaber, dvs. kontraherer man med "Viggo Elmersen" eller "Viggo Elmersen ApS" bemærkes, at dette i høj grad er et hæftelsesspørgsmål som hører hjemme i selskabsretten.

Er der tale om et tilbud eller en opfordring til at gøre tilbud? (A&M s. 52 - 58)

▪ Omkring denne problemstilling bestemmer Aftl. § 9, 1.pkt. at såfremt man i en erklæring som ville være at anse som et tilbud har benyttet ordene "uden forbindtlighed" eller "uden obligo" eller lign. udtryk anses erklæringen ikke for et tilbud, men derimod blot som en opfordring til at gøre tilbud.

▪ Aftl. § 9, 2. pkt. indeholder en vigtig regel som regulerer den situation, at modtageren af opfordringen faktisk afgiver et tilbud. Er dette tilfældet skal afgiveren af opfordringen, såfremt han måtte gå ud fra, at tilbuddet er fremkaldt pga. hans opfordring uden ugrundet ophold reklamere til tilbudsgiveren hvis han ikke ønsker at acceptere tilbuddet. Gør han ikke dette bliver han bundet af tilbuddet.

▪ Udstilling af prismærkede varer er et tilbud, og ikke blot en opfordring til at gøre tilbud jf. U.1985.877H

▪ Annoncer, prislister, kataloger m.v. er som udgp. alene en opfordring til at afgive et tilbud.

▪ Modf. Ved udsending af prislister kan udsendelsen blive så konkret, dvs. ex. til en meget snæver kreds af modtagere, at der efter omstændighederne bliver tale om et tilbud istedet for en opfordring til at gøre tilbud.

Auktion her er opråb som det klare udgp. alene en opfordring til at gøre tilbud.

Accept (A&M s. 58 - 81)

▪ Tilbudsgiveren kan selv bstemme en acceptfrist jf. Aftl. § 2, stk. 1. Hvornår denne frist skal regnes fra når der er tale om brev eller telegram fremgår af Aftl. § 2, stk. 2.

▪ BEMÆRK En accept indeholder såvel et påbud som et løfte. Et påbud overfor tilbudsgiveren om at han er bundet af sit tilbud, og samtidig et løfte overfor tilbudsgiveren om at ville betale prisen (modydelsen). Påbuddet er bindende overfor tilbudsgiveren fra det kommet frem, medens løftet først er bindende for acceptanten når det er kommet til tilbudsgiverens kundskab.

▪ Er acceptfristen ikke angivet præcist i tilbuddet beror det på en fortolkning af hele kontraktssituationen at fastligge den præcise acceptfrist.

▪ "inden 1. dec." skal som udgp. fortolkes som indenfor 1. dec. Dvs. at en accept er rettidig såfremt den kommer frem på den 1. december.

▪ "Inden 8 dage" vil betyde, at såfremt et tilbud er sendt d. 1. feb. skal accepten være kommet frem senest d. 9. feb. for at være rettidig.

▪ Er et brev udateret vil man rette sig efter poststemplets dato ved fastslåelse af en startdag for fristen. Kan poststemplet ikke læses skal der foretages et begrundet skøn over hvornår brevet måtte være afsendt.

▪ Er et brev fejldateret anvendes Aftl. § 32, stk. 1 hvorefter en tilbudsmodtager som er i god tro om fejldateringen skal beregne fristen fra den i brevet (forkerte) start for fristen.

▪ Bliver et telegram faktisk indleveret tidligere end det fremgår af telegrammet finder Aftl. § 32, stk. 2 analog anvendelse således at acceptfristen begynder at løbe allerede fra den faktiske indlevering uanset tilbudsmodtagerens gode eller onde tro.

▪ Angiver tilbudsgiveren ikke nogen acceptfrist i sit tilbud finder Aftl. § 3 anvendelse. Det følger af denne bestemmelse, at såfremt der ikke er angivet nogen frist, skal den legale acceptfrist beregnes som tilbuddets planmæssige befordringstid + modtagerens rimelige betænkningstid + acceptens planmæssige befordringstid. Det følger endvidere af bestemmelsen, at såfremt der er benyttet et telegram skal accepten enten gives i telegram eller via et hurtigere befordringsmiddel.

▪ Rimelig betænkningstid skal fortolkes efter de konkrete omstændigheder. Dog tillader bestemmelsen med ordrene "kunne påregne" en vis objektivisering.

▪ Er der tale om forretningsforhold vil dette tale for en forkortelse af fristen?

▪ Er der tale om en stor eller lille beslutning?

▪ Er tilbuddet afsendt via et særligt hurtigt medie?

▪ Foreligger der andre omstændigheder som gør at tilbudsmodtageren vidste eller burde vide, at der skulle accepteres hurtigt?

▪ Det er naturligvis afsenderen af en accept der bærer risikoen undervejs idet der ikke er tale om nogen pligtmæssig medelelse jf. Aftl. § 40

▪ Modtages et tilbud kort før lukketid fredag er udgangspunktet, at man kan vente med at svarer indtil den første efterfølgende arbejdsdag.

▪ Mundtlige tilbud skal acceptres straks jf. Aftl. § 3, stk. 2

▪ Ankommer en accept for sent opstiller Aftl. § 4, stk. 1 en regel hvorefter den for sene accept anses for et nyt tilbud. Bestemmelsen angiver ikke hvad acceptfristen er for det nye tilbud, men følger andet ikke af omstændighederne antages acceptfristen at være den samme som i det første tilbud.

▪ BEMÆRK Det følger af Aftl. § 4, stk. 2, at såfremt afsenderen af "det gamle tilbud" modtager "det nye tilbud" og efter omstændighederne må gå ud fra, at hans medkontrahent tror at han har afgivet en rettidig accept ifm. "det gamle tilbud" bliver den oprindelige tilbudsgiver bundet af det oprindelige tilbud medmindre han reklamerer uden ugrundet ophold.

▪ En reklamation jf. Aftl. § 4, stk. 2 er omfattet af reglen i Aftl. § 40 om pligtmæssige reklamationer.

▪ Er der tale om, at en accept ikke er i overensstemmelse med det tilbud som blev afgivet finder Aftl. § 6, stk. 1 anvendelse. Det følger af bestemmelsen, at en uoverensstemmende accept skal betragtes som både et afslag på det gamle tilbud og afgivelse af et nyt tilbud overfor den oprindelige tilbudsgiver.

▪ For at der skal være tale om en uoverensstemmende accept skal der foreligge en materiel afvigelse fra det oprindelige tilbud. Der skal her ske en konkret fortolkning hvor der vil kunne ligges vægt på eventuelle tidligere kontrakter imellem parterne.

▪ BEMÆRK Det følger af Aftl. § 6, stk. 2 at såfremt tilbudsgiveren efter modtagelsen af den uoverensstemmende accept efter omstændighederne må gå ud fra, at afsenderen fejlagtigt tror, at han har afgivet en overennsstemmende accept skal tilbudsgiveren reklamere uden ugrundet ophold. Gør han ikke det bliver han bundet efter indholdet af den uoverensstemmende accept.

▪ En reklamation jf. Aftl. § 6, stk. 2, er omfattet af Aftl. § 40 om pligtmæssige reklamationer.

▪ Hvis en tilbudsmodtager i sin accept har anført "nærmere i brev" eller "nærmere ved senere brev" foreligger der ikke en fuldstændig accept efter Aftl. § 6. Tilbuddet er således ikke accepteret før det omtalte brev er kommet rettidigt frem til tilbudsgiveren. (forudsat der er tale om en overensstemmende accept.)

▪ I de tilfælde hvor der er tale om klare afivigelser imellem tilbud og accept finder Aftl. § 6 anvendelse idet der kan siges at foreligge åben dissens. Er uoverensstemmelsen derimod ikke klar, er det ikke sikekr tat uoverensstemmelsen kommer frem før langt henne i forløbet. I disse tilfælde af skjult dissens vil det efter omstændighederne ikke være den bedste løsning at benytte Aftl. § 6.

▪ Man kan løse problemet ved at se på om der kan statueres kontraktsindgåelse ved passivitet Dette vil typisk være løsningen når man langt henne i forløbet opdager meget små uoverensstemmelser.

▪ Man kan løse problemet ved anvendelse af deklaratoriske regler suppleret med hvad der ved fortolkning kan udledes af kontraktsmaterialet. Denne løsning vil ofte kunne benyttes når man kangt henne i forløbet opdager en større uoverensstemmelse.

▪ Vedrører uoverensstemmelsen parternes påberåbelse af standardvilkår, vil man ofte tillige afvige den løsningsmodel som Aftl. § 6 opstiller og i stedet benytte den løsning, at det sæt standardvilkår som er gældende for kontrakten er det sæt som til sidst er blevet fremført uden protester fra modparten.

▪ At bede om en ordrebekræftelse i en accept gør naturligvis ikke denne til uoverensstemmende.

▪ At bede om en skriftlig affattelse af en mundtlig aftale gør på samme måde heller ikke at der foreligger en uoverenstemmende accept.

▪ Afsender tilbudsgiveren efter at have modtaget en accept en ordrebekræftelse som ikke er i overensstemmelse med hverken tilbuddet eller accepten er dette en problemstilling som vedrører aftalens indhold jf. nedenstående om fastlæggelsen af dette indhold.

▪ Såfrem tilbudsgiveren har anført i sit tilbud, at han vil anse modtagerens tavshed som en stiltiende accept, skal modtageren alligevel acceptere tilbuddet såfremt han ønsker dette. Accepterer han ikke tilbuddet anses det for bortfaldet jf. Aftl. § 8

▪ Reglen skal ses i lyset af, at man i almindelighed ikke accepterer negativ kontraktsbinding jf. også forbrugeraftalelovens § 4.

▪ Gensidigt bebyrdende aftaler kræver som nævnt accept. Ensidige løfter, dvs. gaveløfter kræver derimod ikk accept hvorfor aftalelovens bestemmelser om accept ikke finder anvendelse.

Alternative måder at indgå aftaler på (A&M s. 88 - 107)

▪ Aftaleloven opstiller en skriftlig aftaleindgåelsesform. Denne form er ikke udtømmende, hvorfor der også kan indgås aftaler på andre måder.

Mundtlige aftaler

▪ Det følger direkte af Aftl. § 3, at aftaler også kan træffes mundtligt. Det kan imidlertid være svært at fastslå præcis hvornår man imellem parterne overgik fra almindelig konversation og over i kontraktsindgåelse. Om der foreligger en aftale eller blot konversation må afgøres konkret, men det er klart, at ved "aftaler" af stor økonomisk værdi kræves der mere for at der foreligger en aftale end ved "aftaler" omhandlende ex. køb af en skjorte.

Aftalt skriftform

▪ Er det imellem parterne aftalt, at aftaleformen skal være skriftlig kan dette efter omstændighederne betyde to ting.

▪ At parterne har krav på en skriftlig bekræftigelse af hvad man mundtligt undervejs er blevet enige om.

▪ At der overhovedet ikke foreligger nogen binding af parterne før begge parter har underskrevet et kontraktsdokument.

▪ At der er aftalt skriftform betyder som udgp. at man stadig kan ligge vægt på kontraktens mundtlige baggrund. Det er klart, at kontraktens skriftlige indhold vil få en særlig vægt både i relation til hvad der kan anses for vedtaget imellem parterne, men også i henseende til fortolkningen af kontrakten, men den mundtlige baggrund vil efter omstændighderne på trods heraf spille en rolle som andenviolin.

▪ Er der aftalt skriftform, og indgår parterne efter kontraken er underskrevet en mundtlig tillægsaftale vil denne formentlig kunne anses for bindende selv om den ikke bliver skriftligt tilføjet den oprindelige kontrakt.

Successiv indgåelse af aftaler

▪ Ved større aftaler vil der ofte være tale om flere successive forløb hvor parterne ser hinanden lidt an. Benyttes der i disse tilfælde et såkaldt "letter of intent" er udgp. at dette ikke binder nogle af parterne. Indholdet af dette "letter of intent" kan dog senere have betydning både ved afgrænsningen af hvad der er vedtaget imellem parterne og for fortolkningen af aftalen imellem parterne.

▪ Der vil efter omstændighederne blive tale om culpa in contrahedo såfremt man illoyalt fremsætter et "letter of intent" uden at have reele tanker om at ville indgå i kontraktsforhandlinger.

Kontraktsindgåelse (og ændring) ved passivitet (A&M s. 97 - 106)

▪ Som udgp. kan man ikke bindes igennem sin passivitet jf. også ovenstående om negativ kontraksbinding. Der kan dog i forskellige situationer efter omstændighderne pålægges en af parterne en reklamationspligt hvorefter parten bliver bundet ved aftalen såfremt der ikke reklameres. Om der foreligger en sådan situation skal afgøres konkret hvorved der navnligt skal ligges vægt på følgende.

▪ Er der tale om forretningsforhold vil en manglende reklamation over en ordrebekræftigelse efter omstændighederne kunne binde en medkontrahent jf. U.1965.300H hvor kontraktsforhandlingerne havde været et stykke undervejs.

▪ Er der tale om forretningsforhold og forhold hvor parterne tidligere har kontraheret med hinanden må reklamation når det er klart for en part, at medkontrahenten tror der foreligger en aftale væe en naturlig pligt jf. Trolle i U1965B244.

▪ Modsat hvor der ikke er tale om forretningsforhold og hvor parterne ikke kender hinanden fra tidligere. Her må kravet til reklamation svækkes noget.

▪ Er der tale om kontrakter vedrørende prisfølsomhed, sæsonudsvingninger, modeudsvingninger og let fordærvelige varer vil dette utvivlsomt tale for en reklamationspligt.

▪ Gentagne ganges passivitet eller længere tids passivitet vil også tale for at anse en part for bundet.

▪ Vedrører den del af kontrakten man ønsker at statuere indgåelse ved passivitet overfor en kontraktsdel som man først han introduceret til forhandlingerne på et meget sent tidspunkt, vil dette tale imod at anse medkontrahenten for bundet i relation til denne del.

▪ Endelig vil det kunne gøre en forskel om passiviteten udøves af den som tog initiativ til forhandlingerne

Kvasidispositioner

▪ Omfatter de situationer hvor man uden at have afgivet et løfte eller forholdt sig passiv overfor et alligevel bliver bundet af en aftale ex. ved at stige i en bybus. Dette er næppe eksamensrelevant på 3. års formueret...

Erstatning for at en aftale ikke kommer i stand? (culpa in contrahendo) (A&M s. 107 - 108)

▪ Det klare udgp. er at man ikke kan opnå estatning fordi der ikke kommer en aftale i stand. Udgangspunktet fraviges dog når ens medkontrahent under kontraktsforhandlingerne har handlet illoyalt og derved culpøst. Der kan i disse tilfælde blive tale om erstatning af den negative kontraktsinteresse. Se. ex. om erstatning i tilfælde af illoyal fremsættelse af et "letter of intent" ovenstående.

Fastlæggelse af det materiale som udgør aftalens indhold - Vedtagelse af standardvilkår (A&M s. 81 - 88)

Vedtagelsesproblematikken kontra fortolkning og udfyldning

▪ Det er vigtigt at gøre sig klart, at før man kan begynde at fortolke på rækkevidden og betydningen af kontraktens indhold, herunder standardvilkår, at det afgørende først at fastslå om den pågældende del af materialet ifm. kontraktsindgåelse overhovedet kan anses for at være vedtaget, altså en del af kontrakten.

Dvs at modellen er: Vedtagelse - Fortolkning - Udfyldning

Vedtagelsen af almindelige standardvilkår

▪ Er der i kontrakten angivet eller måske bare henvist til nogle almindelige standardvilkår opstår problematikken om hvorvidt disse vilkår kan anses for vedtaget imellem parterne. Dette spørgsmål skal naturligvis bedømmes konkret. Under denne bedømmelse kan der navnligt ligges vægt på følgende.

▪ Er standardvilkårene medtaget i kontrakten eller er der blot henvist til dem?

▪ Såfremt standardvilkårene er medtaget i kontrakten, hvordan fremstår de så i forhold til den øvrige tekst?

▪ Såfremt der alene er henvist til standardvilkårene er de så svære at fremskaffe?

▪ Er der tale om standardvilkår som er meget tyngende for den ene af parterne?

▪ Er der tale om et uventet standardvilkår?

▪ Blev standardvilkåret introduceret i kontraktsforhandlingerne fra starten eller blev det "sneget ind" til sidst?

▪ Har den ene af parterne handlet illoyalt (uden at det kan siges at være culpøst)

▪ Har parterne tidligere handlet med hinanden? (og hvad har der så været aftalt der?)

▪ Har den ene af parterne udvist passivitet overfor fremlæggelsen af standardvilkåret?

▪ Er der tale om et standardvilkår som begge parter må anses for fortrolige med? (se U.1982.302SH i A&M s. 84)

▪ Omhandler kontrakten et område hvor de pågældende standardvilkår ofte benyttes?

▪ Besidder nogle af parterne en særlig viden om vilkårene eller kontraktsområdet som sådan?

▪ Er parterne ligevægtige, eller er den ene ex. forbruger?

Særligt om vedtagelsen af "agreed documents"

▪ Ved vedtagelsen af "agreed documents" ex. AB92 skal der typisk meget lidt til i aftalens ord - undertiden intet - før de anses for vedtaget imellem parterne. Andre vilkår har ikke denne status jf. også straks ovenstående, men på områder hvor alle ved at de pågældende vilkår anvendes vil samme synspunkt gøre sig gældende. Dette gælder ex. pengeinstitutters, forsikringsselskabers og rejsearrangøres standardvilkår.

▪ Hvorvidt det i tilfælde hvor der er tale om "agreed documents" er tilstrækkeligt med en henvisning i kontrakten eller om vilkårene skal vedhæftes som et bilag afhænger af bl.a. hvor byrdefulde vilkårene er jf. i det hele de ovenstående punkter.

▪ Konklusionen er således at ved "agreed documents" skal der, medmindre der er tale om at alle ved at de pågældende standardvilkår finder anvendelse, på samme måde som ved almindelige standardvilkår ske en konkret bedømmelse hvor der skal ligges vægt på de ovenstående momenter.

Løfters Ugyldighed

Forholdet imellem ugyldighed og køberettens regler om ophævelse (A&M s. 111 - 113)

▪ Ugyldighed og ophævelse har det fællestræk, at de begge betyder, at parternes ydelser skal tilbageleveres. Er betingelserne for både ugyldighed og ophævelse tilstede, hvilket ex. ofte vil være tilfælde ved udøvelsen af svig ifm. køb af løsøre, kan den besvegne således vælge imellem de to muligheder. At påstå en aftale tilsidesat som følge af svig kræver dog at svigen har fremkaldt løftet og at svigen forelå ved aftalens indgåelse. Vigtigst er det dog at forstå, at man i disse tilfælde hvor begge muligheder foreligger har valget imellem de to, og samtidig at medens man ved ugyldighed alene kan opnå den negative kontraktsinteresse har man i tilfælde af ophævelse valget imellem den negative kontraktsinteresse og den positive opfyldelsesinteresse.

▪ BEMÆRK Er en vare overgivet til medkontrahenten mister man som udgp. jf. Kbl § 28, stk. 2 retten til at hæve aftalen. Erklærer man derimod aftalen igyldig ex. pga. svig kan der på trods af overgivelsen ske ophævelse. En part skal således nøje overveje hvilke muligheder der foreligger samt deres konsekvenser.

Ratihabition (A&M s. 115 - 120)

▪ Herm bemærkes alene, at en løftegiver som pga. en ugyldighedsgrund reelt ikke er bundet af aftalen efterfølgende kan ratihabere (acceptere) denne med den virkning at han alligevel bliver bundet. Om et ugyldigt løfte kan siges, at være blevet ratihaberet af løftegiveren må afgøres efter nogle af de samme momenter som gælder i relation til kontraktsindgåelse ved passivitet. Dog skal her nævnes, at jo mindre der efter omstændighederne er at bebrejde løftemodtageren af et ugyldigt løfte, desto mere nærliggende vil de tvære at pålægge løftegiveren reklamationspligt med den virkning, at han efter en vis tids forløb mister retten til at gøre gældende, at han ikke er forpligtet som følge af sit løftes ugyldighed.

Retsvirkningerne af ugyldighed (A&M s. 125 - 133)

▪ Retsvirkningerne af ugyldighed kan opdeles i hhv. virkningerne imellem parterne og virkningerne overfor tredjemand.

▪ Retsvirkningerne af ugyldighed imellem parterne er, at at der ikke består nogen aftale hvorfor ydelserne skal leveres tilbage.

▪ Retsvirkningerne overfor tredjemand skal afgøres i relation til hhv. aftaleerhververe og kreditorer

▪ Løftemodtagerens kreditorer skal som udgp. respektere at en aftale er ugyldig og tilbagelevere ydelsen til løftegiveren. Det følger dog af Jørgen Nørgaard i U1994B273, at dette udgp. er sikrest når der er tale om ugyldighed som var til stede ved aftalens indgåelse. Er der derimod tale om bristede forudsætninger (herunder særligt bristede forudsætninger vedr. vederlagsbetalingen) kan udgp. efter omstændighederne fraviges. Dette vil særligt kune ske når løftegiveren har optrådt letsindigt.

▪ Løftemodtagerens aftaleerhververe skal som udgp. også respektere at aftalen er ugyldig og levere ydelsen tilbage til løftegivren idet hovedreglen i dansk ret er vindikation. Hvorvidt der kan ske ekstinktion til fordel for løftemodtagerens kreditorer skal dog bedømmes seperat ift. de enkelte aktivtyper.

▪ Løsøre - Vindikation medmindre der foreligger "noget mere" (se noter til kreditor- og omsætningsbeskyttelse)

▪ Simple fordringer - Vindikation jf. Gbl. § 27

▪ Neg. fordringer - Ekstinktion jf. Gbl. § 15 (krav om god tro)

▪ Fast ejendom - Ekstinktion jf. TL § 27 (krav om god tro jf. TL § 5)

▪ Er der tale om at en pro forma retshandel jf. Aftl. § 34 er ugyldig kan løftegiveren dog ikke gøre dette gældende overfor løftemodtagerens aftaleerhververe i god tro.

De svage ugyldighedsgrunde

▪ For at en aftale kan blive ugyldig som følge af en af de nedenstående svage ugyldighedsgrunde, er det et krav, at medkontrahenten, dvs. løftemodtageren er i ond tro om ugyldighedsgrunden. Der bemærkes herved, at der stilles et krav om at løftemodtageren er i begrundet god tro, hvorved forstås, at det er afgørende om en almindelig fornuftig mand der er kendt med de pågældende forhold/det pågældende livsområde, ville være i god tro. Det afgørende tidspunkt i relation til god/ond tro er hvor løftet kom til modtagerens kundskab. Viden som løftemodtageren derefter fik eller burde have fået kan alene tillægges virkning såfremt Aftl. § 39 kan finde anvendelse.

Anden kompulsiv tvang jf. Aftl § 29 (A&M s. 149 - 153)

▪ Bestemmelsen omfatter andre former for psykisk kompulsiv tvang end de som er omfattet af Aftl. § 28. Det er ved brugen af denne bestemmelse afgørende hvorvidt følgende betingelser er opfyldt.

▪ Det er den udøvede tvang som skal have fremkaldt løftet. Ville løfteafgiveren også uden tvangen have afgivet det samme løfte kan bestmmelsen ikke benyttes.

▪ Der skal have været udøvet tvang med et eller andet. En trussel om at ville udøve tvang er ikke tilstrækkelig for at kunne benytte bestemmelsen.

▪ Der skal tvinges enten med eller til noget retsstridigt. Dvs. enten skal selve tvangen være ulovlig eller også skal den handling/løfte som tvangen frembringer være ulovlig for at bestemmelsen kan benyttes.

▪ Løftemodtageren skal være i ond tro. Såfremt løftemodtageren hverken kender elller burde kende til tvangen er løftet bindende for løftegiveren.

▪ Bestemmelsen omfatter, naturligt nok, både tvang udøvet af løftemodtageren samt tredjemand.

▪ Bestemmelsen virker sekundært ift. Aftl. § 28. Dvs. kan situationen ikke subsumeres under Aftl. § 28 skal det efterfølgende undersøges om Aftl. § 29 kan finde anvendelse.

Svig jf. Aftl. § 30 (A&M s. 153 - 161)

▪ Bestemmelsen omfatter den situation, at et løfte af løftemodtageren eller tredjemander blevet fremkaldt ved svig og løftemodtageren var i god tro herom. (har han selv udøvet svigen er god tro betingelsen næppe opfyldt....) Ifølge Aftl. § 30, stk. 2 kan svig både foreligge i tilfælde af afgivelse af urigtige oplysninger som ved fortielse af oplysninger. For at bestemmelsen finder anvendelse skal følgende betingelser være opfyldt.

▪ Den svigagtige adfærd/fortielse skal have fremkaldt løftet

▪ Den som har udvist svigen skal vide eller bør vide at den vil virke motiverende på løftegiveren. Det er dog ikke nogen betingelse, at der er handlet i berigelseshensigt. Afgørende er alene om formålet med svigen har været at fremkalde et løfte.

▪ Svigen skal være retsstridig.

▪ Rene anprisninger er ikke retsstridigt. Udtalelser som "markedets bedste" osv. udgør sålede ikke svig.

▪ Hvor grænsen går imellem anprisninger og svig afhænger tillige af hvilket livsområde man er indenfor og om der foreligger kutumer eller sædvaner.

▪ Løftemodtageren skal være i ond tro.

▪ Et hovedområde for svig er ifm. de regnskabsmæssige oplysninger som virksomheder opgiver til banker og kreditinstitutter ifm. ansøgning om lån eller kredit.

▪ I relation til fortielser vil svig ofte komme til udtryk hvor en løftemodtager nævner alle tilgrænsende oplysninger som ikke er til skade for ham, men udelukker at nævne de oplysninger som ville stille salgsgenstanden i et dårligt lys.

▪ En fortielse omkring ydelse af returkommission til personer omkring løftegiveren vil efter omstændighederne være en svigagtig fortielse.

▪ Indenfor forskellige livsområder, brancher og i tilfælde af sædvaner vil disse have en indvirkning på hvilke fortielser der vil kunne statuere svig.

Udnyttelse jf. Aftl § 31 (A&M s. 161 - 165)

▪ Bestemmelsen omfatter den situation, at en løftemodtager udnytter løfteafgiverens situation. De situationer hvor udnyttelsen ifølge bestemmelsen skal finde sted er følgende situationer.

▪ Løfteafgiveren har betydelige økonomiske vanskeligheder

▪ Løfteafgiveren har betydelige personlige vanskeligheder

▪ Løfteafgiveren mangler betydelig indsigt

▪ Løfteafgiveren udvise betydeligt letsind

▪ Løfteafgiveren har et bestående afhængighedsforhold til løftemodtagerens ydelse

▪ Foreligger der en af de ovenstående situationer og udnytter løftemodtageren eller tredjemand denne til at skaffe sig en ydelse som står i væsentlig misforhold til modydelsen, og er løftemodtageren i god tro herom finder bestemmelsen anvendelse.

▪ Modydelsen skal stå i væsentligt misforhold hvorved forstås at det at gøre en god handel ikke skal karakteriseres som udnyttelse. Der skal således foreligge en væsentlig økonomisk forskel imellem de to ydelser.

▪ Bemærk i relation til "letsind" at et impulskøb til en stor økonomisk værdi måske vil være letsind for en lavindkomst person, mens det samme køb næppe ville være udtryk for "letsind" såfremt det var foretaget af A.P.Møller.

▪ Løftemodtageren skal være i god tro

▪ Der kan i tvivlstilfælde ligges vægt på om det var den udnyttende part som tog initiativ til forhandlingerne, men dette vil som sagt kun have betydning i tvivlstilfælde.

Erklæringsfejl jf. Aftl. § 32, stk. 1 (A&M s. 165 - 174)

▪ Der må ved denne bestemmelse sondres imellem to situationer hvoraf den ene er direkte omfattet af bestemmelsen (erklæringsfejl), mens den anden er omfattet af bestemmelsens analogi (urigtige forudsætninger).

▪ Har afgiveren tilkendegivet noget andet end det, han ville tilkendegive foreligger der en erklæringsfejl/erklæringsvildfarelse.

▪ Har afgiveren villet tilkendegive hvad han tilkendegav, men har han svævet i en vildfarelse/urigtig forudsætning om de omstændigheder, som udgjorde motivet for hans erklæring foreligger der en motivvildfarelse/urigtig forudsætning

▪ Er der tale om erklæringsfejl finder Aftl. § 32, stk. 1 direkte anvendelse. Er der tale om en urigtig forudsætning finder bestemmelsens analogi eller principper anvendelse.

▪ Bestemmelsens hovedområde (dvs. erklæringsfejl) omfatter fejlskrivning, fortalelser og anden utilsigtet dispotiv adfærd, fejlagtig prisskiltning samt anvendelse af et ord i urigtig betydning. Bestemmelsen omfatter også den situation hvor en person underskriver en erklæring udfærdiget af en anden og som på et eller flere punkter afviger fra hvad løftemodtageren havde tænkt sig.

▪ Tilfælde af urigtige forudsætninger vil ofte være hvor der inddrages regnefejl i tilbud eller hvor en løftemodtager har misforstået tilbuddet.

▪ Det er ikke en betingelse for anvendelse (direkte eller analog) at løftemodtageren indser, præcis hvad løfteafgiveren ville udtrykke. Det er tilstrækkeligt for at statuere ond tro, at løftemodtageren indser eller burde indse, at løfteafgiveren ville udtrykke noget andet end det han faktisk udtrykte.

▪ Såfremt bestemmelsen faktisk finder anvendelse opstår probelmet omkring retsvirkningerne af dette. Udgangspunktet er at løfteafgiveren bliver bundet af det løfte som han faktsik ville afgive såfremt løftemodtageren vil acceptere dette.

▪ Vedrører erklæringsfejlen/den urigtige forudsætning alene en del af løftet, kan der blive tale om delvis ugyldighed såfremt. der ikke er en sådan sammenhæng i løftet, at erklæringsfejlen/den urigtige forudsætning rammer hele løftet.

▪ Foreligger der erklæringsfejl/urigtige forudsætninger og bliver løftet ugyldigt som følge heraf vil løftemodtageren dog kunne kræve erstatning af løfteafgiveren i form af den negative kontraktsinteresse såfremt denne eller hans folk har handlet forsætligt eller culpøst.

Stidende imod almindelig hæderlighed jf. Aftl. § 33 (A&M s. 177 - 182)

▪ Bestemmelsen er en generalklausul som skal opsamle de tilfælde som ikke kan subsumeres under de specielle bestemmelser i Aftl. § 28 - 32. Bestemmelsen er derfor også sekundær i forhold til disse. Følgende betingelser skal være opfyldt før bestemmelsen kan benyttes.

▪ Løftet skal stride imod almindelig hæderlighed. Dette krav er objektivt. Der er tale om en retlig standard som omhandler den almindelige samfundsmoral.

▪ Omstændighederne som udgjorde uhæderlighedden skal være til stede på det tidpunkt hvor løftet kommer til modtagerens kundskab.

▪ Hvorvidt viden som løftemodtageren får efter at løftet er kommet til hans kundskab men før den har været bestemmende for hans handlemåde se nedenstående om Aftl. § 39, stk. 2.

▪ Løftemodtageren skal have haft en faktisk viden som de omstændigheder som gjorde løftet uhæderligt. Der er således tale om en lempelse af kravet om god tro i relation til denne bestemmelse.

De stærke ugyldighedsgrunde

▪ Forinden de enkelte regler om stærke ugyldighedsgrunde gennemgås, skal det bemærkes, at selv omløftegiver som udgp. aldrig bliver bundet når der foreligger en stærk ugyldighedsgrund, kan dette udgp. dog godt fraviges såfremt løfteafgiveren har handlet uagtsomt/uforsigtigt og derved muliggjort eller lettet falsknerriet/forfalskningen eller skabt en vidtrækkende legitimation for sin fuldmægtig. I disse uforsigtighedstilfælde vil resultatet dog oftest være, at den uagtsomme part alene skal svare erstatning af den negative kontraktsinteresse.

Falsk (A&M s. 133 - 135)

▪ Herved forstås afgivelse af en løfteerklæring i en andens navn uden særlig beføjelse hertil. Se ovenstående om uforsigtighed.

Forfalskning (A&M s. 133 - 135)

▪ Herved forstås en ændring af en løfteerklæring afgivet af en anden. Se ovenstående om uforsigtighed

Manglende fuldmagt (A&M s. 133 - 135)

▪ Herved forstås en afgivelse af et løfte på vegne af en anden uden fuldmagt hertil. Dette foreligger når der er handlet helt uden for fuldmagtens grænser. Se dog ovenstående om tilfælde hvor fuldmagtsgiver har udstyret fuldmægtigen med videregående legitiamtion samt noterne i kreditor- og omsætningsbeskyttelse om ekstinktion.

Inhabilitet (umyndighed samt manglende evne til at handle fornuftsmæssigt) (A&M s. 135 - 148)

▪ Her må sondres imellem tre tilfælde, hhv. mindreårighed jf. VML § 1, stk. 2, fratagelse af handleevnen jf. VML § 6, stk. 2 og manglende evne til at handle fornuftsmæssigt jf. VML § 46

▪ Mindreårighed (umyndighed)

▪ HR. Mindreårighed jf. VML § 1, stk. 2 (dvs. under 18 år) kan gøres gælden overfor alle uanset god/ond tro.

▪ U. VML § 42, stk. 1 -3 omkring bl.a. umyndiges egen indtjening når der er over 15 år.

▪ U. Den mindreårige har alene erhvervet rettigheder ved den indgåede aftale. (dvs. ej forpligtet sig på nogen måde)

▪ Fratagelse af den retlige handleevne (sidestilles med umyndighed)

▪ HR. Den der har fået frataget handleevnen jf. VML § 6, stk. 2 samt fået denne fratagelse tinglyst jf. TL § 48 kan ikke indgå retshandler hvilket kan gøres gældende uanset god/ond tro hos løftemodtageren.

▪ U. Såfremt der ikke er sket tinglysning jf. TL § 48 kan ugyldighedsgrunden ikke gøres gældende overfor en løftemodtager i god tro.

▪ U. VML § 42, stk. 1 - 3 omkring bl.a. egen indtjening efter fratagelsen af den retlige handleevne

▪ U. Den der har fået frataget den retlige handleevne har alene erhvervet rettigheder ved den indgåede aftale.

▪ Manglende evne til at handle fornuftsmæssigt

▪ HR. Den der ved aftalens indgåelse manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt fordi han var sindsyg eller i en lignende tilstand er ikke bundet af sit løfte jf. VML § 46, stk. 1

▪ Bestemmelsen sidestiller følgende med sindssyge: svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand.

▪ Afgørende er ikke om personen er sindssyg, men om personen ud fra en juridisk vurdering manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt.

▪ I de tilfælde der står på vippen, vil aftalens indhold blive tillagt betydelig vægt. Virker aftalens vilkår rimelige i forhold til den "sindssyge" vil dette kunne tages som et indicium for, at han var i stand til at handle fornuftsmæssigt.

▪ Det følger af VML § 44, at såfremt der foreligger en stærk ugyldighedsgrund jf. en af de ovenstående grunde vil også løftemodtageren kunne påberåbe sig ugyldighed såfremt han var i god tro om ugyldigheden da løftet kom til hans kundskab.

Tvang jf. Aftl. § 28 (A&M s. 148 - 149)

▪ Bestemmelsen vedrører alene kompulsiv psykisk tvang. Det forhold at en anden mekansik tvinger/fører en andens hånd er overhovedet ikke udtryk for en viljeserklæring hvorfor der heller ikke kan blive tale om noget løfte eller en aftale. På trods af dette synes forarbejderne til loven, at forudsætte en analog anvendelse af Aftl. § 28 stk. 1 og 2 i tilfælde af mekanisk tvang.

▪ Aftl. § 28, stk. 1 forudsætter, at der er tale om vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold mod løftegiveren. Vold eller trussel om vold mod andre end løftegiveren er således ikke omfattet af bestemmelsen. Endvidere skal en trussel om vold have en sådan karakter, at volden vil blive udøvet øjeblikkeligt såfremt den truede ikke lystrer.

▪ Aftl. § 28, stk. opstiller den reklamationsregel, at så snart volden eller truslen om vold er ophørt skal løfteafgiveren reklamere overfor løftemodtagere i god tro for ikke at blive bundet af det afgivede løfte. Denne reklamation er pligtmæssig og omfattet af Aftl. § 40.

Forvanskning jf. Aftl. § 32, stk. 2 (A&M s. 174 - 176)

▪ Bestemmelsen vedrører efter sin ordlyd den situation hvor et løfte skal befordres pr. telegraf eller mundtligt pr. bud, men den finder utvivlsomt analog anvendelse på også telefax, e-mail osv. "Bud" skal endvidere forstås som en funktion og ikke som en kategori af personer. En fuldmægtig som skal overbringe et løfte kan sålede også være "bud" efter bestemmelsen. Bestemmelsen finder tillige analog anvendelse på skriftlige beskeder.

▪ HR. Aftl. § 32, stk. 2 afgøre, at såfremt der under transporten ske en forvanskning af løftet bliver løfteafgiveren ikke bundet ved løftet.

▪ U. Såfremt der sker en forvanskning skal afgiveren dog reklamere uden ugrundet ophold efter han er blevet opmærksom på forvanskningen. Gør han ikke dette bliver han bundet af det "forvanskede" løfte. Denne reklamation er omfattet af Aftl. § 40.

▪ BEMÆRK bestemmelsen finder alene anvendelse når forvanskningen har medført materielle ændringer i løftet. En løfteafgiver kan ikke påberåbe sig ugyldighed af hele løftet såfremt kun en meget lille og ubetydelig del er blevet forvansket.

Særligt om forudsætningslæren (A&M s. 186 - 197)

▪ En aftale kan i tilfælde hvor en parts fourudsætninger ifm. aftalen efterfølgende brister blive ugyldig som følge heraf såfremt følgende betingelser (Ussing) er opfyldt

▪ Forudsætningen skal være bestemmende heri ligger, at såfremt løftegiveren ville have afgivet løftet selv om han ikke havde haft den pågældende forudsætning, kan den følgeligt heller ikke påberøbes.

▪ Forudsætningen skal være kendelig for løftemodtageren heri ligger et krav om, at der skal foreligge konkrete omstændigheder som gør at løftemodtageren indså eller burde indse, at forudsætningen var bestemmende for løftegiveren.

▪ Modf. Er der tale om typeforudsætninger dvs. forudsætninger som er typiske ved indgåelse af kontrakter på det pågældende område, behøver kendelighedsbetingelsen ikke at være opfyldt.

▪ Modf. Er der tale om forhols som hverken løftegiveren eller nogen anden fornuftig løftegiver ville have kunne forudse, ex. krigsudbrud, behøver kendelighedsbetingelsen heller ikke at være opfyldt.

▪ Forudsætningen skal være relevant hvori ligger, at det skal være løftemodtageren som skal pålægges risikoen for, at forudsætningen brister. Der er her tale om en afvejning af hvem af parterne der er nærmest til at bære risikoen for den bristende forudsætning. Denne vurdering er i sagens natur konkret, men efter Ussing bør den vurderes objektivt når dette er muligt. Ex. vil det i almindelighed ikke kunne påberåbes af en kautionist, at hans forudsætning om at hovedmanden ville betale sin gæld er bristet med den virkning, at han ikke skal opfylde sit kautionsløfte.

▪ Ved relevansvurderingen vil det have betydning hvorvidt løftegiver er forbruger eller professionel, idet en professionel i langt højere grad end en forbruger må have evnen til at overskue konsekvenserne af hans afgivne løfter, og følgeligt også må pålægges risikoen for at de brister.

▪ BEMÆRK forudsætningslæren benyttes ofte til at nedjustere en aftale, eller evt. helt tilsidesætte den som ugyldig. Forudsætningslæren kan imidlertid også benyttes til at skærpe en aftalemæssig forpligtelse, men dette er langt fra lærens kerneområde. Se nærmere A&M s. 196

Særligt om Aftl. § 36 (generalklausulen) (A&M s. 197 - 231)

▪ Ifølge Aftl. § 63, stk. 1 kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvist såfremt det efter en helhedsvurdering ville vær urimeligt eller i strid med redelig handlemåde, at gøre den gældende. Bestemmelsen afskiller sig fra de øvrige ugyldighedsgrunde at den grund, at den tillader en ændring af aftalen, meens de øvrige ugyldighedsgrunde alene kan bevirke hel (oftest) eller delvis ugyldighed. Det følger endvidere af Aftl. § 36, stk. 2, at der ved helhedsbedømmelsen også skal tages hensyn til omstændigheder som er indtruffet efter aftalens indgåelse, hvilket normalt ellers er reserveret for Aftl § 39 eller forudsætningslæren.

▪ Anvendelsesområdet for Aftl. § 36 er som udgp. ikke begrænset, men bestemmelsen har dog et kerneområde

▪ Ifølge forarbejderne vil bestemmelsen have sit sikreste grundlag ved aftaler hvor en forbruger deltager. Bestemmelsen vil dog efter omstændighederne også kunne benyttes imellem professionelle hvor der foreligger urimelige kontraktsvilkår.

▪ Ifølge forarbejderne vil bestemmelsen tillige have et meget sikkert grundlag i relation til standardvilkår. Dette betyder dog ikke, at man helt kan undlade at analysere hvorvidt et standardvilkår overhovedet er vedtaget eller foretage en fortolkning af det. Aftl. § 36 kan først benyttes når der er tale om et vilkår som er vedtaget og som efter en fortolkning skal forstås på en sådan måde at vilkåret må anses for urimeligt efter Aftl. § 36.

▪ Kravet til "urimelighed" og "i strid med redelig handlemåde".

▪ Det er klart, at bestemmelsen ikke kan benyttes som redningsvest hver gang en aftale ikke falder ud til en parts fordel, ex. fordi parten ved aftalens indgåelse bevidst pådrog sig en risiko, men som til gengæld også kunne have udmyntet sig i en tilsvarende gevinst.

▪ Modsat vil et vilkår efter omstændighederne kunne tilsidesættes såfremt det er i strid med almindelig forretningsskik på det pågældende område. Ved denne "rimelighedsvurdering" skal der ligges vægt på følgende

▪ Om vilkåret er sædvanligt indenfor branchen.

▪ Om løftemodtageren har fraveget sin egen normale praksis i det pågældende tilfælde til gunst for sig selv.

▪ Om der er en uligehed i relation til profesionalisme imellem parterne

▪ Om vilkåret var klart og tydeligt overfor løftegiveren

▪ Om risikoen der de evt. efterfølgende omstændigheder skal bæres af løftegiver eller løftemodtager.

▪ Såfremt man ændrer i aftalen bemærkes det, at man også her skal se på aftalen i sin helhed, og derefter foretage en ændring som passer ind i aftalen. Man kan således ikke betingelsesløst udfylde aftalen med deklaratoriske regler på området.

▪ Idet det følger af Aftl. § 36, stk. 2, at der også skal ligges vægt på efterfølgende omstændigheder, bevirker at bestemmelsen ofte vil blive påberåbt fremfor forudsætningslæren. Aftl. § 36 har som nævnt dog sit stærkeste område overfor forbrugere hvorfor forudsætningslæren fortsat vil have betydning imellem professionelle.

▪ Er der tale om forbrugeraftaler indeholder Aftl. § 38c nogle modifikationer til Aftl. § 36, herunder bl.a. at efterfølgende omstændigheder alene kan tillægges vægt såfremt de er til gunst for forbrugeren.

Aftaler i strid med lov og ærbarhed (A&M s. 231 - 235)

▪ DL 5 - 1 - 2 fastslår, at aftaler skal holdes, men samtidig indeholder den en regel hvorefter aftaler i strid med lov og ærbarhed er ugyldige. At aftaler i strid med en lov er ugyldige siger vel nærmest sig selv.Hvorvidt et løfte er i strid med ærbarhed afhænger af den til enhver tid herskende samfundsmoral. Der er således tale om en retlig standard. Et ex. på en aftale i strid med ærbarhed kunne være en persons løfte om i al fremtid at stemme på et særligt politisk parti.

Særligt om aftalelovens § 39 (A&M s. 42 - 47)

▪ Bestemmelsen er også omtalt ifm. Aftl. § 7 om for sen accept. Når den fremhæves her er det fordi bestemmelsen i et vist begrænset omfang tillader, at man i relation til de svage ugyldighedsgrunde i snævert omfang tillader, at der inddrages den viden som løftemodtageren fik eller burde have fået efter aftalens indgåelse. For at benytte bestemmelsen skal følgende betingelser være opfyldt

▪ Der skal foreligge "særlige omstændigheder" hvorved kræves, at der ikke blot er tale om en uheldig udvikling i almindelighed. Bestemmelsen har ofte været påberåbt if. køb og salg af fast ejendom jf. A&M s. 43 - 45

▪ Der kan alene tages hensyn til oplysninger som løftemodtagern modtog eller burde have modtaget efter aftalens indgåelse såfremt dette tillige sker inden løftet fra løftegiver har virket bestemmende på løftemodtagerens hdlemåde.

Fuldmagt

Generelt om fuldmagt (A&M s. 274 - 289)

▪ Begrebet fuldmagt omfatter den situation hvor fuldmægtigen handler i hovedmandens navn og for hovedmandens regning. Herved forstås, at fauldmægtigen overfor omverdenen indgår retshandler for sin hovedmand og med det formål ikke at binde ham selv, men hovedmanden. Der skal således foreligge omstændigheder der gør det kendeligt for tredjemand, at fuldmægtigens mening ikke var at forpligte sig selv, men en anden på hvis vegne han handlede. Det faktum at en fuldmægtig handeler i hovedmandens navn og for hovedmandens regning er tillige med til at afgrænse fuldmagt overfor ex. kommission. Handler "fuldmægtigen" således ikke i hovedmandens navn foreligger der ikke fuldmagt hvorfor reglerne i Aftl. kap. II ikke finder anvendelse. Det må i disse tilfælde undersøges om forholdet kan rubriceres under en af de andre mellemmandsformer. Gør forholdet ikke det må udgp. være at der overhovedet ikke foreligger noget mellemmandsforhold hvorfor løftegiveren bliver bundet personligt af aftalen.

De forskellige former for fuldmagt (A&M s. 289 - 303)

▪ Der gælder ingen særlige formkrav til en fuldmagt, men generelt må der sondres imellem hhv. fuldmagt med og uden særlig tilværelse idet denne sondring ar væsentlig i relation til spørgsmålet om hvorvidt fuldmægtigen kan binde hovedmanden.

Fuldmagt uden særlig tilværelse

▪ Det karakteriske ved en fuldmagt med særlig tilværelse er, at bemyndigelsen og fuldmagten falder sammen. Enten har fuldmægtigen således handelt indefor eller udenfor fuldmagten.

Fuldmagt uden særlig tilværelse - Aftl. § 18

▪ Aftl. § 18 angiver den eneste form for fuldmagt uden særlig tilværelse. En § 18 - fuldmagt etableres ved hovedmandens skriftlige eller mundtlige tilkendegivelse overfor fuldmægtigen om, at fuldmægtigen nu har en fuldmagt til at binde hovedmanden indenfor fuldmagtens grænser. Der er etalblere en fuldmagt når hovedmandens erklæring er kommet frem til fuldmægtigen.

▪ En § 18 - fuldmagt kan som nævnt både være mundtlig og skriftlig. Er den skriftlig er der imidlertid alene tale om en fuldmagt uden særlig tilværelse når hovedmanden ikke tilsigter at fuldmagtserklæringen skal forevises tredjemand. I modsat tilfælde er der tale om en fuldmagt med særlig tilværelse jf. Aftl. § 16

▪ BEMÆRK Det faktum at fuldmægtigen alligevel viser den skriftlige erklæring til tredjemand bevirker ikke at der bliver tale om en fuldmagt med særlig tilværelse. Alene hovedmanden kan ændre den fuldmagt han har afgivet.

▪ Modf. Har hovedmanden efter omstændighederne optrådt uforsigtigt og derigennem givet fuldmægtigen en mulighed for at fremstå som videregående legitimeret, kan der blive tale om ekstinktion af hovedmandens indsigelse om manglende fuldmagt jf. i det hele noterne i kreditor- og omsætningsbeskyttelse omkring legitimationsekstinktion.

Fuldmagt med særlig tilværelse

▪ Det karakteristiske ved en fuldmagt med særlig tilværelse er, at der kan skelnes imellem det indre forhold (bemyndigelsen) og det ydre forhold (fuldmagtens grænse). Har fuldmægtigen handlet helt uden for fuldmagtens grænser er hovedmanden ikke bundet idet der er tale om en stærk ugyldighedsgrund. Har fuldmægtigen handlet indenfor bemyndigelsen og derved naturligvis også indenfor fuldmagten bliver hovedmanden altid bundet (det var jo netop det han ønskede). Er der imidlertid tale om, at fuldmægtigen handler udenfor bemyndigelsen, men indenfor fuldmagtn bliver det afgørense hvorvidt tredjemanden er i god eller ond tro.

Fuldmagt stiftet ved erklæring til tredjemand - Aftl. § 13

▪ Aftl. § 13 angiver en af de fuldmagtstyper som er en fuldmagt med særlig tilværelse. For at der skal være tale om en § 13 - fuldmagt skal fuldmagtsforholdet være stiftet ved en erklæring herom fra hovedmanden og direkte til tredjemand.

▪ Bekendtgørelsesfuldmagt - Aftl. § 14

▪ Her skabes en fuldmagt med særlig tilværelse igennem ex. offentliggørelse i statstidende.

▪ Forevisningsfuldmagt - Aftl. § 16

▪ Udstyres fuldmægtigen med et dokument som er ment til fremvisning for tredjemand foreligger der tillige en fuldmagt med særlig tilværelse.

Stillingsfuldmagt - Aftl. § 10, stk. 2

▪ For at der kan stiftes en stillingsfuldmagt jf. Aftl. § 10, stk. 2 skal der være opfyldt en række krav.

▪ Der skal foreligge en aftale imellem hovedmanden og fuldmægtigen. Det faktum at fuldmægtigen uden aftale med hovedmanden indtræder i en stilling for denne kan således ikke udgøre en § 10, stk. 2 - fuldmagt, men kan dog efter omstændighederne udgøre en adfærdsfuldmagt jf. Aftl. § 10, stk. 1.

▪ Aftalen skal gå ud på, at fuldmægtigen skal indtage en stilling for hovedmanden. Hvorvidt der foreligger en "stilling" skal bedømmes konkret.

▪ Den pågældende stilling skal efter lov eller sædvane give fuldmægtigen beføjelser til at handle indenfor fuldmagtens grænser.

Fuldmagt på andet grundlag (adfærdsfuldmagt) - Aftl. § 10, stk. 1

▪ Før det undersøges om der foreligger en fuldmagt på andet grundlag (adfærdsfuldmagt) skal det undersøges om forholdet kan rubriceres under en af de andre former for fuldmagt. Aftl. § 10, stk. 1 fungere således som en opsamlingsbestemmelse omkring fuldmagt.

▪ Den fuldmagtstype som falder ind under Aftl. § 10, stk. 1 er den af Ussing opfundne "adfærdsfuldmagt". For at der skal kunne blive tale om etabelringen af en adfærdsfuldmagt skal følgende betingelse dog være opfyldt.

▪ Der skal foreligge en adfærd/undladelse fra hovedmandens side som bevirker, at tredjemand med føje må tro, at der foreligger en fuldmagt imellem hovedmanden og "fuldmægtigen".

▪ Afgørende for hvorvidt der foreligger en adfærdsfuldmagt er således om hovedmanden enten igennem sine handlinger eller passivitet har skabt en legitimation omkring "fuldmægtigen" som gør, at tredjemand med føje tror at der virkelig er tale om en fuldmagt.

▪ Et ex. på en adfærdsfuldmagt er hvor en hovedmand accepterer at en anden person begynder at udfører arbejde for ham f.eks. ved at sælge løsøre, selv om der ikke foreligger hverken nogen udtrykkelig eller stiltiende aftale herom imellem parterne. Der kan ikke blive tale om en § 10, stk. 2 fuldmagt idet en sådan kræver en aftale imellem hovedmanden og fuldmægtigen. Der er imidlertid tale om en adfærdsfuldmagt idet hovedmanden igennem sin passivitet har etableret en fuldmagt for fuldmægtigen, hvilket en godtroende tredjemand kan påberåbe når der er handlet indenfor fuldmagtens grænser.

Forholdet imellem hovedmanden og tredjemand (Fuldmagtens grænser - det ydre forhold) (A&M s. 303 - 313)

▪ Problematikken i relation til forholdet imellem hovedmanden og tredjemand er hvorvidt hovedmanden bliver bundet overfor tredjemand af de aftaler som fuldmægtigen indgår. Som nævnt overfor er det afgørende herfor om der er handlet indenfor eller udenfor fuldmagtens grænser, og fsa. fuldmagt med særlig tilværelse om tredjemand har været i god tro når der er handlet udenfor bemyndigelsen med indenfor fuldmagtens grænser.

▪ Idet grænserne for hhv. bemyndigelsen og fuldmagten er afgørende for hovedmandens bundethed er det nødvendigt at fastlægge disse i den konkrete situation.

▪ Fuldmagtens bemyndigelse Afgrænses af hvad der internt er aftalt enten udtrykkeligt eller stiltiende imellem hovedmanden og fuldmægtigen. Har hovedmanden ex. betinget sin indkøbschef at han skal købe aktier i Novo Nordisk, men først når de er faldet til kurs 140, udgør denne sidste begrænsning bemyndigelsen.

▪ Særligt om forsætlig tilsidesættelse af hovedmandens interesser - Er der tale om en forsætlig tilsidesættelse af hovedmandens interesser må dette formentlig altid betragtes som en overskridelse af bemyndigelse. Hovedmanden vil således kunne påberåbe sig dette selv om der er tale om ex. en meget vidtgående stillingsfuldmagt forudsat, at tredjemand er i ond tro om den forsætlige overskridelse.

▪ Fuldmagtens grænse er derimod straks sværere at fastligge. Grænsen skal bedømmes objektivt ud fra hvad en fuldmægtig af den pågældende art normalt og sædvanligt vil kunne foretage sig.

▪ Særligt om stillingsfuldmagt - I praksis vil langt de fleste fuldmagter være stillingsfuldmagter hvorfor det bliver afgørende at fastslå præcis hvor grænsen går, dvs. hvor langt sædvanen går jf. Aftl. § 10, stk. 2. Hvorvidt en disposition falder indenfor hvad der må anses for sædvanligt og almindeligt afhænger af en konkret vurdering hvor der kan ligges vægt på følgende momenter.

▪ Den almindelige opfattelse af stillingen indenfor den pågældende branche.

▪ Stillingsbetegnelsen

▪ Fuldmægtigens faktiske funktion i virksomheden

▪ Har virksomheden brugt fremmedartede titler

▪ Tidligere handler hvor fuldmægtigen af være tinvolveret

▪ Hvilken type disposition der er tale om.

▪ Ved generalfuldmagt, dvs. at fuldmægtigen har meget vidtstrakte beføjelser vil fuldmagtens grænser naturligvis være brede. Dette betyder dog ikke, at de ikke findes. Der kan efter omstændighederne således være grund til at foretage en indskrænkende fortolkning af en generalfuldmagt. Dette gælder især i klare tilfælde af misbrug.

▪ Om prokura og reglerne om tegning og signatur henvies til noterne i selskabsret. Her bemærkes alene, at disse regler må suppleres med de almindelige regler om stillingsfuldmagt. Ex. finder tagningsreglerne i ASL ikke anvendelse på kollektiv signatur. Her skal benyttes de almindelige regler om fuldmagt hvorefter dispositioner som efter selskabets forhold er usædvanlige eller unormale falder udenfor fuldmagtens grænser.

▪ Er der tale om en fuldmagt uden særlig tilværelse følger det af Aftl. § 11, stk. 2 at bemyndigelsen og fuldmagtens grænser i disse tilfælde er sammenfaldende hvorfor det enste som er afgørende for hvorvidt hovedmanden er bundet er om der er handlet indenfor eller udenfor fuldmagtens grænser.

▪ Er der tale om en fuldmagt med særlig tilværelse følger det af Aftl. § 11, stk. 1, at der i disse tilfælde må skelnes imellem bemyndigelsen og fuldmagtens grænser. Er der handlet underfor fuldmagtens grænser følger det allerede af Aftl. § 11, stk. 2 at hovedmanden ikke er bundet. Atl. § 11, stk. 1 regulerer derimod den situation, at der er handlet udenfor bemyndigelse, men indenfor fuldmagtens grænser. I disse situationer bliver hovedmanden bundet såfremt tredjemanden hverken vidste eller burde vide, at fuldmægtigen overskred sin bemyndigelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at tredjemand indser, at hovedmanden gør en dårlig forretning. I tvivlstilfælde kan der ligges vægt på om hovedmanden er kommet med kendetegn eller tilkendegivelser overfor tredjemand som kunne skabe basis for god tro hos tredjemand.

▪ Aftl. § 25, stk. 1 anvender ordene "hans retshandel er blevet godkendt af den opgivne fuldmagtsgiver eller af andre grunde". Herved siges også, at en hovedmand som ellers ikke ville blive bundet af en disposition foretaget af fuldmægtigen jf. ovenstående, alligevel kan blive bundet.

▪ Ratihabition - Godkender hovedmanden efterfølgende aftalen, er det klart han bliver bundet af den.

▪ Passivitet - Forholdet hovedmanden sig passiv overfor den disposition som fuldmægtigen har foretaget og som hovedmanden efter ovenstående regler ikke behøver at respektere, kan denne passivitet eller manglende reklamation efter omstændighederne bevirke, at hovedmanden alligevel bliver bundet af fuldmægtigens disposition.

Fuldmagtens ophør (A&M s. 313 - 315)

Tilbagekaldelse

▪ Er fuldmagten tilbagekaldt kan den tidligere fuldmægtig ikke længere binde hovedmanden. Afgørende for om en fuldmagt er tilbagekaldt skal afgøres i relation til de enkelte fuldmagtstyper jf. Aftl. § 12, stk. 1. Fælles for disse er dog aten tilbagekaldelse er et påbud som binder modtageren fra det er kommet frem. Fælles er endvidere, at hvor hovedmanden har afgivet en erklæring direkte til tredjemand om at fuldmagten er tilbagekaldt jf. Aftl. § 13, har denne tilbagekaldelse virkning i relation til alle typer af fuldmagt jf. Aftl. § 12, stk. 2.

▪ En fuldmagt stiftet ved erklæring til tredjemand (§ 13 - fuldmagt) er tilbagekaldt når en erklæring om tilbagekaldelsen er kommet frem til tredjemand jf. Aftl. § 13.

▪ En bekendtgørelsesfuldmagt (§ 14 - fuldmagt) er tilbagekaldt når en erklæring herom på tilsvarende måde bekendtgørelse jf. Aftl. § 14

▪ En forevisningsfuldmagt (§ 16 - fuldmagt) er tilbagekaldt når dokumentet er tilbageleveret eller tilintetgjort jf. Aftl. § 16, stk. 1 og 2.

▪ En fuldmagt uden særlig tilværelse (§ 18 - fuldmagt) er tilbagekaldt når en erklæring herom er kommet frem til fuldmægtigen jf. Aftl. § 18

▪ En stillingsfuldmagt (§ 10, stk. 2 - fuldmagt) er tilbagekaldt når fuldmægtigen fysisk og faktisk er fjernet fra stillingen jf. Aftl. § 15

▪ Aftl. § 19 pålægger hovedmanden en handlepligt i de tilfælde hvor han har særlig grund til at formode at fuldmægtigen uagtet at fuldmagten er tilbagekaldt vil indgå en retshandel med en tredjemand som er i god tro. I disse tilfælde skal hovedmanden reklamere overfor tredjemanden og derved bringe ham i ond tro hvis han skal undgå at blive bundet.

Desvetudo

▪ Omfatter den situation, at gamle fuldmagtserklæringer (ex. 25 år gamle) tages op af skuffen og igen benyttes. I disse situationer vil fuldmagten efter omstændighederne være bortfaldet ved desvetudo.

Ugyldighed

▪ Her må sondres imellem følgende.

▪ Fuldmagten ugyldig pga. en svag udgyldighedsgrund - Dette kræver i sagens natur, at fuldmægtigen er i ond tro. I disse situationer må yderligere sondres.

▪ Fuldmagt uden særlig tilværelse - Hovedmanden bliver ikke bundet

▪ Fuldmagt med særlig tilværelse - Hovedmanden bliver bundet

▪ Fuldmagten ugyldig pga. en stærk ugyldighedsgrund - I disse tilfælde er hovedmanden aldrig bundet overfor tredjemand.

Hovedmandens død, umyndiggørelse og konkurs

▪ Om disse tilfælde se Aftl. §§ 21 - 23

Forholdet imellem hovedmanden og fuldmægtigen (det indre forhold) (A&M s. 315 - 316)

▪ Om dette forhold se ansættelsesretten og enkelte regler i kommissionærloven og handelsagentloven.

Forholdet imellem fuldmægtigen og tredjemand (A&M s. 316 - 323)

▪ Dette forhold omhandler særligt to problemstillinger, nemlig hvad der sker når fuldmægtigen handler i eget navn, sa thvad der sker når han handler udenfor fuldmagten eller i tilfælde hvor der overhovedet ikke foreligger nogen fuldmagt.

▪ Er der tale om fuldmagt og ikke en af de andre mellemmandsformer opstår problemstillingen omkring hvilken konsekvens det har når fuldmægtigen ikke har gjort det klart at han handler på en andens vegne vil den almindelige løsning være, at "fuldmægtigen betragtes som kontraktspartner, dvs. at fuldmægtigen har bundet sig selv overfor tredjemand jf. U.1973.870Ø

▪ Dette kan ex. være tilfældet hvor der opstår tvivl om hvorvidt tredjemand har kontraheret med "Viggo Elmersen ApS" eller med "Viggo Elmersen" Har fuldmægtigen (her Viggo Elmersen) ikke gjort det tilstrækkeligt klart for tredjemand at han ikke ønskede at binde sig selv men derimod "Viggo Elmersen ApS" bliver konekvensen at han overfor tredjemand bliver bundet personligt ved aftalen, med den videre konsekvens at han hæfter personlig og direkte for aftalens opfyldelse.

▪ Er der tale om, at fuldmægtigen har handlet udenfor grænserne af fuldmagten eller helt uden fuldmagt finder Aftl. § 25 anvendelse.

▪ HR. Ifølge Aftl. § 25, stk. 1 er fuldmægtigen objektiv ansvarlig for at fuldmagten består. Dvs. i tilfælde af at den ikke består skal "fuldmægtigen" svare positiv opfyldelsesinteresse overfor tredjemand.

▪ U. Fuldmægtigen er ikke ansvarlig såfremt hovedmanden efterfølgende ratihabere eller stiltiende accepterer den indgåede aftale.

▪ U. Såfremt tredjemand er i ond tro om den manglende fuldmagt kan der naturligvis ikke kræves erstatning.

▪ U. Såfremt fuldmagten er ugyldig og fuldmægtigen er i god tro om dette (dvs. der er tale om en stærk ugyldighedsgrund) skal fuldmægtigen ikke svare erstatning når tredjemand ikke kunne påregne, at fuldmægtigen kendte til ugyldigheden.

▪ Særligt om Aftl. § 25 og stillingsfuldmagt. Her peger Jørgen Nørgaard i J1971.149 på at det som udgp. må være fuldmægtigens risiko at handle indenfor grænserne af fuldmagten, hvorfor udgp. er at fuldmægtigen skal betale erstatning til tredjemand. Dette udgangspunkt er dog sikrest ved højt placerede medarbejdere. Jo længere man kommer ned af den karrieremæssige stige jo højere krav vil man stille til tredjemands gode tro jf. Aftl. § 25, stk. 2.

▪ Der kan efter omstændighederne i de tilfælde hvor der ikke kan rettes et krav mod fuldmægtigen være grundlag for at gøre et berigelseskrav gældende overfor hovedmanden i de tilfælde hvor denne har profiteret igennem fuldmægtigens disposition. Dette vil særligt være nærliggende i tilfælde af stillingsfuldmagt.

Andre mellemmænd

Handelsagenter (A&M s. 323 - 335)

▪ Efter Hagl. § 2 er en handelsagent den som for en anden (agenturgiveren) med vederlag har påtaget sig for dennes regning selvstændigt og vedvarende at virke for salg eller køb af varer ved at indhente tilbud (ordre) til agenturgiveren eller ved i dennes navn at indgå aftaler herom.

Forskellen imellem en handelsagent og en fuldmægtig er følgende

▪ En handelsagent skal typisk virke for afsætning af varer, men en fuldmægtig skal indgå aftaler i almindelighed

▪ En handelsagent skal vedvarende virke for agenturgiveren, men dette krav om "vedvarenhed" gælder ikke for alle fuldmægtige

▪ Handelsagenten skal være selvstændig, mens dette ikke behøver at være tilfældet for fuldmægtige

Forskellen imellem en handelsagent og en handelsrejsende (repræsentant) er følgende

▪ En handelsagent står i et vedvarende tjenesteforhold til hovedmanden, mens en handelsrejsende virker ved rejse fra sted til sted.

Forskellen imellem en handelsagent og en kommissionær

▪ Handelsagenten handler i hovedmandens navn mens kommissionæren handler i eget navn.

Forskellen imellem en handelsagent og en eneforhandler

▪ Handelsagenten skal virke for salg af agenturgiverens varer, mens eneforhandleren selv ejer de varer han sælger

▪ Om handelsagentens evne til at binde agenturgiveren se Hagl. §§ 16 samt 20 - 21 og A&M s. 327 - 328

▪ Om handelsagentens forhold til tredjemand se A&M s. 335 - Her finder principperne i Aftl. § 25 anvendelse.

Handelsrejsende (repræsentant) (A&M s. 335 - 336)

▪ En handelsrejsende/repræsentant er efter Hagl § 31 den, der som led i et tjenesteforhold, har påtaget sig at opsøge kunder og herunder virkefor salg eller køb af varer, som ikke medføres, ved at indhente tilbud tilarbejdsgiveren eller at indgå aftaler i arbejdsgiverens navn.

▪ Om forskellen imellem handelsrejsende og de andre mellemmandsformer bemærkes, at en handelsrejsende langt hen af vejen opfylder den samme rolle som en handelsagent, dog med den forskel, at den handelsrejsende skal opsøge kunder mens handelsagenten har en mere stationær rolle.

▪ Om handelsrejsendes evne til at binde hovedmanden se Hagl. §§ 16 samt 20 - 21 jf. Hagl. § 34

Eneforhandlere (A&M s. 336 - 338)

▪ Disse befinder sig i ydreområdet af mellemmandsretten hvorfor der alene hanvises til A&M s. 336 - 338 samt noterne om kreditor- og omsætningsbeskyttelse ifm. konsignation.

Kommissionærer (A&M s. 338 - 343)

▪ Efter Kmsl. § 4 er en kommissionær en som handler i eget navn, men for en andens regning.

▪ Om forholdet imellem kommissionæren og tredjemand se Kmsl. §§ 53 - 64

▪ Om forholdet imellem kommitenten og kommissionæren se Kmsl. §§ 4 - 52

Mæglere m.v. (A&M s. 343 - 344)

▪ Disse skal alene formidle, dvs. bringe parter sammen og rådgive dem. Til denne gruppe hører varemæglere og skibsmæglere.

Ejendomsformidlere (A&M s. 344 - 346)

▪ Disse mellemmænd skal medvirke ved køb og salg af fast ejendom.

▪ En ejendomsmægler er ikke kommissionær, men derimod formidler

▪ En ejendomsmægler kan efter omstændighederne tillige være fuldmægtig, men dette er sjældent og kræver klar aftalemæssig hjemmel.

Bude (A&M s. 346 - 347)

▪ Budets eneste funktion er at overbringe en meddelelse fra en person til en anden. Om der er tale om et bud er uafhængigt af om budet er ansat eller selvstændigt.

▪ Hvis budet forsætligt eller uagtsomt har gengivet løftet urigtigt kan adressaten efter omstændighederne forlange erstatning hos budet jf. Trolle i U1965B147.

Tredjemandsaftaler

Egentlige tredjemandsløfter (A&M s. 353 - 355)

▪ Afgørende for om der foreligger et egentligt tredjemandsløfte er om tredjemand ved forfaldstid selvstændigt kan kræve ydelsen ifølge aftalen fra løftegiver.

▪ I relation til egentlige tredjemandsløfter må skelnes mellem to situationer

▪ Løftegiver skal også yde den ydelse som tredhjemand får krav på.

▪ I disse tilfælde vil er som udgp. foreligge et egnetligt tredjemandsløfte.

▪ Løftegiver skal ikke selv opfylde tredjemands krav.

▪ I disse tilfælde må der afgøres konkret ved fortolknig og udfyldning om der foreligger et egentligt tredjemandsløfte.

▪ Særligt om aftalt debitorskifte. Disse situationer vil som udgp. alene være uegentlige tredjemandsløfter (om fast ejendom se dog TL § 39)

▪ Særligt om kaution. Disse situationer hvor kautionisten afgiver løftet overfor hovedmanden vil der som udgp også kun være tale om uegentlige tredjemandsløfter.

▪ Særligt om aftaler med forsørgelsesmæssige formål. Her vil der regelmæssigt være tale om et egentligt tredjemandsløfte.

Aftalers fortolkning og udfyldning

Generelt om fortolkning (A&M s. 357 - 370)

▪ HUSK rækkefølgen Vedtagelse - Fortolkning - Udfyldning. Man kan ikke springe nogen af leddene over, og man kan ikke gå til det næste led før man har fastlagt retsstillingen i det foregående led.

▪ Fortolkning skal ikke ske ud fra standardiserede tankeskema, men derimod ud fra den konkrete aftalesituation. Fortolkeren skal således leve sig ind i aftalsituationen.

▪ Der kan ikke blive tale om fortolknig før der foreligger en aftale. Hertil må ihvertfald som udgp. kræves at hovedpunkterne i aftalen er konkret fastlagt af parterne. Ved økonomisk store kontrakter vil kravet til hvor langt man skal være nået i aftaleprocessen være skærpetjf. U.1989.435H

▪ Har parterne valgt at lade et sæt deklaratoriske regler eller kutyme bestemme retsstillingen på nogle af kontraktens områder, må formodningen være for, at ændringer i disse deklaratoriske regler eller kutymer også finder anvendelse på kontrakten medmindre der foreligger konkrete holdepunkter for andet.

▪ Spørgsmålet om hvorvidt der skal betales vederlag for en ydelse må afgøres konkret ved fortolkning, men har vil der kunne ligges særlig vægt på hvad der må anses for sædvanligt på området.

▪ Ved fortolkning skal der ikke kun ligges vægt på enten fortolknngsdataene eller fortolkningsreglerne eller andre forhold. Fortolkning er en helhedsbedømmelse hvor alle den nedenstående forhold skal undersøges og vægtes.

Relevante fortolkningsdata (A&M s. 370 - 383)

▪ Parterns fælles opfattelse.

▪ Har parterne en fælles opfattelse af kontrakten vil denne opfattelse være afgørende også selv om kontraktens ordlyd giver et andet resultat.

▪ Bliver parterne efterfølgende uenige om et forhold i kontrakten vil der ofte kunne ligges vægt på hvad den ene medkontrahent burde have indset om den andens mening omkring det pågældende forhold.

▪ Øvrige fortolkningsdata

▪ Udgangspunktet i en fortolkning af aftalen skal oftest ske i en fortolkning af ordlyden. (dog ikke hvis parterne er enige jf. ovenstående)

Ved ordlydsfortolkning må der ligges vægt på især

▪ Den indholdsmæssige sammenhæng i kontrakten

▪ Kontraktens systematik

▪ Kontraktens klarhed og overskuelighed

▪ Er der tale om branchemæssig sprogbrug vil denne alene kunne tillægges vægt såfremt begge parter enten kendte eller burde kende til sprogbrugen.

▪ Er der brugt juridiske udtryk, må disse som udgp. forstås i overensstemmelse med den almindelige juridiske opfattelse af ordet.

▪ Dernæst skal også hele begivenhedsforløbet omkring kontraktsindgåelsen tages i betragtning. Dvs. hele "aftalesituationen".

▪ Et vigtigt fortolkningsdata er yderligere parternes formål og interesser ifm. aftalen når disse måtte være kendelige for modparten.

▪ Har der tidligere været indgået aftaler imellem de to parter, vil indholdet af disse kunne tillægges vægt ved fortolkning af den nye aftale.

▪ Der må tillige lægges vægt på eventuelle forudgående forhandlinger, herunder ex. (vægten bliver større jo mere præcise disse er )

▪ Mødereferater

▪ Hensigtserklæringer

▪ Div. forkontrakter m.v.

▪ Annoncer el. andet salgsmateriale

▪ Ved udfærdigelsen afen endelig kontrakt må der være en formodning for, at tidligere forbehold og lign. som ikke er medtaget i kontrakten er faldet bort.

▪ Vedlagets størrelse vil oftest kunne benyttes ifm. en fortolkning af hvor meget der kræves i modydelse.

▪ Endelig vil efterfølgende omstændigheder også kunne tillægges vægt ved fortolkningen af en aftale.

Fortolkningsregler m.v. (A&M s. 383 - 424)

Minimumsreglen

▪ Det er en almindelig antagelse, at et løfte i tvivlstilfælde må fortolkes i retning af den forståelse, der er mindst byrdefuld for løftegiveren.

▪ Er der tale om kautionsforhold vil reglen dog næppe finde anvendelse til fordel for en professionel/erhvervsdrivende kautionist jf. nærmere noterne i kaution.

Koncipistreglen

▪ Det hævdes almindeligvis tillige, at en aftale, som den ene part har udformet på egen hånd (hvorefter den anden part har skrevet under), i tilfælde af tvivl om betydningen må fortolkes mod affatteren (koncipisten).

▪ Reglen har især betydning i relation til fortolkningen af vedtagne standardvilkår.

▪ Som en variant af denne regel fortolkes uklarheder i en aftale udertiden mod den sagkyndige, dersom kun den ene part optræder som led i professionel erhvervsudøvelse.

Prioritetsregler ved fortolkning

▪ Hvis noget fremstår som en rettelse eller tilføjelse må det gå forud for den oprindelige tekst.

▪ Består aftale grundlaget af flere dokumenter som er i modstrid med hinanden, må nye dokumenter gå forud for gamle.

▪ Trykte vilkår må i almindelighed vige for håndskrevne vilkår omhandlende et enkelttilfælde.

▪ Hovedbestemmelser (generelle) må vige for specielle bestemmelser (konkrete) i kontrakten.

▪ Overskrifter kan have betydning for fortolkningen, men kan ikke have forrang frem for aftalens tkstdel.

▪ Er der tale om en egentlig præambel må de generelle bestemmelser i kontrakten vige for preamblens indhold.

"Rimelighedsreglen" - "billighedsreglen"

▪ Undertiden vil man i mangel af andre holdepunkter foretage en almindelig rimelighedsfortolkning. (dette vil domstolene måske nok, men under en eksamen på jurastudiet vil de næppe se kønt på at den studerende afgør en problemstilling ud fra rimelighedsbetragtninger....)

Fortolkningsstandarder

▪ I vedvarende eller længerevarende kontraktsforhold må parternes forestillinger ved aftalens indgåelse træde i baggrunden ift. den senere udvikling.

▪ Ved systemudviklingsaftaler (ex. edb) får formålsangivelser en særlig vægt.

▪ Forenings- og selskabsvedtægter må almindeligvis fortolkes på et strikt objektivt grundlag.

▪ Gaveløfter og vennetjenester skal ikke fortolkes videre end aftalesituationen med sikkerhed tilsiger.

▪ Standardkontrakter må i høj grad fortolkes objektivt.

▪ Standardvilkår som ensidigt giver affateren fordele må fortolkes indskrænkende.

▪ Er den ene part professionel der være en vis tendens til at fortolke imod denne.

▪ I handelsforhold vil formodningen være for, at priser er excl. moms, medens det modsatte er gældende ved forbrugerforhold.

Forudsætningssynspunkter

▪ Er der tale om typeforudsætninger må disse også have betydning i relation til fortolknigen af kontrakten.

Særligt om forbrugeraftaler og uklarhed

▪ Foreligger der en uklarhed omkring et kontraktsvilkår som ikke har være genstand for individuel forhandling (dvs. ofte standardvilkår), bestemmse Aftl. § 38b, at sådanne vilkår i tvivltilfælde skal fortolkes til forbrugerens fordel.

Gyldighedsreglen

▪ Reglen går i sin enkelthed ud på, at hvor begge parter har indrettet sig på at der forelå en gyldig aftale, kan man ved fortolkning ligge vægt på at nå et reultat hvorved aftalen forbliver gyldig.

Betydningen af offentligretlige normer

▪ Særligt i forbrugerforhold har man fortolket garantier efter de samme retningslinier som følger af markedsføringsloven § 4., hvorefter en garanti ikke må stille forbrugeren dårligere end det følger af de almindelige deklaratoriske regler på området.

Udfyldning (A&M s. 433 - 443)

▪ HUSK rækkefølgen Vedtagelse - Fortolkning - Udfyldning

▪ Der bliver således alene tale om udfyldnng i det omfang der ikke kan udledes noget entydigt resultat fra en fortolkning af kontrakten.

▪ Foreligger der et tilfælde hvor fortolkning ikke fører til et entydigt resultat, skal "hullet" i kontrakten udfyldes med enten de deklaratoriske regler på området eller af kutyme eller sædvane.

▪ Som udgp. benytter man således de deklaratoriske regler på det pågældende område idet disse anses for udtryk for den gennemsnitlige interesse.

▪ Findes der imidlertid ikke deklaratoriske regler, eller afviger disse fra kontrakten i en sådan grad, at det er åenbart, at parterne ikke havde disse regler i tankerne ved kontraheringen, må udfyldningen ske igennem kutyme og sædvane på området.

Ejendomsret (ved salg af løsøre)

Købers beskyttelse overfor sælgers kreditorer/konkursbo

Situation I - Løsøret er hos sælger

▪ Købesummer er ikke betalt - Denne situation giver ikke nogen problemer fordi kreditorene heller vil have penge end løsøret.

▪ Prænumerationskøb - Her opstår problemet. Køber har betalt og kreditorerne/boet ønsker nu også at gribe løsøret, hvorefter køber må anmelde til simpelt krav.

▪ Afgørende for om køber er beskyttet mod sælgers kreditorer er om der er tale om køb af en individuelt bestemt genstand (species), eller om der er tale om en artsydelse (genus). Om sondringen imellem genus og species se kbl. § 3, afgørende er om sælger har en valgret imellem hvilke genstande han vil benytte til at opfylde aftalen med.

▪ Specieskøb

➢ HR: Køber er beskyttet fra aftalens indgåelse

➢ U : Der er ikke tale om køb med gave - omstødelse jf. KL § 64

➢ U : Der er tale om at køber betaler for løsøret med andet end penge - omstødelse jf. KL § 67

➢ Det er et krav for at køber skal opnå beskyttelse, at det løsøre som er beskrevet i aftalen faktisk befinder sig hos sælger og at de kan identificeres.

➢ Både i tilfælde af modregning og factoring fastholdes udgp. hvorefter køber er beskyttet fra aftalens indgåelse

➢ Ved salg af samlede produktioner vil det ofte være usikkert hvad salget omfatter. I disse situationer kræves der efter omstændighederne at køber fører kontrol med at sælger ikke imod aftalen begynder, at sælge til anden side jf. ejendomsretten s. 48

➢ Ved Bestillingskøb er der tale om species såfremt køber har bestemt hvilke dele der skal indgå i det færdige løsøre, eller såfremt der under processen sker en sådan koncentration at løsøret kan identificeres som værende bestemt for netop denne køber.

▪ Genuskøb

➢ HR: Køber er ikke beskyttet mod sælgers kreditorer

➢ U : Der er sket en individualisering . Kravene hertil er følgende:

• Der skal være sket en udskillelse

Det skal være varer som kan benyttes til opfyldelse af købeaftalen

Er varene blevet mærket er det et krav, at mærket ikke let kan fjernes

• Udskillelsen skal have hjemmel

Hjemlen kan findes i en branchesædvane, aftalen eller den praktiske drift af virksomheden.

Kravet vil dog ikke være opfyldt såfrem sælger uden grund ensidigt udkiller varerne

• Der skal være givet en underretning til køber om udskillelsen

Dette krav er dog undergivet væsentlige begrænsninger

1) Sker udskillelsen i forbindelse med leveringen af løsøret er underretning ikke nødvendig.

2) Er der tale om et forbrugerkøbmå udskillelsen anses for sædvanelig hvorfor underretning ikke er nødvendigt

3) Er der tale om et bestillingskøb som tillige er prænumerationskøb er underretning ikke nødvendigt

- Undtagelsen hertil er dog hvor der er tale om seriefremstillede varer.

• Udskillelsen skal være ordinær

Afgørende er om udskillelsen er sket som led i den almindelige drift eller netop fordi sælger er i betalingsvanskeligheder eller en konkurs er forestående.

Situation II - Der er sket rådighedsberøvelse (dvs. løsøret er blevet overgivet til køber eller dennes repræsentanter)

▪ HR: Når sælger er blevet frataget sin rådighed over løsøret er køber beskyttet mod sælgers kreditorer

➢ Køber behøver ikke selv at besidde løsøret. Afgørende er at sælger er blevet frataget rådigheden.

▪ U : Forstikkelse -Betegnelse for tilfælde hvor "sælger" har givet løsøret til familie og venner til opbevaring.

➢ Her kan "sælgers" kreditore naturligvis søge sig fyldesgjort i løsøret, da der ikke foreligger noget reelt salg

▪ U : Pro forma aftaler - Tilfælde hvor "salget" ikke skal have nogen retsvirkninger imellem "sælger" og "køber"

➢ Skal der reelt ikke være nogen retsvirkninger imellem parterne kan aftalen naturligvis heller ikke have virkninger overfor sælgers kreditorer.

➢ Om der foreligger et pro forma salg afhænger af en konkret bedømmelse hvor der kan lægges vægt på følgende:

• Aftalens usædvanelige indhold

• "Sælgers" mulighed for fortsat at råde over løsøret på trods af "salget"

• Manglende dokumentation for nogen betaling fra "køber"

• Aftalens bestemmelser om hvilke af parterne der har ret til købesummen ved videresalg

• Om der foreligger et nært forhold imellem de to parter (familie, venner, datterselskab osv.)

• Tidspunktet for aftalens indgåelse (dvs. om det ligger i tidsmæssig tilknytning til ex. sælgers konkurs)

▪ U : Omstødelse (forudsætter naturligvis sælgers konkurs)

➢ Sker der omstødelse af ex. gaver eller usædvanelige betalinger har boet i sagens natur ret til løsøret

▪ U : Den sælige ugyldighedsregel uden for konkurs (Bent Iversen tvivler på at den eksisterer)

➢ Tilfælde hvor sælger (som ikke er konkurs) forsætligt har begunstiget en tredjemand til skade for hans øvrige kreditorer.

➢ For at disse tilfælde skal kunne rammes af denne "ugyldighedsregel" kræves følgende:

• Dispositionen skal være usædvanelig og uforsvarlig (dvs. foretaget med henblik på at unddrage kreditorene)

• "Sælger" skal have handlet med forsæt

• "køber" skal have handlet groft uagtsomt (Torben Jensen antager at simpel uagtsomhed er tilstrækkeligt)

Særligt - Tilfælde hvor der kan opstå tvivl om der er tale om salg eller pantsætning

▪ Hvis det primære formål med aftalen for "køber" er at opnå endre værdier (penge) end selve løsøret således, at salget kun subsidiært skal blive virkningsfuldt såfremt det primære formål ikke realiseres foreligger der pantsætning.

▪ Foreligger der pantsætning bliver det afgørende om sikringsakterne er iagttaget. Ved løsøre tinglysning i personbogen eller bilbogen.

▪ Møbellån er et af mellemtilfældene. Sagerne florerde i 1800 tallet og blev løst igennem omgåelsesbetragtninger

▪ Sale and lease back k sidestilles med nutidens møbellån. Ordningen er dog udbredt accepteret og de tilfælde hvor der er tale om ordinær erhvervsmæssig virksomhed må ordningen ihvertfald få virkning efter sit indhold dvs. et reelt salg.

▪ Salg efterfulgt af tilbagekøb på kredit med ejendomsforbehold må formentlig betragtes som pantsætning.

▪ Salg hvorefter løsøret skal blive hod sælger og videresælges må også sidestilles med pantsætning.

Sælgers beskyttelse overfor købers kreditorer/konkursbo

Særligt - Sælgers standsningsret

Det følger af Kbl. § 28, stk. 2, at sælger som hovedregel mister sin adgang til at hæve køber når løsøret er overgivet til køber.

Sælger vil derfor i de tilfælde hvor han efter aftalens indgåelse får oplysninger om, at køber ikke er betalingsdygtig, have en stor interesse i at hindre overgivelsen af løsøret idet han såfremt dette fejler må anmelde et simpelt krav i købers konkursbo.

Disse tilfælde af anticiperet misligholdelse kan ske i tre forskellige situationer

1. Køber var insolvent/konkurs inden aftalens indgåelse

▪ Kendte køber til sælgers insolvens kan der ikke udøves standsningsret, idet køber ikkehar nogen vederlagsforudsætning.

▪ Kendte eller burde køber ikke kende til insolvensen ved aftalens indgåelse kan der modsat godt udøves standsningsret

▪ Var sælger konkurs allerede ved aftalens indgåelse og køber har kontraheret med sælger personligt finder KL § 30 anvendelse hvorefter boet ikke er bundet af aftalen.

▪ Var sælger konkurs allerede ved aftalens indgåelse og har køber kontraheret med boet har hans fordring på købesummen status som massekrav hvorefter sælger ikke vil have nogen interesse i at udøve standsningsret.

2. Køber blev insolvent/konkurs efter aftalens indgåelse men før overgivelse

▪ Blev køber insolvent efter aftalens indgåelse er dette kerneområdet for sælgers standsningsret

▪ Blev køber konkurs efter aftalens indgåelse følger det direkte af Kbl. § 41 og KL § 60 at sælger kan kræve løsøret tilbage fra boet, hvorefter sælger ikke har nogen interesse i at udøve standsningsret.

3. Køber blev insolvent/konkurs efter overgivelsen

▪ Blev køber insolvent efter overgivelsen har dette kun betydning for en kreditsælger som efterfølgende må anmelde et simpelt krav

▪ Blev køber konkurs efter overgivelsen har dette kun betydning for en kreditsælger som efterfølgende må anmelde et simpelt krav.

Det følgende vil alene vedrører de tilfælde hvor sælger kan og har en interesse i at udøve standsningsret.

Sælger kan udøve standsningsret i følgende situationer:

▪ Køber er kommet under konkurs jf. kbl. § 39, stk. 1

- Her finder Kbl. § 40 og 41 samt KL kap. 7 efter omstændighederne anvendelse

▪ Køber har åbnet forhandlinger om tvangsakkord jf. kbl. § 39, stk. 1

▪ Køber er efter eksekution fundet uden midler til at betale sin gæld jf. kbl. § 39, stk. 2

▪ Køber som er handlende har standset sine betalinger jf. kbl. § 39, stk. 2

▪ Købers formueforhold i øvrigt viser at han må antages at være ude af stand til at betale købesummen ved forfaldstid jf. kbl. § 39, stk. 2

- Sælgers formodning om købers manglende betalingsevne skal kunne støttes på objektive momenter som f.eks.

- Køber har lidt massive tab på andre handler

- Køber er undveget eller holder sig skjult pga gæld

- Købers nærmeste (direktører, revisorer, advokater) udtaler sig om han økonomiske forhold

Standsningsrettens virkninger

▪ Ved afhentningskøb har sælger ret til at holde løsøret tilbage mod betaling eller sikkerhedsstillelse jf Kbl. § 39, stk. 1

▪ Ved forsendelseskøb har sælger ret til at standse overgivelsen medmindre der betales eller stilles sikkerhed jf. Kbl. § 39, stk. 1

Standsningsrettens ophør

▪ Standsningsretten ophører når køber betaler eller stiller betryggende sikkerhed

▪ Standsningsretten ophører når løsøret er blevet overgivet til køber

Standsningsrettens prioritetsstilling

▪ Overfor købers kreditorer - standsningsretten har virkning overfor købers kreditorer indtil dens ophør

▪ Overfor købers aftaleerhververe - standsningsretten har virkning overfor aftaleerhververe idet disse ikke kan ekstingvere idet mellemleddet (køber) ikke har løsøret i sin besiddelse.

▪ Overfor transportøren - problemet opstår i relation til transportørens håndpanteret/tilbageholdsret i løsøret for sin betaling.

Transportøren har indgået transportaftalen med sælger - transportørens håndpanteret og tilbageholdsret går forud.

Transportøren har indgået transportaftalen med køber - håndpanteretten går ikke forud, modsat tilbageholdsretten

Standsningsrettens forhold ved transporter hvor sælger ikke kan råde over løsøret under transporten

▪ I de tilfælde hvor køber råder over løsøret mens det er under transport ex. igennem CMR fragbreve opstår spørgsmålet om dette har betydning for sælgers standsningsret. Det antages det ikke at have jf.princippet i CISG art. 71.

Særligt - Overgivelse

Idet overgivelsen er det afgørende for hvorvidt sælger kan hæve eller udøve standsningsret, med den virkning at han får løsøret frem for et simpelt krav i et konkursbo, er det essentielt at fastlægge præcis hvornår en løsøre genstand kan siges at være overgivet i retlig forstand.

I følgende situationer er der sket en overgivelse i retlig forstand:

▪ Fysisk overgivelse til køber eller dennes repræsentant eller medarbejdere

▪ Opbevaring på pakhus efter transporten på købers regning

▪ Overgivelse til købers aftaleerhverver

▪ Overgivelse til købers udlægshavere (husk dog KL § 71)

▪ Overgivelse til købers håndpanthaver

▪ Overgivelse ved en fejltagelse

▪ Løsøret er blevet læsset af vognen på bestemmelsesstedet

▪ Tilfælde hvor transportøren efter levering har aftalt med køber at opbevare løsøret for købers regning

I følgende situationer er der ikke sket en overgivelse i retlig forstand:

▪ Overgivelse til en selvstændig transportør/speditør jf. U.1957.324H

▪ Tilfælde hvor køber egenhændigt sætter sig i besiddelse af løsøret (ex. ved indbrud)

▪ Tilfælde hvor køber har "narret" tingen fra sælger (ex. ved betaling med dækningsløs check eller hvor en transportør afleverer løsøret uden at modtage betaling på trods af sælgers ordre herom.

▪ Køber har fået løsøret på prøve og betaler ved prøvetiden udløb ikke betaler (her skal reklameres hurtigt ellers foreligger der et stiltiende kreditkøb)

▪ Løsøret er kommet frem til bestemmelsesstedet, men ikke læsset af vognen

Sælgers hæveadgang efter overgivelse

Det følger direkte af Kbl. § 28, stk. 2, at sælger ikke kan hæve købet efter overgivelse af løsøret til køber. Der findes dog en række undtagelser til denne hovedregel.

▪ HR: Efter overgivelse kan sælger ikke hæve købet

▪ U. : Købeaftalen er ugyldig (ex. pga. svig)

▪ U. : Der er ikke tale om køb, men istedet pantsætning, lån eller forvaring

▪ U. : Køber afviser løsøret (uberettiget - ex. fordi køber tror at løsøret lider af en væsentlig mangel)

▪ U. : Der er tale om køb på prøve

▪ U. : Overgivelse sker til et konkursbo jf. Kbl. § 41

▪ U. : Overgivelsen er sket efter at skyldner har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten jf. KL § 16c

▪ U. : Køber har forbeholdt sig kontant betaling (kontant betaling er købelovens deklaratoriske udgp. jf. samtidighedsgrundsætningen i kbl. §§ 14 - 16)

▪ U. : Køber har taget et gyldigt ejendomsforbehold i løsøret

Særligt om tilfælde hvor sælger har forbeholdt sig kontant betaling (kontantforbehold jf. kbl. § 28, stk. 2)

▪ Der foreligger alene kontantsalg når ydelserne skal udveksles i overensstemmelse med samtidighedsgrundsætningen.

▪ Der foreligger således ikke kontantsalg ved klausulen "betaling kontant 7 dage". Der er her tale om et kreditkøb.

▪ Er sælger blevet "narret" ex. ved betaling med dækningsløs check foreligger der ikke nogen overdragelse i retlig forstand.

▪ Det samme gælder såfremt en transportør imod sælgers ordre overgiver løsøret til køber uden at kræve betaling.

▪ Reklamere sælger ikke over manglende betaling hurtigt foreligger der efter omstændighederne et stiltiende kreditkøb hvorefter der ikke kan hæves.

▪ Ved køb på prøve skal sælger reklamere hurtigt efter prøvetidens udløb, ellers foreligger der et stiltiende kreditkøb hvorefter der ikke kan hæves.

▪ Skal der ske betaling ved faktura og ankommer den ved en fejltagelse først dagen senere vil der dog ikke foreligge kreditkøb. Efter omstændighederne, ex. hvis der går mange dage, må forholdet dog betragtes som et kreditkøb.

Særligt om tilfælde hvor sælger har taget et gyldigt ejendomsforbehold jf. Kbl. § 28, stk. 2 (se også noterne i kreditaftaleret)

For at et ejendomsforbehold er gyldigt kræves at en række betingelser er opfyldt. Nogle af disse betingelser er opstillet i retspraksis, medens andre følger af kreditaftaleloven. Kravene opstillet i retspraksis gælder alle køb med ejendomsforbehold, medens kravene i kreditaftaleloven alene gælder køb omfattet af kreditaftaleloven. (dette er alle køb på nær konsignation og køb af materialer der indgår i en virksomheds produktion jf. kal § 2).

Leje eller leasing hvor det må antages at det har været meningen at lejer skulle bliver ejer af løsøret sidestilles med køb med ejendomsforbehold jf. Kal. § 6, stk. 2. Der må ved bedømmelsen ligges vægt på realiteterne bag arrangementet.

Krav for et gyldigt ejendomsforbehold opstillet i retspraksis

▪ Der skal foreligge en klart og tydelig aftale om ejendomsforbehold

• Ejendomsforbehold kan således ikke stiftes stiltiende, ved sædvane, kutyme eller i medfør af handelsbrug.

• Ejendomsforbehold kan heller ikke stiftes ved en bestemmelse her om i sælger "almindelige leveringsbetingelser" eller andre standardvilkår.

• Ejendomsforbehold kan heller ikke stiftes ved at sælger angiver det i en ordrebekræftelse eller ved påstempling af sin faktura herom.

• Der skal i almindelighed ligges vægt på om en generel køber ville være i stand til at forstå forbeholdet.

• Ved tvivlstilfælde kan det dog have betydning købet er et forbrugerkøb eller ikke et forbrugerkøb.

▪ Ejendomsforbeholdet skal være aftalt senest samtidig med overgivelsen af løsøret til køber (følger tillige af kal § 34, stk. 1, nr. 1)

• Så længe en kontantforbeholdssælger har ret til at hæve består muligheden tillige for at aftale et kontantforbehold

▪ Løsøret være individualiseret. Der kan således ikke tages ejendomsforbehold i tingsindbegreb (ex. alle mine bøger)

• Der kræves i almindelighed, at det solgte i kontrakten er beskrevet fx ved mærke, type, nummer, årgang, farve, materiale, eller ved at det er påført et særligt og ikke letfjerneligt mærke på en sådan måde, at det i virkeligheden under alle forhold er muligt at identificere det. Det sidstenævnte strenge krav kan dog lempes, hvor der foreligger oplysninger om, at køberen ikke har eller i den relevante periode har haft andre genstande af den art, der er omtalt i kontrakten.

▪ Løsøret skal kunne identificeres ved tilbagetagelsen

▪ Ejendomsforbeholdet skal alene tjene til sikkerhed for betaling ifm. dette køb (følger tillige af Kal. § 34, stk. 3)

Krav opstillet i kreditaftaleloven

▪ Ejendomsforbeholdet skal være aftalt senest samtidig med overgivelsen af løsøret jf. Kal. § 34, stk. 1, nr. 1

▪ Så længe en kontantforbeholdssælger har ret til at hæve består muligheden tillige for at aftale et kontantforbehold

▪ Det samlede beløb der skal betales jf. § 9, stk. 1, nr. 5 skal overstige 2.000 kr. jf. Kal. § 34, stk. 1, nr. 2

▪ Bestemmelsen vedrører det samlede beløb der skal betales ifølge hver enkelt kontrakt. Der kan således godt stiftes ejendomsforbehold i løsøre med værdi under 2.000 kr. når blot de er købt under den samme kontrakt der samlet har en købesum på over 2.000 kr.

▪ Kreditkøbet må ikke være sket i henhold til en kreditaftale med variabelt lånebeløb (ex. en kassekredit) jf. Kal. § 34, stk. 1, nr. 3

▪ Sælger skal ved overgivelsen være fyldestgjort for mindst 20% af kontantprisen jf. Kal § 34, stk. 1, nr. 4 (alene krav i forbrugerkøb jf. Kal. § 50, stk. 2)

▪ Kravet gælder som nævnt alene i forbrugerkøb

▪ Kravet er objektivt. Dvs. er sælger alene fyldestgjort for 19,9% er betingelsen ikke opfyldt.

▪ Vær forsigtig når der sammen med løsøret sælges en accesorisk ydelse ex. forsikring eller serviceabonnement. Om problemstillingen se kredaitaftaleret s. 142.

▪ Sælger skal være "fyldestgjort" for 20% ved overgivelsen. Dette behøver ikke ske med penge men kan også ske ved bytte, modregning værdipapirer, løsøre, fast ejendom, simple fordringer og negotiable dok. (på trods af forbuddet mod disse i kal § 31)

▪ Sker fyldestgørelsen dog ikke med penge skal løsøret eller de simple fordringer osv. dog have en utvivlsomværdi p mindst 20%.

▪ Ved successive leveringer se kreditaftaleret s. 144

▪ Sælger må ikke medvirke til fremskaffelsen af de 20%. Om dette se kreditaftaleleret s. 146 - 150

▪ Der gælder et særligt krav ved køb af bøger med ejendomsforbehold jf. Kal. § 34, stk. 2.

▪ Ejendomsforbeholdet skal alene tjene til sikkerhed for betaling ifm. dette køb jf. Kal. § 34, stk. 3

Bortfald af ejendomsforbehold

▪ Et ejendomsforbehold kan bortfalde i den nedenstående situationer

▪ Ved betaling af den fulde købesum

▪ Ved at løsøret bliver til en bestanddel af en fast ejendom jf. TL § 38

▪ Ved et det ikke kan gøres til genstand for udlæg jf. Kal. § 36, stk. 2, jf. RPL § 509 (trangsbeneficiet)

▪ Ved ekstinktion som følge af uforsigtighed (forhandlergrundsætningen), jf. også nedenstående om ekstinktion.

▪ Ved konsignation bortfalder ejendomdsforbeholdet eo ipso ved videresalg.

▪ Ved omdannelse af løsøret se.ejendomsretten I s. 148

Ekstinktion af rettigheder over løsøre

HR i dansk ret er vindikation. Dette betyder, at ex. en ejendomsforbeholdssælger kan kræve løsøret tilbage fra godtroende aftaleerhververe.

Undtagelsen i dansk ret er ekstinktion. For at der skal kunne ske ekstinktion af en ret over løsøre skal følgende betingelser være opfyldt.

Sælger skal være rådighedsberøvet

• Der kræves ikke at køber skal have tingen i sin besiddelse. Afgørende er om sælger effektivt er afskåret fra at råde over løsøret.

Besiddelse hos mellemleddet (køber)

• For at kunne ekstingvere skal mellemleddets (købers) aftaleerhverver have afledt sin ret fra en som var legitimeret til at råde over det pågældende løsøre

• Mellemleddet (køber) skal således have fremtrådt overfor sin aftaleerhverver som om han var berettiget til at råde over løsøret.

• Mellemleddet (køber) behøver ikke nødvendigvis at besidde løsøret for at fremtræde som legitimeret. Det vil efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at køber kan forevise genstande for aftaleerhververen eller faktisk være i stand til at få gennemført handlinger, som indebærer genstandens overgivelse til erhververen.

Aftaleerhververen skal være i begrundet god tro

• God tro kravet indebærer at aftaleerhververen ikke må kende til sælgers ret over løsøret eller ved hverken grov eller simpel uagtsomhed være skyld i sit ukendskab til sælgers ret.

• Den gode tro skal være til stede både ved aftalens indgåelse og ved overgivelsen af løsøret.

• Aftaleerhververen har efter omstændighederne en undersøgelsespligt som skal være opfyldt for at kunne være i begrundet god tro. Hvorvidt en sådan pligt foreligger i det konkrete tilfælde afhænger af forholdene ved købet. Ex. vil der ikke være en undersøgelsespligt ved køb af en sofa hos IKEA. Modsat vil være tilfældet ved køb af et fjernsyn på en bodega.

"Noget mere"

• Der kræves efter gældende ret "noget mere" end ovenstående for at kunne ekstingvere. "Noget mere" kan enten forekomme igennem uforsigtighed eller passivitet.

• Om uforsigtighed se nedenstående om de enkelte tilfældegrupper

• Om passivitet bemærkes, at såfremt sælger kender til eller burde kende til købers uberettigede videresalg, og til trods for sin ret over løsøret ikke reagerer hurtigt nok. Reklamationsfristen afgøres konkret jf. dommene referet i ejendomsretten s. 178f.

Der kan efter omstændighederne også foreligge passivitet når sælger burde have fået mistanke om et salg. Evt. efter at køber har misligholdt sin betalingsforpligtelse jf. dommene i ejendomsretten s. 179f.

De enkelte tilfældegrupper

Legitimationsekstinktion

• Samlebetegnelse for de tilfælde hvor sælger har udstyret en mellemmand med en særlig legitimation til at handle på sælgers vegne.

• Legitimationstilfældende omfatter Aftl. §§ 10 - 16 om fuldmagt (særligt reglerne om stillingsfuldmagt), Aftl. § 34 om pro forma, Kmsl. §§ 54 og 55 samt Rvl. § 12

• Fælles for legitimationstilfældene er at der ikke stilles krav om rådighedsberøvelse for ekstinktion. Ved legitimationstilfældene i aftaleloven stilles der endvidere heller ikke krav om besiddelse hos mellemleddet.

Køb med ejendomsforbehold

• HR er at en sælger af løsøre som har et gyldigt ejendomsforbehold kan vindicere dette fra købers aftaleerhververe såfremt køber misligholder sin betalingsforpligtelse.

• U. Konsignation

▪ Ved konsignation er det imellem sælger og køber aftalt, at køber skal videresælge løsøret. Ved videresalget ophører ejendomsforbeholdet derfor eo ipso.

▪ Undtagelsen til ovenstående er hvor køber videresælger løsøret illoyalt overfor sælger ved ex. at sælge en genstand som køber havde lovet sælger ikke at videresælge og aftaleerhververen er i ond tro herom. Det er således ikke nok til at ekstingvere, at aftaleerhververen kendet til ejendomsforbeholdet, han skal yderligere kende til det illoyale i salget jf. enanalogi af Kmsl. § 54 og 55.

▪ For at kunne opretholde en konsignationsaftale stilles der efter retspraksis krav om kontrol, herunder at sælgers varer er udskilte fra andre varer i købers besiddelse samt at der sker afregning til sælger i takt med videresalget. Se nærmere ejendomsretten s. 152f.

• U. Forhandlergrundsætningen (uforsigtighed)

▪ Ved forhandlergrundsætningen finder anvendelse når der sker salg til en person som sælger vidste eller burde vide ville videresælge løsøret.

▪ Det er i almindelighed ikke uforsigtigt nok at køber udlejer eller benytter løsøre af den samme art som den solgte genstand erhvervsmæssigt jf. U.1974.363H. Der kræves i disse tilfælde konkrete omstændigheder der indicere at et videresalg må forventes.

▪ Er sælger derimod klar over at køber i ikke ubetydeligt omfang handler med løsøre af den samme art som den solgte genstand vil dette være uforsigtighed nok til, at statuere ekstinktion jf. U.1967.451H

Betroelsestilfælde

• HR. Er løsøre udlånt, udlejet, leaset, håndpant, reperation, forvaring m.m. og videresælger ex. lejer uberettiget løsøret er det klare udgangspunkt vindikation.

• U. Har ex. udlejer udstyret lejer med en særlig legitimation til at kunne råde over løsøret kan der ud fra uforsigtigheds betragtningen efter omstændighederne statueres ekstinktion. Dette vil eks. være tilfældet såfremt lejer udstyres med papirene på løsøret og derved kommer til at fremstå overfor omverdenen som den materielle ejer.

• Der kunne argumenteres for, at forhandlergrundsætning finder anvendelse i betroelsestilfælde jf. ejendomsretten s. 190

Tyveri m.m.

• HR. Stjåldent løsøre vindiceres

• U. Der foreligger uforsigtighed fra den bestjålnes side. Se ex. U.1975.381H om en far som var kunstmaler og en søn som flere gange tidligere havde stjålet og videresolgt malerier fortsat havde ukontrolleret adgang til faderens beholdning af malerier. Henset hertil kunne faderen ikke vindicere de malerier som sønnen havde stjålet og videresolg efter faderen havde fået kandskab til de første tilfælde

Dobbeltdispositioner

• HR. Har en sælger solgt et løsøre til ikke blot en men to købere, er det klare udgp. at den køber som er bedst i tid er bedst i ret.

• U. Køber nummer et's ret er ikke beskyttet overfor sælgers kreditorer (ewx. pga. manglende individualisering), vil køber nummer to kunne ekstingvere såfremt denne kommer i besiddelse af løsøret (besiddelsesmomentet tillægges ved løsøre stor vægt).

• U. Er der begrundet tvivl om aftalen med køber nummer et, vil køber nummer to efter omstændighederne kunne ekstingvere.

• U. Såfremt en køber er i god tro om at et løsøre er omfattet af panteretten i en fast ejendom jf. TL § 37, vil denne kunne ekstingvere panteretten i løsøret. Se nærmere herom pant s. 209ff.

• U. Uforsigtigheds- og passivitetssynspunkter kan også ved dobbeltdispositioner medføre ekstinktion jf. ejendomsretten s. 194f

Factoring

• Problemstillingen opstår her når sælger har transporteret en købekontrakt med ejendomsforbehold til factor, og køber efterfølgende hæver handlen, og sælger derefter igen sælger løsøret til en ny køber som er i god tro. Problemet er herefter om køber nummer to kan ekstingvere factors ejendomsforbehold? Afgørende herfor bliver om factor har denuncieret jf. Gbl. § 31 til køber nummer ét. Er dette tilfældet kan køber nummer to ikke ekstingvere ejendomsforbeholdet.

Transport af pro forma købekontrakter

• Det følger af U.1952.716H & U.1955.781H, at en godtroende køber af løsøre kan ekstingvere et ejendomsforbehold i en købekontrakt som ex.factor har fået transport på mod at yde sælger lån selv om købekontrakten var oprettet på skrømt. Pensum kritisere dommene. Emnet er næppe eksamensrelevant....

Fordringers ophør

Ophørsmåder

En fordring kan ophøre på følgende måder.

▪ Ved opfyldelse (betaling)

▪ Ved modregning

▪ Ved forældelse

▪ Ved passivitet

▪ Ved præklusion hvorved forstås den situation at debitor/dennes dødsbo udsteder et præklusivt proklama jf. Dbskftl. §§ 81 - 86.

▪ Ved deponering hvorved forstås den situation at debitor er i begrundet tvivl om hvem der er rette fordringshaver og derfor deponere pengeydelsen og herved frigøres.

▪ Ved Datio in solutum hvorved forstås den situation hvor kreditor opgiver en fordring imod at få en anden ydelse end den fordringen gav ham krav på.

▪ Ved Novation hvorved forstås den situation hvor kreditor opgiver en fordring imod at få en anden fordring.

Opfyldelse

En fordring ophører ved opfyldelse, når den rigtige ydelser bliver erlagt på det rigtige sted til den rette tid.

▪ Hvor skal en fordring opfyldes

▪ HR. Er der intet aftalt imellem debitor og kreditor skal der ske opfyldelse på kreditors bopæl eller forretningssted jf. Gbl. § 3

▪ U. Fordringer omfattet af følgende regler anses for opfyldt rettidigt når de ved forfaldstid er indbetalt til et pengeinstitut.

▪ Kal § 25 om forbrugerkreditaftaler

▪ LL §§ 32 om husleje

▪ TL §§ 42a, stk. 1 (pantebreve i fast ejendom) og 47, stk. 3 (underpant i løsøre)

▪ Hvem skal en fordring opfyldes hos (Hvem skal modtage betaling)

▪ HR. Kreditor eller kreditors fuldmægtig

▪ U. Særlige legitimationsregler kan bevirke, at debitor frigøres ved betaling til andre end den materielt rette kreditor, herunder reglerne i Gbl. §§ 19 og 29, Aftl. § 35 og TL § 29.

▪ Hvem skal opfylde en fordring

▪ HR. Debitor eller dennes fuldmægtig

▪ U. En tredjemand kan opfylde en fordring ved en interventionsbetaling. Kreditor er dog i almindelighed ikke forpligtet til at modtage en sådan betaling og kommer ikke i misligholdelse overfor debitor såfremt han nægter at modtage betalingen.

Særligt om betaling af afdrag

▪ HR. Forfalder hele gælden ifølge en fordring kan kreditor afvise afdrag fra skyldner, idet han har krav på hele det skyldige beløb. At kreditor vælger at modtage et afdrag eller en forsinket betaling medfører heller ikke at kreditor afskæres fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.

▪ U. Såfremt kreditor ikke tager et forbehold ved modtagelsen eller ikke reklamere uden ugrundet ophold over afdraget vil der efter omstændighederne foreligge en stiltiende accept af den for lille betaling. Dette især når det er kendeligt for kreditor at debitor regner betalingen for fyldesgørende.

▪ Ved modregning må kreditor acceptere, at der, såfremt modfordringen er mindre end hovedfordringen, alene sker en delvis betaling af det skyldige beløb.

▪ I tilfælde hvor kreditors tilgodehavende er usikkert eller endnu ikke kan gøres præcist op. I disse tilfælde kan kreditor maksimalt kræve at debitor betaler hvad han med sikkerhed skylder.

Særligt om efterbetaling

▪ HR. Har debitor betalt for lidt (afdrag) har kreditor krav på efterbetaling

▪ U. Kreditor kan efter omstændighederne ved passivitet stiltiende have accepteret at mistet retten til efterbetaling

▪ U. Tilfælde hvor debitors betaling er for lille pga. kreditors egen opgørelse/bogføring, og hvor debitor hverken kendte eller burde kende til fejlen.

▪ U. Efter de konkrete omstændigheder kan kreditor miste retten til efterbetaling. Der findes ikke faste regler herom, men følgende momenter må tillægges vægt ved en vurdering af pligten til efterbetaling.

▪ Hvem af parterne har opgjort gælden?

▪ Hvorfor opgørelsen har været urigtig?

▪ Hvem af parterne der bedst har haft mulighed for at kontrollere og beregne gælden?

▪ Har kreditor reklameret over fejlen inden rimelig tid?

▪ Særligt om saldokvitteringer bemærkes, at hvor kreditor har givet debitor en kvittering hvorefter det lyder at fordringen er betalt og kreditor ikke længere har yderligere krav, vil dette tale imod et efterbetalingskrav. Dette gælder dog ikke hvor debitor indså eller burde indse, at kreditor ikke var klar over, at han havde yderligere krav. Denne god tro vurdering af debitor vil skærpes såfremt der er tale om erhvervsdrivende. En saldokvittering kan endvidere tilsidesættes uanset parternes gode eller onde tro såfremt der efterfølgende komme nye oplysninger frem hvorefter fordringen var større end først antaget. Det sidste har særligt betydning med hensyn til personskadeerstatning.

Særligt om tilbagebetaling (condictio indebiti)

▪ Hr. Er der betalt for meget har debitor krav på tilbagebetaling (condictio indebiti). Det samme gælder såfremt fordringen er helt eller delvist ugyldig.

▪ U. Skyldtes den for store betaling en fejl fra debitors side som opdages hurtigt vil fejlen ikke kunne gøres gældende medmindre debitor reklamere hurtigt jf. U.1986.683V og Aftl. § 39.

▪ U. Efter de konkrete omstændigheder kan debitor miste retten til tilbagebetaling. Der findes ikke faste regler herom, men følgende momenter må tillægges vægt ved en vurdering af pligten til efterbetaling.

▪ Hvem af parterne har opgjort gælden?

▪ Hvorfor opgørelsen har været urigtig?

▪ Hvem af parterne der bedst har haft mulighed for at kontrollere og beregne gælden?

▪ Har debitor reklameret over fejlen inden rimelig tid?

▪ Var kreditor i god tro om den for store betaling?

▪ Hvilekn type skyldforhold er der tale om? En arbejdsgiver vil således i almindelighed ikke kunne kræve for meget udbetalt løn tilbage medmindre arbejdstageren burde indse at han havde modtaget for meget.

▪ Havde debitor taget et berettiget forbehold om tilbagebetaling?

▪ BEMÆRK et tilbagebetalingskrav opstået kort tid forinden kreditors konkurs vil næppe kunne benyttes til modregning i konkursen.

Modregning (tvungen)

Generelt om modregning

▪ Modregning kan ske ved aftale imellem parterne, men kan også være tvungen såfremt de almindelige betingelser for modregning er opfyldt. Det kan tillige være aftalt imellem parterne at der ikke vil kunne ske modregning imellem dem. Ved modregning betegnes den som ønsker at modregne som "modregneren" og hans fordring som "modfordringen" medens den anden part kaldes "hovedmanden" og hans fordring "hovedfordringen".

De almindelige betingelser for modregning.

▪ Nedenstående er oplistet en række almindelige betingelser for modregning. Disse skal være opfyldt for at kunne gennemføre tvungen modregning overfor hovedmanden, medmindre andet følger af de særlige regler om modregning ved konkurs, overdragelse eller konneksitet.

▪ Der skal være fremsat en modregningserklæring. For at kunne gennemføre tvungen modregning skal der fremsættes en erklæring herom til hovedmanden. Denne erklæring har karakter af et delvist påbud og er derfor bindende fra det er kommet frem til hovedmanden.

▪ Modf. Ved konneks modregning kræves der ikke nogen modregningserklæring, idet der sker modregning ex tunc, dvs. fra det første tidspunkt hvor de to fordringer opfyldte betingelserne for konneks modregning. Modregningen sker med andre ord i disse tilfælde automatisk.

▪ De to fordringer skal være udjævnelige dvs. at ydelsen på modfordringen skal være egnet til opfyldelse af hovedfordringen. Er der tale om penge vil denne betingelse altid være opfyldt. Er der tale om en underart af hovedkravsydelsen kan der også ske modregning, ex. hvor modydelsen er en hoppe og hovedkravsydelsen er en hest.

▪ De to fordringer skal være afviklingsmodne, dvs. at modfordringen skal være forfalden og frigørelsestiden for hovedfordringen skal være kommet.

▪ Modf. Ved modregning i konkurs behøver modfordringen ikke at være forfalden på fristdagen jf. KL §42. Hertil gælder dog en undtagelse fsa. pantebreve i fast ejendom jf. TL § 42b, stk.. 1, nr. 5 og KL §§ 85 - 86.

▪ Modfordringen skal være retskraftig. Heri ligger det krav, at modfordringen skal kunne gennemtvinges ved dom. Kravet betyder at hverken forældede fordringer eller ex. ulovlig spillegæld kan benyttes til modregning. Tidspunktet for retskraft er det tidspunkt hvor modregningserklæringen kommer frem til hovedmanden.

▪ Modf. Er der tale om konnekse fordringer skal modfordringen bare have haft retskraft på et tidspunkt hvor de øvrige betingelser for konneks modregning var til stede, idet der sker automatisk modregning. Har man således en modfordring som ville være forældet er det muligt, at den faktisk er ophørt tidligere ved modregning.

▪ Modf. Er der tale om et modkrav som hverken er erkendt eller åbenbart/indlysende opstår problemet om det overhoveddet kan benyttes til modregning. Det antages i dansk ret, at der kan ske modregning i disse tilfælde, og at modregneren er objektiv ansvarlig såfremt det efterfølgende viser sig at modfordringen ikke eksisterede jf. fsa. konkurs KL § 28, stk. 2. Dette udgp. afviges formentlig i de tilfælde hvor hovedmanden ex. er en løsøresælger som har betinget sig kontant betaling af likvide årsager og ved overgivelsen af løsøret mødes med et tvivlsomt modkrav. I disse situationer hvor hovedmandens stilling er presset må han formentlig være berettiget til, at afvise modregningserklæringen.

▪ Der skal foreligge gensidighed imellem modregner og hovedmanden. Heri ligger det logiske krav, at modregneren skal være debitor på hovedmandens fordring og hovedmanden skal være debitor på modregnerens fordring.

▪ Modf. Er hovedfordringen overdraget kan der jf. Gbl. § 18 og 28 i et vist omfang alligevel ske modregning.

▪ Modf. Er der tale om en kautionist's regreskrav mod en hovedskyldner, kan dette formentlig kun benyttes til modregning såfremt der er tale om konnekse krav.

▪ Modf. Er der tale om konneks modregning vil løftegiver af et tredjemandsløfte kunne modregne overfor løftemodtageren selv om det reelt er tredjemand som er løftegivers kreditor.

▪ Er der tale om nærtstående, herunder ægtefæller og koncernforbundne selskaber opstår det problem om der kan modregnes i de tilfælde hvor man skylder manden/koncernselskab I penge, men hvor man har en fordring på kvinden/koncernselskab II. En sådan identitetsbetragtning må imidlertid afvises jf. fsa. koncernselskaber U.1967.48H

Særtilfælde hvor modregning er afskåret pga. krav om effektiv betaling

▪ Tvungen modregning nægtes ifølge retspraksis og særlige bestemmelser selv om de almindelige betingelser for modregning er opfyldt i visse situationer.

▪ Aftale om effektiv betaling

▪ HR. En klar og tydelig aftale imellem parterne kan i almindelighed afskære modregning.

▪ U. En lejer kan altid modregne for meget betalt leje eller varmebidrag. jf. LL § 49

▪ U. Modregning kan formentlig gennemføres i forbrugeraftaler på trods af modstående aftale herom.

▪ En aftale om kontant betaling afskærer ikke i sig selv debitor fra at modregne.

▪ Modregning er dog udelukket såfremt man har givet tilsagn om lån eller anden finansiel støtte. Er en bestemt fordring "øremærket" til et særligt formål, ex. indkøb eller lign. kan fordringen heller ikke benyttes til modregning

▪ Er en person tillagt inkassobeføjelse af en kreditor kan denne person ikke benytte de oppebårne beløb til modregning mod kreditor, medmindre der er tale om modregning af konnekse krav på dækning af inkassoomkostninger og honorar.

▪ En bank kan som udgp. godt modregne fordringer på dens kunder i kundernes indestående i banken, medmindre der er tale om pensionsopsparinger.

▪ Tilfælde hvor hovedfordringen er fritaget for udlæg

▪ HR. Modregning er i almindelighed udelukket såfremthovedfordringen er undtaget ret retsforfølgning jf. Rpl. § 512, stk. 2 og 3. Er der tale om et interessentskab kan der ud fra samme betragtning heller ikke ske modregning i et interessentskab når debitor på modkravet er den enkelte interessent, idet dette ville være i strid med fælleskreditorenes fortrinsret til selskabsformuen jf. U.1986.725Ø

▪ U. Idet modregning sker uden domstolenes medvirken er det i praksis umuligt, at respektere trangsbeneficiet jf. Rpl. § 509

▪ U. Er hovedkravet og modkravet konnekse kan der modregnes selv om hovedkravet er fritaget for udlæg.

▪ Tilfælde hvor indtægten af sociale årsager er beskyttet

▪ HR. Løn er som hovedregel undtaget fra udlæg hvorfor der jf. ovenstående ikke kan ske modregning

▪ U. Konneks modregning

▪ U. Er modkravet opstået i nær forbindelse med (uden at være konnekst) arbejdet kan der alligevel ske modregning. Dette gælder ex. erstatning for misligholdese af arbejdsforpligtelsen eller for meget udbetalt løn.

▪ BEMÆRK selv ved konneks og nært tilknyttede krav kan der alene ske modregning i det omfang, at der levnes arbejdstageren nødvendige midler til opretholdelse af ham selv og hans husstand.

▪ HR. Feriepenge er undtaget fra udlæg og følgeligt kan der i almindelighed heller ikke ske modregning i feriepenge.

▪ U. Er der tale om konneks modregning og er modkravet opstået ved retsbrud af grovere karakter kan der tillades modregning

▪ Pension er undtaget fra udlæg jf. Rpl § 512, stk. 3 og er følgeligt undtaget fra modregning.

▪ HR. Underholdningsbidrag er tillige undtaget fra udlæg jf. Rpl § 512, stk. 2 hvorfor der ikke kan ske modregning.

▪ U. Konneks modregning i det omfang der kan ske uden at fratage midler nødvendige til rimelige leveomkostninger

▪ HR. Personskadeerstatning er i et vist omfang beskyttet jf. Rpl. § 513 hvorfor modregning ikke kan finde sted

▪ U. Konneks modregning overfor erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

▪ Særligt om beskyttelse af indskudskapitalen i selskaber med begrænset ansvar

▪ HR. Tegningsbeløbet for tegnede aktier kan ikke berigtiges ved modregning uden bestyrelsens samtykke, hvilket bestyrelsen ikke må give såfremt det ville skade selskabet eller dets kreditorer jf. Asl. § 13, stk. 2.

▪ U. Såfremt der ikke er risiko for at selskabets betalingsdygtighed bringes i fare kan der ske berigtigelse ved modregning

Konneks modregning

▪ Konnekse fordringer vil som udgp. være krav som udspringer fra samme retsforhold/kontrakt. Konneksitetsbegrebet udstrækker sig imidlertid videre idet "konneks" må forstås som "nær forbindelse", hvorefter også krav som ikke udsoringer fra samme kontrakt men som ud fra andre kriterier er nært forbundne efter omstændighederne er konnekse.

▪ Ved konnekse krav sker der modregning ex tunc, dvs. automatisk når betingelerne for tvungen modregning med konnekse fordringer er opfyldt.

▪ Ved konnekse krav kræves der ikke gensidighed imellem parterne. Dvs. fsa. simple fordringer vil der kunne ske modregning overfor erhververen af hovedfordringen når bare de øvrige almindelige betingelser for modregning overfor overdragen er opfyldt idet Gbl. § 28 ikke finder anvendelse ved konneks modregning. Fsa. omsætninngsgældsbreve sidestilles konnekse krav med indsigelser som i almindelighed ekstingveres jf. Gbl. § 15.

▪ Ved konnekse krav stilles der ikke krav om at begge fordringer skal bestå på fristdagen i tilfælde af konkurs jf. U.1979.6H. (hvilket ellers kræves jf. KL § 42)

▪ Retten til at kræve effektiv betaling begrænses i tilfælde af konneksitet. (se ovenstående for de enkelte tilfælde.)

Modregning efter overdragelse af hovedfordringen

▪ I nogle tilfælde bevarer debitor adgangen til at modregne, selv om hovedfordringen er blevet overdraget til en aftaleerhverver. Afgørende for hvilken regel der skal benyttes i disse til fælde er hvilken type hovedfordring der er tale om. Er hovedfordringen en simpel fordring benyttes Gbl. § 28, og er hovedfordringen en negotiabel fordring benyttes Gbl. § 18.

▪ Hovedfordringen er en simpel fordring

▪ Gbl. § 28 opstiller to betingelser for at kunne foretage tvungen modregning overfor erhververen af en simpel fordring.

▪ De almindelige betingelser for modregning skal være opfyldt, dog i sagens natur undtagen gensidighedsbetingelsen.

▪ Gbl. § 28, 1. pkt. Debitor skal være i god tro om overdragelsen da han erhverver sin modfordring. Debitor måtte således hverken have haft kundskab eller formodning om overdragelsen da han erhvervede modfordringen på overdrageren. Enhver for for ond tro er i dette tilfælde tilstrækkeligt. Der kræves ikke at debitors viden skal stamme fra hverken overdrageren eller erhververen.

▪ Gbl. § 28, 2. pkt. Stiller krav til modfordringens forfaldstid. Modregning kræver således enten:

▪ At modfordringen forfalder før (eller allersenest samtidig med) hovedfordringen. eller

▪ At modfordringen var forfalden på det tidspunkt da debitor kom i ond tro om overdragelsen

▪ Den første betingelse i Gbl. § 28 skal altid være opfyldt, medens det alene er nødvendigt at den ene af de to sidste betingelser er opfyldt for at der kan ske tvungen modregning overfor erhververen.

▪ BEMÆRK er fordring anses for erhvervet/stiftet fra aftalens indgåelse imellem debitor og kreditor. En kautionists regreskrav mod hovedmanden anses imidlertid stiftet allerede ved stiftelsen af kreditors fordring mod hovedskyldneren jf. KL § 39.

▪ Bestemmelsen vedrører efter dens ordlyd alene overdragelse, men kan tillige anvendes analogt ifm. overførsel ved udlæg. (om konkurs se nedenstående).

▪ Er der tale om konneks modregning finder Gbl. § 28 ikke anvendelse. Der vil således i almindelighed kunne ske modregning når der foreligger konneksitet. Dette passer endvidere også overens med Gbl. § 27 idet et konnekst modkrav ofte vil bestå i form af en causa indsigelse som ved simple fordringer også kan gøres gældende overfor erhververen.

▪ Hovedfordringen er et omsætningsgældsbrev jf. Gbl. § 11, stk. 2, nr. 1 - 4.

▪ Er hovedfordringen et omsætningsgældsbrev, kan der kun ske modregning i meget begrænset omfang idet man ved disse dokumenter søger at beskytte erhververen mest muligt Der kan således alene ske modregning overfor erhververen jf. Gbl. § 18 såfremt alle de nedenstående betingelser er opfyldt.

▪ De almindelige krav for tvungen modregning skal være opfyldt (dog ikke gensidighed)

▪ Havde hovedfordringen været en simpel fordring skal der kunne være sket modregning efter Gbl. § 28

▪ Erhververen skal være i ond tro om debitors modfordring og hans adgang til at benytte den til modregning, jf. Gbl. § 18, stk. 1

▪ Erhververen skal vide (dvs. der kræves positiv viden herom) at debitor vil lide tab som følge af at overdragelsen afskar modregning. (denne betingelse vil ofte være opfyldt når erhververen ved, at overdrageren er insolvent).

▪ Bestemmelsen omhandler alene overdragelse og kan ikke anvendes hverken analogt eller på anden måde overfor en udlægshaver.

▪ Er der tale om konnekse krav følger det direkte af Gbl. § 18, stk. 2 at modfordringen skal behandles som en indsigelse jf. ordlyden "medmindre andet følger af reglerne om indsigelser fra dette forhold". Der kan således alene ske modregning såfremt erhververen ikke har ekstingveret indsigelsen om modregning, hvilket han i almindelighed vil gøre jf. Gbl. § 15 om ekstinktion af causa indsigelser. Undtagelsen hertil er ex. hvor debitor har fået lavet en ikke let fjernelig påtegning på omsætningsgældsbrevet om at han har en indsigelse om modregning jf. Gbl. 21, stk. 2 og 3.

▪ BEMÆRK Omkring sondringen imellem modkrav og indsigelser. Tager overdrageren overfor erhververen et forbehold om at debitor vil gøre et forholdsmæssigt afslag gældende, bringer dette erhververen i ond tro hvorfor der ikke kan ske ekstinktion jf. Gbl. § 15. Tager overdrageren derimod forbehold om et erstatningsansvar som debitor vil gøre gældende, kan dette ikke bevirke, at erstatningsansvaret kan gøres gældende overfor erhververen, idet der i så fald ville foreligge et debitorskifte.

Modregning i konkurs

▪ Hvorvidt der kan ske modregning i konkurs afgøres efter KL § 42. Udgp. er at de almindelige betingelser for tvungen modregning skal være opfyldt. KL § 42 foreskriver alene en række modifikationer til de almindelige regler i de tilfælde hvor hovedmanden er kommet under konkursbehandling.

▪ HR. Modregneren som på fristdagen har en fordring mod konkursboet kan benytte denne fordring til modregning for dens fulde pålydende. Dvs. modregneren skal ikke nøjes med dividende af sin fordring, men skal have fuld betaling forud for de simple kreditorer jf. KL § 42, stk. 1

▪ KL § 42, stk. 1 stiller det krav at begge fordringer, dvs. både hovedfordringen og modfordringen skal eksistere på fristdagen for at der kan ske modregning i konkurs. Denne regel har to undtagelser.

▪ Der kan alligevel ske modregning når begge fordringer er opstået efter fristdagen men inden konkursdekretets afsigelse jf. KL § 42, stk. 2 (modkrav opstået i denne periode kan anmeldes jf. KL § 38, men vil dog ofte kunne omstødes jf. KL § 72)

▪ Er fordringerne konnekse kan der ske modregning også på kryds af fristdagen.

▪ BEMÆRK betingede fordringer kan anvendes til modregning selv om betingelsen for fordringen ikke var opfyldt på fristdagen jf. KL § 44. (dette omfatter bl.a. krav mod en kautionist som går konkurs jf. KL § 147, stk. 2).

▪ HUSK at regreskrav mod boet anses for stiftet samtidig med den indfriede fordring jf. KL § 39.

▪ HUSK at krav på erstatning mod boet som er opstået fordi boet ikke vil indtræde i en gensidigt bebyrdene kontrakt jf. KL § 59 anses for stiftet ved indgåelse af kontrakten, og vil derfor ofte kunne benyttes til modregning.

▪ KL § 42, stk. 1 fraviger imidlertid kravet om afviklingsmodenhed, idet der alene stilles krav om at fordringerne eksisterer på fristdagen (jf. dog § 42, stk. 2). Der stilles således hverken krav om at modfordringen er forfalden eller at hovedfordrigen har mødt dens frigørelsestid.

▪ U. Der findes en række undtagelser til det ovenstående udgangspunkt om modregning i konkurs. Disse omfatter følgende.

▪ De almindelige betingelser for modregning skal være opfyldt. Er fordringerne således ikke udjævnelige kan der ikke ske modregning.

▪ Er der aftalt eller andre krav om effektiv betaling kan der ikke ske modregning. Dvs. at er der ikke adgang til modregning udenfor konkurs pga. aftale herom eller fordi hovedkravet er fritaget for udlæg kan der heller ikke ske modregning i konkurs.

▪ Er modfordringen et efterstillet krav jf. KL § 98 kan der alene ske modregning i de sjældne tilfælde hvor der bliver dækning til også efterstillede krav jf. KL § 43.

▪ Har modregneren afgivet en tilbagetrædelseserklæring ex. ansvarlig lånekapital, kan modfordringen alene benyttes til modregning såfremt der vil blive dækning til denne når denforanstående gæld er opfyldt.

▪ En gæld som er pådraget igennem en aftale/kontrakt med konkursboet kan ikke benyttes til modregning når modfordringen er et konkurskrav (dvs. et simpelt krav mod boet jf. KL § 97). jf. U1963.863.

▪ Er modfordringen erhvervet på et tidspunkt hvor modregneren indså eller burde indse, at skyldneren var insolvent eller er modfordringen erhvervet indenfor de sidste tre måneder før fristdagen kan der ikke ske modregning jf. KL § 42, stk. 3.

▪ Bestemmelsen omfatter både erhvervelse (eje og sikkerhed) ved overdragelse og ved udlæg.

▪ Bestemmelsens formål er at sikre imod den situation hvor en person skylder penge til en insolvent skyldner, og derfor opkøber fordringer mod skyldneren til underkurs (hvilket folk vil være villige til at sælge deres fordringer for idet det er bedre at få ex. 70% end en dividende på 10%), og derefter benytter disse fordringer til modregning i hans gæld til den insolvente skyldner/dennes konkursbo.

▪ Reglen finder således ikke anvendelse på tilfælde hvor modfordringen ikke er erhvervet, men derimod stiftet direkte imellem modregneren og hovedmanden. Det bemærkes endvidere, at hvor modregneren er en kautionist som har et regreskrav mod konkursboet finder bestemmelsen i almindelighed heller ikke anvendelse idet dennes regreskrav anses for stiftet samtidig med den indfriede fordring jf. KL § 39. (medmindre kautionisten allerede ved stiftelsen af det krav som kautionens skulle sikre var i ond tro om hovedmandens insolvens)

▪ Er hovedfordringen opstået på en måde som må sidestilles med en omstødelig betaling jf. KL § 67 kan den ikke benyttes til modregning jf. KL § 42, stk. 4.

▪ Bestemmelsens formål er at afskære den situation hvor modregneren har en fordring mod skyldneren som han frygter skyldneren ikke vil betale fordi han er ved at blive insolvent, hvorefter modregneren uden at have nogen forretningsmæssig interesse i det køber ting fra skyldneren på kredit for på denne måde at komme i gæld til skyldneren inden hans snart forestående konkurs. Når skyldneren så går konkurs ville modregneren, såfremt KL § 42, stk. 4 ikke eksisterede kunne modregne overfor konkursboet og derpå opnå fuld dækning af hans fordring, med den vilrkning at han reelt har trukket de købte ting ud af konkursboets rækkevidde uden at betale for dem til skade for de øvrige kreditorer.

▪ Bestemmelsen knytter sig direkte til KL § 67 om betaling med usædvanelige betalingsmidler (i ex. ovenfor løsøre), men dens principper finder anvendelse også i situationer som måske ikke direkte kan karakteriseres som usædvanelig betaling, men hvor der klart er tale om forsøg på omgåelse.

▪ Er der modregnet før konkursen finder KL § 42 ikke anvendelse, idet der ikke er tale om modregning i konkurs. KL § 69 bestemmer imidlertid, at modregning i disse tilfælde kan omstødes efter KL §§ 67, 72 og 74 når der i det pågældende tilfælde ikke kunne være sket modregning såfremt der havde været tale om modregning i konkurs jf. KL § 42. Bestemmelsen i KL § 69 fastslår yderligere, at der altid kan ske omstødelse når modregneren ved erhvervelsen af modfordringen var i ond tro om skyldnerens insolvens.

(KL § 69, 2. pkt. gælder dog ikke ved en kautionists regreskrav jf. U.1988.220)

Modregning hvor der kan modregnes i flere fordringer

▪ Har modregneren flere gældsposter hos hovedmanden kan han som det klare idgp. selv vælge hvilken fordring der skal modregnes i. Det gælder endvidere som deklaratorisk regel, at der skal modregnes i den gæld som er mest byrdefuld for modregneren. Dette er sædvanligvis gælden med den højeste rentesats, eller i tilfælde af hovedmandens nærtstående konkurs den gæld som vil være dårligst stillet under en konkursbehandling. (husk der er tale om modregning inden konkurs)

Aftalt modregning

▪ Er det aftalt imellem parterne at der skal kunne ske modregning vil dette have karakter af en sikkerhedsret for modregneren. Derfor finder reglerne om sikring af pant i fordringer tilsvarende anvendelse. Er hovedfordringen i tilfælde af aftalt modregning en simpel fordring behøves der imidlertid ikke denunciation til skyldner, idet skyldner jo er modregneren som selv har indgået aftalen om modregning. Er der tale om at hovedfordringen er et omsætningsgældsbrev skal dette overgives til udstederen eller tredjemand således at hovedmanden fratages rådigheden over omsætningsgældsbrevet.

▪ Aftalt modregning kan omstødes jf. an analogi af KL §§ 70 og 74 om omstødelse af panterettigheder.

Passivitet

Passivitet

▪ Der gælder i dansk ret en almindelig grundsætning om passivitet. Denne lader sig dog ikke angive præcist og vurderingen har ofte karakter af en almindelig rimelighedsvurdering, hvor passiviteten indgår med betydelig vægt.

▪ Ved afgørelsen af om der foreligger passivitet med den retsvirkning at kravet eller indsigelsen er ophørt skal der navnligt ligges vægt på følgende.

Hvilken skadesvirkning har passiviteten haft for parterne

Hvilken trang har parterne efter omstændighederne haft til afklaring

Kan den berettigedes passivitet begrundes i rimelige forhold

▪ Der vil således navnligt foreligge passivitet i disse tilfælde.

Hvor der er tale om krav eller indsigelser som ikke er rejst tidligere på trods af at den berettigede havde en naturlig opfordring hertil

Hvor det er særligt belastende for den forpligtigede at kravet eller indsigelsen først rejses nu

Hvor passiviteten har givet den forpligtede en begrundet tro på at kravet eller indsigelsen ikke ville blive gjort gældende.

Reklamation

▪ De fleste reklamationsregler findes i købeloven hvortil der kan venvises til den enkelte bestemmelsen. I almindelighed skal en berettiget reklamere inden rimelig tid efter en misligholdelse, og reklamationen skal alene være neutral. De enkelte regler i bl.a. købeloven afviger i en vis udstrækning fra dette udgp. hvorefter der ex. i handelskøb skal reklameres straks og fsa. hæve- og naturalopfyldelsesbeføjelsen skal der ske en specifik reklamation.

Forældelse

Genrelt om forældelse

▪ Er en fordring forældet er den ophørt og kan ikke længere gøres gældende. Også sikkerhedsrttigheder kan ophøre ved forældelse, dette omfatter dog ikke håndpant og tinglyst underpant i fast ejendom jf. TL § 42. Reglerne om forældelse er som udgp. præceptive, dog kan man aftale en kortere forældelse medmindre aftalen kan tilsidesættes jf. Aftl. § 36. Fordringer forældes efter hhv. DL 5-14-4 (20 år) og forældelsesloven af 1908 (5 år).

Hvilke fordringer er omfattet af de to love

▪ Idet fordringer omfattet af DL 5-14-4 forældes efter 20 år, medens fordringer efter forældelsesloven af 1908 forældes efter 5 år er det afgørende at fastligge hvilke fordringer der er omfattet af de to love.

▪ Fordringer omfattet af DL 5-14-4 er alle fordringer jf. 1908 - lovens § 4.

▪ Fordringer omfattet af forældelsesloven af 1908 jf. § 1, stk. 1 (de vigtigste er nævnt)

▪ Fordringer efter køb af løsøre

▪ Fordringer efter brug af fast ejendom, løsøre, ydelse af ophold, fortæring eller forplejning (dvs. lejekrav)

▪ Fordringer efter befordring af personer eller godt (dvs. transportkrav)

▪ Fordringer efter udførelse af arbejde eller lign. personlig virksomhed (dvs. lønkrav)

▪ Krav på renter og lign. periodiske ydelser (dvs. rentekrav)

▪ Det offentliges krav på skatter og afgifter

▪ Erstatning opnået udenfor kontrakt

▪ Kautionsfordringer som skulle sikre nogle af de ovennævnte krav.

▪ Fordringer på løsøre omfattet af TL § 37

▪ Fordringer som falder udenfor 1908 - loven

▪ Fordringer ifølge almindelige lån jf. 1908-loven § 1, stk. 1 modsætningsvist

▪ Fordringer ifølge køb af fast ejendom jf. 1908-loven § 1, stk. 1 modsætningsvist

▪ Gældsbreve jf. 1908-loven § 1, stk. 2 (en købekontrakt er ikke et gældsbrev) dvs. et ejerpantebrev forældes ikke efter 1908 loven

▪ Fordringer for hvilket der er tilvejebragt et andet særligt retsgrundlag jf. 1908-loven § 1, stk. 2.(navnligt domme og retsforlig)

▪ . ( tinglyste ejerpantebreve i fast ejendom forældes ikke overhovedet)

▪ Erstatning for skade forvoldt ved strafbelagt forbrydelse forældes ikke efter 1908-loven jf. § 1, stk. 1, nr. 5

▪ Fordringer som er tilbagebetalingskrav ifm. svig forældes ikke efter 1908-loven jf. § 1, stk. 1, nr. 6

▪ Fordringer på løsøre omfattet af TL § 38

Hvornår begynder fristen at løbe efter de to love

▪ Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i DL 5-14-4 er fordringens stiftelse. (fristen regnes i hele dage og begyndelesdagen tæller ikke med)

▪ Hvis der er tale om, at en bestemt begivenhed skal indtræde men det ikke kan fastlægges præcis hvornår denne begivenhed vil indtræde (ex. en persons død), begynder den 20 årige forældelsesfrist først at løbe fra betingelsens indtræden.

▪ Er der tale om erstatning indenfor kontrakt regnes denne forstiftet ved kontraktens indgåelse hvis der er tale om oprindelig misligholdelse og fra opfyldelse af kontrakten hvis der er tale om efterfølgende misligholdelse.

▪ Erstatningskrav udenfor kontrakt regnes fra skaden er sket.

▪ Begyndelestidspunktet for forældelsesfristen i 1908-loven. (fristen regnes i hele dage og begyndelsesdagen tæller ikke med)

▪ HR. Fristen starter ved fordringens forfaldstid jf. § 2

▪ U. Hvor kreditor ikke kan gøre sin ret gældende pga. utilregnelig uvidenhed om sit krav eller skyldnerens opholdssted påbegynder fristen først at løbe fra det tidspunkt da kreditor ved almindelig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt jf. § 3

▪ Ved forældelse af erstatningskrav i kontraktsforhold regnes fristen fra forfaldstiden på den principiale ydelse (dvs. realydelsen). Er der tale om krav ifølge mangler regnes fristen fra det tidspunkt hvor køber burde have opdaget manglen.

▪ Ved forældelse af erstatningskrav udenfor kontrakt regnes fristen fra skaden er sket.

Afbrydelse af forældelsesfristen

▪ Såfremt en forældelsesfrist afbrydes bortfalder den gamle frist og en ny frist begynder at løbe fra afbrydelsestidspunktet.

▪ DL 5-14-4 afbrydes i følgende tilfælde

▪ Ved debitors erkendelse af gælden jf. 1908-loven § 2, 2. pkt.

▪ Der gælder ingen forkrav til en erkendelse.

▪ Erkendelsen skal komme fra debitor eller en som kan forpligte debitor.

▪ Erkendelsen skal vedrøre en bestemt gældspost, dvs. debitor skal erkende at skylde et bestemt beløb, medmindre størrelsen af beløbet er helt åbenbar for begge parter.

▪ Debitor kan efter omstændighederne igennem sine handlinger have erkendt gælden hvor han med føje har givet kreditor grund til at tro, at han anerkendte gælden.

▪ Debitors blotte anerkendelse af at have modtaget et kærebrev udgør ikke en erkendelse af gælden

▪ Betaling af renter indebærer normalt en erkendelse af gælden fordi det kræves at man kender til størrelsen af restgælden for at kunne beregne størrelsen af rentebetalingen.

▪ Betaling af afdrag anses derimod alene for en erkendelse af gælden såfremt debitor måtte indse, at han gav kreditor grund til at tro, at han havde erkendt gældens størrelse. (betaling af afdrag kan jo netop ske uden at kende til den præcise størrelse af gælden).

▪ Kreditors påmindelse eller retsforfølgning

▪ Tager kreditor retslige skridt mod debitor og fremmer sagen uden unødigt ophold afbrydes forældelsesfristen.

▪ Foretagelse af udlæg afbryder tillige fristen jf. Rpl. § 52

▪ Anmeldelse af en fordring i et konkursbo afbryder forældelsen jf. KL § 241

▪ 1908-loven afbrydes i følgende tilfælde

▪ Ved debitors erkendelse af gælden. (hvad der indebærer en erkendelse se ovenstående omkring afbrydelse af 1908 loven)

▪ Kreditors påmindelse eller retsforfølgning

▪ Ved enhver henvendelse fra kreditor til debitor der har karakter af et påkrav eller en påmindelse afbrydes den 20 årige forældelsesfrist jf. U.1959.258.

▪ Retsforfølgning afbryder tillige den 20 årige forældelsesfrist, og såfremt der i retsforfølgningen ligger en påmindelse ex. en forkyndelse af stævningen, stilles der ikke krav om at sagen fremmes uden unødigt ophold.

▪ Foretagelse af udlæg afbryder tillige fristen jf. Rpl. § 52

▪ Anmeldelse af en fordring i et konkursbo afbryder forældelsen jf. KL § 241

Suspendering af forældelsesfristen

▪ Såfremt en forældelsesfrist suspenderes løber fristen ikke i suspensationsperioden, men efter denne periode genoptages den gamle forældelse. Alene den 5 årige forældelsesfrist i 1908-loven kan suspenderes

▪ 1908-loven suspenderes i de tilfælde som følger af § 3 hvorom henvises til ovenstående omkring 1908-lovens begyndelsestidspunkt.

Uforældelige krav

▪ Panteretten for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom for en bestemt angiven sum forældes ikke jf. TL § 42

▪ Utinglyste panterettigheder forældes derimod efter DL 5-14-4

▪ Underpant i løsøre og fordringer forældes efter DL 5-14-4

▪ Panteretten for fordringer der er sikret ved skadesløsbrev eller ejerpantebrev eller udlæb forældes sammen med den underliggende fordring.

▪ Håndpant forældes ikke

▪ Krav som debitor vil kunne opfylde uden nogen formueopofrelse eller arbejdsindsats forældes ikke.

International formueret

Noterne i dette fag er baseret først og fremmest på pensum dvs. Torben Svenné Schmidt "International formueret"(IF), men derudover også på Perter Arnt Nielsen "International erhvervsret" (IE) og ikke mindst Bent Iversen's "International Handelsret" (IH).

Kontraktsstatuttet (IF s. 206 - 269 & IE s. 103 - 141 & IH s. 91 - 101)

Konventionens anvendelsesområde

▪ HR. Ifølge KKF art. 1, stk. 1 finder konventionen anvendelse på kontraktlige forpligtelser i alle situationer, hvor der skal foretages et valg mellem lovene i forskellige lande. Efter KKF art. 2 finder konventionens regler tillige anvendelse også selv om den lov som udpeges er loven i en stat udenfor fællesskabet. Det følger af bestemmelsen i KKF art. 1, stk. 1, at konventionen alene finder anvendelse på det obligationsretligeforhold, dvs. forholdet inter parters. Omkring det tingsretlige forhold (dvs. forholdet til tredjemand) henvises til nedenstående.

▪ U. Ifælge KKF art. 1, stk. 2 finder konventionen dog ikke anvendelse i en række situationer. Disse omfatter navnligt

▪ Umyndighed

▪ Testamente og arv

▪ Ægtefællers formueforhold

▪ Forpligtelser ifølge veksler, checks, omsætningsgældsbreve og andre negotiable fordringer

▪ Voldgift- og værnetingsaftaler

▪ Selskabsretlige spørgsmål

▪ Spørgsmålet om hvorvidt en mellemmand kan binde sin principal

▪ U. Ifølge KKF art. 1, stk. 3 finder konventionen ikke anvendelse på forsikringsaftaler

▪ U. Ifølge KKF art. 1, stk. 4 finder konventionen ikke anvendelse på aftaler om genforskning.

▪ U. Ifølge KKFL § 1, stk. 4 og KKF art. 21 finder konventionen ikke anndelse i det omfang andet følger af andre lovvalgsregler. Dette betyder i praksis, at løsøre køb (dog ikke forbrugerkøb) ikk er regluret ved KKF, men istedet igennem ILKL som er omtalt nedenstående.

▪ KKF art. 10 nævner nogle tilfælde hvor konventionen navnligt finder anvendelse. Opregningen er ikke udtømmende. Se IF s. 249 - 252.

Konventionens lovvalgsregler

▪ Aftaler om lovvalg

▪ HR. Efter KKF art. 3, stk. 1 og 2 kan parterne selv frit aftale hvilket land lov der skal finde anvendelse på deres kontrakt.

▪ Et lovvalg skal somudgp. opfattes som en partshenvisnming hvorved forstås, at lovvalget også fortrænger præceptive regler i det land som aftalen i mangel af lovvalgsaftale ville være underlagt. Undtagelser hertil findes dog jf. KKF art. 5 stk. 2, 6 stk. 1 og art. 7.

▪ Efter KKF art. 3, stk. 1 skal lovvalget være "udtrykkeligt eller fremgå med rimelig sikkerhed af kontraktens bestemmelser eller omstændighederne iøvrigt". Lovvalget kan såldes også være stiltiende, men der skal være en aftale om selve valget.

▪ Efter KKF art. 3, stk. 1 kan lovvalget omfatte både en del af aftalen eller hele aftalen.

▪ Efter KKF art. 3, stk. 2 kan parterne på ethvert tidspunkt vedtage, at aftalen skal være underlagt en anden lov end den som følger af tidligere aftaler eller i mangel af aftale.

▪ U. Efter KKF art. 3, stk. 2 kan parterne godt efterfølgende ændre en lovvalgsaftale. Lovvalgsændringen kan dog ikke emdføre at aftalen bliver ugyldig pga. dens form jf. art. 9 fordi den ikke er gyldig efter den "nye lands lovgivning". På samme måde kan den efterfølgende lovvalgsaftale heller ikke gribe ind i tredjmands rettigheder.

▪ U. Efter art. 3, stk. 3 kan parterne i en aftale ikke fravige præceptive regler i det land som i mangel af anden aftale ville udgøre kontraktsstatuttet, såfremt aftalen alene har tilknytning til dette land. Om en aftale opfylder dette kriterium og alene har tilknytning til ét land skal afgøres efter dommerens skøn.

▪ Undtagelsen har ex. den betydning at en dansk sælger og en dansk køber ikke kan aftale at deres kontrakt skal underlægges reglerne i et andet land for derved at komme udenom ex. kravene i Kal § 34 til et gyldigt ejendomsforbehold.

▪ U. Efter art. 3, stk. 4 skal spørgsmålet om eksistensen og gyldigheden af en lovvalgsaftale imellem parterne bedømmes efter KKF art. 8, 9 og 11.

Lovvalg i mangel af aftale

▪ HR. Efter KKF art. 4, stk. 1 skal loven i det land som aftalen har sin nærmeste tilknytning til finde anvendelse. Har en del af en aftale en stærk tilknytning til et land, mens en anden del af aftalen har en stærk tilknytning til et andet land, kan der efter bestemmelsen ske en opdeling.

▪ Art. 4, stk. 2 - 4 opstiller nogle formodningsregler som skal benyttes til, at bestemme hvilket land aftalen har sin nærmeste tilknytning til.

▪ Art. 4, stk. 2 - Aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land hvor den part som skal præstere den "for aftalen karakteristiske ydelse" (dvs. normalt realydelsen) har sin bopæl, eller såfremt parten er et selskab sin hovedsæde.

▪ Art. 4, stk. 3 - Hvis aftalens genstand er en ret over fast ejendom, herunder en brugsret er der en formodning for, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land hvor den faste ejendom er beliggende.

▪ Art. 4, stk. 4 - Hvis aftalens genstand er en godstransport er formodningen for, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land hvor transportøren har sit hovedsæde, hvis dette land tillige er det land hvor afsender har sit forretningssted.

▪ Art. 4, stk. 5 understreger formodningsreglernes krarakter. Nemlig at de blot er formodningsregler. Har aftalen således efter en samlet bedømmelse en nærmere tilknytning til et land som er forskelligt fra det land som en formodningsregel angiver, falder lovvalget på det land om aftalen samlet set har den største tilknytning til.

Særligt om lovvalget i visse forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler

Lovvalget i visse forbrugeraftaler

▪ Efter KKF art. 5, stk. 1 finder de særlige regler i art. 5 anvendelse på forbrugeraftaler.

▪ Efter KKF art. 5, stk. 2 kan parterne ikke igennem en lovvalgsaftale fratage forbrugeren præceptive bestemmelser i loven i det land hvor han har sin bopæl såfremt én af den nedenstående betingelser er opfyldt.

▪ Såfremt der i forbrugerens hjemland forinden aftalens indgåelse er fremsat tilbud til eller reklamering overfor forbrugeren, og han (forbrugeren) i dette land har foretaget de handlinger som var nødvendige for aftalens indgåelse.

▪ Såfremt den anden part eller dennes repræsentant har modtaget forbrugerens bestilling i dette land.

▪ Såfremt aftalen vedrører løsøre og forbrugeren har rejst til et andet land og afgivet sin bestilling der, under den forudsætning at forbrugerens rejser var arrangeret af sælgeren med det formål, at fomå forbrugeren til at afslutte køb.

▪ Efter KKF art. 5, stk. 3 finder forbrugerens bopælslov anvendelse såfremt en af betingelserne i art. 5, stk. 2 er opfyldt i det tilfælde, at der ikke er aftalt noget lovvalg imellem parterne.

▪ Efter KKF art. 5, stk. 4 finder hele artiklen ikke anvendelse på transportaftaler eller aftaler om levering af tjenesteydelser, såfremt disse udelukkende skal præsteres i et andet land end der hvor forbrugeren har sin bopæl.

▪ Efter KKF art. 5, stk. 5 gælder stk. 4 dog ikke hvor der ved en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold (dvs. ferieaftaler).

▪ Med hensyn til formkravene ved de af art. 5 omfattede forbrugeraftaler bestemmes det i KKF art. 9, stk. 5, at disse forkrav skal bedømmes efter- og opfylde formkravene i forbrugerens bopælsland.

Lovvalget i individuelle arbejdsaftaler

▪ Efter KKF art. 6, stk. 1 kan parternes lovvalg ifm. individuelle arbejdsaftaler ikke fratage arbejdstageren præceptive rettigheder i det land som efter art. 6, stk. 2 ville være kontraktsstatut i mangel af lovvalgsaftale.

▪ HR. Efter art. 6, stk. 2 bestemmer, at hvor der ikke er foretaget noget lovvalg, finder loven i det land anvendelse som

▪ Arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde indenfor

▪ Såfremt arbejdstageren ikke udfører sit arbejde i noget særligt land sædvanligvis, så i det land hvor det arbejdssted som har hyret arbejdstageren er beliggende.

▪ U. Efter art. 6, stk. 2 gælder de lovvalgsregler som en nævnt i samme paragraf ikke såfremt aftalen i sin helhed har en nærmere tilknytning til et andet land.

Internationalt ufravigelige regler

▪ HR. Det klare udgp. er at en lovvalgsaftale afskærer både deklaratoriske og præceptive love og regler i andre lande end det som er valgt som kontraktsstatut.

▪ U. Er der tale om offentligretlige regler ex. straffeloven, skal den domstol som sagen anlægges hos altid benytte sit eget lands regler af denne karakter.

▪ U. Efter art. 7, stk. 1 kan en domstol vælge, selv om aftalen er underlagt et bestemt land, at tillægge præceptive regler i et halt andet land virkning, såfremt og i det omfang disse regler ifølge det pågæledende lands ret skal anvendes uden hensyn til hvilket lands lov kontrakten er underlagt. Bestemmelsen er fakultativ og anvendes sjældent.

▪ U. Efter art. 7, stk. 2 skal domstolen i det land hvor sagen anligges altid tage hensyn til regler som efter det pågældende lands lovgivning altid finder anvendelse på trods af lovvalgsaftaler. For Danmarks vedkommende kan her fremhæved Hagl. §§ 22 og 25 - 27, jf. § 1, stk. 2.

Lovvalgsregler vedr. aftalens materielle og formelle gyldighed samt kontraktshabilitet

Aftalens materielle gyldighed

▪ HR. Efter art. 8, stk. 1 skal spørgsmålet om hvovidt en aftale eller bestemmelse i en aftale er kommet til eksistens eller gyldighed som udgp. afgøres efter den lov som i henhold til KKF skulle anvendes såfremt aftalen eller bestemmelsen var gyldig. Denne bestemmelse finder også anvendelse på eksistensen og gyldigheden af lovvalgsaftaler jf. KKF art. 3, stk. 4.

▪ U. Efter art. 8, stk. 2 kan udgp. i stk. 1 dog fraviges når en af parterne kan godtgøre, at han ikke har samtykket i aftalen eller bestemmelsen når det efter omstændighederne ikke ville være rimeligt, at bestemme virkningen af hans adfærd efter stk. 1. Denne undtagelse har sit kerneområde hvor en part er blevet bundet ved passivitet.

Aftalens formelle gyldighed

▪ HR. Efter art. 9, stk. 1 er en aftale der er indgået imellem to personer som befinder sig i samme land, gyldig såfremt den enten

▪ Opfylder formkravene i det pågældende land, eller

▪ Opfylder formkravene i det land som udpeges af KKF.

▪ HR. Efter art. 9, stk. 2 er en aftale der er indgået imellem to personer som befinder sig i hvert sit land gyldig såfremt den enten

▪ Opfylder formkravene i et af de pågældende lande

▪ Opfylder formkravene i det land som udpeges af KKF.

▪ U. Efter art. 9, stk. 3 Når en aftale er indgået ved repræsentant skal der ved både anvendelsen af stk. 1 og 2 lægges vægt på det land hvor repræsentanten befandt sig ved aftalens indgåelse.

▪ U. Efter art. 9, stk. 4 skal ensidige viljeserklæringer (ex. gaveløfter) formkrav være gyldige enten efter

▪ Loven i det land som KKF udpeger

▪ Loven i det land som viljeserklæringen blev afgivet fra.

▪ U. Efter art. 9, stk. 5 skal formkravene til en forbrugeraftale efter art. 5 alene bedømmes efter loven i forbrugerens bopælsland.

▪ U. Efter art. 9, stk. 6 skal aftale omkring rettigheder over fast ejendom, herunder brugsrettigheder være gyldige efter regler som er gjort internationalt præceptive i det land hvor den faste ejendom er beliggende.

Lovvalget vedrørende kontraktshabiliteten

▪ HR. Efter KKF art. 1, stk. 2, litra a er spørgsmålet om parternes kontraktshabilitet holdt udenfor KKF's anvendelsesområde.

▪ U. Efter KKF art. 11, som alene finder anvendelse når en aftale er indgået mellem personer der befinder sig i samme land, kan en fysisk person som ville have retlig handleevne efter retten i det pågældende land alene påberåbe sig at han manglede handleevne efter retten i et andet land, såfrem modparten var i ond tro om denne manglende handleevne (efter retten i et andet land end der hvor aftalen blev indgået).

Andre bestemmelser i konventionen

▪ KKF art. 14 omhandler bevisspørgsmål

▪ KKF art. 15 fastslår, at renvoir ikke finder anvendelse, dvs. at en henvisning til fremmed ret ikke betyder en henvisning til dette lands lovvalgsregler.

▪ KKF art. 16 fastslår, at dommeren i domstolslandet ikke skal anvende en regel efter et fremmed lands lov som er "åbenbart uforenelige med grundlæggende retsprincipper" i domstolslandet. Bestemmelsen omhandle ordre public undtagelsen.

Særligt vedr. kreditorskifte

▪ Er der tale om kreditorskifte finder KKF art. 12 anvendelse. Se herom IE s. 252f

▪ Er der tale om subrogation (herunder kaution) finder KKF art 13 anvendelse. Se herom IE s. 252f

Særligt vedr. forsikringsaftaler

▪ Herom henvises i det hele til IE s. 255 - 260

Særligt vedr. mellemmænd

▪ Idet KKF jf. art. 1, stk. 2, litra f ikke finder anvendelse på mellemmandens evne til at binde sin principal skal dette spørgsmål, når sagen anligges i Danmark løses efter de lovvalgsregler på området som er opstillet i retspraksis.

▪ Den eneste dom er SHT.1923.209. Pensum vil dog ikke tillægge denne dom afgørende betydning, men vil istedet ligge vætern på art. 11 -13 i hagerkonventionen selv om denne ikke er ratificeret af Danmark. Herom hanvises til pensum s. 264 - 265. Dog bemærkes, at udgp. jf. hagerkonventionen art. 11, stk. 1 er at loven på mellemmandens forretningssted finder anvendelse.

Særligt vedr. transportaftaler

▪ Omkring internationale landevejstransporter bemærkes, at CMR loven jf. CMR § 1, stk. 1 finder anvendelse på aftaler om vejtransport af gods med køretøj imellem flere stater, når befordringen udføres mod vederlag, og efter aftalen skal ske til eller fra Danmark eller endre fremmede stater, af hvilke mindst den ene har tiltrådt konventionen. (dette har samlige europæiske stater på nær Island, Rusland og Tyrkiet).

▪ Omkring søtransport, jernbanetransport og lufttransport hanvises til pensum s. 266 - 269.

Internationale løsørekøb (IF s. 270 - 289 & IE s. 141 - 152 & IH S. 77 - 91)

Løsørekøbslovens anvendelsesområde

▪ Selv om loven beror på en international konvention, skal den ligesom KKF anvendes, selv om dens regler udpeger loven i en ikke-kontraherende stat.

▪ Ifølge ILKL § 1, stk. 2, litra d, finder loven ikke anvendelse på forbrugerkøb indgået efter 1. juli 1984 (her finder KKF anvendelse)

▪ HR. ILKL omfatter alle internationale løsørekøb bortset fra følgende jf. ILKL § 1, stk. 1 og 2

▪ U. Køb af skib ellerluftfartøj

▪ U. Køb af værdipapirer

▪ U. Salg som led i en tvangsfuldbyrdelse eller iøvrigt ved rettens foranstaltning

▪ U. Forbrugerkøb jf. Kbl. § 4a

▪ Et løsørekøb er "internationalt" når parterne har forretningssted eller bopæl i hvert sit land, men selv om de er bosiddende i samme land, kan købet være internationalt, hvis det ex. angår en vare, som ved købets indgåelse, befinder sig i et andet land, eller hvis leveringsstedet er i udlandet. Det antages endvidere at en sælger som har erhvervet en løsøregenstand i udlandet kan have en rimelig interesse i at videresalget underlægges samme fremmede lov som hans aget køb var underlagt.

▪ Begrebet "løsørekøb" omfatter ifølge bestillingskøbsåfremt de nødvendige materialer skal ydes af sælgeren jf. ILKL § 1, stk. 3. Udenfor lovens anvendelsesområde falder således køb af fordringer, immaterielle rettigheder som ophavsrettigheder, patenter og know how, elektricitet og gas samt fast ejendom og tilbehør hertil falder tillige udenfor loven.

▪ HR. Efter ILKL § 2 finder ILKE anvendelse på alle spørgsmål vedrørende parternes indbyrdes retsforhold på nær følgende

▪ U. Parternes evne til at indgå retshandler

▪ U. Aftalens form

▪ U. Købets retsvirkninger overfor tredjemand

▪ Er der tale om en af de undtagelser som er omfattet af ILKL § 2 finder KKF art. 9 og 11 anvendelse.

Lovvalgsreglerne vedrørende internationale løsørekøb

Aftalt lovvalg

▪ Efter ILKL § 3 kan køber og sælger frit vedtage hvilket lands lov der skal finde anvendelse på købet.

▪ Et lovvalg skal som udgp. forstås som en materiel partshenvisning, dvs. renvoir er udelukket.

▪ En lovvalgsaftale skal "ske ved udtrykkelig bestemmelse eller utvetydigt fremgå af aftalen". Der stilles ikke krav om at aftalen skal være skriftlig, og en stiltiende aftale om lovvalget er også mulig. (hertil må der dog kræves meget ).

▪ Der kan ikke foretages et delvist lovvalg (hvilket ellers er muligt efter KKF)

▪ Spørgsmålet om hvovidt der foreligger et gyldigt lovvalg skal afgøres efter reglerne i det valgte land.

▪ Det antages, at parterne på et hvilket som helst tidspunkt kan foretaget et lovvalg jf. også princippet i KKF art. 3, stk. 2.

Lovvalg i mangel af aftale

▪ HR. Efter ILKL § 4, stk. 1skal købet bedømmes efter reglerne i det land hvor sælgeren havde bopæl da han modtog bestillingen.

Ved "bestillingen" skal forstås købers tilbud eller accept på sælgers tilbud. En opfordrng fra køber til at gøre tilbud er således ikke omfattet.

▪ U. Efter ILKL § 4, stk. 2 skal købers bopælslov (eller forretningssted) anvendes når sælgeren eller hans repræsentant har modtaget bestillingen i dette land.

▪ U. Efter ILKL § 4, stk. 3 bestemmer at hvor købet finder sted på børs eller auktion anvendes loven i det land hvor børsen eller auktionen afholdes.

▪ Bestemmelsen omfatter ikke messer og udstillinger.

Særligt om lovvalget vedrørende varens undersøgelse

▪ Efter ILKL § 5 gælder den specialregel, at det i relation til spørgsmålet om varens undersøgelse er loven, i mangel af aftale om andet, i det land hvor undersøgelsen efter parternes aftale skal afholdes der finder anvendelse på følgende. (for DK's vedkommende kbl. § 51)

▪ Den formelle fremgangsmåde ved undersøgelse af løsøret

▪ Frister for undersøgelsen

▪ Evt. reklamationspligt

▪ De forholdsregler som skal træffes hvis varen afvises

Ordre public

▪ ILKL angiver den sædvanlige ordre public regel hvorefter en dansk dommer ikke må anvende en udenlandsk retsregel der er uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

CISG (Den internationale løsørekøbslov)

CISG's anvendelsesområde

▪ Efter CISG art. 1, stk. 1 finder loven anvendelse når

▪ Begge stater er kontraherende stater, eller

▪ Den internationale privatrets regler (dvs. ILKL) fører til anvendelse af en kontraherende stats ret.

▪ "kontraherende stater" er de stater som har ratificeret CISG. Disse er opremset i pensum s. 281, note 33.

▪ Efter CISG art. 6 kan parterne ved aftale fravige eller ændre en hvilken som helst af CISG's bestemmelser.

▪ BEMÆRK idet Danmark har ratificeret CISG (på nær del II) betyder CIGS art. 1, stk. 1, at når ILKL peger på dansk ret, betyder dette samtidig at CISG og ikke købeloven finder anvendelse, jf. dog nedenstående om art. 94.

Anvendelsen af CISG i Danmark

▪ HR. Når et lovvalg efter ILKL fører til anvendelse af dansk ret betyder dette at CISG skal anvendes istedet for købeloven.

▪ U. Idet Danmark ikke har ratificeret CISG Del II om købeaftalens indgåelse finder reglerne herom i Aftl. kap. I anvendelse herpå.

▪ U. Idet Danmark har taget et nabolandsforbehold jf. CISG art. 94, finder købelovens regler anvendelse når der foreligger et internationalt køb imellem DK og hhv. Finland, Norge og Sverige.

Erstatning uden for kontrakt (IF s. 290 - 309 & IE s. 178 - 196)

Lovvalget vedrørende ansvarsgrundlaget

▪ HR. Loven i det land hvor den skadegørende handling finder sted skal anvendes (lex loci delicti)

▪ U. Er der tale om at en skadegørende handling foretges i et land (handlingsstedet) men skaden indtræffer i et andet land (virkningsstedet) kan det tænkes, at spørgsmålet om ansvarsgrundlaget ikke skal være lex loci delicti. Spørgsmålet har ikke været forelagt de danske domstole, men det antages, at skadeslidte frit kan vælge hvilken lov der i disse tilfælde skal finde anvendelse.

▪ U. Såfremt parterne har fælles bopælsland, men skaden sker i et andet land, kan parternes fælles bopælslov (lex communis) finde anvendelse frem for lex loci delicti når en af følgende betingelser er opfyldt.

▪ Såfremt parterne på skadestidspunktet er isolerede fra det fremmede samfund

▪ Såfremt parterne har en i deres bopælsland centreret og forudgående forbindelse imellem dem.

▪ HUSK at såfremt en udenforstående tredjemand er medansvarlig for skalden kan lex communis ikke anvendes. Her finder udgp. om lex loci delict anvendelse.

▪ U. Den individualiserende metode vinder stadig grund jf. U.1982.886Ø

▪ U. Det antages i et vist begrænset omfang at parterne efter at skaden er sket i udlandet kan aftale, at de øsnker sagen bedømt efter dansk ret jf. U.1963.838V.

Lovvalget vedrørende visse særlige erstatningsretlige spørgsmål

Erstatningshabilitet

▪ Spørgsmålet om børns og sindssyges erstatningsansvar skal afgøres efter lex loci delicti.

Ansvar for andre personer

▪ I tilfælde af ansvar pga. en tilsynspligt anvendes den lov som pålægger den pågældende tilsynspligten.

▪ I tilfælde af principalansvar og bilejeres ansvar sker bedømmelsen efter lex loci delicti

Skadeslidtes medvirken

▪ Efter dansk ret afgøres dette spørgsmål efter lex loci delicti.

Familieimmunnitet

▪ Sager om dette spørgsmål bedømmes efter lovgivningen i familiens domicillov.

Særlige skadestyper

Skibssammenstød

▪ Se pensum s. 306f.

Produktansvar

▪ Om spørgsmålet om lovvalg ifm. produktansvar skal principperne i Hagerkonventionen af 1974 finde anvndelse.Herom i det hele pensum s. 307f.

Erstatningens størrelse

▪ HR. Spørgsmålet om erstatningens størrelse skal afgøres efter lex loci delicti

▪ U. Finder lex communis undtagelsesvist anvendelse på ansvarsgrundlaget gælder dette også i relation til erstatningens størrelse.

Tinglig beskyttelse (IF s. 310 - 324 & 156 - 165)

Fast ejendom (plus skibe og luftfartøjer)

▪ HR. Den tinglige beskyttelse af enhver art af rettighed over fast ejendom skal bedømmes efter lovgivningen i det land hvor den faste ejendom er beliggende, dvs. lex rei sitae.

▪ U. Den tinglige beskyttelse af rettigheder over pantebreve i fast ejendom skal bedømmes efter loven i det land hvor dokumentet befinder sig.

▪ U. Er der tale om tilbehør til fast ejednom skal spørgsmålet om der er tale om en del af fast ejendom eller løsøre afgøres efter loven i det land hvor tilbehøret/løsøret befinder sig (såfremt det der evt. er blevet en del af fast ejendom)

Løsøre og værdipapirer

Aktivet er ikke flyttet til et andet land

▪ Ved løsøre og værdipapirer der hele tiden befinder sig i ét land, må den tinglige beskyttelse af rettigheder over disse sktiver bedømmes efter loven i dette land.

Aktivet er flyttet til et andet land

▪ Erhververens beskyttelse mod overdragerens kreditorer

▪ Varen er købt med henblik på forbliven i landet

▪ Er erhververen beskyttet efter reglerne i det oprindelige land, mister han ikke denne beskyttelse selv om varen flyttes til et andet land.

▪ Er erhververen ikke beskyttet efter reglerne i det oprindelige land men efter reglerne i det nye land, antages det at reglerne i det oprindelige land finder anvendelse.

▪ Er erhververen beskyttet efter begge landes regler opstår der ingen konflikt.

▪ Varen er købt med henblik på eksport

▪ Er erhververen beskyttet efter reglerne i det oprindelige land, men ikke efter reglerne i det nye land, anvendes reglerne i det nye land.

▪ Er erhververen ikke beskyttet efter reglerne i det oprindelige land, men efter reglerne i det nye land antages det at reglerne i det nye land skal finde anvendelse.

▪ Er erhververen beskyttet efter begge landes regler opstår der ingen konflikt.

▪ Ekstinktiv godtroserhvervelse

▪ Her skal spørgsmålet om ekstinktion afgøres efter loven i det land hvor aktivet er beliggende på det tidspunkt hvor erhvervelsen finder sted.

▪ Med hænsyn til hævd på løsøreting er det afgørende tingens beliggenhed på det tidspunkt hvor hævdstiden udløber.

▪ Sælgers beskyttelse ved ejendomsforbehold

▪ Om et ejendomsforbehold er gyldigt inter partes skal afgøres efter reglerne i ILKL (eller KKF i tilfælde af forbrugerkøb). Om et ejendomsforbehold er gyldig overfor køberens kreditorer skal derimod bestemmes efter følgende.

▪ Aktivet er købt med henblik på forbliven i det oprindelige land

▪ Er ejendomsforbeholdet gyldigt overfor kreditorer efter loven i det oprindelige land er det irrelevant om det ikke er det efter loven i det nye land.

▪ Er ejendomsforbeholdet ikke gyldigt overfor kreditorer efter loven i det oprindelige land ændrer det helle ikke på dette faktum, at tingen flyytes til et nyt land.

▪ Aktivet er købt med henblik på eksport

▪ Er ejendomsforbeholdet gyldig overfor kreditorerne i det oprindelige land skal det tillige være gyldigt efter loven i det nye land.

▪ Er ejendomsforbeholdet ikke gyldigt overfor kreditorerne i det oprindelige land, bliver det alene afgørende om det er gyldigt efter loven i det nye land.

▪ Er der tale om konkurs er varens beliggenhed på tidspunktet for konkursdekretet afgørende jf. U.1983.311H

▪ Er der tale om omstødelse finder dansk ret altid anvendelse når sagen anligges ved en dansk domstol.

▪ Sælgers beskyttelse ved andet end ejendomsforbehold

▪ Standsningsret - Her er varens beliggenhed på tidspunktet for standsningsrettens udøvelse afgørende for lovvalget.

▪ Underpant

▪ Det er ikke meningen at tingen skal flyttes

▪ Har det ikke været meningen at tingen skulle flyttes, men bliver den det alligevel skal spørgsmålet om beskyttelsen af en underpanteret afgøres efter det oprindelige lands lov.

▪ Det er meningen at tingen skal flyttes

▪ Har det været meningen at tingen skulle flyttes, skal spørgsmålet om en underpanterets beskyytelse overfor købers kreditorer afgøres efter loven i det nye land.

Simple fordringer

▪ Om forholdet imellem overdrager og erhverver finder KKF art. 12 anvendelse

▪ Det tinglige spørgsmål skal derimod afgøres efter loven i det land hvor kreditor ifølge fordringen har sin bopæl (teorien er dog ikke enig).

Kaution

Kárakteristika ved kaution

▪ En kautionist hæfter med hele sin formue, hvorimod en pantsætter alene hæfter med det pantsatte objekt

▪ En kautionsforpligtelse er et påtaget ansvar, hvilket i almindelighed vil være efter en aftale. Dette står i modsætning til ex. de tilfælde hvor to personer er solidarisk ansvarlige fordi de har pådraget sig et erstatningsansvar, dvs. et pådraget ansvar.

Solidarisk hæftelse mellem hovedskyldnere

Solidarisk hæftelse mellem hovedskyldnere

▪ Solidarisk ansvar kan etableres enten ved aftale eller ved, at flere personer er pligtige til at erstatte det samme tab

Solidarisk hæftelse etableret ved aftale

▪ Solidarisk hæftelse, som etableres ved aftale kan etableres på tre forskellige måder

▪ Alle skyldnerne forpligter sig personligt

▪ Flere udstedere af et gældsbrev jf. Gbl. § 2, stk. 1

▪ To eller flere personer har forpligtet sig til at præstere en realydelse

▪ En skyldner forpligter sig og en eller flere andre

▪ Ved etablereing af en fælles kassekredit hæfter kontohaverne solidarisk for træk indenfor kassekredittens rammer.

▪ Interessenter hæfter solidarisk

▪ I et oprindeligt trepartsforhold hæfter sælger og finansien solidarisk for tilbagebetalings og erstatningskrav.

▪ Aktionærer hæfter solidarisk indenfor rammerne af deres indskud for selskabets gæld

▪ En skyldner forpligter sig ved at indtræde som medskyldner i et tidligere stiftet skyldforhold

▪ Ex. det tilfælde hvor en person indtræder i en allerede ingået købekontrakt eller lejeforhold.

▪ Gældsovertagelse jf. TL § 39

Solidarisk hæftelse etableret i medfør af erstatnings- og forsikringsretlige regler

▪ Er to personer ansvarlige for den samme skade hæfter de solidarisk overfor skadeslidte.

▪ Ved produktansvar hæfter producenten og mellemled ansvarligt overfor skadeslidte.

▪ Det er ikke nødvendigt at begge parter hæfter ifølge det samme ansvarsgrundlag. Ex. kan en part have givet en støtteerklæring.

▪ Er der tale om stærke erklæringer er der reelt tale om et kautionsløfte

▪ Er der tale om svage erklæringer angiver erklæringen blot at give morals støtte (ctr. retlige og faktisk)

▪ Ved soliditetserklæringer som er forkerte grundet culpa vil der efter omstændighederne opstå et solidarisk ansvar.

▪ Har en overdrager påtaget sig bonitas ansvaret overfor erhververen bliver han hæftende som simpel kautionist for debitors betalingsforpligtelse.

Kautionserklæringens stiftelse, gyldighed og fortolkning

Kautionsløftets stiftelse

▪ Et kautionsløfte kan være udtrykkeligt, men efter omstændighederne kan en kautionsaftale også være indgået stiltiende eller ved passivitet.

▪ Følgende krav skal være opfyldt før der er tale om et gyldigt kautionsløfte.

▪ Løftet skal være afgivet

▪ Løftet skal være kommet til modtagerens kundskab

▪ Der skal være tale om et gyldigt kautionsløfte

▪ Er der tale om kaution udenfor erhvervsforhold, skal kautionen være skriftlig jf. LFV § 48, stk. 5

Afgivelsen af kautionsløftet

▪ For at der er tale om et bindende kautionsløfte, skal løftet være givet enten af kautionisten eller en som er befuldmægtet til at handle på hans vegne.

▪ Hvorvidt der foreligger aftaleindgåelse stiltiende eller ved passivitet afgøres efter de almindelige regler herom (der henvises til noterne i aftaleret)

Løftemodtagerens kundskab til kautionsløftet

▪ Et kautionsløfte binder afgiveren når det er kommet til kundskab hos modtageren eller en, der kan modtage det på dennes vegne.

▪ Et kautionsløfte kan være afgivet efter aftale med kreditor eller efter aftale eller anmodning fra hovedmanden.

Kautionsløftet afgivet efter aftale med kreditor

▪ Dette vil ex. være tilfældet hvor en overdrager overfor erhververen påtager sig bonitasansvaret. I disse tilfælde bliver overdrager kautionist, erhververen bliver kreditor og debitor bliver hovedmand.

Kautionsløftet afgivet efter aftale med eller anmodning fra hovedmanden

▪ Dette vil være tilfældet når kautionisten underskriver en kautionserklæring, der fremstår som stilet til kreditor

▪ En kautionserklæring, der er stilet til en bestemt kreditor, men overgivet til hovedmanden til befordring til kreditor, anses for at være afgivet direkte overfor kreditor.

▪ Det sker undtagelsesvist, at kautionisten afgiver kautionsløftet til hovedmanden med denne som berettiget. I sådanne tilfælde skal kautionsløftet transporteres til kreditor, som videre skal denuntiere jf. Gbl. § 31 overfor kautionisten.

Kautionsløftets tilbagekaldelse

▪ Hvor et kautionsløfte er afgivet so et ensidigt løfte, må kautionisten formentligt kunne tilbagekalde et løfte, som hovedmanden ikke har anvendt inden rimelig tid, efter løftet blev afgivet.

Formkrav

▪ HR. Der kræves ingen formkrav. Kautionserklæringen skal blot være så konkret, at der kan siges at foreligge et løfte.

▪ U. Hvor der er tale om privatkaution, og hvor kreditor er et pengeinstitut, stilles der krav om skriftlighed jf. LFV § 48, stk. 5.

Accept af kautionsløftet

▪ HR. Der stilles ikke krav om at et kautionsløfte skal accepteres

▪ U. Fremgår det af kautionserklæringen eller omstændighederne iøvrigt at løfteafgiveren venter svar, er accept nødvendig.

▪ U. Mundtlige kautionsløfter kræver i almindelighed accept

▪ Modf. Stiltiende aftaleindgåelse (pensum s. 53)

Kaution eller andet grundlag for betalingspligt

▪ Som nævnt ovenstående kan en betalingspligt enten være påtaget eller pådraget. I grænseområdet imellem disse ligger de såkaldte "stærke støtteerklæringer".

Ugyldige kautionsløfter

▪ Et kautionsløfte er ugyldigt, hvis det ikke forpligter afgiveren af grunde, der forelå da han afgav løftet. Et kautionsløfte er uvirksom, hvis det ikke forpligter afgiveren af grunde, der er indtrådt efter, at han afgav løftet.

Ugyldighed i medfør af almindelige aftaleretlige regler

▪ Det er klart, at et kautionsløfte kan blive ugyldigt efter aftalelovens regler herom.

▪ Her bemærkes dog, at Aftl. § 36 særligt indenfor kautionsretten har stor betydning når der er tale om privatkaution. Se de nævnte domme på side 56 i pensum.

Ugyldighed i medfør af urigtige forudsætninger

▪ Urigtige forudsætninger om hovedmandens betalingsevner.

▪ HR. Er der tale om en kaution efter aftale med eller anmodning fra hovedmanden, er det kautionistens egen opgave at skaffe sig de oplysninger han ønsker sig som forudsætning for at forpligtige sig jf. U.1984.947H.

▪ U. Er der tale om et kautionsløfte der stiftes samtidig med hovedfordringen har kreditor en begrænset oplysningspligt når han ved, at grunden til hovedmandens pengebehov skyldtes bedrageri eller underslæb.

▪ U. Er der tale om et kautionsløfte for en hovedfordring som er stiftet tidligere, og som måske allerede er misligholdt, har kreditor en omfattende oplysningspligt vedrørende hovedmandens betalingsevne, idet det som udgp. må ligges til grund, at hovedmanden ikke har fortalt kautionisten om disse forhold.

▪ Omfanget af kreditors oplysningspligt skal afgøres konkret. Følgende forhold vil her være af betydning.

▪ Størrelsen af det beløb der skal kautioneres for

▪ Kautionistens erhverv og uddannelse

▪ Forholdet mellem hovedmanden og kautionisten

▪ Baggrunden for hovedmandens pengebehov

▪ Er der tidligere forsøgt udlæg hos hovedmanden

▪ Hovedmandens økonomiske fortid (som er kendelig for kreditor)

▪ U. Hvis kautionisten overfor kreditor røber en urigtig opfattelse af hovedmandens betalingsevne, er kreditor pligtig til at korrigere denne opfattelse. Denne oplysningspligt vil vokse jo mere urigtige og væsentlige de pågældende oplysninger er.

▪ Er et kautionsløfte indgået mellem kreditor og kautionisten har hovedmanden selvsagt ingen oplysningspligt.

Urigtig forudsætning om anden sikkerhed

▪ En betingelse for at kunne påberåbe sig urigtige forudsætninger om anden sikkerhed er, at denne forudsætning var kendelig for kreditor, eller der iøvrigt er noget at bebrejde kreditor desangående. (burde kreditor kende til det faktum at den anden sikkerhed ikke ville holde? - ex. pga. omstødelse)

▪ Dette betyder, at hvor der intet er at bebrejde kreditor, er kautionisten forpligtet til at betale selv om en forudsætning om anden sikkerhed er urigig fordi den anden sikkerhed ex. er ugyldig.

▪ En klsusul hvorefter kautionisten på forhånd fraskriver sig retten til at påberåbe sig, at en medkautionist ikke forpligtes, eller at et forudsat pant ikke stilles. En sådan klausul kan dog efter omstændighederne tilsidesættes - Ved privatkaution antageligt i medfør af Aftl. § 36.

Urigtige forudsætninger om andre forhold

▪ Den der indgår en kautionsaftale med en kautionist, har en almindelig loyal oplysningspligt, når han ikke kan ligge til grund, at kautionisten har de oplysninger, som en almindelig kautionist ønsker at have som forudsætning for at afgive et kautionsløfte.

▪ Har kreditor ligefrem givet urigtige oplysning eller fortiet oplysninger om en risiko vedrørende hovedforholdet, som han er bekendt me, men som han må antages, at kautionisten ikke er bekendt med, vil der ligeledes kunne blive tale om at anse kautionsløftet som ugyldigt.

▪ En kreditors undladelse af at foretage en påtaget handlepligt, som f.eks. at tilbagekalde en konkursbegæring mod hovedmanden, kan også medføre et kautionsløftes ugyldighed.

Ugyldig hovedfordring

▪ Er hovedfordringen ugyldig afhænger det af kreditor og kautionistens gode tro om kautionisten er bundet.

▪ Vidste eller burde kreditor vide, at hovedfordringen var ugyldig, og havde han ikke grund til at tro at kautionisten var bekendt hermed, er kautionsløftet også ugyldigt.

▪ Omvendt kan kautionisten ikke påberåbe sig at hovedfordringen var ugyldig såfremt han vidste eller burde vide dette.

▪ Er både kreditor og kautionisten i god tro bliver det afgørende hvem der har anmodet om kautionen.

▪ Er kautionen påtaget efter anmodning fra kreditor bærer han risikoen (dvs. kautionen bliver også ugyldig)

▪ Er kautionen påtaget aftale med eller anmodning fra hovedmanden er problemstillingen mindre klar.

▪ HR. Kautionen bliver også ugyldig

▪ U. Der foreligger særlige forhold som gør at kautionisten må bærer risikoen (ex. han vidste at hovedmanden var umyndigt)

▪ Er en kautionsforpligtelse ugyldig fordi hovedfordringen er det , har det igen betydning om hovedmanden og kreditor efterfølgende ratihaberer den pågældende ugyldighedsgrund. Kautionisten er fortsat frigjort.

▪ En kautionist kan efter omstændighederne godt påberåbe sig en indsigelse som hovedmanden har mod kreditor selv om hovedmanden ikke selv ønsker at gøre det. Denne adgang begrænses dog væsentligt hvor der er tale om gensidigt bebyrdende kontrakter imellem hovedmanden og kreditor.

Selskaber og fonde som kautionister

▪ Er der tale om aktieselskaber afgøres deres bundethed og muligheder for overhoved at påtage sig kautionsforpligtelser af hhv. ASL §§ 61, stk. 1 og 115. (der henvises til noterne i selskabsret.)

Fortolkning og udfyldning - Tilsidesættelse af vilkår

▪ Som ved aftaler i almindelighed skal der for ethvert kautionsløfte (opgavemæssigt) under søges hvad der er vedtaget, hvad der er aftalt via fortolkning og endelig såfremt fortolkningen ikke peger på et entydigt resultat, hvad der følger af udfyldende regler.

Vedtagelse af standardvilkår

▪ Det er en grundlæggende betingelse for at en part i en kontrakt kan få et vilkår tilsidesat som ikke - vedtaget, at han ikke kendte og ikke burde kende vilkåret, da han forpligtede sig.

▪ Konkret usædvanlige vilkår er lettere at få tilsidesat som ikke - vedtagne end sædvanlige

▪ Vilkåret må ikke være fremhævet, enten ved en direkte tilkendegivelse eller ved en typografisk opsætning.

▪ I øvrigt kan et vilkår i almindelighed kun tilsidesættes som ikke - vedtaget, hvis det er særlig byrdefuldt.

Fortolkning

▪ Fortolkning af kautionsløfter tager udgp. i de konkrete forhold, dvs. i kautionens ordlyd. Udgangspunktet for en sådan fortolkning er den naturlige og sædvanlige forståelse af de anvendte ord og sætninger og den typografiske klarhed.

▪ Fortolkningen tager også hensyn til løftets formål

▪ Der tages også hensyn til forudgående handlinger, korespondancer, (andre) tilkendegivne forudsætninger, og evt. også til efterfølgende adfærd.

▪ Andre forhold som f.eks. vederlagets størrelse, perternes interesser og konsekvenserne af, om den ene eller den anden løsning foretrækkes, kan også inddrages i fortolkningen.

▪ Fortolkningen sker også under anvendelse af anerkendte fortolkningsstandarder.

▪ Minimumsreglen vil kun i de tilfælde hvor kautionsløftet er afgivet som an følge af velvilje kunne tillægges væsentlig betydning (dvs. ikke hvor der præsteres en modydelse for kautionen).

▪ Koncipistreglen vil derimod kunne benyttes fuldt ud, hvilket især har betydning i relation til pengeinstitutters standardvilkår

▪ Særlig sagkundskab vil også kunne spille en rolle. (dvs. er der tale om jævnbyrdige parter)

▪ Tilføjelser og rettelser går forud for den oprindelige tekst

▪ Endelig kan det i tvivlstilfælde spille en rolle hvad der under omstændighederne må anses for sædvanligt og rimeligt.

▪ Særligt om alskyldskaution

▪ Aldskyldsklausuler er oftest undergivet en indskrænkende fortolkning. Dette gælder ikke blot, hvor der er tale om privatkaution, men også hvor der er tale om kaution inden for erhvervsforhold.

▪ Er der tale om privatkautioner vil Aftl § 36 kunne anvendes i vid udstrækning overfor alskyldkautioner

▪ Endelig må der kræves at aldskyldkautioner er fremhævet i et dokument for at det kan anses for vedtaget. Dette gælder i særlig grad overfor forbrugere.

Udfyldning

▪ Hvor der er tvivl om hvilkem type kaution der er tale om, er den udfyldende regel at der er tale om simpel kaution hvor der hæftes for en pengeforpligtelse, mens den deklaratoriske regel hvor der hæftes for en realydelse er selvskyldnerjaution.

▪ En kautionist hæfter som deklaratorisk regel kun for kreditrenter, ikke morarenter

▪ Er der tvivl om regresformen er den deklaratoriske regel brøkdelsregres

▪ Har kreditor givet hovedmanden henstand med den virkning, at kautionistens risiko forøges ikke uvæsentligt er den deklaratoriske regel, at kautionistens hæftelse nedsættes tilsvarende.

▪ Endelig er den deklaratoriske regel også at kautionisten altid har regres mod hovedmanden.

Kautionens genstand

Almindelige regler om kautionens genstand

▪ Ved kautionens genstand menes den forpligtelse, som kautionisten hæfter for. hvilket ikke må forveksles med det som kautionisten hæfter med.

▪ En kaution sikrer enten en pengeforpligtelse (dvs. hovedskyldnerens betalingspligt), eller en realydelse (ex. hovedskyldnerens pligt til at levere en løbende leverance eller et arbejdsresultat)

▪ Det er som udgangspunkt kautionistens egen opgave at skaffe sig oplysninger om, hvad han kautionerer for, men hvor der påhviler kreditor en oplysningspligt, vil graden af hans opfyldelse af denne øve indflydelse på fortolkningen af, hvad kautionisten hæfter for.

▪ Omfanget af kautionens genstand må afgøres ved fortolkning og udfyldning. I forbindelse hermed anvendes som udgangspunkt almindelig ordlydsfortolkning ofte suppleret med enten uklarhedsreglen eller minimumsreglen

Betydning af tidsangivelser

▪ Det er sjældent aftalt, at en kaution gælder indtil videre. En tidsbegrænsnings bestemmelse i en kaution kan fortolkes til enten at angive det tidspunkt hvor den kautionssikrede fordring skal være opstået eller det tidspunkt hvor der skal være rettet et krav mod kautionisten.

▪ Hvor en kaution gælder indtil et bestemt angivet tidspunkt, er begge fortolkningsmuligheder til stede. Formodningen er i mangel af entydighed, at en tidsangivelse vedrører den kautionssikrede fordrings opståen. Denne formodningsregel gælder også hvor tidsangivelsen ikke findes i kautionserklæringen, men i aftalen om hovedfordringen.

Hæftelse for accesoriske forpligtelser

Grundlaget for hæftelse for accessoriske forpligtelser

▪ Kautionistens hæftelse dækker i almindelighed det erstatningsansvar, som hovedmanden har pådraget sig ved sin misligholdelse. Det vil sige kreditors positive opfyldelesinteresse.

▪ Er der tale om kaution for en realforpligtelse betyder dette, at kautionisten, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt ikke er pligtig til at præstere naturalopfyldelse, men derimod til økonomisk at dække kreditors pos. opfyldelsesinteresse.

▪ Kautionens genstand vil i almindelighed være begrænset til det beløb, som kautionisten med rette anså som størstebeløbet, da han afgav sit kautionsløfte.

▪ Dette betyder dog ikke at der ikke kan blive tale om en videregående hæftelse som følge af ex. forsømmelighed eller passivitet.

▪ En kautionists betalingspligt forudsætter ikke i alle tilfælde, at hovedmanden er erstatningsansvarlig. Den kan aktualiseres, når andre fastsatte betingelser er opfyldt.

Kurstab

▪ Hvor en fordring i fremmed valuta er sikret ved kaution, hæfter kautionisten også for kreditors kurstab, jf. Gbl. § 7, stk. 2

Kreditrenter

▪ Er der intet aftalt om hæftelsen for renter af hovedfordringen må dette spørgsmål afgøres ved fortolkning, herunder særligt ordlydsfortolkning.

▪ Hæftelse for "gæld" eller "er eller måtte blive kreditor skyldig" eller "skadesløs" eller "skadesløs i enhver henseende" betyder i almindelighed, at der også hæftes for renter.

▪ Modsat ved formulereinger som "kapitalen" eller "lånet" eller "lånebeløbet" eller "jeg indestår for betaling af terminsydelserne". I disse tilfælde hæftes der ikke for renter.

Den deklaratoriske/udfyldende regel er antageligt, at kautionisten hæfter for kreditrenter. (dog ikke renters rente)

▪ En betingelse for kautionistens hæftlse for kreditrenter er antageligt betinget af, at han er blevet underrettet om hovedmandens misligholdelse, dels fordi kreditor ikke kan antages at have en beskyttelsesværdig interesse i at bevare retten til (høje) renter af en misligholdt (og typisk) ophævet fordringsret i en særlig lang periode, dels fordi kautionistens mulighed for at gennemføre regres ellers bliver forringet jf. U.192.422Ø

▪ Er der tale om privatkaution hæfter kautionisten jf. LFV § 48, stk. 4 ikke for mere end lånets hovedstol eller kredittens fastsatte kreditramme på kautionstidspunktet.

Morarenter i hovedforholdet

▪ Det klare udgp. er at kautionisten ikke hæfter for morarenter som stammer fra hovedfordringen

▪ Modf. hvor kautionisten hæfter for "al skyld" eller "skadesløs betaling"

Morarenter i kautionsforholdet

▪ Det siger vel nærmest sig selv, at kautionisten hæfter for sine egne morarenter Det bemærkes herved, at en kautionist ikke er pligtig til at betale før et påkrav herom fra kreditor er kommet frem til kautionisten.

Inddrivelses- og sagsomkostninger

▪ Næppe eksamensrelevant se pensum s. 88f

Kautionsformer

Kautionsformer hvor formen vedrører kautionens genstand

Fuldstændig kaution

▪ Ved fuldstændig kaution forstås en kaution, hvor kautionisten hæfter med lige så meget som han hæfter for. Hovedfordringen ækvivalerer således kautionsfordringen.

▪ Har en kautionist indfriet en fuldstændig kaution indtræder han i kreditors ret mod hovedmanden og kan derfor anmelde hele fordringen i hovedmandens konkursbo og opnå dividende

Alskyldskaution

▪ En aldskyldskaution er en kaution, hvor kautionisten hæfter for alt, hvad hovedmanden er eller af en vilken som helst skyldgrund måtte blive kreditor skyldig.

▪ Er der tale om en aldskyldkaution uden grænser må dette betragtes som en fuldstændig kaution. Er der derimod tale om at kautionisten nok hæfter hæfter for al skyld, men kun med et vist beløb, er der tale om en begrænset kaution jf. nedenstående,

Begrænset kaution

▪ En begrænset kaution er en kaution, hvor kautionisten hæfter for mere end han hæfter med.

▪ Netop denne kautionsform er afgørende i relaion til hovedmandens konkurs, for idet en kautionists betaling til kreditor skal anses som et afdrag hvorefter det følger af KL § 47, stk. 1, nr. 1 at kautionisten ikke kan anmelde noget dividende krav i hovedmandens konkursbo, da dette må vige for kreditors dividenderet.

Delkaution

▪ En delkaution er en kaution, hvor kautionisten hæfter for en nærmere bestemt del af en forpligtelse, der er større end den del af forpligtelsen, kautionisten hæfter for. En kaution der knytter sig til et bestemt blandt flere forskellige fordringer betragtes i almindelighed som en delkaution.

▪ Idet delkautionisten alene hæfter for en del af hovedfordringen skal hans fuldstændige indfrielse af delfordringen ikke betragtes som et afdrag jf. KL § 47, stk. 1, nr. 1 modsætningsvist, af denne grund kan kautionisten (når han har betalt kreditor fuldt ud) anmelde hele sit regreskrav i hovedmandens konkursbo og opnå dividende heraf. Idet en fordring kun må belaste et bo en gang, må kreditor af samme grund kun anmelde den del af hovedfordringen som ikke var dækket af kautionen i hovedmandens konkursbo.

Brøkdelskauion

▪ En brøkdelskautin er en kaution, hvor kautionisten påtager sig at hæfte for en bestemt brøkdel af den til enhver tid værende retsgæld på et nærmere angivet skyldforhold, f.eks. 40% af hvad hovedmanden til enhver tid måtte være kreditor skyldig i henhold til en kassekredit på 100.000 kr.

▪ Idet enhver nedbringelse af den fordring, kautionen vedrører, nedsætter kautionistens hæftelse (hvilket også er tilfældet ved en delkaution), er det nærmest at betragte en brøkdelskaution som en delkaution i relation til hovedmandens konkursbo. Brøkdelskautionisten kan således anmelde hele sit regreskrav i hovedmandens konkursbo (forudsat han fuldt ud har opfyldt sin kautionsforpligtelse overfor kreditor).

Nærmere om sondringen mellem delkaution og begrænset kaution

▪ Som det er nævnt ovenfor er det en betingelse i de tilfælde hvor kautionisten har en anmeldelsesret i hovedmandens konkursbo, at kautionisten har indfriet sin kautionsforpligtelse fuldt ud overfor kreditor. Er dette ikke tilfældet har kautionisten reelt betalt et afdrag på en kutionsforpligtelse hvorfor der faldes tilbage på hovedreglen i KLÆ § 47, stk. 1, nr. 1 hvorefter kautionistens anmeldelsesret må vige for kreditors.

▪ I det tilfælde hvor en kautionist allerede (dvs. før hovedmanens konkurs) har fået betalt sin regresfordring på uomstødelig vis, bliver det irrelevant hvilken type kaution der var tale om idet, kreditor i disse tilfælde altid alene kan anmelde og få dividende af sit restkrav jf. KL § 47, stk. 2.

▪ I tilfælde af at kreditor og kautionisten ved kautionsaftalens indgåelse har aftalt hvem der har anmeldelsesret i hovedmandens eventuelle konkursbo, har dette alene betydning i relation til konkurssituationen, det har ingen betydning i relation til sondringen mellem begrænset kaution og brøkdelskaution.

▪ Ved fortolkningen af, om der i et givet tilfælde er tale om begrænset kaution eller delkaution, må opmærksomheden samle sig om hvad der hhv. hæftes for og med. Må en begrænsning efter fortolkning skulle hanføres til hvad der hæftes med er der tale om begrænset kaution. Må begrænsningen derimod henføres til hvad der hæftes for er der tale om brøkdelskaution. Giver fortolkningen ikke noget entydigt svar er den deklaratoriske regel at der er tale om brøkdelskaution.

Formuleringer der taler for begrænset kaution

▪ Kaution "med" eller "med indtil" eller "for A's kassekredit, dog således, at mit ansvar ikke overstiger kr. xxx".

▪ Formuleringen "kaution for et beløb indtil 2.000 kr. af A's kassekredit på 10.000 kr." jf. VLT 1928.244.

▪ Kaution for "de rangsidste kr. xxx" jf. U.1983.678H

Formuleringer der taler for delkaution

▪ Kaution "for A's kassekredit på indtil 100.000 kr." i de tilfælde hvor kassekreditten er blevet fohøjet eller overtrukket uden kautionistens erklæring om at ville hæfte for udvidelsen.

▪ Kaution "for de første 100.000 kr." jf. U.1977.188Ø. Tilsvarende hved "de første 100.000 kr." eller "den del af fordringen, der ligger mellem 0 og 100.000 kr."

▪ Kaution for "de rangsidste 100.000 kr. af A's kassekredit på 200.000 kr." eller "den bevilgede forhøjelse af A´s kassekredit fra 100.000 kr. til 200.000 kr."

▪ Kaution "for den del af hovedfordringen, der ligger mellem 100.000 kr. og 200.000 kr."

▪ Brøkdelskaution

Særligt om afskrivning af afdrag ved delkaution

▪ HR. En skyldner (hovedmanden) bestemmer selv hvilken del af et skyldforhold han vil afdrage på. Dvs. at han selv bestemmer om han vil afdrage på den kautionssikrede del eller på den ikke kautionssikrede del. Er skyldneren ligeglad har kreditor valgretten.

▪ U. I de tilfælde hvor kautionen ikke dækker den første del af hovedfordringen har kreditor ingen valgret. Her skal han afskrive på den kautionssikrede del af fordringen.

▪ Modf. Dette gælder ikke når afdraget fra hovedmanden ikke er et frivilligt afdrag, men derimod indkrævet ved individualforfølgning.

▪ En skyldner der har mistet sin betalingsevne (eller er tæt på) har ingen valgret idet han vil være fristet til at tilgodese kautionisten. (dette gælder naturligvis ikke hvor der er tale om brøkdelskaution - her har kautionisten jo ikke nogen anmeldelsesret alligevel). Her har kreditor således valgretten medmindre der er tale om kaution som ikke dækker den føærste del af fordringen jf. ovenstående.

Efterkaution

▪ Ved efterkaution fostås en kaution, der sikrer en anden kautionists (hovedkautionistens) betalingsevne overfor kreditor.

▪ Er der tvivl om hvorvidt en kautionsforpligtelse vedrører hovedmandens betalingsevne eller en anden kautionists betalingsevne, vil der i mangel af andre fortolkningsmomenter kunne ligges vægt på om en af kautionerne er stiftet tidligere end den anden (taler for efterkaution). Hvor en senere tilkommet kautionist er uden kendskab til den allerede bestående kaution er der dog utvivlsomt tale om almindelig medkaution (dvs. ikke efterkaution).

▪ I tilfælde af hovedmandens konkurs har efterkautionisten fuld regres mod hovedkautionisten. I de tilfælde hvor også hovedkautionisten er konkurs henvises til kap. 9 afsnit 2 i pensum.

▪ Efterkautionisten er kun betalingspligtig hvor der foreligger en retskrafitig og misligholdt hovedkaution.

▪ HR. Er hovedfordringen ugyldig hæfter hverken hovedkautionisten eller efterkautionisten

▪ Modf. Hæfter hovedkautionisten (ex. fordi han kendte til ugyldighedsgrunden) ændrer dette ikke ved det faktum, at efterkautionisten ikke hæfter.

▪ U. Kendte efterkautionisten til ugyldighedsgrunde i hovedforholdet hæfter han alligevel.

Kontrakaution

▪ En kontrakaution, som også ofte benævnes regaranti, er en kaution, der er stillet overfor hovedkautionisten (garanten) med det formål helt eller delvist at skadesløsholde denne for tab på en hovedkaution eller den garanti, som denne har stillet overfor kreditor. Kontrakautionens genstand er således hovedkautionistens regreskrav.

▪ Gør kontrakautionisten ikke en indsigelse gældende overfor kreditor som har betydning for hovedkautionistens betalingsforpligtelse til kreditor, har hovedkrautionisten ret til at gøre denne indsigelse gældende. Det samme gælder i den omvendte situation.

▪ Kontrakautionisten kan således nægte at betale kontrakautionen i de tilfælde hvor hovedkautionisten har betalt til kreditor selv om han ikke havde pligt til det.

▪ Det samme gælder i de situationer hvor hovedkautionisten burde vide at han ikke var betalingspligtig jf. U.1997.1333H.

▪ Hvor hovedkautionisten har en vis pligt til at føre kontrol med kontrakautionisten og dette ikke sker, kan dette medføre at han mister sit krav mod kontrakautionisten helt eller delvist jf. U.1985.324H

▪ Har kontrakautionisten optrådet som mellemmand mellem hovedskyldneren og hovedkautionisten er han sædvanligvis forpligtet - evt. i medfør af Aftl. § 25.

▪ BEMÆRK Det antages, at hovedkautionisten, før han indfrier sit kautionsløfte, som forudsætning for at bevare regresret mod kontrakautionisten i almindelighed er pligtig til at rette henvendelse til denne med henblik på at søge afklaret, om denne har indsigelser at gøre.

▪ Ydelsestiden for kontrakautionisten er når ydelsestiden også er kommet på hovedkautionen og hovedkautionisten faktisk har betalt.

▪ Har enten kreditor eller hovedkautionisten kun modtaget en del af sit tilgodehavende fra hovedmanden, må kontrakautionistens dividenderet vige jf. U.1982.850H

Kautionsformer hvor formen vedrører ydelsestidens indtræden

Grundlæggende betalingsbetingelse - hovedfordringens misligholdelse

▪ Hovedmandens misligholdelse består oftest i, at han ikke betaler når forfaldstidspunktet er kommet eller hvor et sådant ikke er fastsat, efter påkrav jf. Gbl. § 5.

▪ Misligholdelse foreligger også, hvis hovedmanden ikke har betalt en behørigt ophævet kreditaftale, eller en retmæssigt opsagt fordring, når en evt. opsigelsesfrist er udløbet.

▪ Vanrøgt af en pantegenstand kan også konstituere misligholdelse

▪ Anticiperet misligholdelse af hovedforholdet kan antageligt under visse omstændigheder anses som misligholdelse i forhold til en selvskyldnerkautionist.

▪ Hvor hovedmandens betalingspligt som følge af misligholdelse forfalder før den opridneligt fastsatte betalingstid, må kreditor som hovedregel rette et påkrav til hovedmanden, før han kræver kautionisten. Den samme hovedregel kan efter forholdende (ex. når der er tale om kaution for en realydelse) og typen af kaution fraviges.

▪ Ved forbrugerforhold foreligger der ikke misligholdelse med hele fordringen før betingelserne i Kal. § 29 er opfyldt.

▪ Hvis kautionisten betaler (ex. fordi han tror den realydelse han hæfter for er misligholdt efter reglerne i kbl.) selv om han ikke har pligt hertil, har han normalt ret til tilbagebetaling efter reglerne om condicti indebiti jf. U.1997.1333H

▪ Gæld ifølge pengelån forfalder formentlig til betaling når hovedmanden erklæres konkurs. Kautionistens konkurs medfører derimod som deklaratorisk regel ikke at hovedfordringen forfalder.

Anfordringskaution

▪ En anfordringskaution er en kaution, hvor ydelsestiden indtræder når kreditor fremsætter påkrav. Anfordringskautioner benyttes ofte som sikkerhed for realdebitos opfyldelse i henhold til gensidigt bebyrdende kontrakter.

▪ HR. Kautionisten skal betale når kreditor fremsætter påkrav.

▪ U. Er det åbenbart, at kreditors betalingskrav er uberettiget, har kautionisten næppe pligt til at betale.

▪ U. Er det alene overordentlig sandsynligt, at kreditors krav er uberettiget, kan kautionisten antageligt udskyde betalingen nogle få dage med henblik på at give hovedmanden mulighed for at sandsynliggøre kravets manglende berettigelse

Selvskyldnerkaution (almindelig)

▪ Ydelsestiden ifølge en selvskyldnerkaution indtræder, når den kautionssikrede retskraftige hovedfordring misligholdes, og når der herefter er fremsat påkrav overfor kautionisten.

▪ Selvskyldnerkautionisten kan dog som udgp. forlange bevis for, at hovedfordringen isoleret set er retskraftig og misligholdt.

▪ Det er irrelevant i forhold til selvskyldnerkautionisten om hovedmanden efter Kal. § 29 ikke har misligholdt hele hovedfordringe. Kautionisten skal i disse tilfælde betale de udeblivne ydelser til kreditor alligevel.

▪ Hvorvidt der er tale om en selvskyldnerkaution skal afgøres efter fortolkning. Selve det faktum at kautionisten i kautionserklæringen er benævnt "selvskyldnerkautionist" eller "selvskyldner" vil naturligvis tale herfor, men følger noget andet af erklæringens materielle indhold omkring især ydelsestiden, skal der naturligvis ligges vægt på det materielle indhold.

▪ Formuleringer hvor kautionisten indestår for betaling på "forfaldstidspunktet" eller "for rettidig betaling" eller "promte betaling" eller "betaling af terminsydelser" eller lignende taler for selvskyldnerkaution.

▪ Efter Rpl. § 478, stk. 4 kan der foretages umiddelbart udlæg hos den, der ved påtegning på et gældsbrev eller et udenretligt frivilligt forlig har påtaget sig en selvskyldnerkaution.

▪ En kreditor kan ikke begære hovedmanden konkurs så længe hans fordring er sikret ved selvskyldnerkaution jf. KL § 20

▪ Er hovedfordringen tillige sikret ved pant fra hovedmanden eller tredjemand, har kreditor i mangel af aftale herom, valgretten i relation til hvilken sikkerhed han vil søge sig fyldesgjort ved jf. U.1964.586H

▪ Den deklaratoriske regel hvor der hæftes for en realydelse er at der er tale om selvskyldnerkaution.

▪ Selskyldnerkaution (på særlige betingelser):

▪ Det kan aftales, at der er tale om selvskyldnerkaution for det ansvar som påhviler hovedmanden ifølge endelig dom eller voldgiftskendelse eller syns- og skønserklæring.

Simpel kaution

▪ Ydelsestiden ved simpel kaution indtræder, når det overfor kautionisten ved retsforfølgning eller på anden tilnærmelsesvis tilsvarende sikker måde er godtgjort, at hovedmanden ikke kan betale eller ikke kan betale mere, end han har gjort.

▪ Hvorvidt der er tale om simpel kaution afgøres ved fortolkning. Den deklaratoriske regel er at hvor der hæftes for en pengeforpligtelse er der tale om simpel kaution.

▪ Formuleringer om at ville "kautionere", "indestå" eller "garantere" for opfyldelsen af en pengeforpligtelse uden samtidig at have afgivet anden pligtforøgende erklæring, anses som simpel kaution.

▪ Derimod vil formuleringer som "fuldt ud skadesløsholde" eller "skadesløs i enhver henseende" anses som selvskyldnerkaution.

▪ En overdragers påtagelse af bonitasansvaret overfor erhververen er en simpel kautionserklæring.

▪ Hovedmandens konkurs antages i retspraksis ikke i sig selv at aktualisere den simple kautionists betalingspligt.

▪ Er hovedfordringen tillige sikret ved anden sikkerhed har kreditor også ved simpel kaution valgretten om hvilken sikkerhed han vil søge sig fyldesgjort i.

Tabskaution

▪ Ved tabskaution forstås en kaution, hvor kautionisten kun hæfter for kraditors tab på et nærmere bestemt engagement med hovedmanden.

▪ Ydelsestidspunktet indtærder således først når kreditors tab er endelig konstateret. Dette betyder at andre stillede sikkerheder skal aktualiseres først før tabskautionisten skal betale (bortset fra anden tabskaution selvfølgelig). Er hovedmanden under konkurs skal tabskautionisten således først betale når dividenden er udbetalt.

▪ Om der foreligger tabskaution afgøres ved fortolkning.

▪ Er ordet "tab" benyttet vil dette være et moment i fortolkningen (alt afhængig af sammenhængen)

▪ Hvor kreditor har anden sikkerhed, er der en vis formodning for, at kautionen er en tabskaution.

▪ Hvor kreditor ikke har anden sikkerhed end kautionen, koncentreres fortolkning om kautionens tekst og parternes forudsætninger, herunder om parterne er bekendt med begrebet tabskaution.

▪ Fremgår det klart, at formålet med kautionen er at sikre kreditor for tab skal der på trods af en overskrift om ex. "selvskyldner" naturligvis ligges vægt på formålet.

▪ Er der flere tabskautionister anses deres hæftelse som sideordnet, medmindre andet måtte være aftalt eller forudsat jf. U.1924.88S.

▪ HR. En tabskaution omfatter den pos. opfyldelsesinteresse

▪ U. Er kautionen formuleret som "erstatte kreditor... eventuelle tab ved at indgå foranstående kontrakt". Her omfatter tabskautionen alene den negative kontraktsinteresse.

▪ En tabskautionist har ingen anmeldelsesret i hovedmandens konkursbo. Anmeldelsesretten tilkommer krditor fuldt ud.

▪ Er en kreditor ikke fuldt ud i stand til at opgøre sit tab kan han, i tilfælde af tabskautionistens konkurs, alene gøre den del af sit tab som han er sikker på gældende i konkursboet.

Ændringer i hovedforholdet

▪ For at ændringer i hovedforholdet skal kunne have virkning på kautionistens hæftelse kræves to betingelser

▪ Kautionisten må ikke kunne have forudset ændringen ved indgåelsen af kautionsaftalen

▪ Ændringen må kunne tilregnes kreditor

▪ Når der så sker ændringer i hovedforholdet som påvirker kautionistens hæftelse er der to hovedregler som gælder medmindre andet fremgår af omstændighederne.

▪ Har ændringen medført en formindskelse af hovedmandens forpligtelse, formindskes kautionistens hæftelse mindst tilsvarende.

▪ har ændringen medført en forøgelse af hovedmandens forpligtelse, hæfter kautionisten fortsat kun for de forpligtelser, der forud for ændringen påhvilede hovedmanden.

Ændringer i forholdet mellem kreditor og hovedmanden

Yderligere kreditgivning

▪ Det har i almindelighed ingen betydning for kautionistens hæftelse, at kreditor yder hovedmanden ny kredit.

▪ I de tilfælde hvor hovedmandens økonomi bryder sammen vil kautionisten ofte påberåbe at kreditgivningen forud for sammenbruddet medfører en tilsidesættelse af hans interesser. Domstolene er med rette utilbøjelige til at give kautionisten medhold i sådanne anbringender.

Ændringer vedrørende det kautionssikrede skyldforhold

▪ Oprettelse af et gældsbrev eller lign. medfører ingen ændringer i kautionistens hæftelse.

▪ Hvor kreditor og hovedmanden derimod indgår en halt ny aftale, som træder i stedet for den oprindelige, foreligger der novation. I sådanne tilfælde er udgp. at kautionen bortfalder sammen med den fordring der er blevet erstattet af den nye aftale.

▪ HR. Hvordan hovedmanden benytter de penge som han skylder kreditor er som det klare udgp. uden betydning for kautionistens hæftelse. (ex. træk på en kassekredit)

▪ U. Har kautionisten forbeholdt sig kun at hæfte for gæld som benyttes i særlige sammenhænge (ex. kun gæld på en kassekredit som vedrører hovedmandens virksomhed) hæfter han ikke på uvedkommende træk.).

Henstand i hovedskyldsforholdet

Egentlig henstand

▪ Der foreligger egentlig henstand når kreditor afgiver et løfte om at forfaldstiden er udskudt enten til et bestemt tidspunkt eller indtil videre.

▪ Det afgøres efter en konkret vurdering hvorvidt kreditors egentlige henstand bevirker en nedsættelse af kautionistens hæftelse. Afgørende er om henstanden har forøget kautionistens risiko. Er der tale om en ikke uvæsentlig forøgelse af kautionistens risiko skal der ske en vurdering af om kautionisten er blevet frigjort helt eller delvist for sin forpligtelse.

▪ En fortrykt bestemmelse i et kautions- eller kreditdokument om, at kreditor er berettiget til uden samtykke fra kautionister og tredjemandspantsættere at give henstand med betaling, er som udgp. bindende jf. U.1986.702Ø.

▪ Modf. Hvis risikoforøgelsen ligger udenfor kautionistens rimelige forudsætninger ved kautionsløftets afgivelse vil klausulen kunne tilsidesættes.

Faktisk henstand - restance

Faktisk henstand i relatio til forskellige kautionsformer.

▪ Ved selvskyldnerkaution berøres kautionisten ikke af, om kreditor undlader at søge den kautionssikrede fordring inddrevet straks ved forfaldstid.

▪ Ved simpel kaution gælder antageligt det samme som ved selskyldnerkaution

▪ Ved tabskaution påhviler der derimod kreditor en egentlig tabsbegrænsningspligt. Kautionistens hæftelse nedsættes således i det omfang, som kreditor ved sædvanlig retsforfølgning mod hovedmanden kunne have opnået igennem øget dækning for hovedfordringen.

Aftalt underretningspligt

▪ har kreditor aftalt med kautionisten at han vil holde ham oplyst om hovedmandens misligholdelse, og overholder han denne aftale nedsættes kautionistens hæftelse tilsvarende medmindre der kan føres bevis for, at kautionistens tab ikke er blevet forøget som følge af den mangelende underretning.

Lovbestemt underretningspligt

▪ Efter LFV § 47 som gælder erhvervskaution skal der efter senest 6 måneder gives kautionisterne meddelelse om restancer når kreditor er et pengeinstitut eller anden professionel pengeudlåner.

▪ Efter LFV § 48 som gælder privatkaution skal der efter senest 3 måneder gives kautionisterne meddelse om restancer når kreditor er et pengeinstitut eller anden professionel pengeudlåner.

Almindelig underretningspligt

▪ HR. Hvor der ikke er aftalt underretningspligt, eller hvor en sådan ikke er bestemt ved lov, fortaber kreditor som hovedregel ikke sine rettigheder mod kautionisten ved at undlade at give denne meddelelse om hovedmandens misligholdelse jf. U.1989.262H.

▪ U. Hvor det må anses for kendeligt for kreditor, at kautionisten har en særlig interesse i at blive holdt orienteret om debitors misligholdelse, er kreditor antageligt pligtig at give meddelelse herom, navnligt hvis meddelelsen kan hindre, at den kautionssikrede fordring forøges væsentligt.

▪ U. Hvor der foreligger særlige forhold, som er eller bør være kendelige for kreditor, kan disse antageligt medføre, at han er pligtig at give kautionisten meddelelse om hovedmandens misligholdelse - eventuelse endog dennes anticiperede misligholdelse.

▪ U. Hvor kreditors kautionssikrede fordring tillige er sikret ved anden sikkerhed, som kautionisten helt eller delvis vil kunne indtræde i til fordel for sit regreskrav, må kreditor anses pligtig at give kautionisten meddelelse, hvis der er en ikke helt uvæsentlig risiko for, at denne anden sikkerhed er eller vil blive udsat for et værditab.

Bortfald af sikkerheds- og fortrinsrettigheder

▪ Når en kautionist indfrier sine forpligtelser erhverver han ikke alene ret til at gøre regres med hovedmanden, han indtræder (subrogerer) også i de sikkerhder, om eventuelt er knyttet til hovedfordringen. (hvis han kendte eller forudsatte disse ved aftalens indgåelse)

▪ Der er to grundlæggende betingelser som skal være opfyldt for at kautionisten kan påberåbe sig bortfald eller forringelse af andre sikkerheder og derved få nedsat sin hæftelse. (jf. dog nedenstående om "særlige tilfælde")

▪ Kautionisten skal have ret til at subrogere i sikkerheden.

▪ Dette har kautionisten alene hvis han ved afgivelsen af sit kautionsløfte har fået et løfte herom, eller hvis han med føje og kendeligt for kreditor kunne påregne dette, da han afgav sit kautionsløfte.

▪ Hvis den sikkerhed, som hovedmanden har stillet, tillige sikrer en aller flere andre bestemte fordringer, som kautionisten er bekendt med ved aftalens indgåelse, vil kreditor ikke kunne lade nye fordringer sikre ved den sikkerhed, hovedmanden har stillet, til skade for kautionisten medmindre denne tiltræder dette.

▪ Modf. Hvis kreditor overfor kautionisten ved kautionsaftalens indgåelse har forbeholdt sig denne ret, må kautionisten respektere dette.

▪ Modf. Hvis hovedmandens sikkerhed sikrer alt, hvad han er eller måtte blive kreditor skyldig, og kautionisten er bekendt hermed, vil kreditor som udgp. også kunne benytte hovedmandens sikkerhed som sikkerhed for nye fordringer mod hovedmanden, uden at kautionisten kan påberåbe sig dette.

▪ Det faktum, at kautionisten har misforstået karakteren af den øvrige sikkerhed og troet at den primært dækkede hans kautionsforpligtelse vil ikke kunne tillægges betydning i erhvervsforhold, men efter omstændighederne ved privatkaution.

▪ Har hovedmanden slet ikke stillet den sikkerhed, som kautionisten forudsatte, da han afgav sit kautionsløfte, vil kautionistens hæftelse næppe være bortfaldet, men kun nedsat i det omfang hans tab er forøget som følge heraf, og i det hele taget kun hvis kreditor var eller burde være bekendt med kautionistens forudsætning.

▪ Sikkerhedens bortfald eller forringelse skal kunne tilregnes kreditor som uagtsomhed eller forsømmelighed. (jf. dog nedenstående om "særlige tilfælde")

▪ Dette vil f.eks. være tilfælder når kreditor opgiver en sikkerhed, som hovedmanden har stillet, og kautionisten lider tab herved.

▪ Er hovedmanden under konkurs eer det givet, at kreditor ikke kan opgive den sikkerhed som hovedmanden har stillet. Dette gælder uanset om kautionisten har fået et løfte om at kunne subrogere eller ej.

▪ I tilfælde af hovedmandes konkurs vil kreditor heller ikke kunne undlade at udnytte en modregningsadgang uden at kautionistens hæftelse nedsættes som følge heraf.

▪ I de "særlige tilfælde" hvor tabet af en sikkerheds- eller fortrinsret hverken skyldtes kautionisten eller kreditor, synets det nærmest at tillægge kreditor risikoen herfor. Den deklaratoriske regel bliver derfor i disse tilfælde, at kautionistens hæftelse nedsættes tilsvarende.

Personskifte i hovedforholdet

▪ Det antages i almindelighed, at kautionsfordringen følger med, hvor den kautionssikrede fordring overdrages.

▪ Det antages ligeledes, at kautionisten ikke er bundet af sit løfte, hvis hovedmanden indsætter en anden kreditor end den, han ifølge aftalen med kautionisten kunne indsætte.

Anden kreditor end forudsat

▪ HR. Det følger af almindelige aftalretlige regler, at hovedmanden ikke kan indsætte en anden kreditor i det kautionssikrede forhold, end det var aftalt eller kendeligt for hovedmanden forudsat af kautionisten jf. U.1964.307V.

▪ U. Det er nærliggende at antage, at kautionisten må acceptere at et pengeinstitut indsættes istedet for et andet pengeinstitut, medmindre kautionisten specifikt har betinget sig kun at ville acceptere netop et særligt pengeinstitut.

Overdragelse af hovedfordringen (se pensum s. 140 for konklusionen)

▪ HR. Det antages ifølge retspraksis, at ikke kautionsfordringen følger med, hvor den kautionssikrede fordring overdrages.

▪ Er der imidlertid tale om en overførsel som ikke sker ved overdragelse ex. novation, følger kautionsforpligtelsen ikke med.

▪ Hvor kreditor er et selskab og dette fusionere med et andet er der ikke tale om et kreditorskifte.

▪ U. Andet er aftalt imellem kreditor og kautionisten

▪ Hvorvidt en kautionist har givet et forhåndssamtykke til kreditorskifte må afgøres ved fortolkning af kautionsløftet.

▪ U. Andet ligger i forholdets karakter

▪ Er kautionserklæringen påført et omsætningsgældsbrev, ligger der heri et ubetingt tilsagn om kredtorskifte. Endvidere bliver kautionsløftet omfattet af reglerne om ekstinktion af indsigelser jf. Gbl. § 15 - 17.

▪ U. En fortolkning af kautionsaftalen fører til et andet resultat.

▪ Der skal med andre ord være forhold - omend ikke stærke så dog konstaterbare - der taler for, at kautionen følger det kautionssikrede forhold, før dette er tilfældet. Ved denne fortolkning vil der navnligt kunne ligges vægt på om kautionisten har ønsket at bistå hovedmanden ved at sikre hovedforholdet, eller om han har villet sikre en bestemt, og derved ikke en hvilken som helst kreditor.

▪ Ved fusion mellem kreditor og hovedmand, og ved konfusion mellem kreditor og hovedmanden, vil kautionsforpligtelsen i almindelighed bortfalde.

Overførsel af hovedfordringen på anden måde end ved transport

▪ Om en tredjmand som foretager en interventionsbetaling også indtræder i retten til kautionsfordringen er uafklaret i praksis.

▪ En udlægshaver indtræder ikke i retten til en kautionsfordring

Kautionistens betalingslegitimation

▪ Reglerne i gbl. § 29 - 30 finder anvendelse på kautionisten.

▪ Modf. er kautionserklæringen påført er negotiabalet dokument finder Gbl. § 19 - 20 anvendelse.

Debitorskifte

Gældsovertagelse ved aftale

▪ HR. Kautionsforpligtelsen bortfalder ved debitorskifte

▪ U. Der er givet forhåndssamtykker

▪ U. Kautionsløftet er påført et pantebrev i fast ejendom, hvor det tillige er bestemt, at restgælden ikke forfalder ved ejerskifte.

Gælsovertagelse i øvrigt

▪ Dør debitor og overtager hans arvinger forpligtelsen hæfter kautionisten kun for det beløb som skyldtes fra tiden hvor debitor levede.

Hovedfordringens ophør eller formindskelse

▪ En kautionsforpligtelse ophører og formindskes som hovedregel samtidig med, at hovedfordringen ophører eller formindskes. Dette gælder dog ikke nedsættelse eller lempelse af hovedfordringen som skyldtes hovedmandens manglende betalingsevne. (ex. tvangsakkord osv.)

▪ En kautionsforpligtelse som er ophørt som følge af opfyldelse af hovedfordringen kan vågne op igen enten som følge af omstødelse eller eksstinktion.

Hovedfordringen indfriet

▪ Er hovedfordringen indfriet ophører også kautionsfordringen (modf. omstødelse og eksstinktion)

▪ Det faktium at en kassekredit går i 0 kr. betyder dog ikke, at kautionisten er frigjort fremover. Det samme gælder kaution for løbende varerleverancer.

▪ En kautionsforpligtelse vedrørende et vedvarende retsforhold (ex. leje) vil ikke altid ophøre som følge af opsigelse. (ex. hvor der hæftes for accesoriske forpligtelser ex. vedligeholdelse)

Forældelse

▪ Er hovedfordringen forældet bortfalder kautionsfordringen. Gør hovedmanden ikke selv forældelsen gældende kan kautionisten gøre det.

Præklusion

▪ Er hovedfordringen prækluderet er kautionsfordringen bortfaldet

Konkurs, tvangsakkord og gældssanering

▪ Her sker der ingen ændring af kautionistens betalingspligt (om konkurs henvises i øvrigt til kap. 10 i pensum)

Eftergivelse og frivillig akkord

▪ I disse tilfælde nedsætte kautionistens hæftelse tilsvarende medmindre kautionisten har tiltrådt eftergivelsen (men hvorfor skulle han det?)

Kreditors tab af fordringsret efter Kal. § 41 (og andre bestemmelser)

▪ Ved forbrugerkøb med ejendomsforbehold, har sælger i almindelighed ikke noget krav på sin restfordring i de tilfælde hvor løsøret ikke er så meget værd som restfordringen når sælger tager tiingen tilbage jf. Kal. § 41.

▪ Hvorvidt kreditor kan gøre dette krav på restfordringen gældende overfor kautionisten skal afgøres ved fortolkning. Hovedreglen er antageligt, at hvor kautionisten har kautioneret for forbrugeren/hovedmandens forpligtelser ifølge kontrakten, vil kautionisten ikke hæfte for restfordringen medmindre denne undtagelsesvist også kan gøres gældende mod forbrugeren jf. Kal. § 42. Modsat hvor kautionisten har lovet " at skadesløsholde kreditor i enhver henseende".

▪ Det samme gælder i relation til ugyldige ejendomsforbehold jf. Kal § 30, stk. 2 jf. stk. 1. Ugyldige panterettigheder jf. Kal. § 21. Og endelig såfremt kreditor ifølge reglerne om trangsbeneficiet ikke kan tage tingen tilbage.

▪ Er sælgers/kreditors ejendomsforbehold blevet eksstingveret af TL § 38 er udgp. dog at kautionisten fortsat hæfter.

Kautionisten hidfører hovedforpligtelsens ophør

▪ Har kautionisten selv igennem uagtsomhed eller forsømmelighed bevirket at hovedfordringen er ophørt, er han naturligvis ikke frigjort af denne grund.

Kautionsforpligtelsens selvstændige ophør

Opfyldelse ved betaling

▪ En kautionist kan i almindelighed ikke indfri en kautionsforpligtelse, før hovedfordringen er forfalden, men nok før han herefter er blevet krævet betaling af kreditor.

▪ HR. En kautionist har valgretten imellem hvilken fordring han vil betale når han har anden gæld til kreditor end kautionsgæld

▪ U. En kautionist kan ikke selv bestemme hvilken del af den enkelte fordring hans indbetaling skal dække jf. U.1926.419Ø

▪ U. Har kautionisten ikke foretaget noget valg har kreditor valgretten.

▪ U. Kautionisten kan fratages valgretten, hvor der foreligger "særlige forhold".

Opfyldelse ved modregning

Kautionistens brug af egen modregning

▪ I de tilfælde hvor kautionisten har en fodring mod kreditor, kan han som hovedregel modregne overfor denne, når de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt.

▪ Modf. Er fordringerne erhvervet kort før kreditors konkurs kan KL § 42 eller § 69 finde anvendelse.

Modregningsadgang i hovedforholdet

Kautionistens brug af modregningsadgang i hovedforholdet

▪ HR. Kreditors modregningsadgang kan selvsagt ikke benyttes af kautionisten, og kautionisten kan heller ikke kræve at kreditor udnytter sin modregningsadgang

▪ U. Der er tale om tabskaution (her har kreditor en pligt til at begrænse sit tab og derfor gennemføre modregning)

▪ U. Er kreditors modfordring konneks kan kautionisten kræve at der sker modregning idet en konneks modregningsadgang for det første skal behandles som en indsigelse og for det andet fordir der sker konneks modregning ex tunc, dvs. allerede fra det tidspunkt hvor der var mulighed for konneks modregning er dette sket automatisk.

▪ U. Andet er aftalt mellem kreditor og kautionisten

Kautionistens betalingshenstand, hvor der er modregningsadgang i hovedforholdet

▪ Problemstillingen om hvorvidt en kautionist kan afvente betaling så længe der er modregningsadgang i hovedforholdet vedrører alene selvskyldnerkaution idet hverken den simple kautionist eller tabskautinisten skal betale før kreditor har godtgjort at hovedmanden ikke kan betale (mere).

▪ HR. Selvskyldnerkautionisten kan ikke kræve en sådan henstand

▪ U. Er hovedmanden konkurs kan selvskyldnerkautionisten antageligt godt afvente med at betale

Forældelse

Kautionens bortfald ifølge LFV § 48, stk. 6

▪ LFV § 48, stk. 6 bestemmer at privatkaution bortfalder efter 10 år. Sikrer kautionen en kredit med variabelt lånebeløb (ex. kassekredit) bortfalder den efter 5 år.

▪ Forældelsesfriten i LFV § 48, stk. 6 afbrydes ved at kautionisten vedstår sin kautionsforpligtelse for en ny periode.

▪ Er kautionen med rette gjort gældende indenfor fristen ophører denne.

Efter hvilkeregler forældes kautionsløfter

▪ HR. Kautionsløfter forældes efter 1908 - loven jf. dennes § 1, nr. 3

▪ U. Er kautionsløftet påført et gældsbrev eller en domsudskrift finder den 20 årige forældelsesfrist anvendelse. Tilsvarende hvor kautionserklæringen er betegnet som et domskrav eller en gældsbrevsfordring.

▪ U. Kautionistens regreskrav mod hovedmanden forældes efter den 20 årige forældelse hvor kautionisten har forpligtet sig efter aftale med eller anmodning fra hovedmanden. Har kautionisten derimod påtaget sig kautionsforpligtelsen efter aftale med kreditor, forældes regreskravet efter der regler der gælder for hovedfordringens forældelse.

▪ U. Kontrakautionisters regreskrav forældes efter DL 5-14-4, medens det modsatte er tilfældet for medkautionister og efterkautionister.

Forældelsesfristens begyndelse

▪ HR. Efter 1908 - loven § 2 er begyndelsestidpunktet det tidspunkt hvor kreditor kunne kræve betaling af kautionisten. (forfaldstid)

▪ U. 1908 - loven § 3 om de tilfælde hvor kreditor er i utilregnelig uvidenhed om sit krav eller hvor han ikke kan gøre kravet gældende fordi kautionisten er forsvundet.

▪ HR. Forældelsesfristen efter Dl 5-14-4 regnes fra kautionsforpligtelsens stiftelse. Dette gælder også selv om der ex. ikke bliver trukket noget på den kassekredit som kautionen sikrer i det første lange stykke tid.

Forældelsesfristens længde

▪ En akutionsforpligtelse, der også er omfattet af forældelsesloven af 1908 kan undtagelsesvist forældes efter DL 5-14-4 før den er forældet efter 1908 loven, idet de to bestemmelser har forskelligt begyndelsestidspunkt (se noter i ophør af fordringer).

Ophør ved passivitet

▪ Det vil utvivlsomt høre til udtagelsen at en kautionsforpligtelse ophører ved passivitet, men det kan finde sted.

Præklusion

▪ Her ophører kautionsforpligtelsen

Tvangsakkord og gældssanering

▪ Her nedsættes kautiones forpligtelsen

Frivillig akkord

▪ Her nedsættes kautionsforpligtelsen

Tidsbegrænsning

▪ En kautionsforpligtelse kan som nævnt tidligere ophøre ved at der gælder en tidsbegrænsning. Om fortolkningen af denne se ovenstående, her bemærkes dog igen, at i mangel af momenter i en anden retning er formodningen for, at en tidsbegrænsning vedrører kautionen sgenstand og ikke det tidspunkt hvor den skal være gjort gældende.

Opsigelse

▪ HR. En kaution kan bringes til ophør ved opsigelse, med den virkning at kautionisten ikke hæfter for gæld som er opstået efter opsigelsesfristens udløb.

Opsigelse overfor kreditor

Opsigelse med hjemmel i aftalegrundlaget

▪ En kautionsaftale kan indeholde en bestemmelse om at kautionsforpligtelsen kan opsiges med et nærmere angivet varsel.

▪ En kautionsaftale kan endvidere indeholde en bestemmelse om, at kautionen kan opsiges helt eller delvist som følge af ændringer eller ændrede forudsætninger i hovedforholdet.

▪ Opsigelse hvor hovedfordringen er forfalden

▪ Er hovedfordringen forfalden vil en selvskyldne kautionist kunne betale til kreditor og derefter gøre regres mod hovedmanden selv om kreditor ikke ønsker betaling endnu. Dette vil en simpel kautionist og en tabskautionist derimod ikke kunne.

Opsigelse af tidsubegrænsede kautioner

▪ Hr. Er der kautioneret for vedvarende kontraktsforhold eller for andre tidsubestemte forpligtelser (ex. en kassekredit der skal "gælde indtil videre") kan kautionisten som udgp. opsige kautionen med et rimeligt varsel.

▪ Hvad der ligger i et rimeligt varsel skal afgøres konkret. Det har her betydning om der er tale om erhvervs- eller privatkaution.

▪ U. Idet parterne som udgp. forudsætter at kautionen ikke opsiges lige med det samme, må der ligges den begrænsning i kautionistens opsigelsesadgang, at der skal være gået en passende tid fra kautinsløftets stiftelse jf. U1945.554V.

Opsigelse i medfør af DL 1-23-15

▪ Ifølge DL 1-23-15 kan kautionisten opsige kautionsaftalen overfor hovedmanden med det opsigelsesvarsel, kreditor har i hovedforholdet, og i forbindelse hermed kræve, at hovedmanden betaler ham det beløb, som han (kautionisten) kan komme til at betale kreditor.

▪ Bestemmelsen kan også benyttes selv om der ikke i hovedforholdet er aftalt nogen opsigelsesvarsel, eller hovedfordringen allerede er forfalden. Her kan kautionisten således opsige kautionen straks.

▪ Aftaler mellem hovedmanden og kreditor om at udskyde forfalds- og frigørelses tiden har ikke betydning for kautionistens ret efter bestemmelsen.

▪ Er der tale om flere kautionister har de alle den i bestemmelsen hjemlede opsigelsesret.

▪ Opsigelsesretten berørers heller ikke af hvilken type kaution der er tale om, dog undtaget tabskaution.

Bristede forudsætninger

▪ En kautionist vil ofte med rette kunne gøre gældende, at hans forudsætninger for fortsat at hæfte helt eller delvist er bristet, når kreditor ved sin adfærd har forøget kautionistens risiko. Dette forudsætte dog at den bristede forudsætning var kendelig for kreditor og at grunden til at forudsætningen brister kan tilregnes kreditor som uagtsomhed eller forsømmelse.

Kautionistens regresret mod hovedmanden

Grundlag for regres

▪ Som det klare udgp. har kautionisten regresret og derved et regreskrav mod hovedmanden.

▪ Regresretten etableres ved, at kautionisten indtræder (subrogere) i kreditors ret mod hovedmanden, når han har indfriet sin kautionsforpligtelse helt eller delvist. Hvor kautionen beror på en aftale mellem kreditor og kautionisten, kan regresretten kun etableres ved subrogation. (det samme gælder tredjemands regreskrav som er opstået ved en interventionsbetaling).

▪ Er kautionen derimod påtaget efter aftale med eller anmodning fra hovedmanden, kan kautionisten ikke blot støtte sit regreskrav på indtrædelsesretten, men tillige på aftalen med hovedmanden.

▪ Har hovedmanden indsigelser eller modkrav overfor kreditor bevarer han også disse indsigelser overfor kautionistens regreskrav.

▪ Er det aftalt imellem kreditor og kautionisten at denne skal "have transport" på hovedfordringen, kan dette i almindelighed ikke betragtes som en egentlig overdragelse som ville kunne medføre eksstinktion.

Modf. Skal kautionistens betaling ikke anses som en indfrielse, med derimod som en betaling for fordringen, er der tale om overdragelse, med den virkning, at der alt efter omstændighederne vil være mulighed for eksstinktion.

Regressens gennemførelse

▪ Hovedmanden er alene forpligtet til at opfylde regreskravet såfremt han i medfør af kautionistens betaling til kreditor er blevet frigjort overfor kreditor jf. reglerne i gbl., og tilsvarende såfremt han efter de samme regler bliver frigjort overfor kautionisten.

▪ Er der kautioneret for et interessentskab har kautionisten regres mod både selskabet og interessenterne (kva den solidariske hæftelse i I/s'er)

▪ Forfaldstiden i hovedforholdet er tillige forfaldstid for regreskravet. En aftale imellem kreditor og kautionisten kan ikke ændre på dette, og det samme gælder en aftale mellem hovedmanden og kreditor.

▪ Det faktum, at kreditor endnu ikke har krævet en forfalden kautionsfordring hos kautionisten afskærer ikke denne (kautionisten) fra at gøre et regreskrav gældende overfor hovedmanden.

▪ Modf. Er kautionsforpligtelsen påtaget efter aftale med kreditor har kautionisten ikke denne ret når hovedmanden er under konkurs.

▪ En kautionists konkursbo har alene regresret for den dividende som er blevet udbetalt til kreditor.

▪ Har kautionisten kun indfriet kautionsforpligtelsen delvist har han stadig regresret for den delvise opfyldelse.

▪ Modf. Det kan være aftalt med kautionisten, at regresretten først kan gøres gældende når hele kautionsfordringen er opfyldet.

▪ Det er en almindelig regel, at en kautionist før han betaler sin kautionsforpligtelse, bør rette henvendelse til hovedmanden med henblik på, at sikre sig, at den kautionssikrede fordring (fortsat) er forfalden og misligholdt, da han i modsat fald selv bærer risikoen for at have betalt på et uretmæssigt grundlag.

▪ Har en kautionist betalt til kreditor uden at have været forpligtet hertil, har han som hovedregel ikke noget regreskrav mod hovedmanden. Dette gælder uanset han inden betalingen har rettet henvendelse til hovedmanden.

▪ Modf. Har hovedmanden i forbindelse med kautionistens henvendelse undladt at give oplysninger om indsigelser, som han kunne gøre gældende, eller har han oplyst, at han ikke ønskede at gøre en indsigelse gældende, og måske mod bedre vidende eller i strid med sandheden har oplyst at hovedfordringen bestod og var misligholdt, vil kautionisten dog have et regreskrav mod hovedmanden.

Kautionistens erhvervelse af kreditors særrettigheder

▪ Hvor der til hovedfordringen er knyttet fortrins- og sikkerhedsrettigheder indtræder kautionisten også i disse. Dette gælder også selv om kautionisten ved kautionsløftets afgivelse hverken kendte eller burde kende til sikkerheds rettighederne jf. U.1975.308H.

Hvilke rettigheder indtræder kautionisten i?

▪ Kautionisten indtræder ikke blot i panterettigheder stillet af hovedmanden, men også disse som er stillet af tredjemand. Er pantet stillet af tredjemand, skal der dog ske en forholdsmæssig indbyrdes regresfordeling. Den samme indtræden og indbyrdes forholdsmæssig regresfordeling sker også når hovedfordringen er sikret ved anden kaution.

▪ Modf. Hvor en kaution er stillet som led i myndighedsudøvelse.

▪ Er hovedmanden konkurs indtræder kautionisten i konkursprivilegier jf. KL § 99.

▪ På samme måder indtræder kautionisten også i en ejendomsforbeholdssælgers rettigheder efter Kal. kap. 10. Disse rettigheder vil dog ofte være værdiløse jf. Kal. § 41.

Begrænsninger i regresretten

Den sikrede fordring er kun indfriet delvist

▪ I tilfælde af kun delvis opfyldelse finder KL § 47, stk. 1, nr. 1 anvendelse, hvorfor kautionisten ikke har noget regreskrav.

▪ Hvor den delvise opfyldelse sker på en hovedfordring som tillige er dækket ved pant, har kautionisten kun adgang til at søge sig dækket af dette pant i det omfang , det ikke medgår til dækning af retsfordringen.

Fordringen er tillige sikret ved pant, der også sikrer andre fordringer

▪ HR. omfatter det pant som sikrer hovedfordringen også andre fordringer, skal kautionistens indtrædelsesret som hovedregel ikke respektere disse. Kautionisten kan således benyttet pantet.

▪ Modf. Noget andet er udtrykkeligt eller stiltiende aftalt.

▪ Sædvanligvis indeholder pengeinstitutters pantedokumenter en klausul om, at pantet hæfter for ethvert eksisterende eller fremtidigt tilgodehavende hos debitor/hovedmanden. I disse tilfælde går kreditors/pengeinstituttets panteret forud for kautionistens indtrædelsesret.

▪ Modf. Kender kautionisten ikke noget til pantet kan han heller ikke gøre sin indtrædelsesret gældende forud for kreditor. (men han kan dog gøre den gældende - blot ikke forud).

▪ Modf. Det kræves ikke at kautionisten har fået oplysning om pantet fra kreditor eller hovedmanden. Viden fra anden side kan også påvirke kautionistens mulige ret til pantet forud for kreditor.

Regreskravets ophør

Tab af regesfordring som følge af forældelse

▪ Har kautionisten forpligtet sig efter aftale med kreditor, forældes regreskravet efter de regler, som gælder for hovedfordringen. En afbrydelse af hovedfordringens forældelse har i disse tilfælde også virkning på kautionsfordringen. En kautionist kan dog ikke her selv afbryde fristen før han har erhvervet sit regreskrav.

▪ Hvor kautionen beror på en aftale med eller anmodning fra hovedmanden er regreskravet omfattet af DL 5-14-4, og kravet forældes 20 år efter kautionens stiftelse, uanset om hovedfordringen er stiftet tidligere jf. U.1960.23H. I disse tilfælde kan kautionisten afbryde forældelsesfristen selv om han endnu ikke har erhvervet regresfordingen

Tab af regresfordring som følge af genstagen betaling

▪ Har kautionisten ved sin betaling til kreditor ikke frataget denne legitimationen til at modtage betaling fra hovedmanden igennem en meddelelse jf. Gbl. § 29, mister han sit regreskrav såfremt hovedmanden efterfølgende betaler til kreditor i god tro.

Flere kautionister og regresretten imellem dem

Forholdet mellem kreditor og flere kautionister

▪ Har flere kautionister hver især forpligtet sig ud fra den forudsætning at andre også kautionerede er der tale om samkaution. Efter Gbl. § 61 hæfter samkautionister solidarisk overfor kreditor.

▪ Hvor to eller flere kautionister har påtaget deres forpligtelse uden kendskab til de andre kautioner er der tale om medkaution. Medkautionister hæfter ifølgeretspraksis også solidarisk, og deres regresfordeling skal ske efter de samme regler som samkaution jf. U.1994.876H

▪ Hvor en fordring, der er sikret ved kaution efterfølgende sikres ved yderligere kaution er den første kautionist medkautionist, medens den anden kautionist (forudsat han kendte til den første) er samkautionist.

▪ På samme måde som hvor en samkautionists hæftelse nedsættes som følge af kreditors manglende opfyldelse af at skaffe den anden sikkerhedsret, nedsættes samkautionistens hæftelse også såfremt kreditor med den anden kautionist har aftalt, at denne ikke er regrespligtig overfor andre kautionister.

Regresret mellem flere kautionister

▪ Hvor kreditor har flere kautionister der hæfter på samme vilkår, bestemmer kreditor selv hvilken af kautionisterne der skal betale, kva deres solidariske hæftelse. Det er derfor naturligt, at den kautionist der indfrier hovedfordringen har regres ret mod de andre kautionister (for samkautionister følger dette af Gbl. § 61, jf. § 2, stk. 2). Denne regresret har kautionisten selv om han ikke engang kendte til de øvrige kautioner jf. U.1975.308Ø

Regresbetingelser

▪ For at den indfriende kautionist kan rette er regreskrav mod de øvrige kautionister skal følgende betingelser være opfyldt.

▪ Den som regreskravet rettes mod skal selv være forpligtet som kautionist

▪ Den som regreskravet rettes mod skal være blevet frigjort som følge an indfrielsen

▪ Den som regreskravet rettes mod må ikke gyldigt have betinget sig fritagelse for regres.

▪ Endelig skal den regressøgende selv være forpligtet som kautionist (gælder dog ikke for interventionsbetalinger)

Den indfriede kautionists manglende betalingspligt

▪ Var den regressøgende ikke forpligtet til at betale til kreditor, har han samme ret til regres mod de øvrige kautionister som den som opfylder kreditors fordring ved interventionsbetaling.

▪ Har den indfriende kautionist betalt mere, end han var forpligtet til, må hans regreskrav reduceres til det beløb, han ville have haft regres for, hvis han havde betalt, hvad han var pligtig til at betale, medmindre hans merbetaling må tilregnes de (n) regrespligtige jf. VLT 1930.240.

Eftergivelse

▪ Hvis kreditor eftergiver en kautionsfordring overfor en kautionist, fortaber han som hovedregel også hans ret mod samkautionister, men ikke mod medkautionister, for det beløb, som den frigjorte skulle have betalt efter en endelig regresfordeling mellem disse kautionister. Den frigjorte er som hovedregel tillige frigjort for sit regresansvar.

Forældelse og præklusion

▪ Mister kreditor retten mod en kautionist som følge af forældelse eller præklusion, her dette samme virkning som eftergivelse.

Gentagen betaling

▪ Når en kautionist har betalt til kreditor skal han give meddelelse til de øvrige kautionister for ikke at risikere at miste sit regreskrav jf. Gbl. § 29. Er der tale om at kautionserklæringerne er påført et omsætningsgældsbrev gælder Gbl. § 19.

Regresforbehold

▪ Ved indgåelsen af kautionserklæringen kan kautionisten gyldigt have taget et forbehold om ikke at skulle være regrespligtig overfor øvrige kautionister.

Regresansvarets fordeling

Hovedreglen - ligestilling

▪ Er der ikke holdepunkter for en anden fordeling, må kautionisterne ved det endelige opgør stilles lige. Er en eller flere af kautionisterne insolvente, må de øvrige dele tabet lige mellem sig.

Ligestilling fraveget ved aftale

▪ Det kan imellem kreditor og en kautionist være aftalt, at kautionisten skal have fuld regres mod de øvrige kautionister. En sådan aftale skal, hvor de øvrige kautionister med føje måtte påregne at have regres mod den pågældende, samtykker i aftalen da den fratager dem en regresmulighed.

▪ Nogle kautionsformer udgør i sig selv en aftale om regresfordeling

▪ Kontrakaution indebærer at hovedkautionisten har fuld regres mod kontrakautionisten. Dog ikke mere end kontrakautionisten hæfter med.

▪ Tabskaution indebærer at tabskautionisten har fuld regres mod hovedkautionisten

▪ Efterkaution indebærer, at efterkautionisten har fuld regres mod hovedkautionisten

▪ Sam- og efterkaution foreligger når det er aftalt, at kautionisten hæfter for både hovedmandens og hovedkautionistens betalingsevne. En sådan kautionist har fuld regres mod dem begge.

Fordelingen ved begrænsede kautioner

Brøkdelsbegrænsning

▪ Er der tale om flere brøkdelskautionister hvis samlede hæftelse ikke overstiger 1 bliver der normalt ikke noget regresspørgsmål, idet den enes betaling ikke frigør de andre på nogen måde. Den eneste undtagelse hertil er hvor hovedmanden betaler netop nok til at kreditor kan kræve resten af gælden indfriet hos én af brøkdelskautionisterne, der vil denne have regres (se pensum s. 188).

▪ Er der tale om flere brøkdelskautionister hvis samlede hæftelse overstiger 1 vil der blive tale om regres. Her skal tabet fordeles proportionalt med hæftelsesbrøkerne (se ex. s. 188 i pensum)

Beløbsbegrænsning

▪ Den proportionalitetsregel som gælder for brøkdelskautionister, gælder også når der er tale om begrænset kaution. Bemærk at hvor en af kautionisterne hæfter for mere end der på regrestidspunktet er gæld for i hovedforholdet, skal fordelingen ske efter den aktuelle gæld og ikke hans hæftelsesmaksimum. Se ex. på s. 189 i pensum.

Indtræden i sikkerhedsrettigheder

▪ Har den indfriende kautionist også indtrådt i og efterfølgende blevet delvist fyldestgjort af en sikkerhedsret, som hovedmanden har stillet kommer dette også de øvrige til gode, idet regresfordelingen skal ske som om sikkerheden var udnyttet af kreditor.

Regreskravets omfang

▪ Det beløb der skal fordeles ved regres mellem flere kautionister, er det beløb, som den indfriede kautionist kan fordre af hovedmanden.

Regreskravets forfaldstid

▪ Et regreskrav kan først gøres gældende af den indfriende kautionist, når medkautionisten kunne være krævet af kreditor.

Fremgangsmåden ved regressens gennemførelse

▪ Efter Gbl. § 61, jf. § 2, stk. 2 kan en samkautionist, der har indfriet hovedfordringen, afkræve hver enkelt af de øvrige kautionister hans del. Reglen vedrører efter sin ordlyd kun samkautionister og fuldstændig indfrielse. Den finder dog analog anvendelse på andre kautionister der hæfter solidarisk og på delvis indfrielse. Denne form for regres kaldes brøkdelsregres og udgør den deklaratoriske hovedregel.

▪ BEMÆRK en solidarisk hæftende brøkdels- eller begrænset kautionist kan aldrig blive opkrævet mere, end han er blevet frigjort for overfor kreditor ved den anden kautionists indfrielse. Se ex. på s. 191 i pensum.

Regreskravets ophør

Ophør ved forældelse

▪ Hvor hovedfordringen forældes efter 1908 - loven forældes regresfordringen mod de øvrige kautionister (dvs. ikke mod hovedmanden) vist nok også efter 1908 - loven jf. U.1941.177Ø

▪ Hvor regreskravet mod hovedmanden er forældet eller af anden grund ophørt, er regresretten mellem kautionisterne indbyrdes sædvanligvis bortfaldet.

Ophør ved forsømmelse af dilligenspligt

▪ På samme måde som en kreditor efter omstændighederne vil kunne miste sit krav mod en kautionist ved ikke i rimeligt omfang at varetage dennes interesser, kan det samme gøre sig gældende i relation til krav fra en kautionist mod en anden og solidarisk hæftende kautionist.

Hovedmandens konkurs

Hovedfordringens forfaldstid

▪ Hovedmandens konkurs medfører som udgp. ikke i sig selv, at en uforfalden hovedfordring forfalder til betaling.

▪ Reglerne i KL kap. 7 om konkursboets mulighed for at indtræde i gensidigt bebyrdende kontrakter omfatter som hovedregel ikke almindelige pengelån jf. KL § 53. Ved alm. pengelån, må det tillige følge af "retsforholdets beskaffenhed" at en klausul om at en fordring forfalder i tilfælde af hovedmandens konkurs ikke kan gøres gældende overfor konkursboet.

Hovedfordringens frigørelsestid

▪ Ifølge KL § 41 kan boet "erlægge en ydelse eller foretage udlodning, selv om skyldnerens (hovedmandens) frigørelsestid endnu ikke er indtrådt".

Erstatningsansvar - konkursregulering

▪ Såfremt konkursboet opsiger en kautionssikret kontrakt med et kortere varsel end oprindeligt aftalt, må kautionisten erstatte det tab, som medkontrahenten (kreditor) måtte have ret til, jf. KL § 61, stk. 3, dog ikke med et større beløb end kautionisten hæfter for. Også kautionistens efterfølgende regreskrav mod skyldneren (hovedmanden) konkursreguleres. (siger vel nærmest sig selv)

Omstødelse

▪ Når hovedmandes betaling af gæld til kreditor omstødes, vågner både hovedfordringen og kautionsfordringen op igen. Kautionsfordringen kan i disse tilfælde vågne op enten som en forpligtelse overfor kreditor eller som en forpligtelse direkte overfor hovedmandens konkursbo.

Kautionsforpligtelsen genopstår overfor kreditor

▪ HR. Kautionsforpligtelsen genopstår overfor kreditor

▪ U. Kautionisten er i god tro mht. de omstændigheder som begrunder omstødelse, og kreditor var i ond tro herom.

▪ U. Kreditor er nærstående jf. KL § 2 med hovedmanden.

Kautionsforpligtelsen genopstår overfor konkursboet

▪ Ifølge KL § 80, stk. 1, kan konkursboet rette et krav, jf. KL § 75 og 76, jf. § 78, direkte mod den kautionist, der er blevet frigjort ved en betaling eller retsforfølgning, der kan omstødes, hvis kautionisten kendte eller burde kende de omstændigheder, der begrunder krav om omstødelse.

▪ Modf. Er kautionisten en nærstående jf. KL § 2 kan der rettes et krav efter § 75 (og kun denne bestemmelse) mod kautionisten selv om han er i god tro.

▪ Modf. Såfremt betingelserne herfor er opfyldt kan der også ske omstødelse efter de almindelige regler mod en kautionist jf. KL § 80, stk. 3

Dividenderetten i hovedmandens konkursbo

▪ Det er en hovedregel, at kreditor ikke kan kræve dividende af et større beløb, end han har til gode hos dn konkursramte skyldner. Har denne betalt afdrag på sin gæld, nedsættes kreditors anmeldelses- og dividenderet tilsvarende jf. KL § 46.

▪ Det er ligeledes en regel, at en fordring ikke må belaste boet mere end én gang, hvorfor kautionistens regreskrav som hovedregel må vige for kreditors.

▪ Denne hovedregel kommer til udtryk i KL § 47, stk. 1, nr. 1 hvorefter en solidarisk hæftende medskyldners som har regresret mod hovedmanden (dvs. en helt almindelig kaution.) må vige sin ret til at anmelde sit regreskrav i hovedmandens konkursbo for kreditor anmeldelsesret.

▪ BEMÆRK reglen finder kun anvendelse på afdrag. Er hovedfordringen indfriet fuldstændig er der ikke tale om et afdrag, og i disse tilfælde har kreditor heller ikke noget anmeldelseskrav hvorfor der ikke er noget at vige for.

▪ Omkring KL § 47, stk. 1, nr. 1 og dens anvendelse på de forskellige former for kaution henvises til ovenstående hvor de forskellige former er omtalt. Her bemærkes alene, at det afgørende er om der er tale om et afdrag. Dvs. opfyldelse af ex. en begrænset kaution vil være omfattet, medens det modsatte vil være tilfældet ved en delkaution.

▪ Efter KL § 47, stk. 2 nedsættes kreditors dividenderet dog i det omfang der forinden konkursen er udbetalt (uomstødelig) regresbeløb til kautionisten.

▪ Det kan gyldigt aftales, at kautionisten skal have en anden anmeldelsesret end den som følger af reglerne i konkursloven imellem kreditor og kautionisten.

Særligt om kontrasikkerhed - KL § 50

En kautionist kan have betinget sig kontra sikkerhed i form af pant, tredjemandspant, kaution eller modregning.

Regreskravet sikret ved panteret stillet af hovedmanden

▪ Det følger af KL § 50, stk. 1, at i de tilfælde hvor hovedmanden har stillet kontrapant til sikkerhed for kautionistens regreskrav, skal værdien af kautionistens panteret nedsættes med det beløb, der svarer til dividenden af regreskravet, eller hvis pantets værdi ikke dækker hele regreskravet, med det beløb der svarer til værdien af pantet. (se ex. s. 201 i pensum)

▪ Modf. KL § 50, stk. 1 finder ikke anvendelse på tredjemandspant, kontrakaution eller i det omfang andet følger af aftale mellem kreditor og kautionisten.

▪ BEMÆRK. Det er en selvfølge, at KL § 50, stk. 1 ikke finder anvendelse hvis pantet omstødes. Her bemærkes dog, at kautionistens regreskrav anses for stiftet samtidig med hovedfordringen jf. KL § 39. Dette betyder, at det i det enkelte tilfælde skal undersøges om der er tale om pant for gammel gæld jf. KL § 70.

Regreskravet sikret ved modregningsadgang

▪ En modregningsadgang må i konkursretligt henseende sidestilles med en panteret. Det er derfor i KL § 50, stk. 2 bestemt, at an kautionist som vil benytte hans regreskrav som modfordring skal tåle, at rgreskravet nedsættes med samme procent som konkursboet betaler i dividende.

▪ Det er selvsagt en betingelse for overhovedet at kunne benytte regreskravet til modregning, at betingelserne i KL § 42 om modregning i konkurs er opfyldt. Er der tale om modregning før konkursen finder KL § 69 anvendelse, det er her en betingelse for omstødelse at både betingelserne efter KL § 42 og en af de almindelige regler om omstødelse er opfyldt.

▪ KL § 42, stk. 3 finder ikke anvendelse på kautionisters regreskrav, idet de ikke har fået deres regreskrav ved hverken overdragelse eller retsforfølgning.

▪ Modf. Bestemmelsens analogi vil dog finde anvendelse såfremt grunden til at kautionisten overhovedet har kautioneret er for at kunne skaffe et modregningkrav mod hovedmanden, idet der vil være tale om omgåelse.

▪ KL § 42, stk. 4 vil kunne finde anvendelse på kautionister i de tilfælde hvor ex. en kautionist har købt varer hos hovedmanden alene med det formål at skaffe sig selv en modregningsadgang. Der vil her være tale om betaling med usædvanlige betalingsmidler jf. KL § 67 jf. § 42, stk.. 4.

▪ Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse ifm. kautionistens konkurs (se nederste afsnit s. 204 i pensum)

Kautionistens konkurs

Kreditors anmeldelses- og dividenderet

▪ Går kautionisten konkurs kan kreditor anmelde en eventualfordring i kautionistens konkursbo jf. KL § 147, stk. 2. Dette gælder dog kun når der er tale om anfordringskaution, selvskyldnerkaution eller simpel kaution.

▪ HR. Har kreditor før kautionistens konkurs modtaget afdrag fra hovedmanden eller kautionisten kan han alene anmelde sin restfordring jf. KL § 46.

▪ U. I de tilfælde hvor det afdrag som kreditor har modtaget er dividende fra enten hovedmanden eller en af kautionistens (dvs. den som er under konkurs) medskyldneres bo, nedsættes kreditors ret ikke derved.

▪ U. Har kreditor modtaget afdrag fra hovedmanden eller en anden solidarisk medskyldner indenfor 3 måneder før fristdagen, nedsættes kreditors ret heller ikke derved. Kreditor vil her kunne kræve dividende af både restfordringen plus det beløb som medskyldneren kunne have krævet i regres hos den konkursramte kautionist.

▪ U. Har kreditor modtaget afdrag fra en efterkautionist nedsættes hans dividenderet heller ikke derved. Dette følger dog af hovedreglen i KL § 47, stk. 1, nr. 1 idet efterkautionisten har regres mod hovedkautionisten.

Medkautionisters anmeldelses- og dividenderet

▪ Efter KL § 51, stk. 1 har den regresberettigede kautionist som har indfriet (dvs. ikke afdrag) hovedfordringen, eller dennes restgæld senere end 3 månedes før fristdagen, den dividenderet, som kreditor ville have haft, hvis han ikke havde fået sin fordring indfriet.

▪ Hvor den regresberettigede kautionist har indfriet fordringen 3 måneder eller mere før fristdagen, har han kun ret til dividende af sit regreskrav.

▪ Har flere regresberettigede tilsammen indfriet fordringen senere end 3 måneder før fristdagen, skal den dividende, de kan kræve i konkursboet, ifølge KL § 51, stk. 2 fordeles mellem dem efter princippet i KL § 48.

▪ Den regresberettigede kautionist indtræder tillige i sikkerheds- og fortrinsrettigheder.

Hovedmandens retsstilling

▪ Såfremt hovedmanden har en fordring mod kautionisten, er han stillet som enhver anden kreditor i hans bo. Hovedmanden kan dog ikke modregne sin fordring overfor det regreskrav, som tilkommer konkursboet, når dette har betalt dividende til kreditor jf. U.1995.28H

Omstødelse

Omstødelse af den ikke opfyldte konkursfordring

▪ Der vil næppe være nogen grund til omstødelse af en endnu ikke indfriet konkursfordring

▪ Det har klar støtte i forarbejderne og retspraksis, at KL § 70 ikke finder anvendelse på tredjemandspant og kaution.

Omstødelse af den opfyldte konkursfordring

▪ Der vil her kunne ske omstødelse efter de almindelige regler herom. Der henvises til noterne om omstødelse og pensum i kaution s. 209f.

Konkursen som ophørsgrund

▪ HR. kreditor kan ikke anmelde fordringer der er opstået efter han har fået viden om konkursen eller efter konkursen er blevet bekendtgjort i statstidende jf. KL § 30, stk. 1

▪ U. I de tilfælde hvor kreditor ville komme i mora såfremt han standsede kreditgivningen til hovedmanden (ex. ved byggelån) kan kreditor godt anmelde disse krav også efter konkursen har trådt i kraft. Dette gælder dog aldrig længere end til den frist som skifteretten har sat for anmeldelse af fordringer jf. KL § 134, stk. 2 og § 150, stk. 2.

Tredjemandspant

Tredjemandspant og kaution

▪ Der gælder tilsvarende regler imellem kaution og tredjemandspant idet de har det samme formål.

Panterettens stiftelse

▪ Har en tredjemand lovet en hovedmand at sikre dennes gæld ved at stille pant overfor kreditor, kan kreditor ikke, som tilfældet også er ved kaution, påberåbe sig løftet, da dette ikke er et egentligt tredjemandsløfte.

Ugyldighed

▪ Reglerne om gyldigheden af en tredjemandspantsætning er de samme som gælder for kaution i almindelighed.

Fortolkning og udfyldning

▪ Her gælder også de samme regler som ved kaution. Dvs. der ligges først og fremmest vægt på ordlyden. De præceptive regler i LFV §§ 47 - 48 finder dog ikke anvendelse på tredjemandspant.

Pantsætningens genstand - den sikrede fordring

▪ Tredjemandspantsætteren hæfter for renter og sagsomkostninger i det samme omfang som kautionister. Der gælder tilsvarende regler om tredjemands ret til at opsige panteaftalen.

Realisationstidspunktet - "ydelsestidspunktet"

▪ Er der tale om tredjemandspant for en pengeforpligtelse kan kreditor formentligt først realisere pantet når hovedmanden har misligholdt sin betalingsforpligtelse.

▪ Er der tale om tredjemandspant for en realydelse kan kreditor formentligt realisere pantet når hovedmandens manglende betalingsevne er godtgjort (dvs. allerede ved anticiperet misligholdelse)

Panterettens ophør

▪ Tredjemandspant ophører som hovedregel når den pantesikrede fordring ophører.

Forældelse

▪ 1908 - loven § 1, nr. 3 om forløfter omfatter ikke tredjemandspant

Den pantesikrede fordrings forældelse

▪ Medmindre andet er aftalt bortfalder panteretten ved hovedfordringens forældelse.

Panterettens forældelse

▪ HR. Forældelse efter DL 5-14-4

▪ U. Panteret for hovedstolen ifølge et pantebrev i fast ejendom forældes ikke jf. TL § 42.

Regresspørgsmål

▪ Her gælder som udgangspunkt de samme regler som gælder for kautionister

Regres mod andre tredjemandspantsættere og kautionister

▪ Er der flere sikkerhedsstillere hæfter disse solidarisk.

▪ Er der ikke aftalt noget imellem disse om regresfordelingen er udgangspunktet, at der skal ske en forholdsmæssig proportional fordeling. (se ex. s. 220)

▪ Er ph blevet fyldestgjort for mere end tredjemandspantsætteren hæfter for, indtræder tredjemandspantsætteren i kreditors sted, fsa. det overskydende beløb overfor de øvrige sikkerhedsstillere. Dette gælder dog ikke hvor en anden har sekundær panteret i genstanden, her indtræder den sekundært berettigede. (se. ex. s. 221 i pensum)

Flere fordringer sikret alene ved en panteret

▪ Hvor et tredjemandspant sikrer flere fordringer som sammenlagt overstiger pantets værdi, er udgp. i mangel af aftale, at pantets værdi fordeles efter fordringernes størrelse på realisationstidspunktet. Er én af fordringerne i sig selv større end pantets værdi, skal fordelingen ske ud fra pantes værdi fsa. denne fordring, idet den overskydende del ikke er sikret ved pantet. (se. ex. s. 222 i pensum)

Flere fordringer sikret ved en panteret og tillige ved kaution

▪ Her sker fordelingen forholdsmæssigt efter proportionalitetsprincippet medmindre andet er aftalt.

Tredjemandspantets stilling ved hovedmandens konkurs

Anmeldelses- og dividenderet

▪ Ifølge KL § 52 finder §§ 47 - 51 tilsvarende anvendelse på tredjemandspant.

▪ Idet tredjemand i almindelighed har regres mod hovedmanden finder KL § 47 også anvendelse her.

Omstødelse af tredjemandspant

▪ KL § 70, stk. 1 finder ikke anvendelse på tredjemandspant. Måske vil KL § 70, stk. 2 kunne finde anvendelse, navnligt hvis tredjemandspantsætteren er blevet beriget som følge af en frigivelse af pantet.

Konkursboets omstødelses- og retableringskrav

▪ KL § 80 finder også anvendelse på tredjemandspant. Er pantet solgt eller gået til grunde vil konkursboet have enten et berigelseskrav eller et erstatningskrav gældende mod pantsætteren jf. KL §§ 75 og 76.

Kreditors retableringskrav

▪ HR. Kreditor kan ved omstødelse af indfrielsen af hovedfordringen kræve tredjemandspantet reetableret

▪ U. Kreditor i ond tro om grundene til omstødelse, mens tredjemandspantsætteren er i god tro herom.

▪ U. Kreditor er nærstående jf. KL § 2

▪ U. Tredjemandspantsætteren har som følge af frigivelsen også frigivet en kontrasikkerhed som kreditor kendte eller burde kende til.

Konkurs og insolvens som misligholdelse

Generelt om gensidigt bebyrdene kontrakter i konkurs

Hvornår finder reglerne i konkurslovens kap. 7 anvendelse

▪ Reglerne i KL kap. 7 finder alene anvendelse såfremt ingen af parternes ydelse ifølge en gensidigt bebyrdende kontrakt er opfyldt ved konkursdekretet.

▪ Har skyldneren opfyldt sin forpligtelse før afsigelse af konkursdekretet (og kan der ikke ske omstødelse) vil boet ikke have nogen interesse i at indtræde i aftalen idet man i så fald har et ubetinget krav på medkontrahenten.

▪ Har medkontrahenten opfyldt sin forpligtelse før afsigelse af konkursdekretet (ex. ved prænumerationskøb) vil boet heller ikke have nogen interesse i at indtræde i aftalen idet boet i så fald skulle erlægge den kontraktsmæssige ydelse til medkontrahenten frem for blot at lade ham anmelde et tilbagebetalingskrav som simpel konkursfordring jf. KL § 97. Tværtimod vil det efter omstændighederne kunne omstødes jf. KL § 74 såfremt boet indtrådte i sådanne kontrakter.

Reglernes fravigelighed og forholdet til anden lovgivning

▪ Idet reglerne i konkurslovens kap. 7 er indsat for at kunne beskytte boets kreditorer og varetage deres interesser, er reglerne i KL kap. 7 præceptive i den forstand, at de ikke ken fraviges til skade for konkurskreditorene.

▪ Det følger af KL § 53, at "bestemmelserne i dette kapitel anvendes kun, hvis ikke andet følger af lovbestemmelser eller af vedkomne retsforholds beskaffenhed". Bestemmelsen fastslår, at reglerne i kap. 7 er sekundære i forhold til regler i anden lovgivning, herunder Kbl. §§ 39 - 41 om anticiperet misligholdelse og TL § 42b, stk. 1, nr. 5 om at restgælden ifølge et pantebrev i fast ejendom ikke forfalder i tilfælde af pantsætters konkurs.

Hvad inddrages under konkursen

▪ Reglerne i KL kap. 7 finder alene anvendelse såfremt den gensidigt bebyrdende kontrakt overhovedet kan inddrages under konkursen

▪ HR. Det følger af KL § 32, at konkursen omfatter skyldnerens formue ved afsigelse af konkursdekretet, og hvad der under konkursen tilfalder ham.

▪ U. Det følger af KL §§ 33 - 37 at udgangspunktet fraviges i et vist omfang. Her skal fremhæves KL § 36 hvorefter aktiver hvori der ikke kan ske udlæg alene indgår i konkursmassen når dette er særligt bestemt. Kan der således ikke foretages udlæg i skyldnerens ret ifølge en gensidigt bebyrdende kontakt finder raglerne i kap. 7 som udgp. ikke anvendelse. Det bemærkes her, at ifølge Rpl. § 512, stk. 1 kan der ikke foretages udlæg i retten til ydelser der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt (dvs. uoverdragelige fordringer). Bestemmelsen angår efter sin ordlyd kun betalinger, men finder analog anvendelse på andre former for naturalopfyldelse.

Medkontrahentens tilbageholds- standsnings- og udtagelsesret

Disse forhold er alle reguleret af kbl. §§ 39 - 41 jf. KL § 53, hvorfor der henvises til noterne herom i køberret.

Boets indtræden i gensidigt bebyrdende kontrakter

Lov- og retsbestemt indtræden

▪ Ved enkelte typer af gensidigt bebyrdende kontrakter har boet ikke noget valg om det vil indtræde eller ej. Ved disse typer af kontrakter skal boet indtræde.

▪ LL § 7, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse er de rettigheder som lejere kan støtte på lovgivningens regler om lejeforhold omfattet af lejeloven gyldige mod enhver uden tinglysning. Bestemmelsen indebærer at når skyldnerens formue og rettigheder over lejemål overføres til boet skal dette respektere lejerens rettigheder efter lejeloven (ex. vedligeholdelseskrav).

▪ Boet skal indtræde i skyldnerens forfaldne ydelser til ejerforeninger over ejerlejligheder og opfylde disse som massekrav jf. KL § 93, stk. 1, nr. 3.

▪ TL § 3, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse er brugsrettigheder - herunder lejerettigheder - der ikke er stiftet på længere tidsvilkår end sædvanelige (ds. ½ års opsigelsesvarsel) gyldige mod enhver uden tinglysning. Bestemmelsen indebærer alene, at boet skal tåle brugsrettens udøvelse på de aftalte vilkår. Boet skal således ikke foretage nogen positive opfyldelsesforanstaltninger ifm. brugsrettigheden.

▪ TL. § 1. Alle rettigheder over fast ejendom som er tinglyst skal boet naturligvis tåle. Men dette betyder ikke, at boet skal opfylde de pågældende forpligtelser som massekrav. Dette har boet alene pligt til såfremt der indtrædes jf. KL. §§ 55 og 56. Bliver der ex. ikke dækning til alle rettighedshavere ved en tvangsauktion over den faste ejendom har boet naturligvis ikke nogen pligt til at opfylde de ufyldestgjorte rettigheder som massekrav...

Kontrakter som boet ikke kan indtræde i og disse medkontrahenters hæveadgang

▪ Der findes kontrakter som er så tæt knyttet til skyldneren, at han alene kan opfylde dem, hvorfor konkursboet ikke kan indtræde i disse. Er der tale om disse kontrakter bliver det afgørende om alene det faktum, at skyldner erklæres konkurs er tilstrækkeligt for, at medkontrahenten kan hæve kontrakten.

I følgende tilfælde kan boet ikke indtræde i kontrakten

▪ Er en kontrakt ophørt kan boet selvsagt ikke indtræde i den.

▪ Er en kontrakt opsagt, og ligger ophørstidspunktet forud for konkursdekretet kan der heller ikke ske indtrædelse. Er en kontrakt imidlertid opsagt inden konkursdekretet, men hvor ophørstidspunktet ligger efter dekretet, kan konkursboet indtræde i kontrakten fsa. tiden fra dekretets afsigelse og indtil ophørstidspunktet.

▪ Såfremt retsforholdets beskaffenhed udelukker indtrædelse

▪ Kontrakten kræver skyldnerens personlige arbejdsindsats (ex. arkitekt, interessent osv.)

▪ Kontrakten løber over en længere periode (ex. entreprisekontrakter), medmindre kontrakten er tæt på at være afsluttet.

▪ Fsa. arbejdskontrakter bestemmer KL § 63, at boet automatisk indtræder i disse. Medfører imidlertid konkursen en stor ændring af arbejdsforholdene vil arbejdstageren efter omstændighederne kunne hæve arbejdsforholdet på trods af boets ønske om at indtræde.

Hvordan og hvornår indtræder boet

▪ Konkursboet kan indtræde i gensidigt bebyrdene kontrakter jf. KL § 54, stk. 1 på følgende måder

▪ Indtræden ved erklæring

▪ Indtræden i kraft af adfærd (adfærdsindtræden)

▪ I almindelighed kræves, at et konkursbo foretager sig noget aktivt i relation til en kontrakt før der kan statueres adfærdsindtræden. Der vil således kunne statueres adfærdsindtræden såfremt boet benytter sig af lejede lokaler efter konkursdekretet, og denne benyttelse ikke er ganske kortvarig.

▪ Indtræden ved passivitet

▪ I almindelighed vil et konkursbo ikke kunne indtræde ved passivitet. Har medkontrahenten imidlertid med føje troet, at boet ville indtræde og på en eller anden måde givet udtryk for dette overfor boet, påhviler der formentlig boet en reklamationspligt. Dette må særligt gælde når det er boet som har givet medkontrahenten føje til at tro man ville indtræde.

▪ Indtræden i arbejdsaftaler sker automatisk jf. KL § 63

▪ Indtræden efter medkontrahentens forespørgsel jf. KL § 55, stk. 2

▪ Det følger af KL § 55, stk. 2, at såfremt medkontrahenten forespørger om boet ønsker at indtræde i en gensidigt bebyrdende kontrakt skal boet afgive svar "uden ugrundet ophold". Det afgørende er om boets svar er kommet frem til medkontrahenten inden fristens udløb. Boet bærer risikoen under forsendelse jf. Aftl. § 40 modsætningsvist. Fristen udgør i almindelighed en uge, men i tilfælde hvor leveringstidspunktet er nært foreliggende eller andre konkrete omstændigheder, kan fristen være kortere. Er der tale om letfordærvelige varer må boet i almindelighed svare straks. Fristen begynder at løbe fra det tidspunkt hvor medkontrahentens forespørgsel er kommet frem til boet.

▪ Det kan være aftalt, at fristen skal være kortere end den som følger af KL § 55, stk. 2. Sådanne aftaler er som udgangspunkt gyldige, men hvor fristen er sat så kort, at boet ikke i praksis vil levnes mulighed for at indtræde i kontrakten vil aftalens kunne tilsidesættes ud fra omgåelsesbetragtninger.

▪ Er der aftalt en kortere frist end efter KL § 55, stk. 2, kan boet måske indtræde selv om fristen er overskredet, såfremt erklæringen herom kommer frem inden rimelig tid og medkontrahenten på dette tidspunkt endnu ikke har afgivet hæveerklæring.

▪ Særligt om midlertidig massekravshæftelse jf. KL §§ 62 og 63

▪ KL § 62 bestemmer, at såfremt skyldneren ved konkursdekretets afsigelse lejede eller forpagtede fast ejendom til brug for sin erhvervsvirksomhed, skal boet ved forespørgsel om indtræden fra medkontrahentens side svare "straks". Dette betyder fra den ene dag til den anden. Svarer boet ikke straks skal boet som massekrav betale lejeomkostninger fra konkursdekretets afsigelse og indtil boet afgiver erklæring om ikke at ville indtræde (indtræder boet er lejeomkostningerne jo massekrav uanset hvad...). Medkontrahenten behøver ikke i sin forespørgsel at forbeholde sig massekravsstatus i tilfælde af for sen reklamation. Boet må antages at kende til reglen i KL § 62 jf. Kragh Jespersen s. 30.

▪ KL § 63 bestemmer, at boet automatisk indtræder i arbejdsaftaler. Afgiver boet imidlertid en erklæring om ikke at ville indtræde i arbejdsaftalen som kommer frem inden to uger efter konkursdekretet bliver den ansattes lønkrav for tiden fra dekretet og fremt til hvor erklæringen er kommet frem stillet som almindelige lønkrav jf. KL § 95. Afgiver boet først en erklæring om ikke at ville indtræde efter 2 ugers fristen er sprunget bliver lønkrav fra konkursdekretet og frem til dkt hvor erklæringen er kommet frem stillet som massekrav jf. KL § 93

▪ BEMÆRK Udfører arbejdstageren faktisk arbejde for boet efter konkursdekretet har dette altid status af massekrav.

▪ Hvem træffer beslutning om indtræden

▪ Beslutningen om indtræden træffes af kurator jf. KL § 110

▪ Kan boet indtræde delvist

▪ Der kan ikke indtrædes delvist i én kontrakt jf. også princippet om kontraktens enhed. Der skal enten ske indtrædelse i hele kontrakten jf. KL § 56, stk. 1, eller også skal der slet ikke ske indtræden.

▪ Der kan heller ikke ske indtræden for en bestemt periode. Indtræden sker for hele den aftalte kontraktsperiode jf. KL § 56, stk. 1. Kan boet ikke lide dette må det indtræde i kontrakten og derefter opsige den jf. KL § 61, stk. 1 med sædvaneligt varsel.

▪ Indtrædelsens retsvirkninger

▪ HR. Indtræden på aftalens vilkår jf. KL § 56, stk. 1. Dette indebærer, at forpligtelser efter kontrakten skal opfyldes som massekrav jf. KL § 93.

▪ U. Er der tale om vedvarende kontraktsforhold fremgår det modsætningsvist af KL § 56, stk. 2, at selv om boet indtræder skal det ikke opfylde krav som stammer fra tiden før konkursdekretet som massekrav. Noget andet er imidlertid, at gør boet ikke dette vil medkontrahenten formentlig være berettiget til at hæve kontrakten alligevel jf. KL § 58, stk. 2 idet der vil foreligge enten aktuel eller anticiperet misligholdelse af kontrakten fsa. ydelserne fra før dekretet idet disse har status som simple krav jf. KL § 97. Området for KL § 56, stk. 2 bliver derefter reelt situationer hvor medkontrahenten ex. pga. boet monopolsituation på et marked er tvunget til at kontrahere med boet.

▪ Bestemmelsen i KL § 56, stk. 2 finder ikke anvendelse på erstatningskrav som skyldneren har påtaget sig før konkursdekretet, idet bestemmelsen alene omfatter "vederlaget". Sådanne erstatningskrav får således ikke status af massekrav.

▪ Boets ydelses- og sikkerhedsstillelsespligt

▪ Er der tale om et kontantkøb kan medkontrahenten ved leveringstid kræve, at boet uden ugrundet ophold erlægger sin ydelse jf. KL § 57, stk .1

▪ Er der tale om et kreditkøb eller et køb hvor der er givet faktisk henstand kan medkontrahenten ved leveringstiden for hans ydelse kræve, at boet uden ugrundet ophold stiller sikkerhed for sin ydelse jf. KL § 57, stk. 1. Dette gælder også selv medkontrahenten har taget gyldigt ejendomsforbehold.

▪ Er der tale om en kontrakt hvor boet skal betale periodevis bagud følger det af KL § 57, stk. 2, at sikkerheden skal dække det først forfaldne vederlag som hidrører fra tiden efter konkursdekretet.

▪ Virkningen af, at der ikke betales eller stilles sikkerhed er, at medkontrahenten kan hæve aftalen jf. KL § 58, stk. 1.

Boets ikke-indtræden i gensidigt bebyrdende kontrakter

Hvornår indtræder boet ikke

▪ Hvornår boet ikke indtræder er de situationer som falder udenfor ovenstående om boets indtræden. Her skal dog bemærkes, at boet kan vælge ikke at indtræde både ved erklæring herom, men tillige ved at foretage handlinger som gør det klart for medkontrahenten, at boet ikke ønsker at indtræde.

Virkningen af ikke-indtræden

▪ HR. Det faktum, at boet ikke indtræder i aftalen skal ikke sidestilles med en ophævelse fra boets side. Det følger imidlertid af KL § 58, stk. 1, at såfremt boet ikke indtræder kan medkontrahenten hæve handlen. Boets ikke-indtræden giver således automatisk medkontrahenten hævebeføjelse.

▪ HR. Det er endvidere bestemt i KL § 58,stk. 2 at medkontrahenten tillige kan hæve handlen (dvs. selv om boet indtræder), såfremt han bortset fra konkursen havde adgang hertil. Dvs. såfremt han efter reglerne i ex. købeloven havde adgang hertil pga. skyldnerens væsentlige misligholdelse.

▪ U. Der gælder en række tilfælde hvor hvor medkontrahenten alligevel ikke vil kunne hæve selv om boet ikke indtræder

Såfremt medkontrahentens retsstilling ikke berøres væsentligt af konkursen fraviges hovedreglen i KL § 58, stk. 1, idet disse tilfælde falder ind under undtagelsen i KL § 53 om "vedkommende retsforholds beskaffenhed". Disse situationer omfatter bl.a. hvor medkontrahenten har fuld sikkerhed for opfyldelse af kontrakten igennem pant, kaution eller tredjemandspant.

Ifølge KL § 58, stk. 3 kan medkontrahenten heller ikke hæve såfremt han helt eller delvist har erlagt sin ydelse, medmindre han har ret hertil efter reglerne om vedkomnre retsforhold. Denne bestemmelse angiver således, at såfremt ex. en løsøresælger har erlagt sin ydelse helt eller delvist forinden konkursdekretet kan der alene hæves såfremt han har taget forbehold eller genstanden afvises jf. Kbl. § 28, stk. 2.

▪ KL § 59 bestemmer at såfremt boet ikke indtræder i aftalen, kan medkontrahenten kræve erstatning for sit tab ved, at aftalen ikke opfyldes. (denne erstatningsadgang eksisterer uanset om aftalen hæves eller ej). Erstatningskravet har status af simpelt krav jf. KL § 97.

▪ Endelig bestemmer KL § 60, hvad der svarer til Kbl. § 41, at såfremt ydelsen er overgivet til boet, dvs. efter konkursdekretet, har medkontrahenten en udtagelsesret.

Boets opsigelse af gensidigt bebyrdende kontrakter og konkursregulering

Generelt om opsigelse og konkursregulering

▪ For at beskytte boet mod skyldnerens indgåelse af vedvarende kontraktsforhold med helt urimelige opsigelsesvilkår ex 10 år, er det i KL § 61, stk. 1 bestemt, at boet i tilfælde hvor der imellem skyldneren og medkontrahenten er aftalt længere varsel eller uopsigelighed end rimeligt eller sædvanligt kan boet som udgp. alligevel opsige aftalen og konkursregulere opsigelsevarslet ned til hvad der er rimeligt og sædvanligt (i almindelighed er ½ år).

Boets opsigelsesadgang

▪ Med hensyn til hvornår boet kan opsige og konkursregulere må der skelnes imellem to situationer.

▪ Aftalen om længere tids uopsigelighed er beskyttet uden sikringsakt (ex. tinglysning).

▪ I disse tilfælde kan boet altid opsige og konkursregulere jf. KL § 61, stk. 1

▪ Aftalen om længere tids uopsigelighed er først beskyttet efter sikringsakt.

▪ I disse tilfælde kan boet alene opsige og konkursregulere når sikringsakten ikke er iagttaget. Er der ex. sket tinglysning af et længere uopsigelighedsvarsel, må boet respektere dette.

▪ Er sikringsakten ikke iagttaget må man igen skelne imellem to situationer

▪ Boet indtræder ikke. Her sker der rettighedsekstinktion ved tinglysning af konkursen jf. TL §§ 13 og 1.

▪ Boet indtræder. I denne situation kan boet ikke påberåbe sig ekstinktion, men kan til gengæld opsige og konkursregulere jf. kL § 61, stk. 1.

Medkontrahentens opsigelsesadgang

▪ Det følger af KL § 61, stk. 2, at medkontrahenten også har ret til at opsige og konkursregulere længere tids uopsigelighed eller varsel i vedvarende kontraktsforhold, når disse er til fordel for boet. Denne adgang har medkontrahenten dog ikke når boet havde adgang til skyldnerskifte. Et ex. på dette kunne være ejerskifte af fast ejendom jf. TL § 42b, stk. 1, nr. 5.

Opsigelsesvarslets længde

▪ Dette vil i almindelighed våre et ½ år. Findes der deklaratoriske regler om varsel på de enkelte retsområder vil man anvende disse. Der er en formodning for, at det aftalte varsel vil være det sædvanlige (medmindre det aftalte er helt hen i vejret. ex. flere års varsel)

Hvornår og hvordan kan der ske opsigelse

▪ Der kan ske opsigelse allerede samtidig med, at boet erklærer overfor medkontrahenten, at det agter at indtræde i den vedvarende kontrakt. Opsiger boet den vedvarende kontrakt behøver boet ikke at præcisere, at det ønsker at konkursregulere idet det antages, at boet altid ønsker at konkursregulere når dette er muligt. (Munch dog uenig jf. den komm. konkurslov s. 399

Retsvirkningerne af konkursregulering

▪ Retsvirkningen af konkursregulering er, at den vedvarende kontrakt er ophørt allerede ved udløbet af det rimelige og sædvanelige varsel, samt at det erstatningskrav som medkontrahenten måtte få som følge af opsigelsen alene skal bedømmes efter det konkursregulerede varsel jf. KL § 61, stk 1.

▪ Det bemærkes, at det alene er kravet mod boet som konkursreguleres. Er der stillet kaution eller trdjemandspant for skyldnerens opfyldelse af den vedvarende kontrakt nedreguleres disse ikke. Men når disse sikkerhedsstillere har betalt og vil søge regres mod boet nedreguleres regreskravet naturligvis.

▪ På samme måde kan der også ske konkursregulering selv om skyldneren har stillet pant til sikkerhed for opfyldelse af kontrkaten. (samt tilfælde hvor skyldneren har stillet kontrapant overfor sikkerhedsstillere.)

▪ Ifølge KL § 61, stk. 3 vil der "når særlige grunde" taler herfor kunne blive tale om et erstatningskrav mod boet som har stilling af simpel konkursfordring jf. KL § 97. Denne bestemmelse benyttes sjældent og vil kun finde anvendelse når en opsigelse vil være usædvanlig byrdefuld for enten medkontrahenten eller boet.

Konkurs (omstødelse)

Konkursens begyndelse og virkninger

Fristdagen

▪ Fristdagen er afgørende for bl.a. reglerne om omstødelse hvofor det er afgørende præcis hvilken dag der udgør fristdagen for en konkursbehandling.

▪ Ifølge KL § 1 er fristdagen den tidligste af disse tidspunkter

▪ KL § 1, stk. 1, nr. 1 - Den dag da skifteretten modtog anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling, gældssanering eller konkurs.

▪ KL § 1, stk. 1, nr. 2 - Dagen for skyldnerens død

▪ KL § 1, stk. 1, nr. 3 - Dagen for beslutrning om likvidation af et A/S eller ApS.

▪ Til dette udgangspunkt findes der en række modifikationer jf. KL § 1, stk. 2 - 5 også kaldet sløjfereglerne

▪ KL § 1, stk. 2 - Såfremt en betalingsstandsning ophører uden at der indtræder konkurs vil datoen for indgivelse af betalingsstandsningserklæringen alligevel være fristdag såfremt der inden tre uger efter ophøret sker begæring om konkurs.

▪ KL § 1, stk. 3 og 4 omhandler akkord og gældssanering

▪ KL § 1, stk. 5 - Tilbagekaldes eller afslås en konkursbegæring bevarer den første fristdag sin virkning såfremt der inden tre uger efter tilbagekaldelsen/afslaget sker ny begæring om konkurs, tvangsakkord........

Nærtstående

▪ Begrebet nærtstående efter KL § 2 er også afgørende for reglerne om omstødelse idet der gælder særlige regler om for disse ex. er omstødelsesfrister længere.

KL § 2 bestemmer at følgende personer er nærtstående

KL § 2, stk. 1, nr. 1 - Ægtefæller, slægtninge i op- eller nedstigende linie, søskende, de nævnte personers ægtefællder og andre personer der har stået hinanden særligt nær.

KL § 2, stk. 1, nr. 2 - Et selskab og en person såfremt personen eller dennes nærtstående direkte eller inddirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital.

KL § 2, stk. 1, nr. 3 - Særregel hvor der er en særlig tilknytning imellem to selskaber.

Særligt skal man være opmærksom på KL § 2, stk. 1, nr. 1 hvorefter personer der af en eller anden grund har stået hinanden særlig nær skal behandels som nærtstående i relation til omstødelse.

Konkurssubjektivitet

▪ Det er en betingelse for at kunne erklæres konkurs (og derved, at der kan blive tale om omstødelse), at man besidder konkurssubjektivitet.

Fysiske (myndige) personer besidder altid konkurssubjektivitet.

Juridiske personer besidder konkurssubjektivitet alt efter deres art.

A/S og ApS besidder altid konkurssubjektivitet

I/S eller kommanditselskaber kan derimod ikke erklæres konkurs før samtlige personer som hæfter personligt og direkte er erklæret konkurs.

Enkeltmandsvirksomheder er direkte forbundet til personen hvorfor der ikke her skelnes imellem ejer og selskab.

Konkursboet

▪ Konkursboet udgør en selvstændig juridisk person som ledes af kurartor jf. KL § 110. Når skyldnerens formue jf. kL § 32 således overgår til konkursboet sker der reelt et ejerskifte hvorfor der kan ske ekstinktion efter de forskellige regler herom til fordel for konkursboet.

Konkursbetingelser

▪ Konkursbegæring kan komme både fra skyldneren eller dennes kreditorer jf. KL § 17, stk. 1. Betingelsen for at kunne erklære en skyldner konkurs er at denne er insolvent jf. KL § 17, stk. 2. Ved insolvens forstås det tilfælde hvor en skyldner ikke længere kan betale sine regninger efterhånden som de forfalder, medmindre denne betalingsudygtighed må anses for at være forbigående. KL § 18 opstiler en formodningsregel om hvornår skyldneren er insolvent.

▪ Ved KL § 20 er det bestemt, at en kreditor ikke kan erklæren en skyldner konkurs såfremt hans fordring er sikret ved betryggende pant.

Virkningen af konkurs

▪ De umiddelbare retsvirkninger af konkurs er, at skyldneren mister retten til at råde over sin formue, og at udlæg eller arrest ikke kan foretages. Konkursvirkningerne indtræder i det øjeblik, dvs. på det klokkeslæt, hvor konkursdekretet afsiges.

▪ HR. KL. § 29 - Ved afsigelse af konkursdekretet mister skyldneren retten til at overdrage eller opgive sin ejendele, modtage betaling eller andre ydelser, modtage opsigelse, reklamationer og lign. erklæringer, stifte forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue me virkning for boet.

▪ U. KL § 26 - Såfremt en afgørelse om konkurs ikke straks træffes kan en fordringshaver anmode skifteretten om at fratage skyldneren rådigheden over dennes aktiver som vil kunne inddrages under en konkurs hvis der er fare for, at skyldneren vil råde over disse til skade for fordringshaveren eller hvor skyldneren ikke kan findes.

▪ U. I tilfælde af Negotio Gestio (uanmodet forretningsførelse) vil skyldneren under snævre betingelser kunne foretage handlinger som binder boet.

▪ U. KL § 30 - Det kan ikke forlanges at skyldnerens medkontrahenter alle kender til konkursdekretet. Derfor er det bestemt i KL § 30, stk. 1, at den medkontrahent som i god tro kontraherede med skyldneren i perioden imellem konkursdekretet og indtil udløbet af det døgn hvor konkursen blev bekendtgjort i statstidende har en bindende kontrakt.

▪ Modf. Det følger af KL § 30, stk. 2 at den viger for almindelige formueretlige regler om ekstinktion og legitimation, herunder GBL § 14 og 19. Om forholdet imellem KL § 30 og Gbl. § 29 se under noterne om personskifte i skyldforhold.

▪ Ifølge KL § 31, stk. 1 kan der ikke efter konkursdekretets afsigelse foretages udlæg eller arrest i den af konkursen omfattede formue.

▪ Modf. Har rettighedshaveren tilbageholdsret i nogle af konkursboets aktiver (ex. en mekaniker) vil han dog kunne foretage udlæg i disse aktiver for sit tilgodehavende.

Konkursboets aktiver

Skyldnerens formue jf. KL § 32

▪ Det følger af KL § 32, at alle skyldnerens aktiver som udgangspunkt inddrages under konkursen. Dette omfatter som udgp. også skyldnerens erhvervelser under konkursen.

Aktiver undtaget fra konkurs jf. KL §§ 33 - 37

▪ KL §§ 33 - 37 omhandler en række undtagelser til udgp. i KL § 32. Vigtigst af disse er KL § 36 hvorefter aktiver hvori der ikke kan foretages udlæg hæller ikke er omfattet af konkursen. Disse omfatter bl.a. skyldnberens feirpenge og ikke udbatelt personskadeerstatning. Omkring hvilke aktiver der er undtaget fra udlæg se Rpl. §§ 509 - 516.

Omstødelse

Generelt om omstødelse

▪ Omstødelse kan alene ramme gyldige dispositioner. Er der tale om en ugyldig aftale giver det ikke mening at tale om omstødelse, idet dispositionen allerede pga. ugyldigheden skal ophæves.

▪ Der kan alene blive tale om omstødelse når der foreligger konkurs, tvangsakkord eller gældssanering.

▪ Som udgp. er det op til boet om der skal ske omstødelse. KL § 137 bestemmer dog at såfremt boet ikke vil anlægge omstødelsessag, kan en fordringshaver gøre det på egen risiko men til fordel for boet.

▪ Omstødelsesreglerne er udtømmende (se dog noter i kreditor- og omsætningsbeskyttelse om en særlig ugyldighedsregel udenfor konkurs som maåke eksisterer...)

▪ Omstødelsesreglerne er subsidiære ift. reglerne om kreditorekstinktion og pro formaretshandler jf. Aftl. § 34

▪ Omstødelse kan kun finde sted såfremt den pågældende disposition har været til skade for kreditorerne. Er der således blevet betalt gæld med usædvanlige betalingsmidler, men var gælden sikret ved uomstødeligt pant kan der ikke ske omstødelse. Det samme gælder betaling af priviligeret gæld, når der i boet vil være fuld dækning til den pågældende klasse af gæld jf. nedenstående om konkursordenen.

Sondringen imellem objektiv og subjektiv omstødelse

▪ De objektive regler om omstødelse findes i KL §§ 64 - 67 samt 70 - 71. Fælles for disse regler er, at såfremt betingelserne i bestemmelserne er opfyldt kan der ske omstødelse. De subjektive regler om omstødelse findes i KL §§ 72 og 74. Fælles for disse regler er, at der i disse tilfædel også kræves at skyldnerens medkontrahent var i ond tro om skyldnerens insolvens før der kan ske omstødelse.

De objektive omstødelsesregler

▪ KL § 64 - Omstødelse af gaver

▪ HR. Omstødelse af gaver som er fuldbyrdet indenfor de sidste seks måneder før fristdagen. jf. KL § 64, stk 1.

▪ U. Gaver som er fuldbyrdet i perioden et år før fristdagen til et ½ år før fristdagen kan omstødes såfremt skyldnren ved fuldbyrdelsen enten var eller blev insolvent jf. KL § 64, stk. 2.

▪ U. Er gaven til skyldnerens nærtstående kan der ske omstødelse jf. KL § 64, stk. 2 helt tilbage til 2 år før fristdagen såfremt skyldneren ved fuldbyrdelsen var eller blev insolvent.

▪ U. Er der tale om lejlighedsgaver og lign. som ikke stod i misforhold til skyldnerens generelle økonomi kan der ikke ske omstødelse overhovedet.

▪ KL § 65 - Omstødelse af arv

▪ KL § 66 - Omstødelse af løn til nærstående

▪ HR. Der kan ske omstødelse af løn udbetalt indenfor de sidste 6 måneder før fristdagen til skyldnerens nærstående når denne løn åbenbart overstiger hvad der under hensyn til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og omstændighederne iøvrigt må anses for rimeligt. Der sker naturligvis kun omstødelse af den del af lønnen som er urimelig. jf. KL § 66, stk. 1.

▪ U. Kan det godtgøres at skyldneren ved udbetalingen enten var eller blev insolvent kan der ske omstødelse af den urimelige del af lønudbetalinger til skyldnerens nærstående i perioden fra to år til et ½ år før fristdagen.

▪ KL § 67 - Betaling af gæld

▪ Bestemmelsen opregner tre tilfælde hvor der kan ske omstødelse af skyldnerens betaling af gæld indenfor de sidste tre måneder før fristdagen.

▪ HUSK FOR SATAN! At såfremt betalingerne er ORDINÆRE kan der ikke ske omstødelse. Det er således en fælles betingelse for at anvnde KL § 67 at betalingen fremstår som ikke-ordinær. Ved ikke-ordinær fostås der, at betalingen netop skal være motivret af det faktum, at skyldneren er eller snart bliver insolvent. Med andre ord "ville betalingen have fundet sted på nøjagtig samme måde såfremt skyldnren havde været fuldt ud økonomisk solid?"

▪ Betaling med usædvanelige betalingsmidler

▪ Penge vil som udgp. aldrig være usædvanlige betalingsmidler

▪ Løsøre vil som udgp. være usædvanligt betalingsmiddel. Her må der ligges vægt på om medkontrahenten virkelig ønsker løsøret, eller om han bare har indvilliget heri fordi han ikke kunne få andet.

▪ Det vil ved vurderingen af hvorvidt det er uordinært at modtage varer fremfor penge kunne ligges vægt på om dette har fundet sted før imellem parterne.

▪ Har der ikke været handlet imellem parterne tidligere vil der måske kunne ligges vægt på om der i den pågældende branche er kutyme for at betale med varer.

▪ Betaling med varer til privatforbrug, ex. mad, vil forholdet efter omstændighederne kunne falde undenfor KL § 67 jf. U.1886.1137 og konkursret s. 94, note 73.

▪ Har en løsøresælger på afbetaling solgt varer til skyldneren, vil en aftale imellem parterne om returnering af varene imod slettelse af gælden indenfor tre måneder før fristdagen kunne omstødes jf. U.1987.766H (sælger modtager jo kun varene fordi han ikke kunne få andet...)

▪ Negotiable dokumenter - her gælder det samme som ved løsøre

▪ Fast ejendom og simple fordringer vil i almindelighed være usædvanlig betaling.

▪ Betaling før normal betalingstid

▪ Ved "normal betalingstid" må man i almindelighed forstå forfaldstid.

▪ Om der er tale om en ordinær eller ikke ordinær betaling skal afgøres konkret. Hvorvidt fordringens frigørelsestid er kommet vil i denne sammenhæng ikke kunne tillægges særlig vægt ved siden af andre momenter.

▪ Betaling på en helt eller delvis usikret kassekredit er betaling af uforfalden gæld og dermed som udgp. omfattet af KL § 67 medmindre indbetalingen var ordinær.

▪ Betaling der afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne

▪ Hvor meget der skal til før en betaling "afgørende" har forringet skyldnerens betalingsevne skal bedømmes konkret. Der skal her ligges vægt på følgende momenter.

▪ Er beløbet af en sådan størrelse, at det måtte stå fordringshaveren klart, at skyldnerens evne til, at videreføre sin forretning i afgørende grad ville blive forringet?

▪ Beløbet må ses ikke blot i forhold til skyldnerens aktivmasse, men også i forhold til hans likviditet. Lasse Højlund Christensen antager i J1999.386f, at betaling fra en virksomhed i drift må sammenholdes med likviditeten, mens betalinger fra en afviklet virksomhed må sammenholdes med aktiverne.

▪ Virkningen på skyldnerens betalingsevne vil være større såfremt en væsentlig del af skyldnerens aktiver er bundet i ikke let realisable værdier.

▪ Betaling af en stor gældspost kan dog efter omstændighederne være ordinær såfremt likvid kapital er frigjort ved et i sig selv fuldt ud forsvarligt salg af skyldnerens forretning.

▪ Er der tale om betaling af gæld til skyldnerens nærtstående er fristen to år såfremt skyldneren var eller blev insolvent ved betalingen

▪ KL § 68 - Omstødelse ifm. check og veksler

▪ KL § 69 - Omstødelse af modregning

▪ Bestemmelsen fastslår, at der kan ske omstødelse af modregning før konkursen under de samme betingelser som gælder for modregning under konkurs jf. KL § 42. Det fastslås dog, at bestemmelsen har et selvstændigt indhold idet der altid kan ske omstødelse når modregneren var i ond tro om skyldnerens insolvens ved erhvervelse af modfordringen.

▪ Bemærk rent citeringsteknisk, at såfremt der ex. kan ske omstødelse fordi modregneren har købt vare han ikke havde nogen forretningsmæssig brug for hos skyldneren før konkursdekretet med det ene formål at skaffe sig en modregningsadgang, skal omstødelse ske efter KL § 69, jf. § 67 og § 42, stk. 4.

▪ KL § 70 - Pant for gammel gæld.

▪ Reglen er objektiv og kan opdeles i fire situationer

▪ Panteret som ikke er tilsagt fordringshaveren ved gældens stiftelse

▪ En kontrapanteret som er tilsagt en kautionist som først har påtaget sig at kautionere for en gæld efter gældens stiftelse vil kunne omstødes efter KL § 70 selvom kontrapanteretten blev stiftet sammen med kautionsforpligtelsen jf. konkursret s. 107. Afgørende er om kontrapanteretten blev stiftet efter gældens stiftelse. Det bemærkes i denne forbindelse, at en kautionists regreskrav anses for stiftet samtidig med gælden til hovedmanden jf. KL § 39. Der er således utvivlsomt i disse tilfælde tale om pant for gammel gæld.

▪ Om omstødelse ifm. factoring se noterne i personskifte i skyldforhold

▪ Anden sikkerhedsret som ikke er tilsagt fordringshaveren ved gældens stiftelse

▪ Under "anden sikkerhedsret" falder tilbagetrædelseserklæringer, ejendomsforbehold og tilbageholdsret.

▪ Panteret som er tilsagt ved gældens stiftelse men som ikke er sikret unden unødigt ophold jf. KL §§ 70 og 73

▪ HUSK her opstilles tillige den betingelse for omstødelse at sikringsakten er iagttaget indenfor de sidste tre måneder før fristdagen.

▪ Er der overhovedet ikke iagttaget nogen sikringsakt er det ikke nødvendigt at tale om omstødelse idet der sker ekstinktion til fordel for boet.

▪ Skal der foretages to sikringsakter, som ex. ved ejerpantebreve hvor der både kræves tinglysning og rådighedsberøvelse skal begge være iagttaget uden unødig ophold.

▪ Sikringsakterne for pant i disse formuetyper er.

▪ Løsøre - Tinglysmning jf. TL § 47, stk. 1 (underpant) eller rådighedsberøvelse (håndpant)

▪ Fordringer (simple) - denunciation jf. Gbl. § 31

▪ Fordringer (neg.) - Rådighedsbereøvelse jf. Gbl. § 22

▪ Fast ejendom - Tinglysning jf. TL § 1

▪ Goodwill - Tinglysning jf. TL § 47, stk. 1.

▪ Anden sikkerhedsret som er tilsagt ved gældens stiftelse men som ikke er sikret uden unødigt ophold jf. KL §§ 70 og 73

▪ Bemærk her, at ejendomsforbehold i motorkørertøjer skal tinglyses i bilbogen.

▪ Er der tale om pant stillet overfor en nærstående finder KL § 70, stk. 2 anvendelse (fristen udvides til to år.)

▪ KL § 71 - Udlæg

▪ Ifølge denne bestemmelse bortfalder udlæg foretaget indenfor de sidste tre måneder før dekretet automatisk jf. KL § 71, stk. 1

▪ Er der tale om udlæg foretaget af en nærståenden udvides fristen til to år jf. KL § 71, stk. 2

▪ Er der dog tale om udlæg for underholdsbidrag bortfalder udlægget dog kun såfremt rekvisitus begunstiges utilbørligt.

De subjektive omstødelsesregler

▪ KL § 72 - Betaling af gæld foretaget efter fristdagen

▪ HR. Betaling af gæld foretaget efter fristdagen kan fordres omstødt, jf. KL § 72, stk. 1

▪ U. Gælden var blevet dækket fuldt ud alligevel efter reglerne om konkursordenen

▪ U. Betalingen var nødvendig for at afværge tab

▪ U. Den begunstigede var i god tro

▪ HR. Andre dispositioner foretaget efter fristdagen kan fordres omstødt jf. KL § 72, stk. 2

▪ U. Dispositionen var nødvendig til bevarelse af skyldnerens virksomhed

▪ U. Dispositionen var nødvendig til rimelig varetagelse af fordringshavernes fælles interesser

▪ U. Dispositionen var nødvendig for erhvervelse af dagliglivets fornødenheder

▪ U. Den begunstigede var i god tro

▪ HR. Har et tilsyn godkendt betalingen eller dispositionen kan der ikke ske omstødelse jf. KL § 72, stk. 3

▪ U. Tilsynet har åbenbart overskredet sine beføjelser.

▪ KL § 74 - Utilbørlige begunstigelser og forringende dispositioner(generalklausulen)

▪ Opstiller en generalklausul som kan benyttes til omstødelse hvor ingen af de speceille bestemmelser finder anvendelse.

▪ Ifølge bestemmelsen kan der alene ske omstødelse når den begunstigede er i ond tro, og alene i disse situationer

▪ Dispositioner der utilbørligt begunstiger en fordringshaver på de øvriges bekostning

▪ Dispositioner hvorved skyldnerens ejendele unddrages fra at tjene til fordringshavernes fyldestgørelse

▪ Dispositioner hvorved skyldnerens gæld forøges til skade for fordringshaverne

▪ Bemærk, at det er en fælles betingelse for at kunne benytte KL § 74 at der foreligger en utilbørlig disposition.

▪ Om de forskellige situationer hvor KL § 74 eventuelt kan finde anvendelse se konkursret s. 114 - 124

Virkningen af omstødelse

▪ KL § 75 - Ved omstødelse efter de objektive regler skal "den begunstigede fralægge sig den berigelse han har vundet, dog ikke ud over boets tab".

▪ Omstødes en overdragelse til eje af en genstand som er i behold, og kan den identificeres, kan boet kræve genstanden tilbage.

▪ Omkring udbytte af en genstand se KL § 75, stk. 2

▪ Har den begunstigede solgt genstanden skal han tilsvare boet salgsprovenuet med fradrag af omkostninger.

▪ Er genstanden gået til grunde har den begunstigede ikke vundet nogen berigelse hvorfor boet ikke har noget krav på ham.

▪ Dette gælder ex. hvor genstanden er blevet ødelagt som følge af fejl eller hvor den er blevet stjålet.

▪ Har den begunstigede forsætligt eller uagtsom ødelagt genstanden pga udsigten til at skulle tilbagelevere den er han erstatningsansvarlig heroverfor efter almindelige culpabetragtninger.

▪ Har tredjemand ødelagt tingen og modtager den begunstigede erstatning herfor tilfalder erstatningen boet idet står istedet for tingen.

▪ BEMÆRK særligt i relation til panterettigheder i fast ejendom. Omstødes en foranståeden panterettighed, rykker de bagvedstående op jf. U.1967.86H

▪ KL § 76 - Ved omstødelse efter de subjektive regler skal "den begunstigede svare erstatning efter de almindelige regler.

▪ Den begunstigede er pr. definition i ond tro når der sker omstødelse efter de subjektive regler. Den begunstigede skal derfor svare erstatning selv om tingen går til grunde ved en hændelig disposition.

▪ KL § 77 - Ydelserne skal tilbageleveres ved anmodning

▪ Forlanger en af parterne at der sker tilbagelevering af ydelserne skal dette ske. Kan der ikke ske tilbagelevering skal den nødvendige udligning ske ved betaling.

▪ BEMÆRK Den ydelse som medkontrahenten evt. kan kræve tilbage kan han naturligvis ikke benytte til modregning! At tillade modegning i disse tilfælde ville være det samme som at udligne omstødelsen....

▪ KL § 78 - Nedsættelse af kravet mod den begunstigede

▪ Ifølge denne bestemmelse kan kravet mod den begunstigede nedsættes eller bortfalde hvis gennemførelse ville være urimeligt byrdefuld og omstændighederne iøvrigt taler herfor. Bestemmelsen er en ren undtagelsesregel, men vil måske kunne benyttes overfor en god troende gavemodtager som nu ikke kan tilbagelevere gaven. Bestemmelsen vil næppe finde anvendelse i forretningsmæssige sammenhæng.

▪ KL § 79 - Den begunstigede har overdraget ydelsen

▪ Ifølge denne bestemmelse har boet alene et omstødelseskrav overfor erhververen såfremt denne ved transporten var i ond tro om de omstændigheder som begrundede kravet på omstødelse jf. KL § 79, stk. 1. Er erhververen en af skyldnerens nærstående kan der dog altid ske omstødelse jf. KL § 79, stk. 2.

▪ Det er klart, at der alene kan ske omstødelse overfor erhververen såfremt der kunne ske omstødelse overfor overdrageren, dvs. den oprindeligt begunstigede.

▪ KL § 80 - Kaution og tredjemandspant

▪ Er der stillet tredjemandspant eller kaution for skyldnerens betaling bestemmer KL § 80, stk. 1, at såfremt skyldneren betaler gælden og derved frigiver disse sikkerheder, kan boet i tilfælde af omstødelse af skyldnerens betaling kræve, at tredjemandspantsætteren eller kautionisten igen stiller tilsvarende sikkerhed såfremt disse ved frigivelsen kendte til de omstændigheder som begrundede omstødelsen. Bestemmelsens stk. 2 og 3 omhandeler situationer hvor kautionisten eller pantsætteren er en af skyldnerens nærstående.

▪ KL § 81 - Fristerne for at kunne foretage omstødelse

▪ HR. Fristen for at kunne anlægge omstødelsessag er 12 måneder fra konkursdekretet

▪ U. Kan boet først efter et stykke tid gøre kravet gældende har det altid en frist på 6 måneder. (dvs. også selv om 12 mdr. fristen skulle blive sprunget)

Konkursordenen

Generelt om konkursordenen

▪ Reglerne om konkursordenen regulerer hvorledes boets aktiver skal fordeles imellem kreditorerne. Reglerne herom findes i KL §§ 92 - 99.

Massekrav

▪ Massekrav er krav som er stiftet igennem kontrahering med selve boet. Disse krav skal opfyldes fuldt ud forud for konkurskravene. Følgende krav er massekrav.

▪ KL § 93, stk.1, nr. 1 - omkostninger ved konkursens indtræden

▪ KL § 93, stk. 1, nr. 2 - Omkostninger ved boets behandling

▪ KL § 93, stk. 1, nr. 3 - Gæld der pådrages boet under dets behandling (dog ikke skat)

Konkurskrav

▪ Disse krav udgør kravene som er stiftet igennem kontrahering med skyldneren. Disse krav skal først opfyldes efter massekravene.

▪ Generelt om konkurskrav

▪ Konkurskravene omfatter alle krav mod skyldneren som eksisterede ved konkursdekretets afsigelse jf. KL § 38.

▪ En fordring støttet på aftale anses for stiftet på det tidspunkt hvor skyldneren blev bundet, dvs. på det tidspunkt da dennes tilbud eller accept kom til medkontrahentens kundskab jf. Aftl. § 7.

▪ Efter KL § 39 anses en kautionists regreskrav for stiftet samtidig med hovedfordringen.

▪ Erstatningskrav anses for stiftet fra den skadegørende handling

▪ Alle krav mod skyldneren kan jf. KL § 40, stk. 1 af boet fordres omsat til penge

▪ Alle fordringer mod skyldneren kan efter KL § 41opfyldes af boet selv om fodringernes frigørelsestid endnu ikke er kommet.

▪ Konkurskreditorerne kan alene opnå den dividende af deres fordringer som kommer ud af boet til deres klasse. Dette betyder, at først opfyldes § 93 krav, derefter § 94 krav osv. Er der alene midler til opfyldelse af ex. § 93 krav og delvis opfyldelse af § 94 krav bliver resultatet, at massekreditorerne bliver opfyldt fuldt ud. De sekundære massekrav opnår en dividende, medens alle andre krav dvs. KL §§ 95 - 98 ikke får noget.

▪ Betalingsstandsningskrav/sekundære massekrav jf. KL § 94, stk. 1, nr. 1 - 3

▪ Det følger af KL § 94, at der efter der er sket fyldestgørelse af massekravene skal ske opfyldelse af de sekundære massekrav. Disse omfatter følgende

▪ KL § 94, stk. 1, nr .1 - Rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en gældsordning eller rekonstruktion

▪ KL § 94, stk. 1, nr. 2 - Anden gæld som skyldneren efter fristdagen har pådraget sig med samtykke fra skifterettens tilsyn.

▪ KL § 94, stk. 1, nr. 3 - Rimelige omkostninger ved påbegyndt likvidation af A/S eller ApS.

▪ KL § 94, stk. 1, nr. 4 - Retsafgift

▪ Lønprivilegiet jf. KL § 95

▪ Efter massekravene og de sekundære massekrav opfyldes lønkrav jf. KL § 95. De lønkrav som har fortringsstilling er

▪ KL § 95, stk. 1, nr. 1 - Krav på løn og andet vederlag for arbejde i skyldnerens tjeneste, som er forfaldet i tidsrummet fra seks måneder før fristdagen indtil konkursdekretet.

▪ Det er således kunde sidste 6 måneders løn som får fortrinsstilling. Om lønkrav efter konkursdekretet se noterne til konkurs og insolvens som misligholdese vedr. KL § 63.

▪ KL § 95, stk. 1, nr. 2 - 5 Omfatter andre krav end løn ifm. arbejdets udførelse.

▪ KL § 95, stk. 2 Indeholder en særregel om boets reaktionsmuligheder overfor urimelig høj løn til skyldnerens nærtstående.

▪ Leverandørprivilegiet jf. KL § 96

▪ Bestemmelsen omhandler leverandøres krav på afgifter på varer som er solgt til skyldneren.

▪ Simple krav jf. KL § 97

▪ Dette er opsamlingskategorien. Falder kravet ikke ind under de foregående kategorier, og er der ikke tale om et efterstillet krav, må kravet efter en negativ afgrænsning være et simpelt krav jf. KL § 97.

▪ Efterstillede krav jf. KL § 98

▪ Disse krav opfyldes til sidst og opfyldes i takt med deres benævnelse i paragraffen. De efterstillede krav udgør

▪ KL § 98, stk. 1, nr. 1 - Rentekrav som forfaldt efter dekretets afsigelse (dog ikke rentekrav efter KL §§ 93- 94)

▪ KL § 98, stk. 1, nr. 2 - Bødekrav

▪ KL § 98, stk. 1, nr. 3 - Gaveløfter

▪ Særligt om overførsel af fortrinsret jf. KL § 99

▪ KL § 99, stk. 1 fastslår den vigtige regel, at såfremt et krav omfattet af konkursordenen overdrages til en anden (kreditorskifte) følger den evt. fortrinsstilling som kravet havde med. Dvs. at overdrages ex. et massekrav vedbliver det at være et massekrav.

▪ KL § 99, stk. 2 fastslår at såfremt en tredjemand indfrier et fortrinsstillet krav mod boet subrogerer betaleren ikke alene i kravet, men også i fortrinsstillinge.

▪ Bestemmelsen tager ikke stilling til indtræden i panterettigheder. Det er dog den almindelige deklaratoriske regel, at ved overdragelse af et pantesikret krav, følger panteretten med.

▪ En indfrielse betyder i almindelighed ikke at man subrogerer i hverken ejendomsforbehold eller en modregningsret jf. Munch komm. konkurslov s. 591.

Fyldestgørelse af særlige rettigheder (herunder panterettigheder)

▪ KL § 82 - Hvad der tilhører tredjemand eller af andre grunde ikke kan inddrages i konkursmassen, udleveres til den berettigede.

▪ Bestemmelsen fastslår, at fordringshavere i følgende tilfælde kan udtage deres "genstand" fra boet.

▪ KL § 30 - God tro erhvervelse efter konkursens indtræden

▪ KL § 58, stk. 3 - Ejendomsforbehold, kontantforbehold og ugyldige overdragelser

▪ KL § 60 - Ting overgivet til boet

▪ KL kap. 8 - Omstødelse

▪ Personer med håndpanteret

▪ KL § 85, stk. 1 - Under konkursen kan tvangsauktion over skyldnerens aktiver alene foretages efter begæring fra boet eller med dettes samtykke.

▪ Bestemmelsen fastslår således, at en panthaver i fast ejendom ikke er seperatist, men derimod afhængig af konkursbehandlingen.

▪ KL § 86 - Har boet ikke inden seks måneder efter konkursdekretets afsigelse begæret tvangsauktion, kan enhver panthaver, hvis fordring er forfalden, forlange, at boet uden ugrundet ophold gennemfører tvangsauktionen.

▪ KL § 87 - Fastslår hvordan fordelingen imellem panthavere i samme genstand skal finde sted

▪ KL § 91 - Adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedret, berøres ikke af pantsætterens konkurs.

▪ Bestemmelsen fastslår at håndpanthavere er seperatister.

▪ "Anden tilsvarende sikkerhed" omfatter pant i fordringer som derfor tillige er seperatister

▪ Håndpant i et ejerpantebrev i fast ejendom giver ikke håndpanthaveren seperatist stilling. Disse skal istedet behandles som almindelige underpanthavere i den fast ejendom.

Køberet

Almindelige bestemmelser

Stk. 1 Angiver at kbl. er deklaratorisk og tillige viger for handelsbrug og anden sædvane (LK s. 32 - 33 & KK s. 14 - 31

▪ Vedtagelse af standardvilkår og ansvarsfraskrivelsesklausuler - KK s. 19 - 28 samt A&M s. 81 - 88

Kbl. § 1

Stk. 2 Angiver en række bestemmelser som er forbrugerpræceptive

Stk. 1 Angiver at kbl. som udgangspunkt finder anvendelse på alle køb, på nær køb af fast ejendom (LK s. 33 - 34 & KK s. 31 - 39)

▪ Omfattet er aktier , fordringer, immaterialrettigheder, EDB - programmel samt overdragelse af begrænsede rettigheder (ex. panterettighder)

Stk. 2 Undtagelse nr. 1 - Kbl. §§ 72 - 86 finder alene anvendelse ved forbrugerkøb

Kbl. § 1a

Stk. 3 Undtagelse nr. 2 - §§ 5, 10, 11, 17 stk. 2, 42 stk. 2, 48, 49, 52 - 54 finder ikke anvendelse ved forbrugerkøb (KK s. 38 - 41)

Stk. 4 Undtagelse nr. 3 - Loven gælder ikke køb som er omfattet af CISG (LK s. 34 & KK s. 41 - 45)

Stk. 1 Angiver at bestillingskøb er omfattet af kbl. forudsat at sælger selv skaffer de nødvendige materialer (LK s. 34 - 35 & KK s. 46 - 56)

Kbl. § 2

Stk. 2 Angiver at kbl. tillige omfatter bytte (LK s. 36 & KK s. 56 - 59)

Kbl. § 3 Angiver hvilke køb der karakteriseres som genus (LK s. 36 - 40 & KK s. 59 - 71)

▪ Afgørende er aftalen imellem sælger og køber. Har sælger reelt en valgmulighed imellem hvilke varer der skal benyttes til opfyldelse?

▪ En varer som oprindeligt var genus kan skifte karakter. Ex. ved udskillelse. Dette kræver dog købers medvirken, ex. ved at køber har beset eller på anden måde godkendt varen. Sælgeren kan ikke ensidigt ændre købets karakter og derved ex. undgå genus ansvaret efter Kbl. § 24.

Stk. 1 Angiver hvilke køb der karakteriseres som handelskøb (LK s. 40 - 41 & KK s. 71 - 74)

▪ Handelskøb kræver opfyldelse af to betingelser 1) handlende og 2) i eller for deres bedrift.

▪ Handlende er de personer som er nævnt i stk. 2, endvidere er alle som i deres bedrift afhænder dertil købte varer handlende. Ifølge motiverne s. 23 har det været tanken at omfatte alle forretningsdrivende , hvis virksomhed efter sin beskaffenhed kræver en ordnet forretningsdrift.

▪ En handlende skal endvidere handle i eller for hans bedrift. Dette betyder, at den møbelhandlers køb af møbler til privat brug ikke er et handelskøb.

Kbl. § 4

Stk. 2 Angiver hvilke personer der anses for handlende (LK s. 40 & KK s. 71 - 74)

Stk. 1 Angiver hvilke køb der karakteriseres som forbrugerkøb (LK s. 41 & KK s. 74 - 80)

Kbl. § 4a

Stk. 2 Angiver at køb hvor sælger ikke er erhvervsdrivende alligevel er forbrugerkøb såfremt sælger har ladet sig repræsentere af en prof.

Om bestemmelse af købesummen

Kbl. § 5 Hvor intet er aftalt om købesummens størrelse, skal k betale hvad s kræver medmindre det er ubilligt (LK s. 159 - 160 & KK s. 81 - 92)

▪ Om den krævede sum er for høj afgøres ved en konkret vurdering af hhv. leveringsstedet, prisforholdende samt varens stand og mængde på leveringstidspunktet.

▪ Bestemmelsen finder alene anvendelse hvis "intet andet er aftalt". Ofte er en pris stiltiende aftalt. I handelskøb vil markedsprisen som udgp. være stiltiende aftalt.

▪ I forbrugerkøb er det udgp. at prisen er inklusiv moms, mens det i handelskøb modsat er den deklaratoriske regel at prisen er eksklusiv moms.

▪ Bestemmelsen må efter en analogi også finde anvendelse på rabat jf. KK s. 90

Kbl. § 6 Angiver en reklamationsregel om de tilfælde hvor prisen er angivet i en faktura eller nota. (LK s. 61 - 62 & KK s. 92 - 101)

▪ Bestemmelsens analogi finder anvendelse på andre følgedokumenter jf. KK s 93

▪ VIGTIGT - Reklameres der ikke kan køber dog fortsat hævde at en lavere pris er aftalt eller at regningen er urimelig. Nu er det blot køber som har bevisbyrden herfor.

▪ Bestemmelsens analogi finder tillige anvendelse på andre oplysninger som har deres naturlige plads i en faktura/nota. DOG ikke på angivelser om ejendomsforbehold el. renter.

▪ Angiver sælgere en lavere pris end den som med rette kan kræves - Aftl. § 32, stk. 1 og KK s. 94

Kbl. § 7 Angiver at beregnes købesummen efter tal, mål eller vægt er tidsp. for risikoovergang jf. § 17 afgørende. (LK s. 162 & KK s. 101 - 106)

Kbl. § 8 Angiver at såfremt varen skal beregnes efter vægt, skal indpakningen (taravægten) fratrækkes. (LK s. 162 & KK s. 106 - 109)

Om leveringsstedet (Om de retsvirkninger der tillægges hhv. levering, overgivelse og bestemmelsesstedet se KK s. 110 - 112)

Stk. 1 Sælger skal som HR levere på det sted hvor han har sin forretning alternativt sin bolig (LK s. 46 - 47 & KK s. 118 - 124)

▪ I nogle tilfælde er der ikke tale om levering. Ex. hvor køber allerede har tingen på prøve. Her indtræder leveringens retsvirkninger fra aftl indgåelse

▪ Det er sælgers forretningssted ved aftalens indgåelse der er afgørende.

Kbl. § 9

Stk. 2 U. Befinder genstanden sig ved købet afslutning på et andet sted anses dette for leveringsstedet (LK s. 46 - 47 & KK s. 124)

▪ BEMÆRK det er et krav, at begge parter er i ond tro herom. Dvs begge parter skal eller burde vide, at genstanden var på det andet sted.

Kbl. § 10 U. Er der tale om forsendelseskøb - Levering ved overgivelse til selvstændig fragtfører (LK s. 48 - 49 & KK s. 125 - 154)

▪ Det er et krav, at der er tale om en selvstændig fragtfører, dvs. ikke en som er undergivet sælgers instruktionsbeføjelser.

▪ Overgivelse til fragtcentral el. speditør må idag sidestilles med overgivelse til en selvstændig fragtfører.

▪ Såfremt der skal benyttes et skib sker levering først når genstanden er over skibssiden. BEMÆRK dog at overgives genstanden til en selvstændig fragtfører som skal befragte den frem til et skib udenfor pladsen, sker levering allerede ved overgivelsen til fragtføren.

Kbl. § 11 U. Er der tale om pladskøb - Levering når genstanden er kommet i købers besiddelse (LK s. 47 - 48 & KK s. 154 - 160)

▪ "Pladsens grænser" svarer til det område hvor varer af den pågældende art regelmæssigt udbringes af sælgeren eller dennes folk

▪ Det er ikke tilstrækkeligt til "køberens besiddelse" at genstanden uden aftl. blot henstilles ved købers bopæl eller forretningssted. Er køber eller dennes folk til stede på bestemmelsesstedet er der sket levering når genstanden er læsset af vognen. (dvs. indbæring ikke nødvendigt)

Om opfyldelsestiden

Kbl. § 12 Er opfyldelsestiden ikke bestemt og følger den ikke af omstændighederne, så opfyldelse ved påkrav (LK s. 45 & KK s. 161 - 169)

▪ Fsa. betalingsstedet er kbl tavs, men der gælder den alm. grundsætning i gbl. § 3, hvorefter "pengeskyld er bringeskyld". Husk dog Kal. § 25

▪ Når der kræves betaling ved påkrav, er der tillige tale om kbl deklaratoriske udgp. at der skal betales kontant.

▪ Afgørende for "bestemt" er om sælger uden yderligere meddelelser fra køber ved hvornår han skal levere.

▪ Efter afgivelse af påkrav (som er et påbud - virkning fra kommet frem) må køber give sælger en "vis" frist til at levere.

▪ Leverer sælger før aftalt tid - køber er ikke forpligtet til at betale før der skulle have været leveret.

Kbl. § 13 Særregel om de tilfælde hvor der er fastsat et tidsrum hvorindenfor der kan ske levering til køber (LK s. 45 - 46 & KK s. 169 - 171)

▪ HR sælger har valgretten om hvornår han indenfor tidsrummet vil levere.

▪ U. Der er netop fastsat et spillerum med henblik på at varetage købers interesser - her har køber valgretten.

▪ Husk reglerne i kbl. § 68 & 69 om fortolkningen af "begyndelsen" "medio" osv.

Om retten til at kræve ydelse mod ydelse (samtidighedsgrundsætningen)

Kbl. § 14 Er der ikke givet henstand fra nogle af parterne - krav om samtidighed (LK s. 57 - 60 & KK s. 172 - 198)

▪ Hvem af parterne der har pligt til at tage initiativet afhænger af om der er tale om § 9 køb (køberen) eller § 11 køb (sælgeren).

▪ Bestemmelsen nævner intet om køber har en undersøgelsesret inden betaling. Det antages, at køber har en undersøgelsesret i det omfang dette kan ske uden skade eller tidsspilde for sælger.

▪ Der er i disse tilfælde tale om kbl. deklaratoriske udgp. kontantkøbet. Undtagelserne hertil er prænumerationskøb og kreditkøb (henstand).

Kbl. § 15 Forsendelseskøb - Sælger skal afsende genstanden, men skal ikke overgive den medmindre betaling (LK s. 60 - 62 & KK s. 198 - 209)

▪ Bestemmelsen omfatter forsendelseskøb jf. Kbl. § 10 samt afsendelseskøb med de i §§ 62 - 64 nævnte klausuler.

▪ Også her antages det, at køber har en begrænset undersøgelsesret.

▪ Forsendes genstanden uden aftale herom pr. efterkrav eller mod postopkrævning er køber berettiget til, at afvise genstanden.

Kbl. § 16 Forsendelseskøb & handelsekøb - Særregel ombrugen af konossementer og andre fragtbreve. (LK s. 62 - 63 & KK s. 209 - 219)

▪ Sidestiller konossementer og andre fragtbreve med salgsgenstanden.

▪ "Andre fragtbreve" kræver, at adgangen til, at råde over genstanden er knyttet til fragtbrevet.

▪ Husk henvisningen til kbl. § 71.

Om faren (risikoen) for salgsgenstanden

Stk. 1 HR Sælger bærer risikoen indtil levering jf. §§ 9 - 11 (LK s. 65 - 68 samt 73 - 75 & KK s. 220 - 232)

▪ Afgørende er den faktiske levering. (modsat den aftalte)

▪ Ved § 9 og 11 køb går risikoen således over når genstanden er i købers besiddelse

▪ Ved § 10 køb går risikoen over ved overgivelse til en selvstændig fragtfører.

▪ Ved § 10 køb hvor der er tale omerhvervsmæssige handelsforhold og om genuskøb af almindelige handelsvarer hvor disse under forsendelsen sammenblandes med varer som er bestemt for andre købere kræves der imidlertid yderligere en underretning fra sælger til køber før risikoen går over.

▪ Har sælger afsendt genusvarer sammenblandet til flere forskellige købere, har sælger selv om risikoen er gået over på køber pligt til, at fordele et tab der er opstået som følge af en hændelig begivenhed forholdsmæssigt imellem de enkelte købere.

▪ Risikoen går over på køber allerede ved aftl. indgåelse i de tilfælde hvor levering ikke er nødvendig, evt. fordi køber allerede har genstanden i sin besiddelse.

▪ "Hændelige undergang eller forringelse" omfatter ikke sælger culpøse adfærd, men ex. orkan og jordrystelse, samt (analogt) bortkomst (tyveri), konfiskation.

Kbl. § 17

Stk. 2 U. § 9 køb vedr. species hvor det aftl tidp. for afhent./lev. er overskredet - køber har risikoen (LK s. 69 - 73 & KK s. 232 - 243)

▪ Krav for benyttelsen af § 17, stk. 2, er 1) der er tale om species 2) der er tale om afhentningskøb 3) at lev. tiden er kommet 4) at genstanden "holdes rede".

▪ Andre undtagelser fra HR i § 17, stk. 1 er tillige § 58 hvorefter køber kan hæve selv om genstanden er gået til grunde når dette skyldtes en hænderlig begivenhed.

▪ Endnu en undtagelse findes i § 37 hvorefter risikoen går over på køber selv om der ikke er sket levering når køber er i fordringshavermora.

Om udbytte af salgsgenstanden

Stk. 1 Før levering tilfalder udbytte som HR sælgeren (LK s. 53 -55 & KK s. 244 - 247)

▪ "Udbytte" kræver at de som falder fra hovergenstanden kan identificeres og udskilles.

▪ Afgørende er den aftalte leveringstid (modsat den faktiske)

▪ Undtagelsen til hovedreglen er hvor det "med grund måtte påregnes at falde forinden (levering)"

Kbl. § 18

Stk. 2 Efter levering tilfalder udbytte som HR køberen (LK s. 53 - 55 & KK s. 244 - 247)

▪ Se bemærkningerne til stk. 1

Stk. 1 Køb af aktier omfatter tillige endnu ikke ( ved aftl. indgåelse) forfaldent udbytte (LK s. 55 - 56 & KK s. 248 - 251)

Kbl. § 19

Stk. 2 Køberen overtager tillige forkøbsrettigheder som er knyttet til den købte aktie (LK s. 55 - 56 & KK s. 248 - 251)

Kbl. § 20 Særregel om køb af rentebærende fordringer (LK s. 56 & KK s. 251 - 252)

▪ HR Renter som forfalder før levering tilkommer sælger, mens renter som forfalder efter levering tilkommer køber.

▪ HR De renter som ved levering er påløbet, men endnu ikke forfaldne skal køber betale som et tillæg til købesummen

▪ U. Er fordringen solgt som usikker skal køber ikke betale for de påløbne, men uforfaldne renter.

▪ "Usikre fordringer" afhænger af fortolkning men er ofte fordringer solgt på tvangsauktion eller fordringer solgt til underkurs.

Om forsinkelse fra sælgerens side

Husk reglen i Kbl. § 50 om sondringen imellem forsinkelse og kvantitetsmangler

Stk. 1 Ved forsinkelse kan køber som udgp. kræve naturalopfyldelse eller hæves (LK s. 84 - 87 & KK s. 259 - 277)

▪ BEMÆRK der skal være opfyldt to betingelser før de to nævnte beføjelser indtræder. 1) Forsinkelsen må ikke skyldtes køberens forhold, ex. hvis køber har givet udtryk for, at det aftalte leveringstidspunkt ikke længere var afgørende for ham. 2) Forsinkelsen må ikke skyldtes en hændelig begivenhed som køber bærer risikoen for.

▪ HR køber har krav på naturalopfyldelse. (såfremt der reklameres jf. kbl. § 26)

▪ U. Ifalder sælger ikke erstatningsansvar for forsinkelsen kan der heller ikke kræves naturalopfyldelse.

▪ U. Opfyldelse er umulig eller vil medføre sælger helt uforholdsmæssige vanskeligheder eller omkostninger. (om vedvarende kontrakter se KK s. 271). Det er dog en betingelse herfor at sælger ved aftalens indgåelse hverken kendte eller burde kende til den pågældende hindring.

▪ HR køber har ret til at hæve købet ved forsinkelse (såfremt køber har erlagt købesummen velvidende om forsinkelsen kan dette medføre et stiltiende afkald)

▪ U. forsinkelsen skal være væsentlig jf. Kbl. § 21, stk. 2

▪ Der kan på trods af ordlyden af Kbl. § 21 også hæves ved anticiperet misligholdelse (LK s. 91 & KK s. 288 - 295)

Kbl. § 21 Stk. 2 Er forsinkelsen uvæsentlig kan der dog ikke hæves, medmindre k har betinget sig dette (LK s. 88 - 90 & KK s. 277 - 282)

▪ Om en forsinkelse er væsentlig skal i første omgang afgøres efter en konkret bedømmelse. Foreligger der ikke konkrete omstændigheder skal væsentlighed bedømmes efter en generel vurdering.

▪ Efter en konkret bedømmelse foreligger der væsentlighed når sælgeren kendte eller burde kende de omstændigheder som gjorde, at rettidig levering var særlig vigtig for køber.

▪ Efter en generel bedømmelse foreligger der væsentlighed når forsinkelsen må anses for væsentlig for en gennemsnitskøber af varer af den pågældende art. Ved bedømmelsen heraf skal der ligges vægt på om varen er prisfølsom, let fordærvelig, sæsonbetonet eller der foreligger andre forhold som er typiske for den pågældende branche.

▪ Foreligger der et "fixkøb" dvs. at køber har betinget sig levering "præcis" eller "allersenest" vil enhver forsinkelse være væsentlig

▪ Har sælger udvist svig antages det, at køber kan hæve selv ved uvæsentlig forsinkelse.

Stk. 3 I handelskøb er enhver forsinkelse væsentlig, medmindre kun en ringe del er forsinket (LK s. 90 & KK s. 283 - 288)

▪ HR enhver forsinkelse i handelskøb er væsentlig

▪ U. Uanset ordlyden af kbl. § 21, stk. 3 skal der efter retspraksis foretages en konkret vurdering af forsinkelsens betydning.

▪ U. I bestillingskøb må reglen lempes (LK s. 90 & KK s. 283)

▪ U. Forsinkelsen angår kun en "ringe del af det solgte".

Kbl. § 22 Særregel om købers hævemulighed ved successive leveringer (LK s. 91 - 93 & KK s. 295 - 303)

▪ HR hver enkelt levering skal behandles som et køb for sig. Der kan således alene hæves for den ene forsinkede levering (hvis væsentlig)

▪ U. Også fremtidige leverancer kan hæves såfremt forsinkelsen må forventes at gentage sig

▪ U. Købet i dets helhed kan hæves såfremt dette er begrundet i sammenhængen mellem leveringerne

▪ På trods af ordlyden antages det i praksis, at man efter omstændighederne godt kan fastholde den forsinkede leverance og hæve de øvrige. (se KK s. 300)

Kbl. § 23 Sælger i specieskøb er erstatningsansvarlig for forsinkelse efter en culparegel (LK s. 93 - 97 & KK s. 304 - 318)

▪ HR Sælger er alene ansvarlig for forsætlige eller uagtsomme handlinger foretaget af ham selv. (om oprindelig eller efterfølgende forsinkelse er ligegyldigt)

▪ U. Sælger er efter DL 3 - 19 - 2 også ansvarlig for sine ansattes uforsvarlige handlinger/undladelser som har en tilknytning til den ansattes arbejde. (se KK s. 306 og lærebog i erstatningsret s. 161)

▪ U. Sælger er ansvarlig for de forsætlige eller uagtsomme handlinger/undladelser som foretages af selvstændige tredjemænd som sælger har hyret. Dog er sælger ikke ansvarlig såfremt det efter kontrakten er aftalt eller forudsat, at der vil blive benyttet selvstændig medhjælp.

▪ U. Sælger er objektivt ansvarlig for pengemangel

▪ U. Sælger er objektivt ansvarlig for tredjemands rettigheder over genstanden (jf. også kbl. § 59)

▪ U. Sælger er ansvarlig selv om han er i undskyldende uvidenhed om sin forpligtelse (ex. fordi hans ordrebøger er gået tabt.)

▪ U. Har sælger afgivet en garanti for rettidig levering kan dette efter en fortolknig af garantien medføre et erstatningsansvar på objektivt grundlag.

Kbl. § 24 Sælger i genuskøb er erstatningsansvarlig for forsinkelse på næsten objektivt grundlag (LK s. 97 - 105 & KK s. 319 - 389)

▪ HR Sælger er ansvarlig på objektivt grundlag for forsinkelse

▪ U. Forelå der oprindelig umulighed, dvs. levering var umulig allerde ved aftalens indgåelse er sælger ansvarlig efter en culparegel

▪ U. Såfremt varen efter aftalens indgåelse er blevet koncentreret ifalder sælger ansvar efter kbl. § 23

▪ U. Såfremt det efter en fortolkning af aftalen er umuligt at opfylde denne og umuligheden var upåregnelig for sælger ved aftalens indgåelse Umulighed vil foreligge efter omstændighederne forligge i disse situationer: Krig, blokade, oprør, offentlig beslaglæggelse, ind- og udførselsforbud, naturkatastrofer, Strejker som rammer generelt i et område, brand (se. KK s. 330 - 340) Umulighed vil efter omstændighederne ikke foreligge i disse situat.: Dårlige vejrforhold, leverandører, transport, materiale, arbejdskraft (se KK s. 340 - 350)

▪ U. Relaativ umulighed kan begrunde ansvarsfrihed. Dette ex. helt ekstraordinære og uventede prisstigninger.

▪ Om sælger ifalder ansvar ved ikke tids nok, at have truffet sådanne foranstaltninger at han kunne opfylde aftalen må nok besvares bekræftende (se. LK s. 101)

▪ Om ansvar hvor varen går tabt under transporten se LK s. 102

▪ Indtræder en af de nævnte umulighedsgrunde (ex. krig), og rammer dette alene sælger, men ikke andre sælgere af det samme produkt på markedet, foreligger der subjektiv umulighed hvilket også antages at være ansvarsfritagende. Skyldtes den subjektive umulighed derimod alene sælgers rent individuelle forhold er sælger ansvarlig også selv om dette ville betyde helt ekstraordinære omkostninger (se. Gomard 2. Del s. 170 og KK s. 361 - 362)

▪ Sælger kan i aftalen have påtaget sig et strengere eller lempeligere erstatningsgrundlag. Om fortolkningen og betydningen af disse se KK s. 375 - 384 & LK s. 104 - 105 & A&M s. 81 - 88)

▪ BEMÆRK indtræder der en hindring som er ansvarsfritagende for sælger har denne en pligt til at underrette køber herom. Undladelse heraf udgør culpa.

Kbl. § 25 Særregel om erstatningsberegningen efter Kbl. §§ 23 og 24 hvor købet hæves (LK s. 105 - 109 & KK s. 390 - 464)

▪ Fastholdes købet (dvs. der kræves naturalopfyldelse) kan køber alene kræve den positive opfyldelsesinteresse. Dette udgøres af tidsinteressen dvs. det tab som køber har lidt som følge af forsinkelsen. Fastholdes købet finder kbl. § 25 ikke anvendelse.

▪ Reglen finder alene anvendelse såfremt der ikke kan føres bevis for andet tab. I disse tilfælde omfatter erstatningen således prisdifferencen.

▪ Hæves købet kan køber, på trods af kbl. § 25, kræve den negative kontraktsinteresse.

▪ Om erstatning for driftstab og andre følgeskader se LK s. 109 & KK s. 400)

▪ HUSK at køber har pligt til at begrænse sit tab. Ex. ved at foretage dækningskøb. BEMÆRK også at visse tab er uundgåelige, lempelsesreglen i EAL § 24, Accept af risiko, egen skyld, Kutymer og endelig at visse følgeskader kan anddrage helt exorbitante beløb...

▪ Dækningskøb skal foretagess loyalt. Se KK s. 459 - 464

Kbl. § 26 Reklamationsregel når leveringstiden er sprunget og der endnu ikke er leveret (LK s. 110 - 111 & KK s. 465 - 489)

▪ Reklamation efter kbl. § 26 omfatter alene retten til at kræve naturalopfyldelse

▪ Reklamation efter kbl. § 26 er pligtmæssig og omfattet af kbl. § 61

▪ HR købe skal reklamere inden rimelig tid

▪ U. forlanger sælger at køber skal tage stilling skal der reklameres uden ugrundet ophold

▪ Der kræves en specificeret reklamation, dvs. køber skal angive at han fastholder købet. En neutral reklamation er således virkningsløs efter § 26.

▪ Ved reklamation efter § 26 kan køber normalt fastsætte en frist for levering. Overskridelse af denne frist er i almindelighed væsentlig og giver køber ret til at hæve. Angives der ikke nogen frist kan køber afhængig af varens art og størrelse hæve købet hvis der ikke sker levering inden rimelig tid.

▪ BEMÆRK retten til erstatning skal der således ikke reklameres over. Retten kan dog fortabes ved passivitet jf. LK s. 111, note 103 & KK s. 474

▪ Fremsættes en reklamation for sent kan den alligevel tillægges retsvirkninger når sælger ikke reagerer på den eller indlader sig i realitetsforhandlinger jf. KK s. 469 - 474)

▪ Fristen begynder at løbe fra 1) "uden ugrundet ophold" fra sælger kommer med forespørgsel, 2) "Inden rimelig tid" den aftalte leveringstid

▪ Fristernes længde "inden rimelig tid" eller "uden ugrundet ophold" skal bedømmes konkret se KK s. 479 og 483

Kbl. § 27 Reklamationsregel når leveringstiden er sprunget og der er leveret (LK s.111 - 112 & KK s. 490 - 501)

▪ Reklamation efter kbl. § 27 omfatter retten til at kræve erstatning og hæve, men ikke til at kræve naturalopfyldelse

▪ Reklamation efter kbl. § 26 er pligtmæssig og omfattet af kbl. § 61

▪ Kræver køber erstatning er det tilstrækkeligt at der fremsættes en neutral reklamation

▪ Vil køber hæve købet skal der fremsættes en specificeret reklamation.

▪ HR Reklamationsfristen er ved både erstatning og ophævelse uden ugrundet ophold

▪ U. I handelskøb skal der ved den neutrale reklamation reklameres "straks". (dvs. i handelskøb er længden for en specificeret reklamation fortsat "uden ugrundet ophold").

▪ På samme måde som ved § 26 kan en for sen reklamation efter omstændighederne tillægges retsvirkninger.

▪ HR fristerne begrynder at løbe fra genstandens fremkomst til bestemmelsesstedet

▪ U. Giver sælger en meddelelse om forsinkelsen til køber begynder fristen at løbe allerede fra køber har fået kundskab om meddelelsen. Det samme gælder såfremt køber af andre veje er blevet bekendt med forsinkelsen.

▪ Fristernes længde "straks" eller "uden ugrundet ophold" skal bedømmes konkret se KK s. 493

▪ Reglen kan anvendes analogt såfremt der leveres for tidligt.

Om forsinkelse fra køberens side

Stk. 1 Betaler køber ikke kan sælger fastholde eller hæve (hvis væsentlig). (LK s. 167 - 173 & KK s. 502 - 544)

▪ Bestammelsen finder anvendelse når købers ydelse (penge) er forsinket eller de nødvendige foranstaltninger for at modtage sælgers ydelse ikke er truffet.

▪ HR Sælger har i disse tilfælde valget imellem at fastholde købet (dvs. kræve pengene) eller hæve købet.

▪ HR Sælger kan fastholde købet

▪ U. Sælger kan ikke fastholde købet såfremt købers betaling ikke sker som følge af omstændigheder som køber ikke er ansvarlig for jf. § 30.

▪ U. Køber har i enkelte tilfælde en annullationsret. Dette vil navnligt forekomme i bestillingskøb

▪ U. Sælger kan have fortabt retten ved passivitet jf. § 31

▪ HR Sælger kan hæve købet

▪ U. Sælger kan alene hæve når forsinkelsen er væsentlig. I handelskøb anses enhver forsinkelse for væsentlig. Både i og udenfor handelskøb bedømmes forsinkelser med betalingen strengt. Den almindelige loyalitetspligt medfører dog, at i tilfælde hvor sælger må indse, at den manglende betaling hverken skyldtes køberens vilje eller evne til at betale, først kan hæve efter at have rykket køber for betaling.

▪ U. Tingen er overgivet til køber, medmindre sælger har taget forbehold eller tingen afvises jf. stk. 2

Kbl. § 28

Stk. 2 Er tingen overgivet til køber kan sælger ikke hæve medm. der er taget forbeh. el. tingen afvises( LK s. 173 - 178 & KK s. 544 - 584)

▪ HR Er tingen overgivet til køber kan sælger ikke hæve (om "overgivelse" se ejendomsretten s. 110 - 117)

▪ U. Tingen afvises uberettiget af køber og forbliver derefter i købers varetægt. Afvises tingen berettiget kan sælger jf. § 57 kræve tingen tilbage.

▪ U. Salgsgenstanden er overgivet til køber/dennes bo EFTER at køber er kommet under konkurs jf. kbl. § 41 og KL § 60

▪ U. Sælger har taget et gyldigt ejendomsforbehold. se Ejendomsretten s. 122 - 156 & Kreditaftaleret s. 129 - 155

▪ U. Sælger har taget kontantforbehold - og har ikke givet henstand (se ejendomsretten s. 119 - 122)

▪ BEMÆRK at det er en betingelse for at kunne hæve et køb, at tingen kan identificeres bland købers andre genstande og at tingen ikke er blevet indført i en anden ting og derved blevet en del af denne (medmindre tingen kan udskilles igen uden væsentlige omkostninger for køber)

Kbl. § 29 Særregel om successiv levering (KK s. 585 - 591)

▪ Bestemmelsen svarer til Kbl. § 22, med den modifikation, at formodningen her er for, at køber vil misligholde fremtidige betalinger.

Stk. 1 Hæver sælger efter § 28 og 29 har han ret til erstatning efter kbl. § 24 (størrelse: prisforskellen) (LK s. 178 - 181 & KK s. 591 - 610)

▪ Reglen henviser direkte til § 24, hvorefter køber er ansvarlig på samme grundlag. Bemærk særligt at man er objektiv ansvarlig for pengemangel.

▪ Kan der ikke føres bevis for andet tab kan sælger kræve prisdifferencen

▪ Sælger skal efter alm. grundsætninger begrænse sit tab mest muligt.

▪ Når salget hæves kan sælger kræve den negative kontraktsinteresse fremfor den positive opfyldelsesinteresse.

Kbl. § 30

Stk. 2 Særregel om erstatningens størrelse hvor tingen sælges kort tid efter ophævelse (LK s. 178 - 181 & KK s. 591 - 610)

▪ Foretages der salg af genstanden på forsvarlig måde og inden rimelig tid efter ophævelsen bliver den opnåede pris afgørende ved erstatningsberegningen.

Kbl. § 31 Reklamationsregel hvor tingen ikke er overgivet til køber og sælger vil fastholde købet (LK s. 181 - 182 & KK s. 610 - 616)

▪ HR sælger skal reklamere inden rimelig tid såfremt han vil fastholde købet

▪ U. Retter køber forespørgsel mod sælger om han vil fastholde skal sælger reklamere uden ugrundet ophold

▪ Fristerne begynder at løbe fra 1) der skulle være betalt "inden rimelig tid" og 2) fra købers forespørgsel kommer sælger til kundskab "uden ugrundet ophold"

▪ Om længden af fristerne henvises til bemærkningerne om kbl §§ 26 og 27

▪ Er tinget overgivet til køber og ønsker sælger at fastholde købet behøves der ingen reklamation. Længere tids ligegyldighed om den udeblevne betaling kan dog medføre passivitet el. forældelse.

Kbl. § 32 Reklamationsregel hvor sælger vil hæve købet og købesummen er betalt (LK s. 181 - 182 & KK s. 616 - 623)

▪ HR er købesummen betalt må sælger såfremt han vil hæve købet reklamere uden ugrundet ophold

▪ U. Er der tale om et handelskøb skal sælger reklamere straks

▪ Hvornår fristerne begynder at løbe fra afhænger af betalingsform, som udgp. dog fra det tidspunkt hvor sælger hevde krav på betaling.

▪ Om længden af fristerne henvises til kbl §§ 26 og 27

Kbl. § 33 Regel om sælgers omsorgspligt ved fordringshavermora i afhentningskøb jf. kbl. § 9 (LK s. 188 - 191 & KK s. 624 - 638)

▪ BEMÆRK reglerne om fordringshavermora finder alene anvendelse når købet fastholdes.

▪ HR sælgeren har en omsorgspligt for genstanden som omfatter rimelige og forsvarlige omk. ved at passe på tingen indtil køber betaler el. sælger hæver

▪ U. I forsendelseskøb hvor tingen er kommet frem til bestemmelsesstedet har sælger kun omsorgspligt når der på dette sted findes nogen som kan tage tingen i besiddelse på sælgers vegne og dette kan ske uden væsentlig ulempe eller omkostninger.

▪ Foretager sælger ikke sin omsorgspligt kan køber gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.

Kbl. § 34 Regel om sælgers ret til at sælge tingen til anden side i tilfælde af købers fordringshavermora (LK s. 191 - 192 & KK s. 638 - 646)

▪ Er det forbundet med væsentlige omkostninger for sælger at passe på tingen kan sælger sælge tingen til anden side på købers vegne såfremt sælger forinden har opfordret køber til at betale købesummen og tillige givet ham et betimeligt varsel om at konsekvensen af manglende betaling vil være salg til anden side.

▪ Foretages salget på en forsvarlig måde, herunder ved bekendtgjort auktion kan køber ikke gøre indsigelser mod den opnåede pris.

▪ Kan salg ikke finde sted, eller er omkostningerne ved salg større end værdien af tingen er sælger berettiget til at skaffe tingen bort.

▪ At tingen sælges på køber vegne betyder, at den opnåede købesum modregnes i sælgers krav mod køber. Det samme gælder de omkostninger som sælger har haft ved opfyldelse af omsorgspligten samt ved salget af tingen. (konneks modregning)

Kbl § 35 Sælgers salgspligt når tingen er udsat for hurtig fordærvelse (LK s. 192 & KK s. 646 - 652)

▪ Sælger har en salgspligt i tilfælde hvor tingen er hurtigt fordærvelig eller hvor dens opbevaring medfører helt uforholdsmæssige omkostninger. Denne salgspligt udspringer fra sælgers pligt til at begrænse sit eventuelle tab.

▪ Usigten til prisstigninger vil som udgp. ikke udløse salgspligten.

Kbl. § 36 Sælgers ret til erstatning for opbevaring og tilbageholdsret for samme (LK s. 190 & KK s. 648 - 652)

▪ Sælger har (objektivt) krav på køber for de omkostninger som afholdes ifm. §§ 33 - 35. Sælger har til sikkerhed for dette krav tilbageholdsret i genstanden.

Kbl. § 37 Regel om hvorvidt køber eller sælger bærer risikoen ved fordringshavermora (LK s. 71 - 73 & KK s. 652 - 656)

▪ Er leveringstiden overskredet og købet fastholdes bærer køber risikoen selv om der endnu ikke er leveret fsa Species.

▪ Er der tale om Genus bærer sælger fortsat risikoen medmindre købers varer er blevet udskilt fra resten. Ved bestillingskøb vil det normalt være tilstrækkeligt at arbejdet er så fremskredet, at varene kan identificeres som bestemt for netop denne køber. Kbl. § 37 stiller ikke krav om underretning vedr. udskillelsen.

Om købers manglende betalingsevne

Stk. 1 Regel om sælgers standsningsret og hæveret i tilfælde af købers konkurs (LK s. 182 - 188 & KK s. 677 - 689)

▪ Reglen alene anvendelse såfremt køber efter aftalens indgåelse er kommet under konkurs. (tidspunkt for dekretet afgørende)

▪ Sælger har i disse tilfælde selv om betalingstiden endnu ikke er kommet tre muligheder.

▪ 1) Sælger kan holde genstanden tilbage, dvs.undlade at afsende den eller overgive den til køber

▪ 2) Sælger kan standse godset under transport forinden det overgives til køber. Overgivelse til selvstændig fragtfører eller speditør afskærer som udgp. ikke standsningsretten medmindre disse må anses for at opbevare tingen på købers vegne. Overgivelse sker først når varene er læsset af vognen. (modsat hvor vognen holder på bestemmelsesstedet og afventer instruktioner)

▪ 3) Er leveringstiden kommet kan sælger hæve medmindre boet stiller sikkerhed for købesummens betaling

Kbl. § 39

Stk. 2 Regel om sælgers standsningsret og hæveret ved anticiperet misligholdelse (LK s. 182 - 188 & KK s. 677 - 689)

▪ Bestemmer at stk. 1 også finder anvendelse i følgende situationer: Eksekution har vist at køber er insolvent, køber er handlende og er gået i betalingsstandsning, købers formueforhold i øvrigt er sådan, at køber må antages ikke at kunne betale sin gæld efterhåndende som den forfalder.

Kbl. § 40 Regel om sælgers hæveadgang i tilfælde af konkurs hvor leveringstiden endnu ikke er indtruffet (LK s. 187 - 188 & KK s. 690 - 692)

▪ Finder anvendelse når tingen ikke endnu er leveret og leveringstiden endnu ikke er indtruffet.

▪ Sælger kan i disse tilfælde kræve at boet uden ugrundet ophold beslutter om det vil indtræde i aftalen. Indtræder boet ikke el. forholder sig passiv kan sælger hæve købet.

Kbl. § 41 Regel om sælgers hæveadgang ved konkurs hvor tingen er overgivet til konkursboet (LK s. 188 & KK s. 692 - 698)

▪ Bestemmelsen svarer til konkursloven § 60

▪ Er køber kommet under konkurs efter aftalens indgåelse og er tingen overgivet til boet, har sælger en udtagelsesret, medmindre boet indtræder i aftalen eller stiller sikkerhed for købesummens betaling.

▪ BEMÆRK at det er afgørende at tingen er overgivet til konkursboet.

▪ Bestemmelsen finder alene anvendelse ved overgivelse i god tro om konkursen. Kender sælger til konkursen og overgiver på trods heraf genstanden til boet svarer dette til, at der gives henstand til konkursboet. Der vil dog i denne situation fortsat kunne hæves efter henstandsperiodens udløb, idet der efter omstændighederne kan indfortolkes et stiltiende forbehold ved overgivelse i ond tro.

▪ Kan tingen ved tilbagetagelse ikke identificeres, har sælgers krav status som massekrav.

Om mangler ved salgsgenstanden

Særligt - Hvornår foreligger der en mangel (LK s. 112 - 124 & KK s. 699 - 751 & Gomard 1. del s. 154 - 162)

▪ Om der foreligger en mangel afhænger af en fortolkning af aftalen om hvilken ydelse der må betegnes som opfyldelse.

▪ Er en mangel så ubetydelig, at køber ikke kan opnå et forholdsmæssigt afslag i prisen er der i almindelighed ikke tale om en mangel der kan gøres gældende.

▪ Mangelsbedømmelsen er todelt. Først foretages en konkret fortolkning af aftalen og omstændighederne i øvrigt, herunder hvad der med rette var påtænkt af sælger og køber. Giver den konkrete fortolkning ikke noget fast holdepunkt skal der efterfølgende foretages en generel bedømmelse af genstanden og manglen. Ved den generelle bedømmelse er udgp. at køber har krav på en i almindelighed god handelsvare.

▪ Momenter som kan indgå i den konkrete mangelsbedømmelse (LK s. 112 - 117 & KK s. 706 - 730)

- Ved køb af nye ting vil der sjældent foreligge konkrete forhold (detaljerede beskrivelser osv.). Ofte vil der her ske en generel bedømmelse.

- Er en genstand solgt som ny ligger der heri en tilkendegivelse om at genstanden er brugt, men at den ikke afviger fra normen for nye genstande.

- Er der i aftalen angivet særlige betegnelser eller specifikationer vil disse have betydning for hvorvidt der foreligger en mangel

- Skal en vare svare til en tidligere prøve vil dette have betydning på mangelsbedømmelsen

- Har køber særlige forventninger til genstanden og er disse meddelt sælger har dette betydning for mangelsbedømmelsen

- Oplysninger fra sælgers side ifm. aftalens indgåelse vil ofte blive tillagt afgørende betydning for mangelsbedømmelsen. Dette gælder dog ikke almindelige anprisninger

- Giver sælgeren urigtige eller vildledende oplysninger ifm. aftalens indgåelse vil disse kunne tillægges betydning ved mangelsbedømmelsen

- Giver sælger en garanti eller tilsikring omkring genstanden og er disse forhold ikke til stede vil der i almindelighed foreligge en mangel.

- Sælger har en loyal oplysningspligt - kendte eller havde sælger mistanke om eventuelle mangler ved genstanden skal han underrette køber herom. Sker dette ikke og foreligger der en mangel kan køber påberåbe sig den. Sælger har dog ikke pligt til i almindelighed, at foretage undersøgelser ifm. salgsaftalen.

- Prisen vil ofte kunne tillægges væsentlig betydning ved mangelsbedømmelsen

- Der foreligger i almindelighed ikke en mangel hvis det efterfølgende viser sig, at der ikke kunne skaffes reservedele til genstanden.

- Lever genstanden ikke op til offentlige kvalitets- og normkrav foreligger der i almindelighed en mangel

- Har genstanden farlige egenskaber som den ikke skulle have foreligger der i almindelighed en mangel.

- Ved salg af udsalgsvarer har køber i almindelighed krav på sædvanelig kvalitet medmindre der specielt er gjort opmærksom om andet.

- Ved salg af genstande hvor kvalitet og egenskaber kan være usikre ex. antikviteter, kunst, fordringer, pantebreve i fast ejendom henvises til KK s. 726 - 730

- Afgørende for om der foreligger en mangel er den leveredes egenskaber. Værdien af den leverede ydelse har mindre betydning. (medmindre videresalg var påtænkt og kendeligt for sælger).

▪ Momenter som kan indgå i den generelle mangelsbedømmelse (KK s. 730 - 751)

- Her er det afgørende om genstanden har den brugbarhed og værdi som er almindelig for genstande af den pågældende art.

- Udgangspunktet tages her i den almindelige betegnelse for genstanden. Køber har således krav på en alm. god handelsvare.

- Branchekrav eller offentlige krav til kvalitet vil også her have betydning.

- Ved bestillingskøb/tilvirkning se KK s. 740 - 742

- Ved salg af forretninger se KK s. 742 - 744

▪ Særligt om efterfølgende mangler, dvs. mangler der opstår efter aftalens indgåelse men før risikoen går over henvises til LK s. 124 & KK s. 744

Særligt - mangler som ikke kan påberåbes.

Købers undersøgelsespligt jf. Kbl §§ 47 og 51

▪ Der henvises til kommentaren til de enkelte bestemmelser og Gomard. 1. del s. 200 - 207)

Åbenlyse/synlige mangler

▪ Er manglen synlig og åbenlys kan selve det faktum at køber modtager genstanden uden at sige noget eller foretage sig noget bevirke, at køber stiltiende har accepteret manglen.

▪

Sælger har taget forbehold (LK s. 120 - 122 & KK s. 876 - 882 & Gomard 1. del s. 189 - 200 & Gomard 2. del s. 225 - 236)

▪ Har sælger taget forbehold ved aftalens indgåelse omkring mangler ved genstanden kan dette medføre at manglen ikke kan påberåbes af køber.

▪ Forbehold har deres største område ved salg af brugte ting. Ved salg af nye ting vil et forbehold næppe kunne tillægges stor betydning.

▪ Om et forbehold overhovedet er vedtaget henvises til A&M s.81 - 88 vedr. standardvilkår.

▪ Forbehold kan rammes efter Aftl. § 36, men i almindelighed vil mangelsforbehold dog være gyldige.

▪ Jo mere specifikt et forbehold er, jo større retsvirkninger kan det tillægges.

▪ Generelle forbehold så som "solgt som den er" "solgt som beset "uden ansvar for fejl og mangler" kan ikke tillægges betydning hvis varen ikke svarer til den betegnelse hvounder den er solgt, eller sælger har udvist svig, grov uagtsomhed eller tilsidesat sin loyale oplysningspligt. Endvidere afskærer disse klausuler ikke køber fra at påberåbe sig fundamentale mangler. Er der tale om skjulte fejl kan sælger heller ikke påberåbe sig klausulen fsa. fejl som ikke ville være opdaget ved en undersøgelse jf. § 47.

▪ Konkrete forbehold kan tillægges større retsvirkning. Hvor langt disse forbehold rækker afhænger af fortolkning. De vil dog i almindelighed afskære købers mangelsindsigelse medmindre sælger har udvist svig eller handlet groft uagtsomt.

Stk. 1 Købers adgang til at hæve eller kræve forholds. afslag i prisen ved mangler i specieskøb (LK s. 125 - 130 & KK s. 780 - 810)

▪ Køber kan kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen. Dvs. at nedsætter manglen en genstands værdi med 20% skal køber betale 20% mindre for genstanden.

▪ Køber kan hæve købet medmindre manglen ikke er væsentlig. Køber kan dog altid hæve købet når sælger har udvist svig.

▪ Om en mangel er væsentlig skal først bedømmes konkret og leder dette ikke til et entydigt resultat skal der ske en generel vurdering.

▪ Ved en konkret vurdering er fortolkningen af aftalen afgørende, herunder dens ordlyd, købers tilkendegivelser overfor sælger, sælgers oplysninger til køber, tidligere samhandel og om sælger evt. har givet en garanti for genstandens egenskaber eller kvaliteter.

▪ Ved en generel vurdering skal der ligges vægt på hvorvidt den pågældende mangel ville være væsentlig for en gennemsnitskøber.

▪ Købers særlige forudsætninger vedrørende genstandens egenskaber og kvalitet skal være kendelige for sælger før de kan påberåbes.

▪ I handelskøb vil mangelsbedømmelsen være strengere end i civilkøb.

▪ Foreligger der en væsentlig mangle kan sælger dog efter omstændighederne afværge ophævelse ved at afhjæple hurtigt jf. KK s. 800

▪ Undersøger køber genstande ved levering og opdager der en fejl som dog ikke er væsentlig kan han ikke afvise genstanden. (ctr. hvis væsentlig)

Kbl. § 42

Stk. 2 Regel om købers adgang til at kræve erstatning for mangler i specieskøb (LK s. 133 - 136 & KKs. 810 - 824)

▪ Der sondres ved specieskøb imellem oprindelige og efterfølgende mangler, dvs. mangler opstået efter aftalens indgåelse

▪ Ved oprindelige mangler er sælger ansvarlig i følgende situationer

▪ 1) Når sælger har udvist svig

▪ 2) Når sælger har afgivet en garanti "anses som tilsikrede". Dette omfatter ikke anprisninger. Oplysninger i almindelighed kan anses som tilsikringer såfremt sælger måtte indse, at oplysningerne gav køber det indtryk, at genstanden besad visse egenskaber. Om forskellen herimellem se LK s. 134 note 187.

▪ 3) Når sælger har tilsidesat sin loyale oplysningspligt, dvs. handlet culpøst ved ikke at fortælle køber om mangler som han kendte eller havde mistanke om.

▪ Ved efterfølgende mangler er sælger ansvarlig i følgende situationer

▪ 1) Når sælger har udvist svig

▪ 2) Når sælger har handlet culpøst, dvs. forårsaget manglen ved forsætlige eller uagtsomme handlinger/undladelser.

▪ Forårsager genstanden fysisk skade på køber eller dennes andre ting benyttes reglerne om produktansvar. Se LK s. 138f & formueretlige emner kap. 12

Stk. 1 Købers adgang til at hæve, kræve omlev. eller et forholdsmæssigt afslag ved genuskøb (LK s. 125 - 130 & KK s. 824 - 834)

▪ HR lider det solgte af en mangel kan køber hæve købet, kræve omlevering eller kræve et forholdsmæssigt afslag.

▪ Lider det solgte af en kvantitetsmangel jf. § 50, kan køber kræve efterlevering (væsentlighed ikke nødvendigt)

Kbl. § 43 Stk. 2 Begrænsning i købers adgang til at hæve og kræve omlevering ved genuskøb (LK s. 125 - 130 & KK s. 824 - 834)

▪ U. Er manglen ikke væsentlig kan køber ikke hæve eller fordre omlevering. Om væsentlighedsbedømmelsen se bemærkningerne til § 42, stk. 1

▪ Køber kan dog altid hæve/omlevering når sælger har udvist svig eller når sælger har kendt (eller ukendskab skyldtes grov uagtsomhed) manglen på et sådant tidspunkt, at han uden urimelig opofrelse kunne skaffe en mangelfri genstand.

▪ Er der tale om, at alene en del af genusydelsen er behæftet med mangler kan køber hæve/kræve omlevering såfremt manglen er væsentlig set i forhold til det samlede køb.

▪ Køber kan som udgangspunkt godt hæve delvist såfremt manglen er væsentlig for den mangelfulde del. Dette gælder dog ikke såfremt sammenhængen imellem delene bevirker, at sælger vil påføres uforholdsmæssig skade. Køber er heller ikke berettiget ti at "skumme fløden", dvs. ex. ved salg af frugt og grønt at udtage enkelte dårlige eksemplarer og hæve købet fsa. disse. Dette vil dog være muligt såfremt sælger selv har opdelt leverancen ex. i kasser. Køber vil i dette tilfælde være berettiget til, at hæve købet delvist for hver enkelt kasse som er behæftet med en væsentlig mangel.

Stk. 3 Regel om købers adgang til at kræve erstatning for mangler i genuskøb (LK s. 136 & KK s. 834 - 836)

▪ Sælger er ansvarlig efter den næsten objektive regel i kbl. § 24

▪ Forårsager genstanden fysisk skade på køber eller dennes andre ting benyttes reglerne om produktansvar. Se LK s. 138f & formueretlige emner kap. 12

Kbl. § 44 Afgørende for om der foreligger en mangel er tidspunktet for risikoens overgang (LK s. 124 - 125 & KK s. 837 - 844)

▪ HR det afgørende tidspunkt for om der foreligger en mangel er tidspunktet for risikoens overgang fra køber til sælger.

▪ U. Såfremt manglen skyldtes sælgers forsømmelser/culpa er sælger ansvarlig for manglen selv om den opstår efter risikoens overgang

▪ U. Har sælger givet køber en funktionsgaranti som strækker sig ud over tidspunktet for risikoens overgang er sælger tillige ansvarlig.

Kbl. § 45 Bestemmelsen om beregning af erstatning ved mangler - henviser til § 25 (LK s. 136 - 138 & KK s. 844 - 848)

▪ Fastholder køber aftalen kan der kræves erstatning for værdiforringelsen ved manglen, herunder reperationsomkostninger.

▪ Hæver køber skal erstatningen opgøres efter § 25, dvs. at medmindre der føres bevis for andet tab fastsættes erstatningen til prisdifferencen. Køber kan dog vælge at kræve erstatning efter den negative kontraktsinteresse.

Kbl. § 46 Særregel om successiv levering (LK s. 130 - 131 & KK s. 849 - 854)

▪ HR hver enkelt levering skal behandles som et køb for sig. Der kan således alene hæves for den ene mangelfulde levering (hvis væsentlig)

▪ U. Også fremtidige leverancer kan hæves såfremt manglen må forventes at gentage sig

▪ U. Købet i dets helhed kan hæves såfremt dette er begrundet i sammenhængen mellem leveringerne

▪ På trods af ordlyden antages det i praksis, at man efter omstændighederne godt kan fastholde den mangelfulde leverance og hæve de øvrige. (se KK s. 300)

▪ Bestemmelsens analogi vil kunne benyttes på en flerhed af kontrakter.

▪ Der vil tillige kunne hæves i tilfælde af anticiperet misligholdelse.

Kbl. § 47 Regel om købers undersøgelsespligt efter opfordring (LK s. 117 - 120 & KK s. 854 - 875)

▪ Reglen finder alene anvendelse såfremt 1) køber har undersøgt genstanden, 2) sælger har opfordret ham hertil eller 3) der før aftalens indgåelse er givet køber lejlighed til at undersøge en prøve. Der pålægges således ikke køber en undersøgelsespligt i almindelighed.

▪ HR foreligger der en af de 3 situationer kan køber ikke påberåbe sig mangler som blev opdaget eller burde være blevet opdaget.

▪ U. Medmindre sælgeren har udvist svig.

▪ Omfanget af købers undersøgelsespligt skal bedømmes konkret jf. LK s. 118 nederste spalte. I handelskøb finder kbl. § 51 anvendelse på købers undersøgelsespligt. Sælgers eventuelle udtalelser og garantier kan have virkning på omfanget af købers undersøgelsespligt.

▪ Skal køber undersøge en prøve kan det være aftalt, at prøven alene skal være afgørende for bestemte egenskaber (en typeprøve)

Kbl. § 48 Særregel om mangler ved genstande købt på auktion (LK s. 120 - 122 & KK s. 875 - 885)

▪ HR køber kan ikke påberåbe sig mangler medmindre genstanden ikke svarer til den betegnelse hvorunder den er solgt når dette sker ved auktion. Bestemmelsen svarer til et generelt forbehold om, at genstanden sælges som dener og forefindes, jf. ovenstående om forbehold. Savner genstanden således væsentlige egenskaber som må forventes at være opfyldt ved en genstand af pågældende betegnelse, kan køber påberåbe sig dette.

▪ U. Sælger har handlet svigagtigt

▪ U. Sælger er en handlende som sælger sine varer ved auktion.

Stk. 1 Regel om sælgers begrænsede afhjælpningsret (LK s. 141 - 143 & KK s. 885 - 894)

▪ Bestemmelsen give sælger en afhjælpningsret såfremt følgende betingelser er opfyldt:

▪ 1) Afhjælpning kan ske inden manglen bliver væsentlig jf. henvisningen til § 21. I handelskøb har køber således næppe en afhjælpningsret da enhver forsinkelse er væsentlig. Ved handelskøb som tillige er bestillingskøb kan det dog tænkes, at sælger har en begrænset afhjælpningsret.

▪ 2) Afhjælpningen åbenbart ikke vil medføre omkostninger eller ulempe for køber.

▪ Sælger kan indenfor rammerne af disse betingelser foretage flere afhjælpningsforsøg, efter gentagne fejltagelser bortfalder retten dog.

▪ Kan sælger ikke afhjælpe manglen kan køber udøve sædvanelige misligholdelsesbeføjelser.

▪ Der kan være aftalt en udvidet afhjælpningsret eller pligt for sælger jf. LK s. 142 note 206, s. 121 og Gomard 2. del s. 225 - 236)

Kbl. § 49

Stk. 2 Fastslår at købers ret til erstatning ikke berøres af stk. 1 (LK s. 141 & KK s. 894 - 896)

▪ Afhjælper sælger manglen jf. stk. 1 kan køber ikke gøre andre beføjelser gældende end erstatning (ex. for driftstab)

Kbl. § 50 Regel om sondringen imellem forsinkelse og kvantitetsmangler (LK s. 81 - 83 & KK s. 896 - 902)

▪ Leveres der alene en delmængde af den ydelse som skulle være leveret kan forholdet enten bedømmes som forsinkelse eller en kvantitetsmangel

▪ Der foreligger en kvantitetsmangel såfremt køber måtte gå ud fra at den leverede delmængde var ment at skulle tjene til fuldstændig opfyldelse

▪ Der foreligger forsinkelse såfremt køber måtte gå ud fra at den leverede delmængde ikke er ment at skulle tjene til fuldstændig opfyldelse

▪ Til bedømmelse af hvad køber måtte gå ud fra kan der navnligt lægges vægt på indholdet af medfølgende fakturaer, følgesedler og fragtdokumenter. Også størrelsen af afvigelsen kan have betydning for hvad køber "må gå ud fra".

▪ Skal forholdet bedømmes som en kvantitetsmangel kan køber ikke kræve omlevering jf. § 43, men kan istedet kræve efterlevering.

▪ Såfremt genstanden lider af en væsentlig mangel vil køber efter omstændighederne være berettiget til at afvise genstanden og efterfølgende påberåbe sig reglerne om forsinkelse jf. LK s. 82f.

Kbl. § 51 Regel om købers undersøgelsespligt i handelskøb (LK s. 144 - 145 & KK s. 903 - 921)

▪ Bestemmelsen finder alene anvendelse i handelskøb og kun når

▪ 1) Genstanden er leveret (den faktiske levering er naturligvis afgørende)

▪ 2) En aftalt udfaldsprøve er kommet køber i hænde

▪ 3) Ved forsendelseskøb når den på bestemmelsesstedet er stillet til rådighed for køber jf. § 56.

▪ Er de ovenstående betingelser opfyld skal køber foretage en sådan undersøgelse af genstanden som ordentlig forretningsbrug kræver.

▪ VIGTIGT opfylder køber ikke sin undersøgelsespligt eller opdager han ikke en mangel som han burde havde opdaget, medfører dette IKKE at køber ikke kan gøre misligholdelsebeføjelser gældende, men derimod at fristen i kbl. § 52 begynder at løbe fra det tidspunkt hvor køber burde have opdaget manglen.

▪ Kbl. § 51 benyttes således til at fastslå starten på reklamationsreglen i Kbl. § 52 og skal ses i sammenhæng med denne.

▪ Er det aftalt at sælger skal montere/installere genstanden indtræder undersøgelsespligten først efter montering/installering.

Stk. 1 Reklamationsregel om adgangen til at kunne gøre en mangel gældende - neutral (LK s. 143 & KK s. 921 - 946)

▪ HR køber skal reklamere "uden ugrundet ophold" over mangler

▪ U. Handelskøb kræver at der reklamere "straks"

▪ Bestemmelsens 2. pkt. refererer til kbl. § 51. En "neutral" reklamation er tilstrækkelig efter § 52, stk. 1

▪ Fristerne begynder i begge tilfælde at løbe fra det tidspunkt hvor køber burde have opdaget manglen. Ved handelskøb bestemmes dette efter § 51. Ved civilkøb foretages en friere bedømmelse jf. LK s. 144f.

Kbl. § 52

Stk. 2 Reklamationsregel om adgangen til at hæve eller kræve om- eller efterlevering - specifik (LK s. 144 & KK s. 921 - 946)

▪ Ønsker køber at hæve eller kræve om- eller efterlevering skal der reklameres "uden ugrundet ophold"

▪ Bestemmelsen gælder for både civilkøb og handelskøb. (beføjelserne kan dog være bortfaldet jf. stk. 1 i handelskøb)

▪ Såfremt de nævnte beføjelser ønskes påberåbt skal der reklameres "specifikt".

▪ Fristen begynder at løbe efter de samme regler som stk. 1.

Kbl. § 53 Undtagelse til § 52 som omhandler svig og grov uagtsomhed (LK s. 145 & KK s. 946 - 949)

▪ HR. Er der reklameret for sent kan køber ikke påberåbe sig manglen

▪ U. Sælger har udvist svig

▪ U. Sælger har udvist grov uagtsomhed og denne har medført betydelig skade for køber

▪ U. Sælger ikke påberåber sig, at reklamationen er afgivet for sent (passivitet)

▪ U. Sælger indlader sig i realitetsforhandlinger med køber (stiltiende accept af den for sene reklamation)

Stk. 1 Reklamationsregel om adgangen til at gøre skjulte mangler gældende (LK s. 145 - 147 & KK s. 949 - 969)

▪ HR køber kan ikke påberåbe sig mangler ved genstanden når der er gået 2 år fra overgivelsen

▪ U. Sælger har handlet svigagtigt

▪ U. Sælger har afgivet en funktionsgaranti vedrørende genstanden som strækker sig ud over to år.

▪ Reklamation skal blot være afgivet indenfor 2 år. Når der er reklameret er fristen endelig/for altid brudt. (dvs. der begynder ikke at løbe en ny frist)

Kbl. § 54

Stk. 2 Reklamationsregel vedrørende skjulte mangler i byggematerialer (LK s. 147)

▪ Ved køb af bygge materialer er fristen 5 år fra byggeriets aflevering, dog maksimum 6 år fra overgivelse af materialerne til køber.

▪ Omfatter er mursten, lægter, spær, betonelementer og tagsten. Men ikke sten, grus og uforarbejdet træ. Den faktiske anvendelse er uden betydning.

Om afvisning af leverede genstande og ophævelse af køb

Kbl. § 55 Regel om købers omsorgspligt hvor køber er i besiddelse af genstanden og vil hæve (LK s. 148 - 149 & KK s. 970 - 977)

▪ Bestemmelsen tager ikke stilling til om køber må afvise en genstand eller tage den i sin besiddelse. Reglen finder alene anvendelse såfremt køber faktsik har fået genstanden i sin besiddelse.

▪ Er køber kommet i besiddelse af genstanden har han den samme omsorgspligt som påhviler sælger efter §§ 34 og 35.

▪ De til omsorgspligten hørende omkostninger kan køber fordre erstatning for. Om sikkerhed for denne erstatning se kbl. § 57, stk. 2

▪ Ved pladskøb antages det at køber kan tilbagesende genstanden uden sælgers samtykke. Det modsatte gælder ved forsendelseskøb.

Stk. 1 HR om købers omsorgspligt ved forsendelseskøb (LK s. 148 - 149 & KK s. 977 - 981)

▪ Bestemmelsen regulerer hvorvidt køber er pligttig til, at tage genstanden i sin besiddelse ved forsendelseskøb

▪ Bestemmelsen forudsætter, at køber er berettiget til, at afvise genstanden.

▪ HR Er køber sat i stand til på bestemmelsesstedet at komme i besiddelse af genstanden, er han pligtig hertil selv om han vil afvise/hæve.

Kbl. § 56 Stk. 2 Undtagelse til stk. 1 (LK s. 148 - 149 & KK s. 977 - 981)

▪ U. Sælger er selv til stede på bestemmelsesstedet

▪ U. Ihændehaveren af et konossement over genstanden er til stede på bestemmelsesstedet

▪ U. Anden person som på sælgers vegne kan tage sig af genstanden er til stede på bestemmelsesstedet (

▪ U. Køber kan ikke tage genstanden i sin besiddelse uden at betale købesummen

▪ U. Køber kan ikke tage genstanden i sin besiddelse uden at pådrage sig anden væsentlig omkostning eller ulempe.

Stk. 3 Henvisning til Kbl § 55 (LK s. 148 - 149 & KK s. 977 - 981)

▪ Har køberen taget tingen i sin besiddelse jf. stk. 1 finder Kbl. § 55 anvendelse, hvilket betyder at kbl. §§ 34 og 35 finder anvendelse.

Stk. 1 Betingelser for ophævelse af køb og samtidighedsgrunds. v. ophævelse (LK s. 149 - 151 & KK s. 981 - 999)

▪ Ved ophævelse af køb gælder der den samme samtidighedsgrundsætning som efter kbl. § 14

▪ HR Ophøvelse forudsætter, at genstanden kan tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde som var tilfældet ved levering

▪ U. Køber har udøvet omsorgspligt jf. § 55 og derigennem evt. solgt genstanden jf. § 35. I disse tilfælde kan der fortsat hæves. Sølger skal blot godskrives salgssummen.

▪ U. Salgsgenstandens forringelse i forhold til ved levering må betragtes som uvæsentlig

▪ U. De undtagelser som følger af kbl. § 58

▪ Om købers eventuelle udbytte af genstanden forinden ophævelse se LK s. 150, note 227 og KK s. 985f

▪ Stedet for udvekslingen af ydelserne er efter alm. principper at køber må stille genstanden til disposition for sælger på købers plads, eller ved forsendelseskøb på bestemmelsesstedet. Køber er som udgp ikke berettiget til ved forsendelseskøb, at tilbagesende genstanden på sælgers regning.

Kbl. § 57

Stk. 2 Købers tilbageholdsret for erstatningskrav mod sælger (LK s. 149 - 151 & KK s. 981 - 999)

▪ Angiver en undtagelse til samtidighedsgrundsætningen i stk. 1, idet køber ved ophævelsen kan tilbageholde genstanden indtil sælger betaler eller stiller sikkerhed for konnekse erstatningskrav som køber måtte have mod sælger. Ex. krav i forbindelse med købers omsorgspligt.

Kbl. § 58 Undtagelser til HR i § 57, stk. 1 om ophævelse (LK s. 149 - 151 & KK s. 999 - 1010)

▪ Bestemmelsen angiver en række undtagelser til kravet om, at ophævelse kræver tilbagelevering af genstanden i væsentlig samme stand og mængde.

▪ U. Undergangen eller forandringen skyldtes en hændelig begivenhed

▪ U. Undergangen eller forandringen skyldtes genstandens egen beskaffenhed (ex. en båd der synker pga. en mangel ved skroget.)

▪ U. Undergangen eller forandringen skyldtes foranstaltninger som kræves til undersøgelse af genstanden (ex. åbning af emballage)

▪ U. Undergangen eller forandringen skyldtes foranstaltninger som er truffet inden den mangel som medfører ophævelse er eller burde være blevet fundet.

▪ U. Undergangen eller forandringen skyldtes køber almindelige brug/forbrug som måtte påregnes af sælger ved aftalens indgåelse.

▪ Foreligger der en af de nævnte undtagelser er køber heller ikke erstatningsansvarlig overfor sælger. Har køber opnået en berigelse som følge af en af de nævnte undtagelser kan dette dog berettige et berigelseskrav.

▪ Om den særlige situation hvor køber har videresolgt genstand uden at opdage manglen se KK s. 1008

Om vanhjemmel

Kbl. § 59 Regel om købers ret til erstatning for retlige mangler (LK s. 152 - 158 & KK s. 1011 - 1032)

▪ Er der ikke aftalt andet imellem sælger og køber er den deklaratoriske regel, at køber skal opnå den fulde ret til genstanden

▪ HR. Foreligger der på trods heraf en fuldstændig eller begrænset ret over genstanden er sælger ansvarlig herfor på objektivt grundlag.

▪ U. Sælger er ikke ansvarlig såfremt køber ved aftalens indgåelse var i ond tro om retsmanglen (dvs. kendte den eller har handlet groft uagtsomt). Der pålægges ikke som ved faktiske mangler nogen undersøgelsespligt fsa. retlige mangler.

▪ U. Køber ved aftalens indgåelse eller efterfølgende har ekstingveret den tidligere ret. Køber har dog i denne situation fortsat retten til at påberåbe sig reglen om vanhjemmel jf. LK s. 152 nederst.

▪ Bestemmelsen omfatter alene oprindelig vanhjemmel. Ved efterfølgende vanhjemmel finder kbl. almindelige regler om ansvar ved faktiske mangler anvendelse, dvs. § 42, stk. 2 (species) og § 43, stk. 2 (genus).

▪ Er der tale om salg af fordringer er overdrageren objektiv ansvarlig jf. Gbl. § 9

▪ Offentlig retlige rådighedsindskrænkninger skal som udgp. behandles efter reglerne om faktiske mangler jf. LK s. 155

▪ Om købers andre misligholdelsesbeføjelser ved retlige mangler se LK s. 156f. (naturalopfyldelse, omlevering, afhjælpning, ophævelse & forh. afslag)

▪ Retten til at gøre en retsmangel gældende kan fortabes ved sælgers hurtige afhjælpning, manglende reklamation efter en alm. loyalitetspligt, eller såfremt retsmanglen har medført forsinkelse manglende reklamation efter kbl. §§ 26 og 27 jf. LK s. 157f.

Om køb på prøve

Stk. 1 Regel om sælgers bundethed ved køb på prøve (KK s. 1033 - 1041)

▪ HR "køber" bliver ikke bundet ved et køb på prøve.

▪ U. Der er aftalt en frist for tilbagelevering og denne passerer uden at køber reagerer herpå

▪ U. Der er ikke aftalt nogen frist for tilbagelevering og der er gået en passende frist/tidsrum for køber til at prøve genstanden

▪ U. Genstanden kan ikke tilbageleveres i væsentlig sammen stand jf. §§ 57 og 58 analogt. Jf. § 60, stk. 2 bærer køber dog risikoen hvorefter også hændelige begivenheder vil afskære kæber fra at hæve.

Kbl. § 60

Stk. 2 Køber bærer risikoen for genstanden mens den er på prøve (KK s. 1041 - 1043)

▪ Sålænge genstanden er på prøve hos "køber" bærer denne risikoen for genstandens hænderlige undergang.

Om meddelelser efter denne lov

Stk. 1 Regel om hvem der bærer risikoen for køberens pligtmæssige meddelelser (KK s. 1044 - 1051)

▪ Reglen finder alene anvendelse på meddelelser efter §§ 6, 26, 27, 54 og54

▪ Reglen finder alene anvendelse såfremt meddelelsen er sendt med post, telegraf eller andet forsvarligt befordringsmiddel (herunder hører telex og telefax, men derimod ikke på taxi, budcentral eller transport ved købers egne folk).

▪ Finder reglen anvendelse bærer modtageren, dvs. sælger risikoen for meddelelsens forsinkelse eller undergang under transport.

Kbl. § 61

Stk. 2 Regel om hvem der bærer risikoen for sælgerens pligtmæssige meddelelser (KK s. 1044 - 1051)

▪ Reglen finder alene anvendelse på meddelelser efter §§ 31 og 32

▪ Reglen finder alene anvendelse såfremt meddelelsen er sendt med post, telegraf eller andet forsvarligt befordringsmiddel (herunder hører telex og telefax, men derimod ikke på taxi, budcentral eller transport ved sælgers egne folk).

▪ Finder reglen anvendelse bærer modtageren, dvs. køber risikoen for meddelelsens forsinkelse eller undergang under transport.

Om betydningen af visse salgsklausuler

Stk. 1 Regel om klausulen "frit ombord" eller "fob" (LK s. 50 & KK s. 1052 - 1077)

▪ Er klausulen "fob Esbjerg" anvendt skal køber sørge for skibet og betale transporten til Esbjerg.

▪ Klausulen finder logisk anvendelse på søtransporter "om bord"

Stk. 2 Regel om sælgers forpligtelser ved klausulen "fob" (LK s. 50 & KK s. 1052 - 1077)

▪ Sælger skal sørge for og betale transporten fra hans forretningssted og frem til afskibningshavnen og her også sørge for indladningen på skibet.

Stk. 3 Regel om risikoens overgang ved "fob" (LK s. 50 & KK s. 1052 - 1077)

▪ Ved benyttelse af klausulen "fob" går risikoen over på køber når varen er kommet over skibssiden

Kbl. § 62

Stk. 4 Regel om tidspunktet for bedømmelse af mangler ved "fob" (LK s. 50 & KK s. 1052 - 1077)

▪ Afgørende for om genstanden lider af en mangel er tidspunktet for risikoens overgang jf. stk. 3

Stk. 5 Regel om køber og sælger rettigheder og pligter når varen er kommet ombord ved "fob" (LK s. 50 & KK s. 1052 - 1077)

▪ Køber skal selv om han har skaffet skibet først undersøge varen når den er nået frem til bestemmelsesstedet (her Esbjerg)

▪ Sælger mister, selv om varen er kommet ombord på skibet som køber har skaffet stadig ret til at holde købesummen tilbage jf. § 15, hæve købet jf. § 28 og udøve standsningsret jf. § 39.

Stk. 6 Særregel om konossementer ved "fob" (LK s. 50 & KK s. 1052 - 1077)

▪ Køber er dog, på trods af aftale om andet, pligtig til at betale mod overdragelse af konossement efter § 71

Stk. 1 Regel om klausulerne "fragtfrit", "cost and freight", "c&f" & "cf" (LK s. 50 & KK s. 1077 - 1087)

▪ Benyttes en af de nævnte klausuler skal sælger sørge for og betale transporten frem til bestemmelsesstedet (ex. cf Esbjerg)

Stk. 2 Regel om risikoens overgang ved brugen af de nævnte klausuler i stk. 1 (LK s. 50 & KK s. 1077 - 1087)

▪ Risikoen går, i overensstemmelse med § 10 over ved overgivelse til selvstændig fragtfører eller bragt indenfor skibssiden

Kbl. § 63 Stk. 3 Regel om tidspunktet for bedømmelse af mangler ved en af de i stk. 1 nævnte klausuler (LK s. 50 & KK s. 1077 - 1087)

▪ Om der foreligger en mangel skal bedømmes på tidspunktet for risikoens overgang jf. stk. 2

Stk. 4 Særregel om brug af konossementer ved en af de i stk. 1 nævnte klausuler (LK s. 50 & KK s. 1077 - 1087)

▪ Køber er dog, på trods af aftale om andet, pligtig til at betale mod overdragelse af konossement efter § 71

Stk. 5 Særregel om det tilfælde at sælger trods aftalen ikke har betalt alle fragtomkostninger jf. stk. 1 (LK s. 50 & KK s. 1077 - 1087)

▪ Har sælger ikke betalt alle omkostninger forligger der i almindelighed misligholdelse. Stk. 5 afskærer således køber fra, at udøve misligholdelsesbeføjelser idet han istedet må betale de omkostninger som sælger ikke har betalt og blot fratrække disse i købesummen.

Stk. 1 Regel om klausulerne "cif" og "caf" (LK s. 50 & KK s. 1088 - 1094)

▪ Er disse klausuler benyttet finder reglerne i § 63 anvendelse

Kbl. § 64

Stk. 2 Særregel om forsikring (LK s. 50 & KK s. 1088 - 1094)

▪ Tillægsregel om "cif" og "caf"

▪ Har sælgeren ikke tegnet forsikring som han skulle er han erstatningsansvarlig overfor køber for den skade som dette måtte påføre køber.

Stk. 1 Regel om klausulerne "leveret" og "frit (franco)" (LK s. 51 & KK s. 1094 - 1100)

▪ Benyttes de nævnte klausuler skal sælger sørge for transport frem til leveringsstedet og bærer under transporten risikoen for varens hændelige undergang. Levering er ikke sket før varen er kommet frem til bestemmelsesstedet (ex. leveret Esbjerg)

Kbl. § 65 Stk. 2 Regel om tidspunktet for bedømmelse af mangler ved en af de i stk. 1 nævnte klausuler (LK s. 51 & KK s. 1094 - 1100)

▪ Om der foreligger en mangel skal bedømmes på tidspunktet for risikoens overgang jf. stk. 1

Stk. 3 Er ordet "leveret" sat i samme sætning som en af de øvrige klausuler i §§ 62 - 64 har det ingen selvstændig betydning

▪ Betemmelsen er ren logik. Ex. "leveret fob Esbjerg" betyder at § 62 skal benyttes. At orden "leveret" indgår er uden betydning i denne sammenhæng.

Stk. 1 Udfyldningsregel når der er givet et spillerum for mængden af varer

▪ Er der angivet et spillerum for mængden af varer som ex. "cirka", "fra-til" eller lignende finder bestemmelsen anvendelse

▪ HR. Sælger bestemmer hvilken mængde der skal leveres indenfor spillerummet

▪ U. Spillerummet er netop aftalt i købers interesse

Kbl. § 66

Stk. 2 Udfyldningsregel når ordet "cirka" er benyttet (LK s. 52 - 53 & KK s.1100 - 1106)

▪ Er ordet "cirka" benyttet er spillerummet når der er tale om en ladning 10% i op- eller nedgående retning

▪ Er ordet "cirka" benyttet er spillerummet hvor der ikke er tale om en ladning 5% i op- eller nedgående retning

Kbl. § 67 Udfyldningsregel når ordene "en ladning" er benyttet (KK s. 1106 - 1108)

▪ Er disse ord benyttet må sælger ikke sende andre varer med samme skib. Sker dette alligevel kan køber hæve. Uanset om køber hæver eller ej kan han kræve erstatning såfremt han har lidt et tab derved.

Stk. 1 Udfyldningsregel ved ordene "primo", "begyndelsen", "medio", "midten", "ultimo" og "slutningen" (LK s. 46 & KK s. 1108 - 1111)

▪ Ved brugen af disse ord menes som deklaratorisk regel hhv. d. 1 - 10 i måneden, d. 11 - 20 i måneden & d. 21 - sidste dag i måneden

Kbl. § 68

Stk. 2 Særregel om salg af værdipapirer (LK s. 46 & KK s. 1108 - 1111)

▪ Ordene i stk. 1 skal deklaratorisk forstås anderledes og mere specifikt når der er tale om køb af værdipapirer

Stk. 1 Udfyldningsregel når ordene "afskibning" eller "afladning" er benyttet (LK s. 46 & KK s. 1111 - 1114)

▪ Er disse ord benyttet i sammenhæng med en angiven frist, anses afskibningen eller afladningen for tilendebragt når varen er indladet på skibet.

Kbl. § 69

Stk. 2 Særregel om konossementer (LK s. 46 & KK s. 1111 - 1114)

▪ Er der udfærdiget et konossement og fremgår det ikke af dette, at indladningen er sket i rette tid (dvs. inden fristens udløb), kan køber afvise varen.

Kbl. § 70 Stk. 1 Udfyldningsregel når ordene "kontant betaling" er benyttet (LK s. 58 & KK s. 1114 - 1116)

▪ Når disse ord er benyttet gælder købelovens deklaratoriske regel om samtidighedskrundsætningen jf. §§ 14 - 16

Stk. 1 Regel om sælgers pligt til at betale mod konossement (LK s. 62 - 63 & KK s. 1116 - 1118)

▪ Skal køber betale mod konossement el. lign. kan han ikke nægte betaling selv om varen endnu ikke er kommet frem til bestemmelsesstedet eller køber endnu ikke har haft mulighed for at undersøge varen.

Kbl. § 71 Stk. 2 Regel om sælgers ret til at kræve regning og forsikringspolice (LK s. 62 - 63 & KK s. 1116 - 1118)

▪ Skal køber betale mod konossement el. lign. er han ikke pligtig hertil medmindre regningen på varene er kommet ham i hænde. Er der udsted en forsikringspolice for varene skal denne endvidere være kommet køber i hænde.

Stk. 3 Regel om andre fragtbreve jf. § 16 (LK s. 62 - 63 & KK s. 1116 - 1118)

▪ Hvad der i stk. 1 og 2 gælder om konossementer, finder også anvendelse på de fragtbreve som giver ihændehaveren retten til godset jf. kbl. § 16

Misligholdelse

Kap. 1 Grundbegreber og grundregler (Gomard 1. del. s. 3 - 57)

▪ Omrking kravene i kontrakten til ydelse og præstation henvises til noterne i hhv. Aftaleret om fortolkning og noterne i køberet vedr. ydelsen som skal erlægges.

Kap. 2 Risiko for vederlaget (Gomard 1. del. s. 57 - 85)

▪ Omkring risikobegrebet og dets overgang hanvises til noterne i køberet omkring Kbl. § 17

Kap. 3 Tiden og stedet for opfyldelsen - Forsinkelse (Gomard 1. del. s. 85 - 123)

▪ Omkring tiden og stedet for opfyldelse af en kontraktlig forpligtelse hanveises til noterne i køberet omkring Kbl. §§ 5 - 13

Kap. 4 Faktiske mangler (Gomard 1. del. s. 123 - 209)

▪ Fortolkning og supplering (udfyldning) af kontraktens krav til ydelsens faktiske egenskaber

▪ Om vurderingen af hvorvidt der er tale om en mangel ifm. løsøre henvises der ud over dette afsnit til noterne i køberet omkring mangler.

▪ Betydningen af sælgers og andre realdebitorers oplysninger, garantier og forbehold om ydelsens faktiske egenskaber

▪ Om vurderingen af oplysninger, garantier og forbehold samt deres fortolkning hanvises der ud over dette afsnit til noterne i køberet. Endvidere henvises til Gomar 2. del kap. 15 der dog ikke er pensum, men må anses for eksamensrelevant i tilfælde af opgaver om mangler ved løsøre.

▪ Kreditors (erhververens) ret og pligt til at undersøge ydelsesgenstanden

▪ Herom henvises til noterne i køberet ifm. Kbl. §§ 47 og 51.

Kap. 5 Vanhjemmel og andre retsmangler (Gomard 1. del. s. 209 - 231)

▪ Omkring vanhjemmel henvises til noterne i køberet (Kbl. § 59) og noterne i personskifte i skyldforhold ifm. Gbl §§ 9 og 10

Kap. 6 Oversigt og grundbegreber (Gomard 2. del s. 3 - 21)

▪ Dette er hovedtrækslæsning og næppe eksamensrelevant

Kap. 7 Naturalopfyldelse

▪ HR. krav om naturalopfyldelse

▪ U. Ugyldighed, uvirksomhed og afbestillingsret

▪ U. Umulighed og force majeure

▪ U. Tabsbegrænsning og naturalopfyldelse

▪ U. Aftaler af personlig karakter

▪ U. Afhjælpning, omlevering og efterlevering

Kap. 8 Samtidighedsgrundsætningen og tilbageholdsret

▪ Omkring samtidighedsgrundsætningen og tilbageholdsret (retentionsret) henvises til noterne i køberet omkring Kbl. §§ 14 - 16

▪ Omkring tilbageholdsret på andet grundlag (detentionsret) henvises til noterne vedørende kap. 17 i Rørdams "pant".

Kap. 9 Ophævelse

▪ Omkring ophævelse henvises til noterne i køberet omkring Kbl. §§ 21, 28, 39 - 41 og 42. I relation til Kbl. § 28 samt 39 - 41 henvises tillige til noterne i Kreditor- og omsætningsbeskyttelse samt noterne i Konkurs og insolvens som misligholdelse.

Kap. 10 Forholdsmæssigt afslag

▪ Selve beregningen af det forholdsmæssige afslag er næppe eksamensrelevant. Omkring forholdet imellem indsigelser (forholdsmæssigt afslag) og modkrav (erstatning) henvises til noterne i personskifte i skyldforhold.

Kap. 11 Erstatning i og udenfor kontrakt

▪ Omkring erstatning udenfor kontrakt hanvises til Lærebog i erstatningsret (det bemærkes herved, at der ikke kan stilles selvstændige opgaver i dette emne ved 3. årseksamen i formueret.)

▪ Omkring erstatning indenfor kontrakt hanvises til nedenstående om positiv opfyldelsesinteresse og negativ kontraktsinteresse.

▪ Omkring erstatning ifm. kontraktsindgåelse, dvs. culpa in contrahendo henvises til noterne i aftaleret

Kap. 12 Positiv opfyldelsesinteresse

▪ Ansvarsgrundlaget

▪ HR. Culpa (denne bedømmes konkrat ud fra om der er tale om en professionel eller en forbruger)

▪ U. Arbejdsgiveransvaret efter DL 3 - 19 - 2

▪ Ansvaret omfatter ikke blot ansatte, men enhver der yder bistand med forberedelsen eller opfyldelsen af kontrakten, såfremt arbejdet med at yde denne bistand er (eller kunne have været) tilrettelagt og ledet af debitor (virksomheden som arbejdsgiver.

▪ Ansvaret omfatter ikke i almindelighed underentreprenøre, leverandører eller andre selvstændige næringsdrivende.

▪ Ansvaret omfatter det arbejde som udføres ifm. stillingen og erhvervet, også selv om handlingen ikke er fornuftig eller efter omstændighederne helt abnorm.

▪ Ansvaret omfatter ikke den ansattes handlinger uden nogen forbindelse til stillingen eller erhvervet.

▪ U. Videre ansvar for andres fejl.

▪ Har en medkontrahent måtte benytte selvstændige tredjemænd til at opfylde en kontrakt hvor det ikke har været kendeligt for modparten at andre skulle medvirke er medkontrahenten også ansvarlig for fejl begået af disse tredjemænd.

▪ Har en medkontrahen derimod på forhånd gjort klart, at der vil blive involveret andre selvstændige, ex. leverandører til at opfylde en kontrakt er han ikke ansvarlig for disse jf. U1972B.234.

▪ Ansvarsregler mildere end culpa

▪ Ansvar for skade dækket af forsikring

▪ Ansvar for gaver og vederlagsfri ydelser

▪ (omkring ansvar for speciesgenstande bemærkes, at Gomard jo selv kommer frem til at der er tale om et culpaansvar hvorfor der ikke er tale om et mere lempeligt ansvar i disse tilfælde.)

▪ Ansvarsregler strengere end culpa

▪ Genusansvaret

▪ Pengemangel

▪ Uvidenhedsansvaret

▪ Vanhejmmel

▪ Garanti

▪ Erstaningens omfang

▪ HR. fuld erstatning for alle tab ifm. kontrakten

▪ Denne kan omfatte erstatning af prisdifferencen (mangler)

▪ Der kan blive tale om erstatning af tidsinteressen (forsinkelse)

▪ Erstatning for følgeskader (mangler + forsinkelse)

▪ Erstatning for skuffede forventninger (hvis der er givet bevidst urigtige oplysninger)

▪ U. Skade som kreditor kunne have undgået

▪ U. Medskyld og viden(ond tro) hos kreditor

▪ U. Manglende adækavans (påregnelighed) og årsagsforbindelse

▪ Særligt om casus mixtus

▪ Her er tale om tilfælde hvor en medkontrahen forsætligt handler i strid med kontrakten og på den måde påfører sin medkontrahent en større risiko for tab. Lider denne efterfølgende et tab vil dette kunne kræves erstattet efter reglen om casus mixtus.

▪ Særligt om begrænsning af tabets størrelse hvor der ikke kan føres bevis for andet tab

▪ Se Kbl. §§ 25, 30 og 45 og noterne i køberet.

Kap. 13 Negativ kontraktsinteresse

▪ Den negative kontraktsinteresse finder anvendelse såfremt en kontrakt er ugyldig eller såfremt en kontrakt hæves, og medkontrahenten vælger at opgøre sit tab efter den negative kontraktsinteresse fremfor den positive opfyldelsesinteresse.

▪ Erstatning efter den negative kontraktsinteresse omfatter den udgifter som den skadeslidte har haft ifm. indgåelsen af kontrakten, dvs. kontraheringsomkostningerne. Andre tab ex. følgeskader dækkes som údgp. ikke.

▪ Bemærk dog at resultatløse forhandlinger i almindelighed ikke giver nogle af parterne et erstatningskrav jf. nærmere også noterne i aftaleret. At en aftale ikke bliver til noget er en risiko som begge parter bærer og som ingen som udgp. er ansvarlige for overfor den anden.

▪ HUSK fastholdes aftalen kan der naturligvis ikke blive tale om erstatning af den negative kontraktsinteresse. Her kan alene anvendes den positive opfyldelsesinteresse

Kap. 14 Produktansvar

▪ Omkring dette emne henvises til noterne i produktansvar som er udarbejdet ud fra Jørgen Nørgaard i formueretlige emner.

Kap. 15 Aftaler om følgerne af kontraktbrud

▪ Omkring garantier og ansvarsfraskrivelsesklausuler henvises til noterne i køberet samt Gomard kap. 5 omkring betydningen af garantier og forbehold.

Kap. 16 Fordringshavermora

▪ Omkring fordringshavermore hanvises til noterne i køberet ifm. Kbl. §§ 33 - 37 og 55 - 56.

Pant

Norterne er udarbejdet efter pansum, ds. Rørdam og Carstensen's "Pant", men henviser tillige til Bent Iversen's "Panteret i fast ejendom og løsøre".

Panterettens stiftelse - Pantsætningsaftalen (Pant s. 5 - 22 & BI s. 17 - 23)

Stiftelsen

▪ En panterettighed kan opstå på følgende måder:

▪ Aftalt panteret (ingen formkrav)

▪ Retspanteret, dvs. udlæg eller konkurs

▪ Lovbestemt panteret, ex. Hagl. § 7

▪ Retsbestemte panterettigheder (ingen eksempler heropå i praksis)

Hvornår foreligger der et pantsætningsløfte

▪ Om der foreligger en aftale om pantsætning eller en aftale om salg skal afgøres ved fortolkning. Under denne fortolkning skal der ligges vægt på følgende.

▪ Optræder ordene "pant" eller "sikekrhed" opstår der næppe tvivl

▪ Hvad er realiteten i aftalen. Dvs. er det meningen at kreditor/køber skal have aktivet eller penge?

▪ Foreligger der inden aftalen et gældsforhold imellem parterne taler dette for pantsætning

▪ Ordene "garanti" eller "deponering" kan næppe medføre en aftale om pant medmindre også andre momenter i aftalen taler herfor.

Pantsætningsløftets indhold

Den pantsatte genstand

▪ Se nedenstående om pantets beskrivelse og identifikation

Pantekravets fiksering eller maksimering ved underpantsætning

▪ HR. Efter fikseringskravet i TL § 10, stk. 3 skal et pantebrev i fast ejendom have et endeligt indhold for at kunne tinglyses.

▪ U. Skadesløsbreve kan tinglyses selv om de alene angiver et maksimum for den gæld som kan sikres indenfor skadesløsbrevets kreditramme jf. U.1977.321H

▪ BEMÆRK kravet i TL § 10, stk. 3 er alene et krav som stilles for at pantebrevet kan tinglyses. Kravet har ingen betydning inter partes imellem ps og ph, og kravet gælder på samme måde heller ikke for håndpant som jo ikke tinglyses.

▪ Bestemmelsen har særlig betydning i relation til bestemmelser i pantebreve om hovedstolen og renter.

▪ Fikseringskravet i relation til renter.

▪ En renteangivelse i et pbr. i fast ejendom kan godt tinglyses selv om det er variabelt, når blot parterne allerede ved aftalens indgåelse er blevet bundet i relation til rentens senere udvikling, dvs. afskåret fra at udøve indflydelse på renteudviklingen.

▪ Bestemmelse i pbr. om "4% over diskontoen" er således helt i overensstemmelse med kravet i § 10, stk. 3 idet ingen af parterne har en chance i helvde for at påvirke diskontoen i landet.

▪ Bestemmelse i pbr. om "4% over bankens til enhver tid værende indlånsrente" vil ligge på grænsen idet banken jo har mulighed for at påvirke renten, men rentebestemmelsen er jf. U.1976.631Ø ok.

▪ Bestemmelse i pbr. om "Den af banken til enhver tid fastsatte rente, for tiden 11%" vil klart være i strid med ordlyden af TL § 10, stk. 3, men alligevel har U.1974.794V anerkendt at en sådan bestemmelse kunne tinglyses. Landsretten lgde her vægt på at benken måtte anses for en "betryggende kreditor"" idet banker er underlagt offentligt tilsyn. Modsætningsvist må sluttes at bestemmelsen ikke vil holde overfor kreditorer som ikke er underlagt offentligt tilsyn.

▪ Fikseringskravet i relation til hovedstolen

▪ En hovedstolsangivelse i et pbr. i fast ejendom kan godt tinglyses selv om det er variabelt, når blot parterne allerede ved aftalens indgåelse er blevet bundet i relation til hovedstolens senere udvikling, dvs. afskåret fra at udøve indflydelse på hovedstolsudviklingen.

▪ Bestemmelse i pbr. om "Hovedstolen udgør 25% af den til enhvertid fastsatte offentlige ejendomsvurdering" er således ok jf. U.1977.321H

Hvilke fordringer er omfattet af panteretten

▪ Problemstillingen er her præcis hvilke fordringer ph har panteret for. I et ordinært pantebrev vil dette fremgå direkte af pantebrevets tekst hvorfor problemet ikke er relevant her. Derimod opstår problemet i relation til skadesløsbreve, ejerpantebreve samt håndpant i løsøre og pant i fordringer, idet den underliggende fordring som panteretten skal sikre i disse tilfælde ikke altid vil fremgå af selve pantedokumentet.

▪ Spørgsmålet må afgøres efter fortolkning og i de tilfælde hvor tredjemand (oftest ps's konkursbo) vil påberåbe sig at en fordring ikke er omfattet af panteretten, må tredjemand (konkursboet) bevise dette.

▪ Særligt om alskyldsejklæringer

▪ Her bemærkes for det første, at man ikke kan få tinglyst noget form for pantebrev i fast ejendom som angiver at give ph "pant for alt hvad ps kommer til at skylde ph" pga. fikseringskravet i TL § 10, stk. 3. Idet fikseringskravet alene er et krav for tinglysnng, betyder dette jo ikke at ph ikke kan påberåbe sig en sådan panteret ex. overfor ps konkursbo. Domstolene har imidlertid dannet en praksis hvorefter alskylderklæringer skal fortolkes indskrænkende.

▪ HR. Ph kan kun påberåbe sig gæld som er erhvervet igennem medvirken fra ps side. (dette betyder, at ph ikke kan opkøbe fordringer på ps hos tredjemand og kræve panteret for dem).

▪ U. De konkrete omstændigheder taler for et andet (eller evt. et modificeret) resultat.

Ugyldighed

▪ At en pantsætningsaftale kan være ugyldig efter reglerne i aftaleloven er givet. Problemstillingen i denne relation opstår når den underliggende fordring er ugyldig. Bevirker dette så at panteretten tillige bliver ugyldig?

Tredjemandspant

▪ Er tredjemandspantsætter ved aftalens indgåelse i ond tro om ugyldigheden af den fordring som pantet skal sikre, medfører ugyldigheden af den underliggende fordring ikke at tredjemandspantet er ugyldigt.

▪ Er tredjemandspantsætteren ved aftalens indgåelse derimod i god tro om at den underliggende fordring er ugyldig medfører dette at tredjemandspantet også bliver ugyldigt.

▪ Det er i denne relation ligegyldigt om ugyldigheden skyldtes en stærk eller svag ugyldighedsgrund jf. pant s.21 -22.

Pant for egen gæld

▪ Hvis ps efterfølgende giver panteret for en fordring som han ved er ugyldig foreligger der ratihabition

Panteretten og den personlige fordring (Pant s. 23 - 29 & BI s. 39 - 44)

Den perosnlige fordring

Problemstillingen er i denne relation om en panteret er forbundet med et personligt gældsansvar, dvs. om ph såfremt pantets værdi ikke kan dække ph's fordring, kan gøre restfordringen gældende som et usikret krav mod ps personligt?

Pant for egen gæld

HR. Formodning for at panteretten er forbundet med et personligt gældsansvar

U. Det følger klart af aftalen imellem ps og ph at pantets realisationsværdi udgør et maksimum for hvad ph kan kræve hos ps.

Særligt om ejerpantebreve.

Hvovidt et ejerpantebrev er udstedt "med personligt ansvar" eller "uden personligt ansvar" er uden realitet eller konsekvens jf. U.1983.170V. Et ejerpantebrev er således som det krystal klare udgp. med personligt ansvar

Tredjemandspant

HR. Tredjemandspantsætter hæfter ikke personligt for gælden, men alene med værdien af det pantsatte aktiv.

U. Tredjemandspantsætter har tillige påtaget sig at kautionere for kreditor.

Særligt om ejerpantebreve

Det faktum at en tredjemandspantsætter giver kreditor håndpant i et ejerpantebrev som er udstedt "med personligt ansvar" er ikke i sig selv nok til at anse tredjemandspantsætteren som personligt hæftende jf. U.1983.170V.

Valgretten mellem panteretten og den personlige fordring

▪ Problemstillingen er næppe særlig relevant, men omhandler hvorvidt ph skal søge panteretten realiseret først eller om han kan vælge at se helt bort fra den sikkerhed som panteretten udgør, og på baggrund af sin ret over den underliggende fordring straks begære udlæg i ps andre aktiver?

Pant for egen gæld

▪ HR. Ph har valgfriheden

▪ U. Skyldnerens påvisningsret jf. Rpl. § 517

▪ U. Trangsbeneficiet kan påberåbes overfor en ph som har pant i et løsøre omfattet af Rpl. § 509. (fast ejendom er aldrig omfattet af Rpl § 509)

▪ Særligt om ejendomsforbehold

Forbrugerkøb

▪ Sælger skal først søge sig fyldestgjort i det solgte aktiv jf. Kal. § 35 Om retten til et evt. overskydende beløb se Kal § 41 - 42.

Ikke - forbrugerkøb

▪ Sælger har valgfrihed og bevarer som udgp. retten til et overskydende beløb jf. Kal § 50 - 51.

Tredjemandspant

▪ Problemstillingen må løses ud fra kautionsretlige synspunkter. Udgp. er at

▪ HR. Ph må i første omgang holde sig til den underliggende fordring

▪ U. Der er tale om selvskyldnerkaution

▪ U. Tredjemandspantsætter har givet håndpant i løsøre

▪ U. Tredjemandspantsætter har givet pant i en fordring

Panthavers fyldestgørelse når han har pant i mere end en genstand

▪ Problemstillingen opstår alene når ph har panteret i flere genstande som tilhører forskellige personer.

▪ Har ph panteret for den samme fordring i flere genstande som tilhører samme person hæfter værdien af disse genstande naturligvis solidarisk.

▪ Har ph derimod både pant for sin fordring i en genstand som tilhører debitor ifølge fordringen (dvs.pant for egen gæld) og tillige pant for den samme fordring i form af tredjemandspant opstår det spørgsmål om ph frit kan vælge hvilken panteret han vil udnytte først?

▪ Pensum antager tøvende, at ph må holde sig til debitor som har stillet pant for egen gæld først.

Sikringsaktens betydning (Pant s. 45 - 52 & BI s. 50 - 58)

Forholdet til tredjemand

▪ Sikringsakten har den hensigt at virke prioritetskonstaterende, offentliggørende og rådighedsbegrænsende. Dette gør TL § 1 som er sikringsakten ved pantebreve i fast ejendom.

Sikringsaktens betydning inter partes

▪ HR. Sikringsakten har ikke betydning inter partes idet aftalens ugyldighed alene skal afgøres efter aftalelovens regler

▪ U. Sikringsakten har betydning i relation til TL § 42 som bestemmer at hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom ikke forældes.

Omstødelse

▪ Sikringsakten har betydning i relation til omstødelse jf. KL § 73.

Pantets beskrivelse (Pant s. 53 - 68 & BI s. 59 - 67)

Generelt om individualisering og identifikation

▪ For at kunne få tinglyst en panteret kræves der at pantet er individualiseret, dvs. at tingdommeren kan se ud fra dokumentet hvad der er panteret i eller sagt på en anden måde hvad panteretten omfatter. Derefter stilles der også det krav, at når ph vil hævde sin ret over det pågældende aktiv skal han kunne føre identifikationsbevis, dvs. han skal kunne bevise, at det aktiv som han ifølge pantsætningsaftalen har pant i også er det aktiv han ønsker at begære udlæg i.

Fast ejendom

▪ Her opstår problemet ikke pga. matrikelsystemet og TL § 10, stk. 1's krav om at en ret (herunder en panteret) over fast ejendom skal hæfte på hele ejendommen som sådan.

Underpantsætning af løsøre

▪ HR. Forbud mod generalpant jf. TL § 47a

▪ Ex. "Alt hvad jeg ejer og kommer til at eje" eller"

▪ HR. Forbud mod pant i tingsindbegreb jf. TL § 47b, stk. 1

▪ Reglen betyder at der ikke må ske underpantsætning af en ikke afgrænset mængde løsøre, hvor der løbende sker udskiftning (ex. et varelager).

▪ U. TL § 47b, stk. 2 Som ved erhvervsvirksomheder drevet fra lejede lokaler undtager driftsinventar, driftsmateriel, besætning, afgrøder m.v. fra udgp. i stk. 1 (varelager ikke omfattet af undtagelsen).

▪ Særligt omkring hvilke krav der stilles til tinglysning af løsørepantebreve

▪ Det diskuteres i pansum hvor store krav til beskrivelsen af det pågældende løsøre der kræves for at tingdommeren skal tinglyse pantebrevet. Diskussionen om hvovidt der gælder et særligt formelt beskrivelseskrav for pantsætning eller et materielt beskrivelseskrav i relation til ejendomsforbehold må efter både min og Bent Iversens mening være temmelig teoretisk idet det alligevel bliver afgørende når pantet skal stå sin præve ifm. med ph's fyldestgørelse om han kan føre identifikationsbevis for hvad fanden han mener han har pant i.

Håndpantsætning af løsøre og pant i fordringer

▪ Her gælder der nøjagtig de samme beskrivelseskrav som gælder for underpantsætning af løsøre. Forskellen består alene i at der ikke i disse tilfælde er noget krav om tinglysning hvorefter den eneste problemstilling som opstår er om ph kan føre identifikationsbevis.

Håndpant i løsøre

▪ HR. Idet sikringsakten ved håndpant er rådighedsberøvelse, opstår der næppe noget problem når oh selv har rådigheden over løsøret

▪ U. Etableres rådigheden ved at tredjemand på ph's vegne har løsøret hos sig opstår der et problem såfremt det pantsatte løsøre blandes sammen med andet løsøre af samme art.

▪ Om der er tale om sådan en sammenblanding at panteretten ikke kan hævdes overfor tredjemand ex. ps's konkursbo, afhænger af en konkret fortolkning jf. U1988.368H (vinkælderen). Afgørende er her om

▪ I hvor høj grad er det pantsatte blandet sammen med andet løsøre?

▪ Er der ført løbende kontrol eller her det hele bare sejlet?

▪ Stemmer det samlede antal af løsøre med det antal som der burde være når man ligger ph's aktiver sammen med tredjemands?

▪ Omkring sikringsakten (rådighedsberøvelse) henvises til kapitlet om håndpant i løsøre

Pant i fordringer

▪ HR. Fremtidige fordringer kan pantsættes, så længe den pantsatte fordring kan bestemmes klart og entydigt. (ex. en simpel fordring ifølge en købekontrakt hvor varene endnu ikke er leveret)

▪ U. Stærkt hypotetiske fordringer kan ikke pantsættes. Hvor grænsen går skal bedømmes konkret, afgørende er dog i hvor høj grad ps har mulighed for at påvirke panterettens omfang ved at forøge eller formindske de aktiviteter der danner grundlag for optrjening af den pantsatte fordring.

Pant for kommende gæld (Pant s. 87 - 94 & BI s. 126 - 132)

Skadesløsbrevet

▪ Et skadesløsbrev er karakteriseret ved, at det angiver at ps giver ph panteret for en række fordringer, disse kan være nærmere specificeret eller der kan være tale om en aldskylderklæring, men afgørende er at der i skadesløsbrevet angives et maksimum for hvad der gives pant for.

▪ Et skadesløsbrev angiver som regel hvem det giver pant til (dvs. panthaver nævnes ved navn i selve dokumentet), men kan også udstedes til "ihændehaveren".

▪ MONSTER VIGTIGT Idet et skadesløsbrev alene angiver en kreditrammer (et maksimum) og dermed ikke angiver præcis hvad ps skylder ph, opfylder det ikke definitionen på et gældsbrev jf motiverne til gældsbrevsloven s. 23. Da der ikke er tale om et gældsbrev kan der så meget desto mindre heller ikke være tale om et omsætningsgældsbrev. Derfor finder reglerne om negotiable dokumenter i gbl. kap. II hverken direkte eller analog anvendelse på skadesløsbreve.

Ejerpantebrevet

▪ Et ejerpantebrev er karakteriseret ved, at ps udsteder et pantebrev i sin fast ejendom til sig selv (dvs. med ham selv angivet som ph i dokumentet). Pantebrevet kan herefter tinglyses og efterfølgende benyttes til at give i håndpant til fremtidige kreditorer.

▪ Konstruktionen betyder, at de vilkår hvorpå ps efterfølgende håndpantsætter ejerpantebrevet til sin kreditor (ex. afdragsordning og renten) ikke skal afgøres efter hvad der står i ejerpantebrevet, men efter hvad der er aftalt imellem håndpantsætter og håndpanthaver.

▪ (omkring hvorvidt renteangivelsen i ejerpbr. har betydning for hvor meget der er omfattet af panteretten afgøres efter TL § 40, stk. 4 nedenstående)

▪ MONSTER VIGTIGT Det følger af højesterets dom U.1984.123H at et ejerpbr. i fast som udgp. skal behandles efter reglerne om negotiable dokumenter i gbl. kap. II.

▪ I relation til ph mulighed for at foretage udlæg på baggrund af et ejerpbr. skal det dog på samme måde som skadesløsbrevet følge reglen i Rpl. § 478, stk. 1, nr. 6 jf. U.1951.1013H. Ph kan således først begære udlæg på baggrund af et ejerpbr. når.

▪ Skyldner erkender gældens størrelse og forfaldstiden, eller

▪ Gældens størrelse og forfaldstiden fremgår klart af omstændighederne

Det ekstraordinært indfriede pantebrev

▪ Såfremt et ordinært pbr. indfries ekstraordinært (dvs. gælden betales før den skulle ifølge den afdragsordning som fremgår af pantebrevet), og derefter overdrages til debitor (ps), bliver denne reelt både debitor og kreditor efter samme fordring. Der er således tale om en situtaion som er meget lig det som gælder for ejerpbr. Dette pbr. kan efterfølgende benyttes på samme måde som et ejerpbr. nemlig ved at det håndpantsættes til fremtidige kreditorer. (om efterpanthaveres oprykningsret se noterne til TL § 40, stk. 3)

Panterettens overdragelse (Pant s. 95 - 112 & BI s. 68 - 80)

Overdragelse af almindelige pantebreve

Skal overdragelsen af et pantebrev tinglyses

▪ Det følger af TL § 2, at en overdragelse af et pantebrev i fast ejendom ikke behøver tinglysning.

▪ Det har i teorien været diskuteret om bestemmelsen også gælder for pantebreve i fast ejendom som igennem en rektaklausul er blevet gjort ikke – negotiable. Pensum støtter den fortolkning at TL § 2 også omfattet disse tilfælde, hvorfor der heller ikke her behøver en ny tinglysning for at erhververen er beskyttet overfor overdragerens kreditorer og aftaleerhververe.

▪ Det følger efter en fortolkning af TL § 47, stk. 1 at en erhverver af et pantebrev i løsøre heller ikke behøver at få tinglyst sin ret på ny for et opnå omsætningsbeskyttelse (sikringsakten er derimod denuntiation jf. gbl. § 31, stk. 1 og 2.)

Sikringsakten ved overdragelse af pantebreve i fast ejendom

▪ Tinglyste negotiable pantebreve i fast ejendom

▪ Overdragelse til eje

Mod aftaleerhververe

▪ Ihændehavelse jf. Gbl. § 14 (bemærk dog, at spørgsmålet om hvorvidt erhververen kan ekstingvere tidligere rettigheder over pantebrevet i dette tilfælde – og kun i dette tilfælde – skal afgøres efter TL § 28 som dog i det hele skal fortolkes i overensstemmelse med Gbl. § 14 – også dennes god tro begreb). Om hvorvidt der er tale om en rettighedskonflikt eller en indsigelseskonflikt se noterne i tinglysning, samt de udleverede plancher af Flemming Jensen.

Mod kreditorer

▪ I disse tilfælde er erhververen beskyttet allerede fra aftalens indgåelse jf. Gbl. § 22 modsætningsvist.

▪ Overdragelse til sikkerhed

Mod aftaleerhververe

▪ Ihændehavelse jf. Gbl. § 14 (bemærk dog, at spørgsmålet om hvorvidt erhververen kan ekstingvere tidligere rettigheder over pantebrevet i dette tilfælde – og kun i dette tilfælde – skal afgøres efter TL § 28 som dog i det hele skal fortolkes i overensstemmelse med Gbl. § 14 – også dennes god tro begreb). Om hvorvidt der er tale om en rettighedskonflikt eller en indsigelseskonflikt se noterne i tinglysning, samt de udleverede plancher af Flemming Jensen.

Mod kreditorer

▪ Rådighedsberøvelse jf. Gbl. § 22

▪ Utinglyste negotiable pantebreve i fast ejendom

▪ Her gælder nøjagtig det samme som ovenstående med den modifikation, at TL § 28 ikke finder anvendelse.

▪ Ikke negotiable pantebreve i fast ejendom

▪ Overdragelse til eje og sikkerhed

Mod aftaleerhververe

▪ Denuntiation jf. Gbl. § 31, stk. 2

Mod kreditorer

▪ Denuntiation jf. Gbl. § 31, stk.

Overdragelse af ejerpantebreve

Håndpanthavers benyttelse af en uudnyttet plads indenfor ejerpantebrevet til fordel for en anden af pantsætters kreditorer

▪ Udnyttelsen af en ledig plads indenfor et ejerpantebrev er en disposition som alene ps kan foretage jf. U.1973.785Ø (det siger vel nærmest sig selv at ph ikke egenhændigt kan gå ud til andre af ps kreditorer og give dem panteret indenfor rammerne af ejerpantebrevet.)

Håndpanthavers overdragelse af den underliggende fordring (kravet mod debitor) uden den dettilhørende sikkerhed i form af ejerpantebrevet

▪ Overdragelse af alene den underliggende fordring til en erhverver kan naturligvis finde sted uden den tilhørende sikkerhed i form af ejerpantebrevet. I disse tilfælde skal de almindelige regler om simple fordringer iagttages dvs. Gbl. § 31, stk. 1 og 2 denuntiation.

Håndpanthavers overdragelse af kravet mod debitor med den dertilhørende sikkerhed i form af ejerpantebrevet

▪ Valget af sikringsakt

▪ Overdrages både den underliggende fordring og sikkerheden i form af ejerpantebrevet opstår spørgsmålet om hvilken sikringsakt der skal iagttages for at være beskyttet overfor overdragerens aftaleerhververe og kreditorer.

▪ Det bemærkes, at ejerpantebreve jf. U.1984.123H skal behandles efter reglerne om negotiable dokumenter.

▪ Pensum kommer efter en længere diskussion frem til, at erhververen for at beskytte både sin sikkerhedsret (ejerpantebrevet) og den underliggende fordring skal iagttage begge sikringsakter (er det egentlig ikke ret logisk?)

▪ Sikringsakten bliver derfor i disse tilfælde

Mod aftaleerhververe

▪ Rådighedsberøvelse jf. Gbl. § 14 og denuntiation jf. Gbl. § 31, stk. 2

Mod kreditorer

▪ Rådighedsberøvelse jf. Gbl. § 22 og denuntiation jf. Gbl. § 31, stk. 1

▪ Hvornår kan der ske ekstinktion af rettigheder og indsigelser over selve ejerpantebrevet?

▪ Ekstinktion af rettigheder

▪ (her henvises til noterne om udnyttelse af ledige pladser inden for ejerpbr. nedenfor)

▪ Ekstinktion af indsigelser

▪ En indsigelse mod ejerpbr. kan ekstingveres efter reglerne i Gbl. §§ 15 – 17 idet et ejerpbr. skal betragtes som negotiabelt jf. U.1984.123H.

Hvornår kan der ske ekstinktion af rettigheder og indsigelser over den underliggende fordring?

▪ Idet den underliggende fordring er en simpel fordring sker der som det klare udgp. ikke ekstinktion af hverken rettigheder eller indsigelser jf. Gbl. § 27.

Håndpanthavers overdragelse (frempantsætning) af panteretten alene

▪ Problemstillingen er her om der overhovedet kan ske overdragelse af et ejerpbr. uden den underliggende fordring. Det blev med dommen U.1984.123H fastlagt at dette tillades i vekselerkredse, men efter en fortolkning af dommen må der sluttes modsætningsvist således at der ikke kan ske overdragelse af ejerpbr. alene når man er udenfor vekselerkredse.

Overdragelse af skadesløsbreve

▪ At give panteret indenfor rammerne af et skadesløsbrev er noget som kun ps kan gøre

▪ Et skadesløsbrev kan overdrages sammen med den underliggende fordring og den underliggende fordring kan overdrages alene. I begge tilfælde er der tale om simple fordringer hvorefter sikringsakten er denuntiation jf. Gbl. § 31, stk. 1 og 2.

▪ Ønsker en ps at genbenytte skadesløsbrevet kan det ikke ske på samme smidige vilkår som ved ejerpantebrevet, men skal ske igennem fornyet tilnglysning.

Udelukkelse af overdragelse

▪ Om en panteret kan overdrages afgøres efter alm. Obligationsretlige regler jf. Gomard 3. del s. 110ff.

▪ Er der tale om håndpant opstår den problemstilling om hvorvidt ph. kan give en erhverver (frempantsætte) pant i hans egen panteret.

Ordinære pantebreve og løsøre

▪ Det følger direkte af DL 5-7-4 at hph godt kan gøre dette, men ikke for et beløb der er større end det som den oprindelige debitor skylder hph.

Ejerpantebreve og fordringer

▪ Se ovenstående om overdragelse af ejerpantebrevet uden den underliggende fordring og U.1984.123H

Panterettens ophør (Pant s. 113 - 120 & BI s. 81 - 90)

Pantets undergang

▪ Går panteobjektet under ophører også panteretten medmindre panteobjektet erstattes med et surrogat (ex. en erstatningssum)

Opfyldelse af den underliggende fordring

▪ Opfyldes den underliggende fordring er der ikke længere brug for panteretten, hvorefter den bortfalder. (ejerpbr kan dog genbenyttes)

▪ Under opfyldelse falder også modregning og datio in solutum.

Præklusion

Håndpant i løsøre, pant i fordringer og ordinær pant i fast ejendom.

▪ Panteretten prækluderes ikke, men det personlige gældsansvar som er forbundet med panteretten prækluderes

Underpant i løsøre

▪ Panteretten prækluderes ikke såfremt sikringsakten (denuntiation) er iagttaget. Det personlige gældsansvar prækluderes.

Skadesløsbreve og ejerpantebreve

▪ Det antages, at panteretten ikke prækluderes. Det personlige gældsansvar prækluderes dog.

Pant for tredjemands gæld

▪ Spørgsmålet afhænger af fortolkning af pantsætningsaftalen, dog er der en formodning for, at tredjemandspantet bortfalder når hovedfordringen prækluderes.

Forældelse

Tinglyste panterettigheder i fast ejendom

▪ Hovedstolen ifølge et tinglyst pantebrev i fast ejendom forældes ikke jf. TL § 42

Utinglyste panterettigheder i fast ejendom

▪ Hovedstolen ifølge et ikke tinglyst pantebrev i fast ejendom forældes et 20 år jf. DL 5-14-4.

Underpant i løsøre

▪ Underpant i løsøre forældes efter 20 år jf. DL 5-14-4.

Håndpant i løsøre

▪ En håndpanteret forældes ikke

Skadesløsbreve

▪ Panteretten ifølge et skadesløsbrev er ikke omfattet af TL § 42 uanset om det er tinglyst eller ej. Panteretten (eller nærmere præciseret fyldestgørelsesadgangen) ifølge et skadesløsbrev vil derfor blive forældet i takt med det underliggende skyldforhold.

Ejerpantebreve

▪ Et tinglyst ejerpantebrev er omfattet af TL § 42 når det er overdraget til eje.

▪ Er der tale om overdragelse til sikkerhed, er der reelt tale om en håndpanteret, men dette forhold bevirker ikke at panteretten af denne grund er uforældelig. Fyldestgørelsesadgangen forældes efter de samme regler om gælder for skadesløsbreve, dvs. i takt med de underliggende fordringer.

Tredjemands pant

▪ Om der her sker forældelse skal afgøres efter fortolkning af pantsætningsaftalen. Udgangspunktet er dog, at panteretten forældes i takt med hovedfordringen.

Særligt om forældelse af renter

▪ Uanset om der er tale om et tinglyst eller et utinglyst pantebrev forældes renterne efter forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 2 og U.1982.513Ø.

Konfusion

▪ Den temmelig teoretiske problemstilling er her hvorvidt en ps der arver panterettigheden fra ps kan kræve at panteretten fortsat består med den virkning at han i de tilfælde hvor efterstående panterettigheder ikke er forbundet med et personligt gældsansvar, kan kræve pantegenstanden tvangsrealiseret og på denne måde opnå at de øvrige panterettigheder bortfalder såfremt der ikke er dækning til dem? Pensum siger ja.

Forholdet imellem pantsætter og panthaver (Pant s. 121 - 156 & BI s. 91 - 108)

▪ Den overordnede problemstilling er her under hvilke omstændigheder ph kan kræve gælden betalt i sin helhed. Dvs. hvilke grunde er forfaldsgrunde.

Betalingsreglerne vedrørende renter og ordinære afdrag

Betalingsstedet og betalingsmåden

▪ Efter formular A, pkt. 1, skal betalinger efter et pantebrev, der er oprettet på formular A, ske portofrit på kreditors bopæl, eller på et andet sted indenfor landets grænser, der opgives af kreditor. Efter den præceptive bestemmelse i TL § 42a, stk. 1 som også er angivet i formular A, 2. pkt. kan betaling også finde sted til et pengeinstitut.

Løbedage

▪ I almindelighed skal ps/debitor betale afdrag ifølge pantebrevet i takt med at de forfalder efter den i pantebrevet fastsatte afdragsordning.

▪ Hvornår en betaling forfalder i mangel af specifik aftale henvises til Gbl. § 5 hvorefter betaling skal ske ved påkrav. Det følger endvidere af Gbl. § 5, stk. 3 at såfremt betaling skal ske på specifikke dage (herunder d. 11, lørdage osv.) har debitor 7 løbedage til at betale. Reglen betyder at hvor debitor betaler efter forfaldstid, men indenfor de 7 løbedage skal betalingen i alle henseende betragtes som rettidig.

▪ Den deklaratoriske regel får dog næppe stor betydning idet pantebrevsformular A, pkt. 2 bestemmer at alle betalinger er rettidige hvis de sker senest 7 dage efter forfaldsdagen. Klausulen i formular A betyder at de 7 løbedage gælder for alle betalinger, herunder også ejerskifteafdrag.

Påkrav

▪ Efter den præceptive bestemmelse i TL § 42a, stk. 2 kan en ph/kreditor ved ikke rettidig betaling af renter og afdrag ifølge pantebrevet kun kræve restkapitalen indfriet syv dage efter at han skriftligt har fremsat påkrav om betaling. Reglen har den betydning, at først må kreditor vente indtil de syv løbedage er gået efter forfaldstid. Derefter må han så fremsætte et skriftligt påkrav om betaling, og først efter 14 dage fra den dag hvor gælden forfaldt, kan han så kræve hele restkapitalen indfriet.

▪ Der skal være tre betingelser opfyldt før påkravet har denne virkning

▪ Påkravet skal være skriftligt

▪ Påkravet skal være angivet efter sidste rettidige betalingsdag (dvs. efter de 7 løbedage)

▪ Påkravet skal være så klart og tydeligt, at debitor med rimelighed kan indse hvad der sker hvis han ikke betaler jf. U.1975.860V

▪ Er disse betingelser ikke opfyldt er der tale om et ugyldigt påkrav hvorefter kreditor ikke kan forlange restgælden betalt før han på ny fremsætter (et gyldigt) påkrav og venter 7 dage.

▪ BEMÆRK trues der i påkravsskrivelse om at også incassoomkostninger skal betales bevirker det faktum, at kreditor medtager ikke relevante fordringer under påkravet, at dette bliver ugyldigt

▪ Påkravsbetingelserne

▪ HR. Påkravet har virkning fra afsendelsen

▪ U. udaterede påkrav har først virkning fra det er kommet frem jf. U.1987.562H

▪ Påkravet skal sendes til den adresse som debitor har angivet i pantebrevet, eller en anden adresse såfremt kreditor har viden om at debitor er flyttet.

▪ Påkravstilfældene

▪ Reglen i TL § 42a, stk. 2 gælder ikke for morarenter eller ejerskifteafdrag.

▪ Reglen gælder heller ikke for afdrag eller renter som følger af underliggende skyldforhold ved ex. ejerpantebreve.

▪ Reglen gælder således kun for tidsfæstede renter og afdrag ifølge et ordinært pantebrev i fast ejendom.

▪ Påkravsgebyr og andre retsvirkninger af ikke rettidig betaling

▪ De er alene den beføjelse at kræve restgælden indfriet som er omfattet af påkravsreglen. Andre beføjelser så som krav på morarenter, erstatning, påkravsgebyr på 2% af den forfaldne ydelse og incassoomkostninger kan godt gøres gældende.

Omstændigheder der trods misligholdelse udelukker kreditor fra at forlange kapitalen indfriet

▪ Der kan blive tale om at kreditors passivitet kan afskære ham fra at fremsætte påkrav. Dette kunne ex. være at der var gået meget lang tid eller at kreditor tidligere har accepteret for sen betaling. Der skal dog efter omstændighederne meget il for at statuere passivitet.

Ejerskifte og ejerskifteafdrag

▪ Problemstillingen er her hvorvidt et ejerskifte af den faste ejendom betyder, at restgælden forfalder til betaling.

▪ HR. Restgælden forfalder ikke ved ejerskifte jf. formular A, pkt. 8 og 9

▪ U. Medmindre andet er vedtaget individuelt i pantebrevet (Der vil ofte være aftalt, at der forfalder et ejerskifteafdrag på ex. 10% af restgælden i tilfælde af ejerskifte)

Ejerskiftebegrebet

▪ Ejerskifte omfatter følgende situationer

▪ Overdragelse, kreditorforfølgning, ekspropriation, salg/arveudlæg ifm. skiftebehandling, lang tids bortforpagtning eller leje kan efter omstændighederne betragtes som ejerskifte, ændringer i kredsen af interessenter i et interessentskab.

▪ Ejerskifte omfatter derimod ikke følge situationer

▪ Overtagelse af bo, hensidden i uskiftet bo hvis bobehandlingen afsluttes inden 15 måneder, opdeling af fast ejendom i ejerlejligheder, ændringer i aktionærkredsen i et aktieselskab, overdragelse af tilbehør efter TL §§ 37 og 38.

▪ BEMÆRK at TL § 42b oplister en række tilfælde hvor kreditor ikke kan kræve restgælden indfriet alligevel. Disse tilfælde omfatter.

▪ At forfaldne ydelser til andre panthavere ikke er betalt

▪ At forfaldne skatter og afgifter ikke er betalt

▪ At der foretages udlæg i ejendommen

▪ At ejendommen overtages til brugeligt pant

▪ At debitor kommer under konkursbehandling

▪ At debitors bo tages under offentlig skiftebehandling

▪ At der afholdes møde i anledning af en anmodning om tvangsauktion

Underretning af kreditorer om ejerskiftet

▪ Debitor skal inden 3 uger efter tinglysningen af det endelige skøde give kreditor underretning om ejerskiftet. Gør han ikke dette kan kreditor forlange et gebyr på 2% af restgælden betalt (dog højst 300 kr.) jf. pantebrevsformular A, pkt. 8.

Forfaldstid for ejerskiftets betaling

▪ Pantebreve oprettet på formular A uden individuel frist

▪ Efter formular A, pkt. 8 skal betaling være sket indenfor to frister som hver især skal være opfyldt

▪ Senest 3 uger efter at endeligt skøde er blevet lyst uden frist og udleveret fra tinglysningskontoret (denne frist fortolkes strengt)

▪ Senest 3 måneder efter ejendommens endelige overtagelse.

▪ Pantebreve oprettet på formular A med individuel frist

▪ Er en frist individuelt bestemt i pantebrevet erstatter den pkt. 8 i formular A. Denne frist skal tillige fortolkes strengt.

▪ HUSK at reglen om løbedage også gælder for betaling af ejerskifteafdrag, mens der ikke gælder noget krav om påkrav i forbindelse med ejerskifteafdrag.

Retsvirkningerne af forsinket betaling

▪ Sker der ikke betaling inden udløbet af de 7 løbedage er virkningen, at kreditor kan kræve hele restkapitalen indfriet jf. formular A pkt. 9

Gældsovertagelse ved ejerskifte

▪ HR. Hvis gælden ifølge pantebrevet ikke forfalder ved ejerskifte og den nye ejer efter aftale med den tidligere ejer af ejendommen skal overtage gælden, så overtager den nye ejer gælden når skødet på handlen er blevet lyst anmærkningsfrit og kreditor har fået underretning om debitorskiftet jf. TL § 39, stk. 1

▪ U. Hvis restgælden allerede inden debitorskiftet var forfaldent hæfter den oprindelige debitor fortsat for gælden (dvs. også efter debitorskiftet)

▪ U. Den oprindelige debitor frigøres ikke for ejerskifteafdraget.

▪ U. Er der tale om kreditforeningspantebreve, skal kreditor først acceptere debitorskiftet jf. TL § 39, stk. 2.

▪ BEMÆRK at i perioden fra skødet er lyst uden anmærkninger og indtil kreditor får underretning om debitorskiftet hæfter den gamle og den nye ejer solidarisk overfor kreditor.

Ejerskiftegebyr

▪ Et ejerskifteafdrag afskrives selvfølgelig hovedstolen, hvorimod et ejerskiftegebyr ikke afskrives hovedstolen.

▪ HR. Forsinket betaling af et ejerskiftegebyr bevirker ikke at restkapitalen forfalder

▪ U. Andet er aftalt i pbr. tekst.

Andre forfaldsgrunde

Forringelse af pantet

▪ Hovedstolen ifølge et pantebrev forfalder i sin helhed såfremt

▪ Bygninger af væsentlig betydning for pantet nedrives uden at der stilles betryggende sikkerhed herfor.

▪ Pantet vanrøgtes tilsvarende

▪ Hvorvidt der foreligger en sådan vanrøgt skal afgøres ud fra fire momenter

▪ Er der sket en forringelse i forhold til da panteretten blev stiftet?

▪ Er der sket en forringelse sammenlignet med administrationen af tilsvarende aktiver?

▪ Er pantesikkerheden blevet udsat for risiko?

▪ Er ph’s risikomargin formindsket væsentligt, dvs. er den risiko som ph måtte påregne da han aftale panteretten med ps vedrørende ex. betalingsevne, ps virksomheds aktiver osv. blevet formindsket som følge af forhold som ps bærer risikoen for.

▪ Hvem bærer risikoen for hvad?

▪ Ph bærer risikoen for almindeligt slid og ælde samt forringelse af samtlige ejendomme af den pågældende art.

▪ Ps bærer risikoen for alle andre forhold, herunder navnlig de som er specifikke for netop denne ejendom.

▪ Der må dog efter omstændighederne gives ps en rimelig tid til at få genoprettet skaden eller stille betryggende sikkerhed for værdiforringelsen.

Andre tilfælde der er reguleret i pantebrevsformularer

▪ Disse følger af pantebrevsformular A, pkt. 9d og 9e. Hvorefter restgælden forfalder såfremt kreditor eller dennes fuldmægtig nægtes adgang til at efterse pantet eller hvis debitor ikke holder ejendommen behørigt brandforsikret.

Tinglysningslovens §§ 37 og 38 (Pant s. 157 - 214 & BI s. 139 - 172)

Generelt om TL §§ 37 og 38

Foreløbig karakteristik af TL §§ 37 og 38

▪ TL § 38

▪ Bestemmelsen har den virkning, at når dens betingelser er opfyldt ekstingveres tidligere rettigheder over det pågældende løsøre ex. ejendomsforbehold, udlejers ejendomsret og panteret. Undtagelsen hertil er dog den indsigelse at tingen er stjålet idet ejeren her vil kunne vindicere den.

▪ Bestemmelsen er præceptiv jf. princippet om ejendommens enhed i TL § 10, stk. 1, dvs. der sker ekstinktion uanset om andet er aftalt imellem ps og ph eller imellem ps og den tidligere rettighedshaver.

▪ TL § 37

▪ Bestemmelsen har den virkning, at når dens betingelser er opfyldt og intet andet er aftalt omfatter panteretten i ejendommen også det pågældende løsøre.

▪ Bestemmelsen er deklaratorisk hvilket betyder, at der ikke sker ekstinktion af tidligere stiftede rettigheder over løsøret. Indlæggelsen afskærer dog ps muligheden for at give andre ret over det pågældende løsøre forud for panteretten i den faste ejendom.

Udskillelse af bestanddele og tilbehør

▪ Efter TL § 38 kan tilbehør som udgp. ikke udskilles medmindre dette sker pga. den normale udvikling og drift af ejendommen.

▪ Efter TL § 37 kan tilbehør udskilles fra ejendommen i takt med den regelmæssige drift.

Tilvækstlæren

▪ HR. er løsøre af tredjemand indlagt i en fast ejendom kan tredjemand kræve det tilbage igen.

▪ U. såfremt grunden til, at tingen ønskes tilbage alene er chikane kan der blive tale om en form for tilvæsktlære hvorefter løsøret ikke kan tages tilbage. Foreligger der ikke chikane kan tilvækstlæren ikke benyttes jf. U.1951.284H

TL § 38

Betingelser for anvendelse af reglen

▪ "Indlagt"

▪ Heri ligger der et krav om en vis varig tilknytning til ejendommen og dels en præcisering af, at der skal være tale om genstande, der typisk er stationært anbragt på ejendommen.

▪ En genstand anses for ”indlagt” når den er anbragt på den plads hvor den skal benyttes. Det er ikke et krav, at den er tilsluttet jf. U.1987.854V (køleskab).

▪ Husholdningsmaskiner (blender, håndmixer osv.) er således ikke omfattet

▪ Det samme gælder TV, stereoanlæg, solarier osv.

▪ "På ejerens bekostning"

▪ Kravet indebærer at ejendommens ejer direkte eller indirekte skal have betalt eller forpligtet sig til i fremtiden at betale for genstandens varige forbliven på ejendommen.

▪ Er der tale om leje eller leasing vil der som udgp. ske ekstinktion ved indlæggelsen, dog vil udlejer/leaser dog kunne hævde sin ejendomsret når der er tale om ”meget kortvarige” lejemål. Ex. den situation at en vaskemaskine er til reparation og bygningens ejer af den grund lejer en ny i den korte reparationsperiode jf. U.1978.100H

▪ Er der tale om afgifter i modsætning til betaling er tingen ikke indlagt på ejerens bekostning, jf. U.1983.1088V hvor et vederlag for installering af et alarmsystem ikke skulle anses som en ”betaling” men derimod som en afgift.

▪ At stille tredjemandspant eller kaution kan ikke sidestilles med betaling hvorfor betingelsen heller ikke er opfyldt her jf. U.1982.469V (svinestaldene).

▪ Er der tale om en gave vil dette opfylde kravet idet gaven allerede forinden er indgået i modtagerens formuesfære med den virkning at den efterfølgende indlægges på hans bekostning.

▪ Har ejeren lånt en genstand og derefter indlægger den sker indlæggelsen ikke på hans bekostning.

▪ Hvis en lejer af en ejendom køber en genstand og indlægger den i den lejede ejendom, og efterfølgende bliver ejer af den pågældende ejendom gribes tingen af TL § 38 når lejer bliver ejer.

▪ Såfremt en lejer af en ejendom køber en genstand og indlægger den i den lejede ejendom, men efterfølgende flyttede den over i en ejendom som han ejer, bliver resultat imidlertid det, at de tidligere rettigheder over genstanden ikke ekstingveres, medens der dog ikke efterfølgende kan stiftes særskilte rettigheder over ejendommen.

▪ Er genstanden i det hele bekostet af tredjemand er betingelsen ikke opfyldt hvorefter tredjemand vil kunne fjerne genstanden igen.

▪ Det diskuteres i pensum om aftaleerhververe over den faste ejendom ville kunne ekstingvere tredjemands borttagelsesret jf. TL § 27. Pensum konkludere at dette ikke kan lade sig gøre. (dog evt. ekstinktion efter almindelige ekstinktionsregler vedr. løsøre)

▪ "Bygning", "I bygningen", "Til brug for bygningen"

▪ Heri ligger for det første det krav, at genstandene skal være generelt anvendelige på en ejendom eller en almindelig erhvervsejendom.

▪ Kravet betyder, at genstande som er specifikt beregnede til netop denne type ejendom eller erhvervsejendom ikke er omfattet af bestemmelsen.

▪ Der ligger for det andet det krav, at anlæg som ligger på grunden alene er omfattet af bestemmelsen såfremt det kan karakteriseres som en ”bygning”.

▪ U.1996.313V – Mink haller var en ”bygning”

▪ U.1993.191V – Vindmøller var en ”bygning”

▪ En carport vil ifølge pensum også være en ”bygning”

▪ Der ligger for det tredje ikke den begrænsning at genstanden skal være indlagt i bygningen når den benyttes ”til brug for bygningen”.

▪ Ex. vil et oliefyr som ikke er indlagt i den pågældende bygning alligevel være omfattet af TL § 38

▪ Endvidere vil beplantninger, hegn o.lign. være omfattet af TL § 38

Nærmere om arten af TL § 38 genstande

▪ Idet bestemmelsen ikke angiver nærmere præcis hvilke genstande der er omfattet af bestemmelsen, vil den hidtidige praksis stadig være afgørende for den nærmere afgrænsning af de genstande som er omfattet. Den tidligere praksis lagde meget vægt på om løsøret måtte betegnes som ”naturligt, nødvendigt eller sædvanligt”set i forhold til beboelses og erhvervsejendomme i almindelighed.

Genstande som typisk vil være omfattet ved beboelsesejendomme

▪ U.1978.221V – Opvaskemaskine

▪ U.1978.266Ø – Vaskemaskine, køle- og svaleskab, fryseskab, komfur og emhætte

▪ U.1985.242V – Tørretumbler

▪ U.1987.854V – Køleskabe, komfurer og el – radiatorer

▪ U.1990.203V – Kummefryser

▪ Tæpper vil efter omstændighederne være omfattet se nærmere pensum s. 183f.

▪ Husholdningsmaskiner vil ikke være omfattet idet de ikke lever op til kravet om ”indlagt” Det samme gælder TV stereoanlæg osv.

Genstande som typisk vil være omfattet ved erhvervsejendomme

▪ Pensum s. 186 – 188 nævner adskillelige eksempler. Her fremhæves de som ifølge bemærkningerne til lovforslaget da bestemmelsen sidst blev ændret medtog.

▪ Kraftanlæg, varmeanlæg, køleanlæg, ventilationsanlæg osv.

▪ Det afgørende kriterium er om genstanden kan gavne en erhvervsejendom i almindelighed eller om der kræves en specifik type af erhvervsejendom før genstanden kan bruges til noget.

Særligt om energiforsyningsanlæg

▪ Det har givet anledning til tvivl hvilken type energianlæg som er omfattet af bestemmelsen.

▪ Solfangere som giver energi til hele bygningen er omfattet (ctr. Hvor den alene giver energi til en specifik maskine)

▪ Jordvarmeanlæg og varmepumper er omfattet

▪ Tryklufts- eller hydrauliske anlæg er ikke omfattet

▪ Vindmøller er omfattet og selv om en del af energien sælges og derved ikke benyttes til brug for bygningen. Er der tale om en vindmølle som udelukkende producerer til salg er den alligevel omfattet idet der i så fald er tale om en selvstændig bygning. Konklusion – vindmøller er altid omfattet.

TL § 37

Betingelser for reglens anvendelse

▪ Ejerskab

▪ Selvom det ikke direkte fremgår af bestemmelsen er det en logisk forudsætning foranvendelsen af TL § 37, at ps tillige er den person som ejer det pågældende driftsmateriel eller driftsinventar.

▪ "Varigt indrettet"

▪ Heri ligger et krav om at ejendommen skal være indrettet på en vis varig måde. Kriteriet vil efter omstændighederne være opfyldt når man ved at kigge på ejendommen og se om enten jorden eller bygningerne er indrettet på en måde som gør den egnet til et specifikt formål, og om indretningen er mere end blot kortvarig.

▪ Er selve jorden indrettet til landbrugsdrift er dette nok jf. U.1960.668V

▪ Det er ikke et krav at hele ejendommen skal være indrettet til erhvervsvirksomhed. Der kræves kun at erhvervsvirksomhedsdelen ikke er af uvæsentlig betydning for ejendommens drift jf. VLT 1933.1

▪ "Særlig"

▪ Heri kan der næppe indfortolkes noget krav. Formuleringen har dog antageligt følgende virkning.

▪ Drives der flere typer virksomhed fra samme ejendom omfatter § 37 alene det driftsmateriel som hører til den virksomhed som bygningen er varigt indrettet til.

▪ Er der tale om en kontorvirksomhed vil formuleringen formentlig have den virkning, at hvor ex. lægekonsultationer, advokatvirksomhed og lign. drives fra en villa, vil TL § 37 ikke finde anvendelse.

▪ "Erhvervsvirksomhed"

▪ Hvorvidt der er tale om en erhvervsvirksomhed kan også give anledning til afgrænsningsproblemer

▪ Der kræves ikke at virksomheden giver overskud

▪ Privatskoler vil antageligt være omfattet

▪ Forsamlingshuse vil være omfattet såfremt de benyttes til udlejning (hvad langt de fleste nok gør)

▪ "Dertil hørende"

▪ Heri ligger et krav om henholdsvis et stedligt tilknytningsforhold og et driftsmæssigt tilknytningsforhold.

Det driftsmæssige tilknytningsforhold

▪ Udstyret skal være driftsmæssigt (dvs. ejernes personlige genstande er ikke omfattet)

▪ Overstiger antallet af maskiner væsentligt hvad der driftsmæssigt er behov for, vil de overskydende maskiner ikke være omfattet jf. U1970.641H.

▪ Værdien af tilbehøret er som udgp. uden betydning for afgrænsningen. Genstande som måske er ti gange mere værd end ejendommen vil være omfattet i hvert fald når de opfylder det stedlige tilknytningskrav.

Det stedlige tilknytningsforhold

▪ Der kan opstå afgrænsningsproblemer når der er tale om genstande som primært benyttes udenfor ejendommen. (rullende materiel).

▪ Entreprenørmateriel vil være omfattet såfremt de må antages at have deres faste hjemsted på ejendommen. Modsat vil materiel som konsekvent flyttes fra den ene byggeplads til den anden uden nogen stedlig tilknytning til ejendommen ikke være omfattet jf. U.1980.178H (dommen U.1983.450V kom dog til det modsatte resultat hvorfor retsstillingen må anses for uafklaret, se nærmere også Bent Iversens udleverede noter)

▪ U.1992.356Ø fandt at et omrejsende tivoli ikke var omfattet af panteretten i den bygning hvor materiellet var placeret om vinteren. (oplagt)

▪ På tilsvarende måde opstår problemstillingen i relation til maskiner/dyr/avl som drives både fra egen jord, men også fra forpagtet jord.

▪ Avl som er høstet fra forpagtet jord vil ikke være omfattet jf. U.1982.852U.

▪ Dyr som er blevet opdrættet på lejet eller forpagtet jord vil derimod være omfattet jf. U.1995.927V

▪ "Driftsinventar og driftsmateriel"

Den almindelige regel

▪ For at der er tale om driftsmateriel eller driftsinventar skal disse indgå varigt i driften

▪ Udenfor falder således varelagre, halvfabrikata, råvarer og brændstoffer.

▪ Indenfor falder derimod kontorinventar, rengøringsudstyr, håndværktøj og andre arbejdsredskaber.

▪ U.1975.323Ø – Farvefjernsyn i restaurant omfattet (men ikke antik våbensamling til udsmykning)

▪ Gardiner og sengetøj på et hotel vil også være omfat

Særligt om motorkørertøjer

▪ Bestemmelsen omfatter ikke de motorkørertøjer som skal registreres i bilbogen. Dette betyder at biler, campingvogne, sættevogne ovs. ikke er omfattet.

▪ Derimod er kørende materiel som trucks, traktorer, mejetærskere m.v. omfattet.

Den særlige regel om landbrugsejendomme

▪ HR. Produktionen er ikke omfattet af TL § 37 (kravet om varig forbliven)

▪ U. Ved landbrugsejend. er besætning, gødning og andre frembringende omfattet af TL § 37

”Besætning”

▪ Omfattet er kvæg, svin, får, hæste, hæns, ænder og gæs, men derimod ikke fisk og andre ”særegne” dyr.

▪ ”Landbrugsejendomme” omfatter kun de klassiske landbrug. Udenfor falder således dambrug (U.1987.807H )og hønserier (U.1969.961V).

▪ BEMÆRK hvis landbrugsejendommen er særligt indrettet som en erhvervsvirksomhed er der ikke længere tale om en landbrugsejendom. Besætningen skal derfor betragtes som driftsmateriel, med den virkning at den måske er omfattet.

▪ U.1981.863V (stutteri – heste omfattet)

▪ Pensum opstiller den regel, at ved ren produktion, dvs. besætningen skal sælges som ved grise, fisk eller mink vil TL § 37 aldrig kunne benyttes.

”Afgrøder”

▪ Omfatter kun egen avl. Produkter fra grus- eller lergrave er ikke omfattet.

Udskillelse ifølge regelmæssig drift

▪ Udskillelse som følge af regelmæssig drift

▪ Efter TL § 37 ophører panteretten i genstande når de udskilles ifølge den regelmæssige drift. Heri ligger der et krav om normalitet.

▪ Der skal således altid være tilstrækkeligt materiel tilbage til at kunne drive virksomheden videre forsvarligt.

▪ Salg af hele eller en væsentlig del af besætningen vil således ikke være udskillelse som følge af regelmæssig drift medmindre salget sker i forbindelse med en forsvarlig omlæggelse af driften.

▪ Sale and lease back opfylder ikke normalitetskravet idet der åbenlyst er tale om omgåelse.

▪ Ekstinktion af panthavers ret

▪ Sker der en udskillelse som ikke er regelmæssig vil erhververen ekstingvere panteretten i genstanden såfremt han er i god tro om den uberettigede udskillelse jf. U.1939.444H. (de almindelige betingelser for ekstinktion af rettigheder over løsøre skal dog være opfyldt – ”noget mere” må her ligge i den manglende kontrol fra ph’s side)

▪ Selve det faktum, at erhververen ved, at ps er i økonomisk knibe er ikke selvstændigt nok til at bringe ham i ond tro, men det vil naturligvis være et moment i god tro bedømmelsen.

▪ Afhændelse eller salgsmodning som kriterium for udskillelse

▪ HR. Der skal et salg til før der foreligger udskillelse

▪ U. Overgivelse til en tredjemand som skal sælge materiellet anses for udskillelse.

Tredjemands ret over TL § 37 tilbehør

▪ Som nævnt er det en forudsætning for anvendelse af TL § 37, at ps er ejer af materiellet.

▪ Idet TL § 37 ikke er en ektinktionsregel skal panteretten i ejendommen respektere tidligere rettigheder over genstanden. Men efterhånden som genstanden løbende afdrages, jo mere bliver i takt hermed grebet af panteretten.

▪ På samme måde gribes hverken lejede eller låne genstande af panteretten i ejendommen.

▪ Endelig bemærkes, at ps godt efter at genstanden er blevet grebet af panteretten i ejendommen kan give andre underpant i de pågældende genstande, når blot de angiver at respektere panteretten i den faste ejendom (medmindre alle ph’ere i den faste ejendom giver tilladelse til at genstanden frigøres af panteretten i ejendommen, hvilket de kan idet TL § 37 er deklaratorisk.

Prioritetsstillinger i fast ejendom (Pant s. 215 - 286 & BI s. 173 - 240)

Hvilken placering skal et pantebrev have i prioritetsrækken

▪ Et pantebrev i fast ejendom kan godt tinglyses selv om det angiver at have en prioritetsstilling som ifølge tingbogen ikke kan opnås. Tingdommeren skal i disse tilfælde blot lyse dokumentet med retsanmærkning jf. TL § 15, stk. 4. Hvilken prioritetsstilling som pantebrevet materielt opnår afgøres derimod først af fogedretten i forbindelse med en tvangsauktion over ejendommen.

▪ Hvilken prioritetsstilling et pantebrev skal have bestemmes ved fortolkning. I tvivlstilfælde må der dog være en formodning for, at pantebrevet ønsker at blive placeret efter den sidste reelle krone i prioritetsrækken.

▪ Angiver et pantebrev således at ville respektere ”privat pantebrev stort 200.000 kr.” må dette som udgp. alene forstås som en respekt af selve pantebrevet, men ikke dets nuværende størrelse. Er der således afdraget 50.000 kr. på den angivne panteret, skal det nye pantebrev placeres efter de 150.000 kr. i prioritetsrækken.

▪ Er der tale om pantebreve som angiver at respektere ejerpantebreve kan der på samme måde opstå tvivl

▪ Respekt af ”ejerpantebrev stort 200.000 kr.” må henset til at der er tale om et ejerpantebrev fortolkes som en respektangivelse af hele ejerpantebrevets kreditramme.

▪ Respekt af ”ejerpantebrev, oprindeligt stort 200.000 kr.” må derimod fortolkes som en angivelse af alene at ville respektere den nuværende restgæld.

▪ Består der et ejerpant i prioritetsrækken, og er det ikke utvetydigt angivet i et pantebrev hvilken prioritetsplads det skal have opstår problemstillingen om hvorvidt det efter en fortolkning af aftalen med ps skal placeres helt eller delvist indenfor ejerpantet eller efter den sidste reelle krone i prioritetsrækken.

▪ Angiver det nye pantebrev, at skulle have "bedst mulige prioritetsstilling" er der næppe tvivl om at det besætter ejerpantet helt eller delvist.

▪ Kan den nye panteret rummes indenfor ejerpantet og angiver det alene at ville respektere prioriteter forud for ejerpantet er der ingen tvivl om at det vil besætte ejerpantet.

▪ Kan det nye pantebrev derimod ikke rummes indenfor rammerne af ejerpantet må det kræves at der efter en fortolkning er momenter som taler imod denne løsning. I mangel heraf vil formodningen være for, at hele pantebrevet skal placeres efter sidste reelle krone.

Generelt om pladssystemet

▪ HR. Når panteret først er blevet placeret i prioritetsrækkefølgen bliver den stående på denne plads

▪ U. Oprykning, hvilket kan finde sted i tre situationer

▪ Ophør og aflysning af en foranstående panteret uden besættelse af pladsen med en ny panteret eller notering af et ejerpant jf. TL § 40, stk. 1, 3. pkt.

▪ Bortfald af et ejerpant ved tvangsauktion jf. TL § 40, stk. 1, 4 og 5 pkt.

▪ Dette sker fordi et ejerpant ikke er en panteret, men derimod en reservering af en plads i prioritetsrækken.

▪ Oprykning efter forudberegnelige indfrielser af forprioriteter jf. TL § 40, stk. 3

▪ Oprykning efter omstødelse jf. U.1967.86H

▪ U. Nedrykning, hvilket kan finde sted i tre situationer

▪ Ekstinktion

▪ Kreditudvidelser i god tro

▪ Rentereglen i TL § 40, stk. 4

Ejerpant

▪ Efter TL § 40, stk. 1 kan ps besætte en plads i prioritetsordenen der bliver ledig ved, at en tinglyst panteret enten helt eller delvist ophører eller viser ikke at være gyldigt med et noteret ejerpant eller med en ny panteret.

▪ Der kan ikke gyldigt gives et forhåndsafkald på retten til at råde over en ledig plads fra ps side.

▪ Det praktisk vigtigste eksempel på at der opstår et ejerpant er når et pantebrev indfries helt eller delvist ekstraordinært. I denne situation har ps 4 muligheder

▪ Lade panteretten henstå uaflyst og dermed sikre pladsen til senere brug

▪ Aflyse den første samtidig med begæring om notering af ejerpant

▪ Straks indsætte en ny panteret

▪ Der er her et krav om formel samtidighed, dvs. at de to dokumenter skal anmeldes til tinglysning den samme dag jf. TL § 25, 2. pkt. I praksis gøres det, at aflysningen af den gamle pantebrev gøres betinget af lysningen af det nye.

▪ Pensum antager, at selv en ubetydelig forsinkelse i lysningen af det nye pantebrev bevirker, at de efterstående rykker op, hvorved ejerpantet ophører.

▪ Er et pantebrev blevet aflyst ved en fejl opstår der ikke af den grund noget ejerpant.

▪ Aflyse den pågældende panteret hvorefter de efterstående panthavere i ejendommen automatisk rykker op jf. TL § 40, stk. 1, 3. pkt.

▪ HR. Et udlæg kan ikke placeres indenfor et ejerpant idet det er ps alene der kan råde over et ejerpant. Et udlæg placere sig derfor altid efter sidste reelle krone i prioritetsrækken.

▪ U. Er der tinglyst en arrest kan et udlæg dog placere sig indenfor rammerne af dette i prioritetesordenen. En arrest kan således sidestilles med en kreditors reservation af en plads til et senere udlæg.

▪ U. En ps kan frivilligt råde over sit ejerpant til fordel for et udlæg (men hvorfor skulle han?)

▪ Der kan ikke være tale om et ejerpant på sidsteprioriteten i en prioritetsrække jf. U.1979.569H

▪ Endelig bemærkes, at der i en særlig situation kan blive tale om refleksoprykning. Situationen som er behandlet i pensum på s. 225 behandler den problemstilling der opstår når en 1. prioritet indfries ekstraordinær hvorefter der noteres et ejerpant. Et nyt pantebrev tinglyses nu alene med den respektpåtegning, at det respekterer 2. prioriteten i ejendommen (den eneste). Denne respektpåtegning, som jo er aftalt med pantsætter, indebærer reelt at det nye pantebrev har skubbet 2. prioriteten op forbi ejerpantet, medens det nye pantebrev selv har besat ejerpantet. Efterhånden som det nye pantebrev afdrages vil ejerpantet refleksivt rykke op forbi 2. prioriteten igen. Der sker således oprykning efter nedrykning.

Oprykning efter TL § 40, stk. 3

▪ Der kan ske oprykning efter TL § 40, stk. 3 såfremt følgende betingelser er opfyldt.

▪ Oprykningsretten skal udtrykkeligt være aftalt i pantebrevet (det efterstående)

▪ Udlæg rykker automatisk op, men der kan ikke blive tale om forbirykning idet et udlæg ikke kan besætte et ejerpant. Det samme gælder formentlig servitutrettigheder.

▪ Den foranstående prioritet skal afdrages eller indfries til et forud angivet tidspunkt

▪ Gives der således restancer med betalingen af tidsfæstede afdrag og renter kan den efterstående panthaver som har en aftalt oprykningsret, kræve et beløb svarende til restancerne afdraget på hans pantebrev, idet hans sikkerhed ellers ville blive formidsket som følge af en aftale imellem ps og den foranstående panthaver.

▪ Der kan således heller ikke ske oprykning efter udlæg, da der ikke vil være fastsat et betalingstidspunkt.

▪ Betalingsbestemmelserne skal være angivet i selve pantebrevet

▪ Der kan af denne grund som udgp. ikke ske aftalt oprykning i et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev

▪ Modf. Såfremt ejerpantebrevet indholder en bestemmelse om at det nedskrives eller bortfalder (afvikles) til forud angivne tidspunkter kan der ske oprykning. (alene det faktum, at der i ejerpantebrevet er anført en betalingsordning er ikke tilstrækkeligt, idet der reelt ikke skal ske afdragning af de underliggende fordringer efter disse bestemmelser, men derimod efter de individuelle afdragsordninger som er aftalt med ps).

Andre begrænsninger i retten til at besætte en ledig plads i prioritetsrækken

Svig

▪ Har ps udøvet svig overfor en ph ved at give ham den tro at han fik 1. prioritet selv om han alene fik en 2. prioritet opstår der ikke noget ejerpant når 1. prioriteten indfries ekstraordinært. Her rykker den besvegne ph derimod op.

Aftalt kolliderende prioritetsstilling

▪ Har en ps aftalt med en ph at denne skal have en 1. prioritet, men først når den nuværende 1. prioritet er ophørt bevirker denne aftale, at der ikke opstår noget ejerpant. (forbuddet mod forhåndafkald er ikke overtrådt i disse tilfælde).

Pantet går ned i værdi

▪ Det er fast antaget, at der ikke opstår noget ejerpant, hvis en panteret afdrages eller fuldstændig indfries i anledning af, at pantet er gået ned i værdi.

Oprykning efter nedrykning

▪ Problemstillingen er indgående behandlet nedenstående ifm. dommen U.1979.569H. Afgørende er alene her, at hvor en bank i god tro foretager kreditudvidelser opstår der ikke noget ejerpant når disse freditudvidelse betales igen af skyldneren. Her vil de efterstående rykke op i takt med betaling på kassekreditten.

Rygningsklausuler m.v.

TL § 40, stk. 2

▪ HR. ps kan både i forbindelse med oprettelsen af en panteret og efterfølgnde aftale med ph at det pågældende pantebrev skal påføres en rykningsklausul gående ud på at det pågældende pantebrev vil vige sin prioritetesplads (rykke) for en/et nærmere præciseret andet pantebrev. En rykningklausul har den virkning, at ps ikke kan give nogen pant forud for den rykkende panthaver som ikke lever op til de kriterier som den rykkende har angivet at ville rykke for.

▪ U. Er den type lån der gives panteret for det samme som det der i det efterstående pantebrev er angivet at rykke for, vil det ikke have nogen betydning at der gives panteret til Nykredit selv om der alene er angivet at rykke for et pantebrev til ex. BRFkredit. I disse tilfælde vil ps således have ret til at indsætte panteretten til BRF kredit forud for den rykkende.

▪ U. Indfries det pantebrev som det efterstående pantebrev har angivet at ville rykke for ekstraordinært opstår der også i disse tilfælde et ejerpant, som ps kan benytte som han har lyst til uden hensyn til rykningskalusulen. Dette betyder reelt, at ps skal respektere rykningsklausulen første gang, dvs. når han giver pant af den type som han må efter rykningsklausulen, men når denne panteret er indfriet helt eller delvist står det ps frit at benytte pladsen som han vil. Resultatet bliver således, at den rykkende ender bag en panteret som det ikke angav at ville rykke for, men dette accepteres i kraft af den frie dispositionsret som TL § 40, stk. 1 giver ps.

▪ Modf. Er der tale om at ville rykke for realkreditlån se nedenstående om TL § 41, stk. 2, hvorefter der ikke kan ske ombytning med andet end et andet realkreditlån, når den rykkende han angivet kun at ville rykke for realkreditlån.

Anvendelse af en rykningsklausul flere gange

▪ En rykningsklausul kan benyttes flere gange helt afhængig af hvordan klausulen er formuleret og hvordan den skal fortolkes. En klausul om at ville rykke for "størst muligt kreditforeningslån" er det klart, at klausulen ikke er begrænset til blot at angå et bestemt kreditforeningslån.

TL § 15a

▪ Bestemmelsen er alene en tinglysningsregel, og har ingen betydning for den materielle prioritetsstilling. Bestemmelsen angiver blot, at såfremt der indsættes en rykningsklausul i et pantebrev, skal dette tinglyses med retsanmærkning, idet det måske ikke opnår den materielle prioritetesstilling som det formelt ifølge tingbogen angiver at have.

Fortolkningen af rykningsklausuler i pantebreve

▪ Problemstillingen opstår her i forbindelse med omprioriteringsklausuler, dvs. klausuler som går ud på, at et pantebrev indvilliger i at rykke for ex. kreditforeningslån med en vis rentesats, imod at det lån som opnås i kreditforeningen benyttes til indfrielse af foranstående prioriteter. Er der i disse tilfæde tillige indsat en uopsigelighedsklausul opstår det fortolknngsproblem om ombytningsretten betyder at pantebrevet godt kan indfries helt eller delvist i tilfælde af omprioritering, eller om omprioriteringen skal ske med forbehold af uopsigelighedsklausulen. Dommen U.1988.145 statuerede, at omprioritetsklausulen skulle fortolkes med forbehold af uopsigelighedsklausulen.

▪ Er der tale om en rykningsklausul om "lån af offentlige midler" henvises til nedenstående om TL § 41 vedrørende realkreditlån.

Vilkårsændringer (TL § 40, stk. 3 - 7)

Generelt om vilkårsændringer

▪ HR. Vilkårsændringer i et pantebrev kræver ikke samtykke fra efterstående panthavere jf. TL § 40, stk. 7

▪ U. Henstand med afdrag og renter når de efterstående panthavere har oprykningsret jf. TL § 40, stk. 3

▪ U. Renteforhøjelser

▪ U. Aftaler om ændret opsigelsesvarsel

▪ U. Ændringer af tvangsauktionsklausuler

▪ U. Kreditforeningspantebreve og indekspantebreve jf. TL §§ 40a, 40b, 41 og 41a

Henstand og restancer m.v. med hensyn til forudberegnelige afdrag

▪ Efter Tl § 40, stk. 3 kræver det samtykke fra efterpanthavere med oprykningsret såfremt der vil aftales nedsættelse af afdragenes størrelse eller standsning af lånets afvikling på en foranstående prioritet.

▪ Gives der restance eller lign. har efterpanthaveren retten til at kræve restancerne afdraget på det næstprioriterede pantebrev hvor der er aftalt oprykningsret.

▪ De situationer som er omfattet af bestemmelsen er følgende

▪ Nedsættelse af afdragenes størrelse

▪ Faktiske restancer med betaling

▪ Ombytning af det foranstående pantebrev med et andet pantebrev med ændrede vilkår, ex. en længere afdragsordning.

▪ Ps kan dog frit ombytte det foranstående pantebrev med et andet med tilsvarende hovedstol og vilkår.

▪ Det er vel nærmest naturligt, at såfremt efterpanthaveren fremsætter krav om betaling afrestancer til ham kan ps vælge at betale de skyldige restancer til forpanthaveren.

Særligt om ejerpantebreve.

▪ Indfries en forpanteret ekstraordinært og begæres der et ejerpant noteret, vilde efterstående panterettigheder med oprykningsret langsomt "sopise" af ejerpantebrevet i takt med den afdragsordning som var gældende for det indfriede pantebrev. Indsætter ps et ejerpantebrev indenfor ejerpantet bevirker dette ikke at de efterstående holder op med at "spise", dvs. at ejerpantebrevet også langsomt forsvinder. Dette er imidlertid kun tilfældet så længe ejerpantebrevet ligger ubrugt hos ps. I det øjeblik ps håndpantsætter ejerpantebrevet til en håndpanthaver antager pensum, at oprykningen standser.

Henstand og restancer m.v. med hensyn til renter

▪ Efter TL § 40, stk, 4 bevares fortrinsretten til forfaldne rentekrav alene i 1 år efter de er forfaldne. Derefter rykker de forfaldne renter ned i prioritetsrækken og placere sig efter sidste reelle krone.

▪ HR. Der er stadig panteret for renterne selv om de er rykket ned, og er det pantebrev som renterne knytter sig til tinglyst, er renterne også beskyttet.

▪ U. En viljesbestemt panthaver som i god tro om de nedrykkede renter får tinglyst et pantebrev efter sidste reelle krone vil ekstingvere de nedrykkede renter.

▪ BEMÆRK pensum angiver at alene en viljesbestemt panthaver kan ekstingvere, mens udlæg, konkurs, senere købere af ejendommen ikke kan. Ihvertfald fsa angår udlæg virker dette standpunkt ikke overbevisende.

▪ Som det også er tilfældet ved afdrag omfatter reglen både aftalt og faktisk henstand.

▪ Selv om bestemmelsen alene nævner "panthavere" må dette fortolkes udvidende, hvorefter også udlæg er omfattet af reglen.

▪ HR. Morarenter er ikke omfattet af bestemmelsen, dvs. disse sidestilles med renter som har været forfaldne i mere end 1 år. Disse renter rykker derfor automatisk ned når de opstår.

▪ U. Der er opstået en retssædvane hvorefter realkreditinstitutter kan gøre morarenter af forfaldne og ubetalte terminsydelser (afdrag) gældende på pantebrevets plads. Altså at morarenter i dette tilfælde tilføjes panteretten på forprioriteten og skubber de efterstående ned i prioritet.

▪ Særligt om skadesløsbreve.

▪ Det følger direkte af bestemmelsen, at den ikke finder anvendelse på skadesløsbreve. Dette betyder, at så længe forfaldne renter kan holde sig indenfor rammerne af skadesløsbrevet er der panteret for dem. Springes rammerne derimod er der ikke nogen panteret for de faofaldne renter.

Særligt om ejerpantebreve

▪ HR. Dommen U.1992.978H fastslog, at ejerpantebreve som udgp. skal behandles som skadesløsbreve i denne relation.

▪ U. Er det i pantebrevet angivet at dette skal opskrives efter en bestemt foudlagt tidsplan skal efterpanthaverne respektere dette. (en sådan bestemmelse vil næppe ses idag idet der skal betales afgift af ikke blot hovedstolen, men også det beløb hvormed hovedstoen kan opskrives.)

Renteforhøjelse

▪ HR. Renteforhøjelser krøver samtykke fra de efterstående panthavere jf. TL § 40, stk. 5

▪ U. Renten overstiger efter forhøjelsen ikke 5%

▪ U. Renteforhøjelsen har hjemmel (dvs. er skrevet ned i) det tinglyste pantebrev

▪ U. Er et pantebrev tinglyst med en variabel rente, må efterpanthaverne finde sig i både rentestigninger, men får til gengæld også glæde af rentefald. (om kravene til tinglysning af pantebreve med var. rente se ovenstående)

▪ Er der tale om kreditforeningspantebreve se også TL § 41, stk. 2 og nedenstående

Aftaler om ændret opsigelsesvarsel

▪ HR. Efter TL § 40, stk. 5 kræver aftaler imellem ps og forpanthaver om længere uopsigelighed for ps, samtykke fra de efterstående panterettigheder. Der er intet til hindre for, at der aftales et kortere opsigelsesvarsel.

Ændringer af tvangsauktionsklausuler på forprioritet

▪ Pantebreve i fast ejendom vil som oftest (hvilket også er bestemt i pantebrevsformular A) indeholde en bestemmelse om at pantebrevet ikke forfalder til betaling i tilfælde af tvangsauktion over ejendommen, dvs. en tvangsauktinsklausul.

▪ Efter TL § 40, stk. 6 kan en sådan tvangsauktionsklausul ikke ændres eller ophæves til skade for de efterstående panthavere uden deres samtykke. (også samtykke fra udlægshavere kræves)

▪ Sker der ombytning af det gamle pantebrev indeholdende tvangsauktionsklausulen med et nyt pantebrev uden tvangsauktionsklausul bliver virkningen af TL § 40, stk. 6, at tvangsauktionsklausulen også kommer til at gælde for det nye pantebrev.

TL § 40, stk. 7

▪ Bestemmelsen fastslår kun hvad der allerede følger af ovenstående. Er en disp. ikke omfattet af de tilfælde hvor der jf. TL § 40, stk. 3 - 6 kræves samtykke, hersker aftalefriheden hvorefter hs og ph kan gøre hvad de har lyst til.

Særligt om kreditforeningspantebreve m.v.

▪ TL § 41 indeholder nogle supplerende regler som regulere de situationer hvor der er indblandet kreditforeningspantebreve.

▪ TL § 41, stk. 1 er en fortolkningsregel som alene fastslår hvad der præcis forstås ved "lån af offentlige midler", og har betydning når en rykningsklausul jf. TL § 40, stk. 2 skal fortolkes. Bestemmelsens eneste formål er således at fastslå hvilke lånesteder der er "offentlige".

▪ Efter TL § 41, stk. 2, kan der ikke ske ombytning med andet end et andet realkreditlån, når den rykkende han angivet kun at ville rykke for realkreditlån. Dette er således en fravigelse af ps frie ombytningsret efter TL § 40, stk. 1.

▪ TL § 41, stk. 2 har også den betydning, at der skal være samtykke fra samtlige efterstående panthavere såfremt renten på et kreditforeningslån skal hæves. Dette er i overensstemmelse med TL § 40, stk. 5, men § 41, stk. 2 nævner intet om en 5% grænse.

▪ Endelig bestemmer TL § 40, stk. 3 at såfremt et ordinært pantebrev ønskes ombyttet med et realkreditpantebrev kræves der samtykke fra de efterstående panthavere som ikke har angivet at ville rykke for lån af offentlige midler.

▪ Overtrædes denne regel har det alene den virkning, at det solidariske ansvar som gælde for realkreditlån får prioritetsstilleng efter de efterstående på ombytningstidspunktet. Dvs. at hovedstoen på lånet bevarer sin prioritetsstilling.

Særligt om indekspantebreve.

▪ Reglerne i TL §§ 40a, 40b og 41a gælder alle alene for realkreditlån som tillige er indeksregulerede.

▪ Ombytning med et indekseret realkreditlån kræver ubetinget samtykke fra de efterstående panthavere jf. realkreditloven § 24, stk. 3

▪ Modf. Opstår der et ejerpant kan dette godt besættes med et realkredit indekspantebrev jf. TL § 40b, stk. 1

▪ Efter TL § 40b, stk. 2 er virkningen af at kravet om samtykke ikke overholdes, at der efterstående panthavere rykker op i takt med den oprykning de ville have haft efter den oprindelige pantebrev.

▪ TL § 40a fastslår at selv om afdragene ifølge et indeksreguleret lån ike kan fastlægges præcist kan der på trods af TL § 40, stk. 3 godt ske oprykning i et indekspantebrev.

▪ Endelig fastslår TL § 41a, at rykningsklausuler om at ville stå tilbage for lån af offentlige midler ikke omfatter indekspantebreve. Også i disse tilfælde kræves der således samtykke.

Udnyttelsen af ledige pladser indenfor rammerne af ejerpantebreve og skadesløsbreve.

Generelt om udnyttelsen af ledige pladser indenfor rammerne af ejerpantebreve og skadesløsbreve

▪ Ejerpantebreve og skadesløsbreve indeholder i deres natur en kreditramme. Denne kreditramme kan, når den ikke er benyttet fuld ud, bruges til gavn for sekundære håndpanthavere, indbrudspant og tillige kan udlæg placere sig indenfor rammerne af et ejerpantebrev når det ligger på sidsteprioriteten. Dette blv for viljesbestemte panterettigheder fastslået i U.1979.566H og for retspanterettigheder (udlæg) fastslået i den efterfølgende U.1979.569H.

▪ Idet skadeskøsbrevet ikke som ejerpantebrevet kan gives i håndpant (da det ikke er negotiablet) kan der alene blive tale om indbrudspant i forhold til skadesløsbreve.

▪ Når et ejerpantebrev benyttes opstår der i relation hertil problemstillingerne omkring hvilke sikringsakter der skal iagttages for at være beskyttet både mod efterfølgende rettighedshavere, men også mod allerede eksisterende rettighedshavere som udvider den kredit som ejerpantebrevet ligger til sikkerhed for.

Sikringsakterne ved udnyttelse af ejerpantebreve

▪ Den primære håndpanthavers sikringsakter

▪ Han skal sikre sig at ejerpantebrevet er blevet tinglyst af håndpantsætteren jf. TL § 1. Er dette ikke sket risikere han at blive ekstingveret (dvs. rykke ned i prioritet) af efterfølgende rettigheder over den faste ejendom som ejerpantebrevet giver pant i.

▪ Han skal sørge for at rådighedsberøve ps jf. Gbl. § 14. Ellers risikere han at blive ekstingveret, dvs. rykke ned i prioritet indefor ejerpantebrevet såfremt ps efterfølgende giver en anden kreditor håndpant i ejerpantebrevet.

▪ BEMÆRK pensum tillader at også indbrudspanthavere og udlæg vil kunne ekstingvere i den situation hvor ps ikke er blevet rådighedsberøvet. Sikringsakten for disse er ellers normalt alene tinglysning, men da en sekundær håndpantsætning ikke hverken skal eller kan tinglyses, kommer pensum frem til at ved en udvidet fortolkning af gbl.§§ 14 og 22 vil også indbrudspanthavere og udlægshavere kunne ekstingvere den primært håndpanthaver som ikke har fået ejerpantebrevet i hænde.

▪ For at indbrudspanthavere (i god tro) og udlæg skal kunne ekstingvere kræves der ifølge pensum at de for det første har fået ejerpantebrevet i hænde jf. den udvidede fortolkning af gbl. §§ 14 og 22, men også at de begge er tinglyst.(kravet om tinglysning i denne situation virker næppe overbevisende...)

▪ HUSK at udlægshavere alene kan ekstingvere når ejerpantebrevet ligge på sidsteprioriteten. Er dette ikke tilfældet kan udlægget nemlig slet ikke placere sig indenfor ejerpantebrevet, da det altid skal placere sig bag sidste reelle krone.

Den sekundære håndpanthavers sikringsakter

▪ Han skal sikre sig at ejerpantebrevet er blevet tinglyst af håndpantsætteren jf. TL § 1. Er dette ikke sket risikere han at blive ekstingveret (dvs. rykke ned i prioritet) af efterfølgende rettigheder over den faste ejendom som ejerpantebrevet giver pant i.

▪ Han skal give meddelelse til den primære håndpanthaver om at han nu har fået sekundær håndpant, og at ejerpantebrevet ikke ved indfrielse skal udleveres til ps, men derimod til ham. Denne meddelelse sidestilles med en rådighedsberøvelse efter Gbl. § 14 jf. dommen U.1958.744. (er ejerpantbreet stadig hos ps skal han rådighedsberøve denne.)

▪ I tilfælde af at den sekundære ikke iagttager rådighedsberøvelsen vil der kunne ske ekstinktion på tre måder.

▪ Den primære håndpanthaver vil kunne udvide sin kredit i god tro jf. Gbl. § 14

▪ En ny håndpanthaver som netop giver meddelelse til den primære hph vil (forudsat god tro) kunne fortrænge den gamle som ikke har iagttaget sin sikringsakt jf. Gbl. § 14

▪ En indbrudspanthaver i god tro eller en udlægshaver (husk at ejerpbr. skal være på sidstepladsen) vil kunne fortrænge den tidligere ret såfremt de begge er tinglyst og giver meddelelse til den primære hph jf. den udvidede fortolkning af Gbl. § 14 og 22.

▪ Særligt omkring meddelelsen

▪ For at der er tale om en meddelelse som har retsvirkning som en rådighedsberøvelse kræves der alene det krav, at meddelelsen skal være så tydelig, at primærpanthaveren må forstå hvad der er sket og at meddelelsen skal tages alvorligt.

▪ At have en entreprisekontrakt til gennemsyn hos primærpanthaver lever derfor ikke op til kravet om en tydelig meddelelse jf. U.1971.182V.

Indbrudspanthaverens sikringsakter

▪ Indbrudspanthaveren skal sørgefor at tinglyse sin egen ret jf. TL § 1. Gør han ikke dette risikere han at blive fortængt af efterfølgende indbrudspanthavere i ejerpantebrevet. Men derimod kan han ikke fortænges af sekundære håndpanthavere i ejerpantebrevet alene fordi han ikke har fået tinglyst sin ret. (og her kapper snoren sku for den ærede Rørdam og Højesteret i U.1980.10H. Hvis en indbrudspanthaver kan ekstingvere når en foranstående håndpanthaver ikke har iagttaget enten den ene eller den anden sikringsakt, hvorfor i aller helvede vil man så ikke tillade at en håndpanthaver i den omvendte situation på tilsvarende måde kan ekstingvere?)

▪ Indbrudspanthaveren skal give meddelelse til primærhåndpanthaveren jf. Gbl. § 14 (eller såfremt ejerpantebrevet stadig er hos ps skal han rådighedsberøve denne). Sker dette ikke vil indbrudspanthaveren kunne fortrænges af sekundære håndpanthavere, men ikke efterfølgende indbrudspanthavere idet alene tinglysningen er relevant sikringsakt imellem to indbrudspanthavere.

▪ Er der tale om en udlægshaver vil denne kunne kræve et ejerpantebrev overtaget af fogden jf. Rpl. § 523, stk. 2 og på denne måde iagttage sin sikringsakt.

▪ Er der tale om en opgave med flere indbrudspanthavere og hvor der tillige er indbleandet en eller flere håndpanthavere vil det være fornuftigt at tjekke om det man kommer frem til er i overensstemmelse med eksemplet på side 279 i pensum.

▪ Særligt om spørgsmålet om god tro jf. Gbl. § 14

▪ Hvorvidt en panthaver er i god tro skal naturligvis afgøres konkret efter Gbl. § 14, der bemærkes dog at en primær eller sekundær håndpanthaver som det klare udgp. ikke har nogen plgt til at efterse tingbogen for at se om der er stiftet indbrudspant indenfor ejerpantebrevet. Manglende eftersyn af tingbogen medfører således (ihvertfald ikke i sig selv) ond tro.

▪ Modf. Har der gået lang tid hvor ejerpantebrevet har ligget ubenyttet hen hos ps, kan dette bevirke, at manglende eftersyn af tingbogen vil være simpelt uagtsomt, og derved bringe den primære eller sekundære håndpanthaver i ond tro.

Sikringsakterne ved udnyttelse af et skadesløsbrev

▪ Da et skadesløsbrev ikke kan håndpantsættes opstår der kun to konflikter. Konflikten imellem to indbrudspanthavere i skadesløsbrevet og konflikten imellem en indbrudspanthaver og den kreditor/panthaver som er nævnt i skadesløsbrevet.

▪ I forholdet imellem to indbrudspanthavere er tinglysningen afgørende jf. TL § 1.

▪ I forholdet imellem kreditors kreditudvidelser og indbrudspanteretten antager pensum ud fra friere overvejelser og dommen U.1926.942H, at indbrudspanthaveren skal give meddelelse til panthaveren ifølge skadesløsbrevet for at være sikret mod kreditudvidelser i god tro.

▪ Indbrudspanthaverende sikringsakter er således tinglysning jf. TL § 1 og meddelelse om indbrudspanteretten til den som i skadesløsbrevet er nævnt som panthaver. (er skadesløsbrevet udstedt til ihændehaveren skal meddelelse gives til den som sidder inde med skadesløsbrevet.)

Særligt om den primære berettigedes kreditudvidelse m.v.

▪ HR. Når den primært berettigede har modtaget meddelelse om den sekundæret berettigedes ret, og derved er bragt i ond tro, kan han ikke længere opnå fortinsstilling for kreditudvidelser (ex. ifølge en kassekredit). Kreditudvidelserne bliver således skubbet ned i prioritet bag den sekundært berettigede, og såfremt rammerne for ejerpantebrevet springes helt ud af ejerpantebrevet og enten være helt uden sikkerhed (hvis den primært berettigede er en håndpanthaver som alene har en ret over ejerpantebrevet) eller også ned bag den sidste reelle krone i prioritetsrækken (hvis den primært berettigede er en indbrudspanthaver.). Jf. dommene U.1979.566 og U.1979.569. Dette gælder også selv om den primært berettigede har forbeholdt sig ret til senere kreditudvidelser.

▪ U. Fortinsretten bevares for gæld der opstår automatisk, dvs. omkostninger og renter.

▪ U. Fortrinsretten bevares også for gæld som stammer fra tidligere påtagne forpligtelser. Ex. hvor ejerpantebrevet ligger til primær sikkerhed for en kautionserklæring.

▪ U. Fortrinsretten bevares på lignende måde for gæld der opstår som følge af at kreditor (den primært berettigede) har krav på at yde kredit for at undgå tab mv. (er mest aktuelt hvor ejerpantebrevet ligger til sikkerhed for et byggelån og hvor yderligere kreditgivning er afgørende for at kunne færdiggøre byggeriet.

▪ U. Endelig bevares fortrinsretten for gæld der opstår i form af det erstatnningskrav som den primært evt. måtte have mod sp i den situation hvor den primært berettigede på trods af et klart forbehold om at ville kunne udvide kreditten må finde sig i at andre opnår ret over ejerpantebrevet.

Panthavers fyldestgørlse (Pant s. 287 - 294 & BI s. 108 - 114)

Fyldestgørelse i ejendommens kapitalværdi

▪ Efter Rpl. § 478, stk. 1, nr. 6 har en panthaver i fast ejendom ret til umiddelbart på baggrund af pantebrevet et gøre udlæg i ejendommen og begære den sat på tvangsauktion.

▪ Modf. Er ps kommet under konkurs er panthavere i fast ejendom ikke seperatister jf. KL § 85 hvorfor panthaverne må vente i op til seks måneder før de kan kræve ejendommen solgt på tvangsauktion udenom konkursboet jf. KL § 86.

▪ Er der tale om skadesløsbreve og ejerpantebreve skal gældens størrelse enten være erkendt af ps eller fremgå klart af omstændighederne før disse dokumenter kan benyttes som udlægsfundament jf. Rpl § 478, stk. 1, nr. 6.

▪ Modf. skyldneren kommet under konkurs kan en erkendelse af gældens størrelse kun tillægges retlig virkning såfremt den kommer fra konkursboet jf. KL § 29 og U.1976.44H.

Fyldestgørelse i pantets brygsværdi

▪ Dette er meget næppe eksamensrelevant. Regelgrundlaget er Rpl. kap. 54. Se endvidere pensum s.290 - 293)

Håndpant i løsøre (Pant s. 295 - 312 & BI s. 241 - 277)

Stiftelsen af håndpant

▪ En håndpanteret stiftes som ofte ved aftale. Denne aftale kan indgås byde udtrykkeligt og stiltiende.

▪ Den underliggende fordring som panteretten skal sikre behøver hverken at være fikseret eller maksimeret idet en håndpanteret ikke skal tinglyses, men kravene om individualisering og mere vigtigt identifikation gælder også i relation til håndpant.

▪ BEMÆRK at håndpant indtil de nye regler om virksomhedspant træder i kraft er den eneste form for pant hvor der kan opnås pant i varerlagre, hvilket indtil nu også har været der hvor håndpanteretten er blevet benyttet.

Sikringsakten

Kravet om effektiv rådighedsberøvelse

▪ Sikringsakten ved håndpant er at ps er effektivt rådighedsberøvet. Heri ligger der ikke et krav om at hph skal have fået genstanden(e) i hans besiddelse, det afgørende er alene om ps på en effektiv måde er berøvet rådigheden over det pågældende løsøre. Det er på samme måde heller ikke afgørende om ps efterfølgende faktisk har skaffet sig adgang til løsøret. Afgørende er alene om de foranstaltninger som hph har truffet i den konkrete situation efter et rimeligt skøn er egnede til at etablere en effektiv rådighedsberøvelse.

▪ U.1924.672V - En bils baghjul var forsynet med hængelås, men bilen var stadig hos hps. Rådighedsberøvelsen var ok

▪ U. 1936.163Ø - En bil var anbragt i et hønsenet i at afspærret hjørne af hps opbevaringslokale. Rådighedsberøvelsen var ikke ok.

▪ U. 1929.1138Ø - Varer stadig hos hps, men opbevaret bag en tilsømmet og forseglet dør. Rådighedsberøvelsen var ok.

▪ U.1982.2384H - Anmeldelse af bilen og overgivelse af registreringsattest. Rådighedsberøvelsen var ikke ok

▪ Er der tale om "nøglepant" må det konkret vurderes om der findes et ekstra sæt nøgler som hps vil kunne opnå adgang til jf. U.1957.264H og Trolles kommentar i TfR 1958.317.

▪ En række domme har statueret at hvor der reelt ikke er sket en effektiv rådighedsberøvelse, fordi de foranstaltninger som hph har truffet ikke må anses for tilstrækkelige, vil det faktum, at hph efterfølgende har ført en vis kontrol med hps kunne "reparere" på den manglende rådighedsberøvelse, med den virkning, at panteretten opretholdes overfor senere aftaleerhververe og kreditorer (oftest hps konkursbo)

▪ U.1951.1011H - Hps havde adgang til ombytning af varer på et håndpantsat lager, men kun mod rekvisition hos hph. Hph panteret var beskyttet.

▪ U.1984.1071H - Samme tilfælde af ombytningsadgang, men uden nogen egentlig kontrol. Hph's ret ikke beskyttet.

Håndpant i løsøre som befinder sig hos tredjemand eller hos en primær håndpanthaver

▪ I disse tilfælde vil en meddelelse til tredjemand eller den primære håndpanthaver være tilstrækkeligt som sikringsakt. Meddelelsen skal dog klart og tydeligt fortælle tredjemand eller den primære håndpanthaver, at disse ikke må udlevere eller lade håndpantsætteren få adgang til løsøret. (meddelelsentil den primære håndpanthaver vil endvidere standse denne fra et udvide en kredit forud for den sekundært berettigedes panteret.)

▪ Opretholder tredjemand eler den primære hph ikke rådighedsberøvelsen betyder dette ikke at den sekundære håndpanthaver ikke er beskyttet. Afgørende er alene om der er givet en utvetydig meddelelse til tredjemand eller den primære håndpanthaver.

Den fortsatte urådighed

▪ De foranstaltninger som hph træffer for at rådighedsberøve hps skal opretholdes under hele pantsætningsforløbet. Har hph selv i en kort periode fjernet foranstaltningerne, ex. ved at give hps en kopi af nøglerne til de lager som der er håndpant i, er det ligegyldigt om hps udnytter denne ret eller ej, rådighedsberøvelsen er brudt hvorefter hph ikke længere er beskyttet mod hps kreditorer og aftaleerhververe.

▪ Modf. Er det tidsrum hvor rådighedsberøvelsen er brudt meget kortvarigt, vil hph hvor der er tale om beskyttelse overfor hps kreditorer kunne bibeholde sin panteret såfremt han reagerer hurtigt herpå. Er der tale om at hps derimod har solgt løsøret til en godtroende aftalerhverver vil der indtræde ekstinktion af panteretten ud fra uforsigtighedsbetragtninger.

▪ Modf. Når løsøret befinder sig hos tredjemand, og hvor denne uretmæssigt udlevere løsøret til hps eller andre hph'ere vil der ihvertfald hvor hph får viden om denne udlevering eller måtte have mistanke om at udleveringen kunne finde sted være forpligtiget til, at reagerer hurtigt. Gør han ikke dette vil hans panteret kunne ekstingveres ud fra passivitetsbetragtninger.

Panteforholdets forløb

Faktiske og retlige dispositioner

▪ Pantsætters retlige dispositioner

▪ Hps kan stadig disponere retligt over løsøret når blot dette sker med respekt af hph ret.

▪ Der kan også foretages udlæg i løsøret, men igen med respekt af hph ret.

▪ Modf. En udlægshaver kan udenom hph tvangsrealisere løsøret. Hph har selvfølgelig ret til provenuet forud for udlægshaveren, men kan ikke standse tvangsrealiseringen jf. U.1995.324V.

▪ Panthavers retlige dispositioner

▪ HR. Håndpanthaver kan videreoverdrage både den underliggende fordring og panteretten til en erhverver.

▪ Modf. Overdragelsen af panteretten kan ikke ske til sikkerhed for et større beløb en det som hps skylder hph jf. DL 5-7-4. (at hph ikke kan overdrage løsøret til eje siger vel nærmest sig selv idet det jo tilhører hps)

▪ U. Det kan være aftalt enten udtrykkeligt eller stiltiende imellem hps og hph at der ikke må ske frempantsætning

Om oprykning

▪ HR. Efterståede rettigheder over løsøret rykker automatisk op. (TL § 40, stk. 3 finder hverken direkte eller analog anvendelse)

▪ U. Såfremt der iagttages både formel og materiel samtidighed vil der kunne ske ombytning på forprioriteten

Panthavers fyldestgørelse

▪ HR. Efter Rpl. § 538a kan hph uden at foretage udlæg bortsælge løsøret på tvangsauktion.

▪ U. Det kan være aftalt imellem hps og hph at adgangen til umiddelbart bortsalg begrænses.

▪ Reglen i Rpl § 538a medfører at hps ikke kan påberåbe sig trangsbeneficiet i Rpl. § 509 (han har jo for fanden selv håndpantsat lortet...så kan han logisk nok heller ikke komme bagefter og sige at han skal bruge det for at føre et beskedent hjem...)

▪ På tvangsauktionen er hph legitimeret til at oppebærer hele realisationsprovenuet, dette gælder også selv om aktionarius positivt ved at budsummen overstiger hph's fordring mod hps.

▪ Det siger vil ligeledes sig selv at den del af budsummen som overstiger hph's fordring skal udbetales til phs eller til eventuelle sekundære rettighedshavere over løsøret. Hph kan benytte dette udbetalingskrav til modregning mod hps, men derimod ikke imod sekundært berettigede.

▪ Under hps konkurs er hph seperatist jf. KL § 91.

Særligt om forældelse af udlæg i løsøre

▪ BEMÆRK at udlæg i løsøre som ikke indenfor et år efter udlæggets begæring har resulteret i en tvangsauktion bortfalder jf. RPL § 526, stk. 4.

Underpant i løsøre (Pant s. 313 - 336 & BI s. 241 - 277)

Generelt om underpant i løsøre

▪ Underpant i løsøre skal tinglyses for at værer beskyttet overfor efterfølgende rettigheder over løsøret jf. TL § 47, stk. 1

▪ HR. alene underpant skal tinglyses. Andre rettigheder så som ejendomsforbehold , udlæg og aftaleerhvervelse kræver ikke tinglysning idet disse er betkyttet fra aftalens indgåelse (eller ved genus løsøre fra individualiseringen)

▪ U. Rettigheder over motorkørertøjer skal tinglyses i bilbogen for at opnå kreditor- og omsætningsbeskyttelse jf. TL § 42d, stk. 1.

▪ BEMÆRK forbuddet mod underpant i forbrugerforhold jf. Kal. § 21

Stiftelsen af underpant

Ejerskifte

▪ Sker der et ejerskifte over løsøret skal der ske fornyet tinglysning idet TL § 39 hverken kan benyttes direkte eller analogt på løsøre. Det er dog tilstrækkeligt, at man forsyner løsørepantebrevet med med en påtegning om ejerskiftet og derefter lyser det igen. Den materielle prioritetsstilling vil af denne grund ikke blive ændret ved et ejerskifte.

Fornyelsen af tinglysningen

▪ Efter TL § 47, stk. 3 sker der udslettelse af tinglyste rettigheder som er mere end 10 år gamle fra tingbogen. Man skal sålede sørge for at få fornyet sin tinglysning hvert tiende år.

Forbuddet mod underpant i fordringer (efter tinglysningslovens regler)

▪ TL § 47, stk. 4 indeholder et forbud mod pantsætning af fordringer. Dette betyder alene at fordringer ikke kan pantsættes efter reglerne i tinglysningsloven, og ikke at der ikke efter andre regler kan ske pantsætning. Fordringer pantsættes efter reglerne i gældsbrevsloven.

▪ Det har været diskuteret er hvorvidt pantsætning af goodwill skal ske efter TL eller efter Gbl. Efter dommen U.1993.392H er det fastlagt at goodwill i relation til pantsætning skal betragtes som løsøre, hvorefter det kan pantsættes efter reglerne i personbogen.

▪ Det følger endvidere af dommen U.1995.500H at der sogt kan ske udlæg i goodwill (selv om goodwill ikke kan sættes på tvangsauktion)

▪ Det bemærkes, at også indtægter af en løsøregenstand vil kunne lyses sammen med panteretten over løsøret jf. U.1989.133H.

▪ En interessents nettoandel i et I/S er en fordring hvorefter pantsætning heraf skal ske efter reglerne i gbl.

Panteforholdets forløb

Pantebrevsformularerne og TL § 42a

▪ TL § 42a finder ikke anvendelse på løsøre, hvorfor de grunde som er nævnt i bestemmelsen bevirker, at restkapitalen forfalder i sin helhed. Det samme er som nævnt tilfældet ved ejerskifte og vanrøgt. Hovedreglen er således, at væsentlig misligholdelse fra ps side bevirker, at restkapitalen forfalder til betaling.

Pantsætters retlige dispositioner

▪ Det klare udgp. er at ps kan disponere som han har lyst, blot det sker med respekt af ph's ret.

▪ Sker der en sekundær pantsætning skal dene også tinglyse sin ret jf. TL § 47, stk. 1 for at opnå beskyttelse.

▪ Hvis der er tale om et løsøreejerpantebrev, kan en sekundær underpanthaver godt bryde ind i ejerpantebrevet. Her skal der i lighed med hvad der gælder for fast ejendom ud over tinglysning også ske meddelelese til den primært berettigede for ikke at blive fortrængt af kreditudvidelser i god tro.

▪ Ps kan godt give håndpant i den allerede underpantsatte genstand, men dette vil næppe være praktisk idet håndpanthaver vil rådighedsberøve hps, hvorved det henset til at restkapitalen forfalder ved eherskifte, må antges at underpanthaveren med rette kan modsætte sig en sådan fjernelse.

▪ Der kan således godt ske både håndpantsætning af løsøre som der allerede er givet underpant i, men hph kan ikke fjerne tingen fra hps uden underpanthavers accept, og så længe dette ikke kan ske er hph i risiko for at blive fortrængt af andre underpanthavere som jo kan tinglyse deres panteret.

▪ På samme måde kan der også foretages udlæg i en allerede underpantsat genstand, men udlægget vil være i fare for ekstinktion idet et udlæg ikke kan tilnglyses i personbogen. Udlægshaveren må således skynde sig at tvangsrealisere pantet hvilket han dog som udgp. ikke har ret til hvis forpanthaveren modsætter sig det jf. U.1993.214V og nedenstående.

▪ Endelig bemærkes, at selv om ph har sikret sin ret ved tinglysning, vil de almindelige ekstinktionsregler vedrørende løsøre om uforsigtighed, passivitet osv. efter omstændighederne kunne føre til ekstniktion på trods at tinglysningen.

▪ BEMÆRK pensum har en længere diskussion af dette spørgsmål i relation til hvorvidt forhandlergrundsætningen kan benyttes på løsøre hvor der er tinglyst underpant. Pensum siger at retspraksis herunder U.2000.117H hvor forhandlergrundsætningen blev afvist idet en underpanteret i en bil var tinglyst i bilbogen, er på afveje idet der ikke gælder et almindeligt retsprincip om at tinglysning er det ultimative beskyttelsesinstitut. Hans Willumsen er uenig.

Panthavers retlige dispositioner

▪ Underpanthaveren kan overdrage den underliggende fordring med eller uden sikkerhedsretten.

Oprykning og om muligheden for analog anvendelse af TL § 40, stk. 3 og 4

▪ HR. Der sker automatisk oprykning ved underpant i løsøre. Også udlæg rykker med op. (ingen analog anvendelse af TL § 40, stk. 3)

▪ U. Der sker ombytning hvor både formel og materiel samtidighed er iagttaget.

▪ En rykningsklausul i et løsøre pantebrev hvorefter det kun vil rykke for bestemte lån fortolkes indskrænkende hvorfor der også i disse situationer vil kunne ske ombytning på forprioriteten

▪ U. Indeholder et efterpantebrev en abstrakt respektklausul, dvs. "rykker for de første 50.000 kr" rykker det automatisk ned igen når der tinglyses en ny underpanteret i løsøret. (Ifølge Blok rykker det måske slet ikke op..)

▪ En rykningsklausul om at ville rykke for et løsøreejerpantebrev skal betragtes som en abstrakt rykningsklausul hvorefter hele løsøreejerpantebrevets kreditramme skal respekteres.

▪ Det er dog kun hovedstolen som skal respekteres. Eventuelle renter kan ikke medtages medmindre det klart fremgår af løsøreejerpantets tekst, at panteretten skal opskrives gradvist på fastlagte tidspunkter.

▪ TL § 40, stk. 4 om nedrykkede renter finder hverken direkte eller analog anvendelse på løsørepantebreve, hvorfor panteretten til renter bevares på forprioriteten indtil renterne forældes efter 1908-loven.

Panthavers fyldestgørelse

▪ Løsørepantebreve kan benyttes som udlægsfundamenter jf. Rpl § 478, stk. 1, nr. 6

▪ Løsøreejerpantereve og løsøreskadesløsbreve skal dog have deres gæld fastslået enten af skyldneren (eller dennes konkursbo jf. KL § 29) eller også skal gælden fremgå af omstændighederne før de kan tjene som grundlag for en umiddelbart udlæg.

▪ I tilfælde af ps konkurs er ph ikke seperatist jf. KL § 91 modsætningsvist.

▪ HR. en udlægshaver kan ikke kræve et løsøre tvangsrealiseret såfremt en foranståeden ph modsætter sig det.

▪ U. Er frigørelsestiden kommet for den underliggende fordring kan forpanthaveren ikke modsætte sig tvangsrealisation

▪ U. Stiller udlægshaveren sikkerhed for forpanthaverens tilgodehavende mod ps kan han heller ikke modsætte sig tvangsrealisationen.

▪ BEMÆRK at såfremt et udlæg ikke kan benyttes til tvangsrealisering fordi en forpanthaver modsætter sig dette forældes udlægget ikke efter 1 år jf. Rpl. § 526, stk. 4, men derimod efter 20 år jf. DL 5-14-4.

Særligt om forældelse af udlæg i løsøre

▪ BEMÆRK at udlæg i løsøre som ikke indenfor et år efter udlæggets begæring har resulteret i en tvangsauktion bortfalder jf. RPL § 526, stk. 4.

▪ BEMÆRK at såfremt et udlæg ikke kan benyttes til tvangsrealisering fordi en forpanthaver (som skal være en underpanthaver) modsætter sig dette forældes udlægget ikke efter 1 år jf. Rpl. § 526, stk. 4, men derimod efter 20 år jf. DL 5-14-4.

Pant i fordringer (Pant s. 337 - 366 & Gomard 3. Del s. 67 - 108 & Nis Jul Clausen's "sikkerhed i fordringer")

▪ Idet reglerne om salg og pantsætning af fordringer er de samme, og overdragelse af fordringer er indgåede behandlet i noterne i personskifte i skyldforhold, vil noterne her være meget enkle og udetaljerede.

Pant i negotiable fordringer

▪ Sikringsakten er rådighedsberøvelse jf. Gbl. § § 14 og 22

Pant i simple fordringer

▪ Der kan i det hele henvises til personskifte i skyldforhold. Afsnittet om factoring er dog bedre i "pant". Men vil man endelig læse om factoring så læs "kreditretten" eller "studier i erhvervsfinansierings" af LArs Hedegaard Kristensen.

Pant i indløsningspapirer

▪ Selv om der er tale om Gbl. § 31, stk. 4 dokumenter er sikringsakten stadig denuntiation jf. Gbl. § 31.

Pant i fondsaktiver

▪ Sikringsakten er registrering jf. VPHL § 66

Panteforholdets forløb

▪ Se pensum s. 361 - 364 og noterne i personskifte i skyldforhold

Panthavers fyldestgørelse

▪ Panthavere i fordringer er seperatister jf. KL § 91, stk. 1

▪ Panthavere i fordringer kan søge sig fyldesgjort efter reglerne i Rpl. § 538a.

▪ Dog bemærkes, at idet en køber af fordringen ikke opnår bedre ret end sælger jf. Gbl. § 27 kan denne ikke kræve restgælden betalt blot fordi han efhverver en fordring som er misligholdt. (medmindre der foreligger anticiperet misligholdelse)

Tilbageholdsret (Pant s. 367 - 387 & Gomard 2. Del s. 61 - 67)

▪ Idet reglerne om tilbageholdsret er udviklet i praksis skal der altid ske en konkret afvejning af om der er tilbageholdsret.

Hvilke aktivtyper kan der udøves tilbageholdsret over

▪ HR. Alle aktiver

▪ U. Fast ejendom kan der ikke udøves tilbageholdsret i.

▪ U. Såfremt tilbageholdsretten ville ligge et uforholdsmæssigt stort pres på skyldneren må det afvises

▪ Ex. Pas, kørekort, regnskaber o.s.v.

▪ U. heller ikke tilbageholdsret i børn (det siger sku vist sig selv)

Tilbageholdsrettens omfang

▪ HR. Der kan godt udøves tilbageholdsret i et aktiv som er mere (også meget mere) værd end det krav som der udøves tilbageholdsret for.

▪ U. Der må ikke udøves tilbageholdsret i flere genstande end det er nødvendigt

Hvilke krav kan der udøves tilbageholdsret for

Fælles betingelser

▪ Kravet skal være forfaldent

▪ Der skal være fremsat krav om betaling

▪ Kravet skal være rimeligt sikkert (tvivl kan opstå ifm. erstatning)

▪ Kravet må ikke være forældet inden tilbageholdsretten begyndte. dvs. det gør ikke noget at kravet blev forældet medens tilbageholdsretten blev udøvet.

Krav til besiddelsen

▪ Retinenten skal enten inden eller samtidig med kravets forfaldstid være i besiddelse af genstanden

▪ Han skal i denne periode have genstanden i en sådan besiddelse at han fysisk og faktisk kan hindre dens overgivelse til ejeren.

▪ Udleveres genstanden frivilligt og uden forbehold til ejeren ophører tilbageholdsretten.

▪ Modf. Såfremt genstande meget hurtigt tages tilbage igen.

▪ Udlevres genstanden til ejeren imod retinentens vilje mistes tilbageholdsretten dog næppe.

▪ Ved bedømmelsen af om der er tilbageholdsret skal det konkret tillægges vurdering om retinentens besiddelse af genstanden er rent tilfældig. jf. også nedenstående om konneksitetskravet.

Krav om konneksitet

▪ Der skal foreligge en nærmere sammenhæng imellem kravet og besiddelsen. (der kræves dog ikke ubetinget at kravet skal vedrøre den genstand som der udøves tilbageholdsret i)

▪ Der kan ikke udøves tilbageholdsret for ældre restancer i løbende mellemværende medmindre der er en meget tæt forbindelse imellem den tidligere restance og genstanden.

Tilbageholdsrettens prioritetsstilling

▪ Retinenten opnår prioritetsbeskyttelse fra tidpunktt for tilbageholdsrettens etablering.

▪ HR. Retinenten skal således respektere ældre rettigheder

▪ U. Beløb som er afholdt for at bevare/redde genstanden har prioritt foran alle tidligere rettigheder

▪ U. Har retinenten ligefrem forøget genstandes værdi har hans krav prioritetsstilling forud for de øvrige rettighedshavere fsa. værdiforøgelsen.

▪ Retinenten har seperatiststatus jf. KL § 31, stk. 2

Tilbageholdsrettens ophør

▪ Tilbageholdretten ophører ved.

▪ Opfyldelse

▪ Sikkerhedsstillelse

▪ Frivillig udlevering af genstanden uden at tage forbehold

Retinentens fyldestgørelse

▪ HR. Retinenten kan ikke søge sig fyldestgjort uden dom og efterfølgende udlæg

▪ U. Letfordærvelige varer

▪ U. Ejeren har opgivet sin ejendomsret

▪ Ejeren/skyldneren kan ikke påberåbe sig hverkken Rpl. §§ 509 eller 517.

Personskifte i skyldforhold

Skyldforholdet imellem kreditor og debitor

Idet nogle skyldforhold er reguleret af kreditaftaleloven er det nødvendigt at redegøre for reglerne herom forinden de almindelige regler om simple fordringer behandles.

Kreditaftalelovens anvendelsesområde

▪ Loven finder som udgp. alene anvendelse på kreditaftaler (herunder kreditkøb) imellem en erhvervsdrivende (kreditor) og en forbruger (debitor) jf. Kal. § 1, stk. 1 Loven finder endvidere anvendelse når en kreditaftale er indgået imellem to forbrugere hvor "kreditorforbruger" har ladet sig repræsentere af en professionel jf. Kal. § 1, stk. 2.

▪ Loven finder anvendelse på alle kreditkøb fsa. §§ 22 samt 25 - 29. Er der tale om køb med ejendomsforbehold finder loven anvendelse på forbrugerkøb, men tillige andre køb fsa. reglerne i kap. 10, dog undtaget enkelte bestemmelser jf. Kal. § 50, stk. 2.

▪ HR loven omfatter alle tilfælde hvor der aftales kredit i form af henstand, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse jf. Kal § 4, stk. 1

▪ U. Aftaler om løbende ydelser for hvilke debitor har ret til at betale bagud (ex. levering af el og vand) er ikke omfattet af loven jf. Kal. § 4, stk. 2.

▪ U. Er der alene ydet kredit for en periode under 3 måneder finder loven ikke anvendelse jf. Kal. § 3, stk. 1, nr. 1 (medmindre der er aftalet ejendomsforbehold eller kredit med variabelt lånebeløb jf. Kal. § 3, stk. 2)

▪ U. Kredit der aftales i et retsforlig jf. Kal. § 3, stk. 1, nr. 2 (medmindre der er aftalet ejendomsforbehold eller kredit med var. lånebeløb jf. Kal. § 3, stk. 2)

▪ U. Lovens kap. II gælder ikke ved kreditaftaler hvor der ydes kredit for under 1.500 kr. jf. Kal § 3, stk. 3, nr. 1

▪ U. Lovens kap. II gælder ikke ved kreditaftaler hvor der ikke skal betales vederlag (renter) for kreditten

▪ U. Bliver der ikke betalt rettidigt i et kontantkøb, og forholder kreditor sig passiv hertil vil der foreligge faktisk henstand. Dette forhold gør at kreditor mister sin hæveadgang, men det gør ikke at der foreligger en kreditaftale omfattet af kreditaftaleloven.

▪ Er der tale om et kreditkøb er det afgørende at fastlægge hvilke typer af kreditkøb som må anses for omfattet af kreditaftaleloven hvilke er hhv.

▪ Kredit ifølge aftale mellem køber og sælger af løsøre (fordringer og fast ejendom er ikke omfattet) jf. Kal § 5 stk. 1 nr. 1

▪ Kreditaftaler med henblik på køb af løsøre hvorefter købesummen helt eller delvist dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælger. (Et oprindeligt trepartsforhold). Dette fænomen er idag uhyre almindeligt idet bl.a. forhandlere af hårde hvidevarer, computere o.s.v. har brochurer fra finansieringsselskaber. Når kunden så ønsker at købe en vare på afbetaling udfylder han formularen i brochuren, og efter en hurtig kreditundersøgelse får han beviligiet et lån af kreditgiver.

Kreditaftaleloven fravigelighed

▪ Lovens regler kan ikke fraviges ved forudgående aftale til skade for forbrugeren jf. Kal § 7, stk. 1

▪ Ved ikke-forbrugerkøb er loven deklaratorisk. Dette gælder dog ikke ved køb med ejendomsforbehold jf. Kal § 7, stk. 2

Kreditaftalelovens forbud mod underpant i kreditkøb

▪ Ifølge Kal § 21, stk. 1 kan kreditgiver i kreditkøb ikke i forbindelse med aftalens indgåelse eller leveringen af det solgte få underpant i dette til sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser. Bestemmelsen gælder kun i forbrugerkøb. Ved "kreditgiver" forstås dels sælgeren, dels kreditgiver i et oprindeligt trepartsforhold jf. Kal. § 5, stk. 2.

Kreditaftalelovens regler om betalingsforpligtelsen

▪ I almindelighed er "pengeskyld bringeskyld" jf. Gbl. § 3, stk. 1, og i almindelighed kan kreditor hæve en kreditaftale når der foreligger væsentlig misligholdelse. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid særregler om både betalingsstedet jf. Kal §§ 25 - 27 og om hvornår kreditor kan gøre en udebleven betaling gældende jf. Kal. § 29.

▪ Kal § 28 indeholder særregle om hvilken del eller hvilke fordring/fordringer som en betaling skal vedrøre.

Kreditaftlelovens forbud mod brug af negotiable dokumenter

▪ Kal § 31, stk. 1 opstiller et forbud mod at debitor i en kreditaftale omfattet af loven udsteder negotiable dokumenter til sælger (eller kreditgiver efter § 5, stk. 2) til sikkerhed for sin gæld. Reglen er indsat som en præceptiv beskyttelse af forbrugeren. Undtaget er dog pantebreve i fast ejendom jf. Kal § 31, stk. 2. Udsteders der på trods af forbuddet et negotiabelt dokument går reglerne om negotiabilitet forud for Kal § 31, stk. 1.

Særligt om det oprindelige trepartsforhold og kreditorskifte (efterfølgende trepartsforhold)

▪ Når Kal. § 5, stk. 2 angiver at også et oprindeligt trepartsforhold er omfattet af lovens regler betyder dette, at man i disse tilfælde sidestiller sælger med kreditgiveren. Dette betyder bl.a. at forbuddet mod underpant også omfatter kreditgiveren samt at køber ex. såfremt de købte lider af en mangel også vil kunne gøre manglen gældende overfor kreditgiver jf. Kal § 33, stk. 1, herunder et tilbagebetalingskrav jf. Kal. § 33, stk. 2.

▪ Det er således afgørende for debitors retsstilling om der foreligger et oprindeligt trepartsforhold jf. Kal § 5, stk. 2 eller et almindeligt kreditorskifte (efterfølgende trepartsforhold), bl.a. fordi debitor ved et alm. kreditorskifte jf. Gbl. § 27 vil være afskåret fra at kunne kræve allerede betalte ydelser tilbage fra erhververen i tilfælde af mangler ved det solgte.

▪ Er det i købekontrakten imellem sælger og køber aftalt at sælgers fordring (restkøbesummen) straks efter indgåelsen af købet skal overdrages til en erhverver (kreditgiver), vil der som udgp. stadig være tale om et oprindeligt trepartsforhold idet realiteten bag arrangementet svarer til et kreditkøb efter kreditaftalelovens § 5, stk. 2.

▪ BEMÆRK Et ejendomsforbehold kan alene forbeholdes af sælger, en kreditgiver i et oprindeligt trepartsforhold skal derfor have dette ejendomsforbehold overdraget fra sælger for at opnå en sikkerhed i det solgte (jf. forbuddet mod underpant), men det forhold at ejendomsforbeholdet bliver overdraget til kreditgiveren bevirker ikke at der bliver tale om et efterfølgende trepartsforhold. Et ejendomsforbehold er en begrænset ejendomsret og ikke en fordring. Kreditgiver skal som erhverver derfor ikke foretage sig nogen sikringsakt medmindre der er tale om motorkørertøjer jf. TL § 42d.

Kreditorskifte

Overdragelse af simple fordringer

Overdragelse af fordringer i almindelighed

▪ HR. Fordringer kan frit overføres. Kreditorskifte behøver ikke samtykke fra debitor. Overførsel af en fordring kan således ske ved overdragelse til sikkerhed (pant) eller eje, kreditorforfølgning, arv eller subrogation. Kan en fordring overdrages kan den som udgp. også gøres til genstand for udlæg jf. Rpl. § 514, stk. 3.

▪ U. Nogle fordringer er uoverførlige. Disse omfatter bl.a.

▪ Sociale ydelser, herunder ex. folkepension jf. nærmere gomard s. 102f.

▪ Private fordringer, herunder bl.a.

▪ Arbejdsvederlag

Der kan foretages udlæg i løn som er udbetalt jf. U.1973.1009Ø. Er løn endnu ikke udbetalt kan der alene foretages udlæg efter reglen i Rpl. § 511.

Feriepenge er dog undtaget fra udlæg jf. ferieloven § 23, stk. 2

Det antages, at fremtidige lønkrav ikke kan overdrages, medmindre der er tale om meget store lønninger. (ikke samme beskyttelseshensyn ved ex. direktører)

▪ Erstatning og godtgørelse for personskade

Endnu ikke udbetalt erstatning/godtgørelse er undtaget fra udlæg jf. Rpl § 513, stk. 1. Det samme gælder udbetalt erstatning såfremt beløber kan identificeres blandt debitors øvrige aktiver.

Overdragelse er tilladt, men først når kravet og erstatningens størrelse er anerkendt eller fastslået ved dom jf. EAL § 18, stk. 1.

▪ Personlige fordringer

Nogle fordringer, ex. en interessents nettoandel i interessentselskaber er så personlige og af en sådan vigtighed for medkontrahenten (de øvrige interessenter) at de netop kontrahere med denne person, at de ikke kan overdrages.

▪ Aftaler om uoverdragelighed

▪ HR. Det kan frit aftales imellem parterne, at en fordring ikke kan overdrages. En sådan aftale har også virkning overfor aftaleerhververe jf. Gbl. § 27.

▪ U. Aftaler om kreditorudelukkelse accepteres kun i meget begrænset omfang jf. Rpl § 514-

Gældsbrevslovens anvendelsesområde

▪ HR. Gældsbrevsloven finder alene anvendelse på gældsbreve. Herved forstås ifølge motiverne s. 18 "en skriftlig erklæring der hjemler en i hovedsagen ubetinget, ensidig fordring på et pengebeløb". Ud fra denne definition er det åbenbart at ex. en lejekontrakt eller en købekontrakt ikke opfylder definitionen på et gældsbrev idet disse hverken er ubetingede eller ensidige.

▪ U. Idet gældsbrevsloven Kap. I og III er udtryk for almindelige obligationsretlige grundsætninger finder reglerne i disse kapitler analog anvendelse på simple fordringer. Om der er tale om en simpel fordring eller et simpelt gældsbrev er derfor kun et spørgsmål om reglerne anvendes analogt eller direkte.

Sondringen imellem simple og negotiable gældsbreve

▪ HR Alle gældsbreve er simple gældsbreve

▪ U. De gældsbreve som er omfattet af Gbl. § 11 er omsætningsgældsbreve. Det bemærkes herved, at hvorvidt et dokument er et omsætningsgældsbrev skal bedømmes efter en to leddet test. For det første skal der være tale om et gældsbrev som opfylder definitionen herpå. For det andet skal gældsbrevet være omfattet af Gbl. § 11, stk. 2, nr. 1 - 4.

• § 11, stk. 2, nr. 1 - Gældsbreve der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver hvem gælden skal betales til (ihændehavergældsbreve)

• § 11, stk. 2, nr. 2 - Gældsbreve der lyder på betaling til en bestemt person eller ordre (ordregældsbreve)

▪ Det er et krav, at ordene "eller ordre" er medtaget for, at gøre gældsbrevet til et omsætningsgældsbrev.

▪ § 11, stk. 2, nr. 3 - Pantebreve i fast ejendom.

▪ Et pantebrev i fast ejendom indeholder reelt to dele. En personlig fordring om at skylde PH et bestemt beløb, samt den panteret som PS har givet PH. Ved en tvangsauktion bortfalder panteretten, men den personlige fordring består.

▪ Ved indsættelse af ordene "ikke til ordre", dvs. en rektaklausul, kan et pantebrev i fast ejendom dog gøres til et simeplt gældsbrev.

• Ved indfrielse af et pantebrev i fast ejendom, kan der ske to forskellige ting.

1) PH kan kvittere hele dokumentet som betalt, hvorefter det er dødt og magtestløst.

2) PH kan kvittere alene den personlige fordring og anføre, at panteretten er overgået til PS. Pantebrevet indeholder nu alene "pantedelen" og ikke den personlige fordring. Pantebrevet er nu et ejerpantebrev. Ejerpantebreve er alene sikkerhedsdokumenter, dvs. der er ikke nogen gæld tilknyttet. Der er tale om et omsætningsgældsbrev jf. U.1984.123H.

Dette står i modsætning til skadesløsbreve, som alene skal sikre nuværende samt fremtidig gæld til den som er benævnt i skadesløsbrevet. Det er således personligt, og kan ikke benyttes til at sikre gæld til andre end personen benævnt i dokumentet. Skadesløsbrevet kan aflyses af tingbogen når det underliggende skyldforhold er betalt og kvitteret. Idet et skadesløsbrev ikke angiver hvor meget der skyldtes, men alene angiver et maksimum opfylder det ikke definitionen på et gældsbrev. Skadesløsbreve i fast ejendom er derfor ikke omsætningsgældsbreve.

• § 11, stk. 2, nr. 4 - Navnegældsbreve som angiver, at de er omsætningsgældsbreve.

Forholdet imellem debitor og overdrageren

▪ HR. Idet simple fordringer er undergivet de samme regler hvad enten der er udstedt et dokument eller ej, følger det logisk af Gbl. § 1, at den som udsteder et gældsbrev ikke derved mister nogen indsigelser fra det retsforhold som gav anledning til gældsbrevets udstedelse.

▪ U. Havde debitor inden udstedelsen af det simple gældsbrev indsigelser i retsforholdet, og udsteder han på trods heraf et gældsbrev som pr. definition er ubetinget vil debitor efter omstændighederne ved udstedelsen stiltiende have givet afkald de kendte indsigelser.

Forholdet imellem overdrageren og omsætnigserhververen

▪ HR. Overdrageren indestår på objektivt grundlag for at fordringen består jf. Gbl. § 9

▪ U. Der er tale om overdragelse af en gave jf. Gbl. § 9

▪ U. Omsætningserhververen var ved overdragelsen i ond tro om den mangelende ret.

▪ Bestemmelsen har den betydning at ex. hvor en løsøregenstand er købt på kredit hvorefter sælger overdrager sin fordring på køber til en aftaleerhverver vil denne erhverver kunne gøre sælger objektivt ansvarlig for det tab som han vil lide såfremt debitor efterfølgende gør en mangel gældende overfor erhververen jf. Gbl. § 27. Bestemmelsen omhandler endvidere alene erstatningsbeføjelsen, og afskærer ikke erhververen fra at påberåbe sig andre beføjelser efter reglerne i købeloven.

▪ HR. Overdrageren indestår ikke for debitors betalingsdygtighed jf. Gbl. § 10.

▪ U. Overdrageren har givet "skadesløs transport". I dette tilfælde hæfter overdrageren for debitors betalingsdygtighed som simpel kautionist.

▪ BEMÆRK Kreditor indestår, i mangel af aftale om andet, ikke for debitors betalingsevne jf. Gbl. § 10. Ved kreditor imidlertid, at debitor er en dårlig betaler, og fortæller han ikke dette til erhververen, foreligger der en mangel ved fordringen (en species genstand) som skal bedømmes efter Kbl. § 42.

Forskellen imellem Gbl. § 10 og Kbl. § 42 er, at der ved Kbl. § 42 er tale om en kvalitetsmangel ved den overdragne fordring som kreditor muligvis er erstatningsansvarlig for, hvorefter erhverver højst kan opnå den positive opfyldelsesinteresse. Er der derimod tale om en kaution, kan kreditor alene blive pålagt, at skulle opfylde fordringen for erhververen.

Overdragelse af simple fordringer

▪ HR. Ved overdragelse af simple fordringer får erhververen ikke bedre ret en overdrageren jf. Gbl. § 27

▪ Er et løsøre f.eks. købt på afbetaling, og overdrages den fordring som restgælden udgør til en erhverver, kan erhververen godt gøre gældende, at debitor overfor kreditor ikke har reklameret rettidigt ifm. med en mangel ved det solgte løsøre. Dette gælder også selv om kreditor er ligeglad om reklamationsfristen er sprunget.

▪ U. Debitor kan have aftalt med overdrageren ikke at ville gøre en bestemt indsigelse gældende overfor en aftaleerhverver. ("cut-off klausul")

▪ Modf. Er der tale om en kreditaftale omfattet af kreditaftaleloven kan forbrugeren ikke give afkald på indsigelser jf. Kal. §§ 32 og 33.

▪ U. Pro forma aftaler jf. Aftl. § 34.

▪ U. Har debitor igennem sine handlinger givet overdrageren en videregående legitimation følger det af almindelige regler om fuldmagt og ekstinktion ved uforsigtighed, at debitor kan miste retten til at gøre visse indsigelser gældende overfor en aftaleerhverver.

▪ U. Har debitor igenne sine handlinger forinden overdragelsen har fundet sted givet den mulige erhverver føje til at tro, at han trygt kunne levere sin modydelse til overdrageren og herefter modtage afdrag fra debitor, vil dette efter omstændighederne afskære debitor fra at gøre indsigelser gældende overfor erhververen.

▪ Gældsbrevsloven § 27 bestemmer alene at erhververen ikke får bedre ret end ovrdrageren. Bestammelse siger derimod intet om overdragerens pligter overfor debitor. Disse overdrages ikke til erhverven hvorefter debitor ikke kan gøre hverken en tilbagebetalingspligt eller en pligt til omlevering gældende overfor en erhverver.

▪ Har overdrageren ex. transporteret en fordring ifølge et kreditkøb til en erhverver og lider det solgte af en mangel vil debitor efter Gbl. § 27 kunne undlade betalinger til erhververen idet et forholdsmæssigt afslag i købesummen også vil kunne gøres gældende mod denne. Debitor kan derimod ikke hverken forlange allerede erlagt ydelser tilbagebetalt fra erhververen eller kræve omlevering af denne.

• Modf. Såfremt der er tale om et forbrugerkøb på afbetaling omfattet af kreditaftaleloven kan debitor (forbrugeren), dog kræve allerede betalte ydelser til erhververen tilbage såfremt erhververen er part i et oprindeligt trepartsforhold jf. Kal § 33, stk .2.

Omsætningserhververens prioritetsstilling

▪ HR. Sikringsakten overfor overdragerens kreditorer ved overdragelse af simple fordringer til eje eller sikkerhed er underretning til fordringens skyldner (denunciation) jf. Gbl. § 31, stk. 1. Sikringsakten er den samme i relation til overdragerens aftaleerhververe jf. Gbl. § 31, stk. 2. Om underretningen gives af overdrager eller erhverver er ligegyldigt. Oftest vil det dog være erhververen der denincierer.

▪ U. Ved overdragelse af en virksomheds udestående fordringer ifm. en virksomhedsoverdragelse (til eje) skal der ikke foretages nogen sikringsakt jf. Gbl. § 31, stk. 3 (virksomhedspant er endnu ikke tilladt)

▪ U. Ved gældsbreve af særlig beskaffenhed (indløsningspapirer dvs. garderopebilletter osv.) er sikringsakten ikke denunciation, men derimod ihændehavelse.

▪ U. Ifølge Gbl. § 31 stk. 2 er det den person som denuncierer først som vinder ret. Denne tidsprioritet kan dog fraviges ved aftale imellem de forskellige erhververe, hvilket ex. kan forekomme ved entreprise jf. nedenstående.

Denunciation og modtagerens mulige ansvar

▪ En denunciation er bindende fra den kommer frem idet der er tale om et påbud.

▪ HR. En denunciation kræver ikke svar fra debitor og er som udgp. virksom uanset hvad debitor måtte sige eller gøre. Dette gælder således selvom denunciationen afvises af debitor jf. U.1974.219V, selv om debitor nægter at skylde beløbet eller selv om debitor tager forbehold om modregning.

▪ HR. En debitor ifalder således heller ikke ansvar overfor erhververen ved ikke at reagerer på en denunciation eller ved at bekræfte denne overfor erhververen. Dette gælder uanset om 1) andre fordringshavere tidligere har denuncieret over samme fordring,, 2) debitor ved at fordringen overhovedet ikke består og ikke oplyser dette, 3) debitor oplyser ikke at han har modkrav jf. U.1954.260H.

▪ U. Er det sædvaneligt i det pågældende forhold, at ovérdrageren transporterer sine fordringer til et finansieringsselskab og debitor som er en erhvervsdrivende er klar over dette, vil debitor efter omstændighederne ifalde ansvar overfor erhververen såfremt det tidligere har været kutyme at debitor "noterer" finansieringsselskabets underretninger og tilbagesender dem, men i dette tilfælde, i strid med kutymen, ikke underretter finansieringsselskabet om, at man har væsentlige indsigelser eller at man har modtaget tidligere underretninger over samme fordring jf. U.1993.438H

▪ U. Ved entreprise er en byggelångiver eller entrepenør i almindelighed ansvarlige overfor en erhverver, hvis det undlades at oplyses at kreditten er overskredet. Dette gælder selv om en bekræftigelse af underretningen ikke indeholder positive urigtige eller vildledende oplysninger.

Det samme gælder undladelser af at fortælle, at fordringen ikke består jf. U.1993.438H. En bekræftigelse af en underretning som samtidig angiver at være "uden ansvar" vil i disse (entreprise) situationer heller ikke kunne fritager debitor for ansvar.

Kravene til en effektiv deninciation

▪ Der gælder ikke noget formkrav til denunciationer efter Gbl. § 31, stk. 1 og 2. Af bevismæssige årsager vil man dog oftest give en skriftlig underretning.

▪ Afgørende er om underretningen både i form og indhold klart og tydeligt fortæller debitor at fordringen er overdraget til erhververen.

▪ En henvisning til gbl. § 31 er ikke tilstrækkelig jf. U.1992.501V

▪ Hverken debitors formodning eller viden om overdragelsen som er opnået på anden måde end ved en denunciation er tilstrækkeligt for at erhververen er beskyttet jf. U.1972.639SH.

▪ Er denunciationen "gemt" imellem andre oplysninger, ex. i en brochure vil kravet til denunciationens form ikke være opfyldt jf. U.1977.636H

▪ Der samme gælder såfremt underretningen er indsat blandt mange vilkår i en leverandørs trykte almindelige forretningsbetingelser jf. U.1956.444H (mindretallet).

▪ En underretning om at en anden nu er "i besiddelse af" er ikke tilstrækkelig jf. U.1979.573H

▪ Underretning om at en fordring er "deponeret" vil heller ikke opfylde kravet jf. U1987.915H. Dog modsat U.1981.520SH hvor ordet "deponeret" også indgik. Det kan ifølge Rørdam (pant s.354) have haft betydning at debitor i sagen fra 1981 var en forbruger mens debitor i sagen fra 1987 var en bank (en professionel).

▪ En meddelelse om til hvem der kan ske betaling med frigørende virkning vil have virkning efter Gbl. § 29, men ikke være tilstrækkelig for Gbl. § 31 jf. U.1992.501V

▪ En denunciation ved påstempling af fakturarer eller ordrebekræftelser vil efter omstændighederne være tilstrækkelige såfremt påstemplingen er iøjenfaldende og indholdsmæssig klar.

Særtilfælde hvor overdrageren fortsat skal varetage inkassobeføjelsen

▪ Er det aftalt imellem overdrager og erhverver, at overdrageren også efter transporten skal varetage inkassobeføjelsen over fordringen (dvs. modtage debitors afdrag), er denunciation fortsat den korrekte sikringsakt. Underretningen skal dog her følges op med en kontrolleret og betryggende ordning for bogføring og afregning af ydelserne fra debitor for at opnå beskyttelse overfor overdragerens kreditorer jf. U.1987.915H og Munch's kommentar i U.1988B.418.

Tilfælde hvor der kan ske denunciation til andre end debitor

▪ HR. Denunciation skal ske til debitor jf. ordlyden af Gbl. § 31, stk. 1 og 2. Se tillige U.1992.224H (dissens) hvor en underretning til et selskab under en koncern ikke var tilstrækkelig, idet rette debitor var et andet selskab under samme koncern og ledelse.

▪ Gives der underretning til en anden en debitor er denne som udgp. ikke forpligtet til at foretage sig noget jf. ovenstående. Måtte denne "forkerte debitor" imidlertid indse, at afsenderen anså meddelelsen for tilstrækkelig efter Gbl. § 31, og har "den forkerte" efterfølgende bestyrket denne misforståelse men undladt at give underretningen videre til den "rigtige" debitor vil den "forkerte" debitor ifalde ansvar efter almindelige regler om culpa jf. U.1971.920Ø

▪ U. Denunciation kan efter omstændighederne ske til debitors repræsentant eller fuldmægtig.

▪ U. Ved entreprise er det ved U.1979.357 blevet fastslået, at hvor hele erntreprisesummen er blevet pantsat fra hovedentreprenør til en underentreprenør, og hvor der efterfølgende gives sekundær transport i entreprisesummen evt. til en anden underentreprenør eller leverandør, vil denne sekundært berettigede kunne denunciere ikke blot til bygherren (debitor) men også til den primære panthaver (hovedentreprenøren). Det samme må antages at gælde såfremt hovedpanthaver får pant i en bestemt del af entreprisesummen, og den sekundære panthaver bagefter får pant i samme del. Dommen gælder alene entreprise men kan formentligt benyttes generelt, ihvertfald indenfor factoring jf. U.1980.261Ø.

Prioritetsstillingen for andre end omsætningserhververe

▪ Opnår man ret over en fordring ved anden overførsel end overdragelse ifm. salg eller pantsætning, hvilket ex. er tilfældet ved arv, opnår man prioritetstilling ved overførslen dvs. her kræves ingen sikringsakt.

▪ Fsa. udlæg bemærkes dog, at foretages der flere udlæg i samme fordring er det ikke tidspunktet for foretagelse af udlæggene der er afgørende for deres indbyrdes prioritetsstilling, men derimod hvornår de er indleveret til fogderetten jf. Rpl. § 526

Særligt omkring tidsprioriteten ved entreprise

▪ HR. Gbl. § 31, stk. 2 fastslår en tidsprioritet. Har ingen rettighedshavere denuncieret er det den som er bedst i tid som vinder ret. Er der erimod denuncieret vinder den rettighedshaver/erhverver ret som denuncierede først.

▪ U. Ved entreprise kan det være aftalt ex. ved AB 92 § 5, stk. 2, imellem debitor og overdrageren, at dette tidsprincip fraviges til fordel for "vedkommende transporter". Dette betyder, at såfremt en hovedentrepenør har givet hhv. en panthaver som er hans tennisklub (ph1) og en panthaver som er leverandør til byggeriet (ph2) transport på entreprisesummen, vil ph2 gå forud for ph1 selv om denne har denuncieret først.

▪ U. Det kan ligeledes ved entreprise være aftalt imellem overdrageren og hans rettighedshavere (erhververe) at tidsprioriteten i Gbl. § 31 skal fraviges til fordel for en særlig betalings- eller fordelingsplan. At der hersker denne aftalefrihed skal ses i sammenhæng med, at gældsbrevslovensregler kan fraviges ved aftale såfremt tredjemands interesser ikke gås for nær, og i disse tilfælde hvor "tredjemand" ifølge aftalen imellem overdrageren og hans rettighedshavere er debitor, sker dette ikke. (debitor er jo ligeglad med hvem som skal have penge af ham...afgørende for ham er at han skal betale...)

▪ U. Endelig er det ifm. entreprise anerkendt, at bygherre (debitor) kan ignorere transporter som er denuncieret til ham og betale til andre såfremt dette er nødvendigt for at kunne færdiggøre byggeriet jf. U.1913.90H samt den almindelige regel i Rpl. § 511, stk. 3. Fravigelsen fra Gbl. § 31 har i disse tilfæde hjemmel i værdispildsbetragtninger/redningsforanstaltninger. (kan byggeriet ikke færdiggøres er der jo ingen som får penge...)

Særligt omkring factoring og omstødelse

▪ Problematikken omkring factoring og omstødelse kan illustreres med følgende eksempel:

▪ En sælger af hårde hvidevarer indgår en aftale med et factoringselskab om følgende: I takt med at sælger (overdrageren) sælger løsøre til forskellige kunder på afbetaling overdrager disse til factoringselskabert (erhververen) således, at factor låner sælger 80% af fakturaens pålydende medens de resterende 20% indsættes på en sikringskonto. Det aftales følgende, at factor til sikkerhed for de lån som løbende ydes til sælger (de 80%) har pant i det til enhver tid indestående på sikringskontoen.

▪ Problemet opstår i det tilfælde hvor sælger går konkurs. Midlerne på sikringskontoen stammer jo alle fra hvert deres køb, men kan ikke identificeres bland de andre. Dette betyder at de midler som stammer fra relativt nye køb tillige ligger til sikkerhed for sælgers gæld ifm. gamle lån. Der er således utvivlsomt tale om pant for gammel gæld jf. KL § 70. Det er bare umuligt at identificere hvilke midler der skal omstødes.

▪ Problemet blev løst ved U.1987.665H ved den såkaldte "nettometode" hvorefter der kunne ske omstødelse for et beløb svarende til den værdimæssige stigning af sikringskontoen fra omstødelsesfristens begyndelse og indtil fristdagen, dvs. stigningen indenfor de sidste tre måneder (det forudsættes at sælger og factor ikke er nærtstående).

▪ Er sikringskontoen en kassekredit se dog U.1996.535H og Jørgen Nørgaards kommentar i U.1996B.196 hvorefter det er fastslået, at nedbringelse af en kassekredit som har været tilknyttet en factoringordning ikke kan omstødes jf. KL § 70 hvis denne ordning (uden sikkerhedsmæssige sammenkobling med arrangementet som helhed) fra først til sidst og i øvrigt uden indgreb i kassekreditrammen har fungeret på sædvanligmåde. Her kan ex. fremhæves U.1999.1783H hvor et factoringselskab en måned forinden skyldnerens konkurs standsede betalinger fra sikringskontoen til skyldnerens kassekredit hvilket var til gavn for det pengeinstitut som havde pant i sikringskontoen. Højesteret statuerede omstødelse jf. KL § 70.

Hvem kan debitor betale til med frigørende virkning i tilfælde af en overdragelse

▪ Betaler debitor til overdrageren afhænger det af kravene i Gbl § 29 om debitor er frigjort. Betaler han modsat til erhververen afhænger det af kravene i Gbl. § 30 om han er frigjort.

▪ Ifølge Gbl. § 29 bliver debitor frigjort ved betaling til overdrageren såfremt han ved betalingen var i god tro om overdragelsen, dvs. hverken kendte til den og at hans ukendskab ikke skyldtes at han ikke havde udvist den agtpågivenhed som forholdene krævede. Det bemærkes herved, at enhver form for ond tro er tilstrækkeligt, der kræves ikke som ved Gbl. § 31 at debitor har fået underretning om overdragelsen fra hverken overdrageren eller erhververen. Har debitor ex. fået at vide af en tredjemand (tennismakker) at de penge han skylder X er blevet overdraget til Y vil dette være tilstrækkeligt til at bringe debitor i ond tro efter Gbl. § 29. Såfremt der faktisk gives en underretning om overdragelsen fra erhververen stilles der ikke i nær samme grad som ved en denunciation efter Gbl. § 31 krav til indholdet. En effektiv denunciation vil i almindelighed absorbere en underretning efter Gbl. § 29. Er debitor i berettiget tvivl om hvem der kan betales til med frigørende virkning kan han deponere betalingen med frigørende virkning. Ved betaling ifm. konkurs har KL § 30 forrang for Gbl. § 29.

▪ Gbl. § 30 omhandler den situation, at debitor betaler til en erhverver som skriftligt har fået overdraget fordringen, selv om overdragelsen er ugyldig.

▪ Er overdrgelsen ugyldig gpa. svage ugyldighedsgrunde frigøres debitor alligevel når han hverken kendte eller havde mistanke om, at overdragelsen var ugyldig.

▪ Er overdragelsen ugyldig pga. stærke ugyldighedsgrunde (jf. Gbl. § 17), frigøres debitor ikke uanset om han er i ond eller god tro.

▪ BEMÆRK Er det ikke overdragelsen der er ugyldig, men derimod den skriftlige overdragelseserklæring finder Gbl. § 30 ikke anvendelse, men derimod kvitteringsreglen i Aftl. § 35.

▪ Begge bestemmelser (§§ 29 og 30) kan anvendes analogt på andre dispositioner end betaling. Ex. aftaler med debitor om henstand, opgivelse eller ændring af betalingsvilkårene.

Transport af fordringer efter gensidig bebyrdene kontrakter

▪ Det er kun rettigheder ifølge en kontrakt som kan overdrages til en erhverver. Pligter, ex. pligten til at levere et løsøre, kan ikke overdrages uden realkreditors samtykke idet der foreligger et "realdebitorskifte". Selv efter overdragelse af sine rettigheder over en gensidigt bebyrdene konrakt vedbliver man derfor med at hæfte for kontraktens opfyldelse ovrfor sin medkontrahent (debitor). En bestemmelse i overdragelsesaftalen imellem overdrager og erhverver om, at erhverver skal opfylde kontrakten med debitor indeholder på samme måde ikke noget egentlig tredjemandsløfte, hvorefter debitor ikke har noget direkte krav mod erhververen.

▪ Det som debitor derimod kan gøre gældende imod både overdrageren og erhververen er de indsigelser som han måtte have ifm. den gensidigt bebyrdene kontrakt. Debitor kan således gøre gældende at der foreligger misligholdelse eller anticiperet misligholdelse fra realdebitor side gældende også overfor erhververen, jf. også ovenstående noter om Gbl. § 27.

Overdragelse af negotiable dokumenter

Hvilke dokumenter er negotiable

▪ Om sondringen imellem simple og negotiable gældsbreve se ovenstående omkring Gbl. § 11, stk. 2, nr. 1 - 4.

Erhververens beskyttelse overfor overdragerens kreditorer/konkursbo .

▪ Ved overdragelse til eje opnår erhververen beskyttelse overfor overdragerens kreditorer fra aftalens indgåelse.

▪ Ved overdragelse til sikkerhed opnår erhververen beskyttelse overfor overdragerens kreditorer ved rådighedsberøvelse jf. Gbl § 22

Erhververens beskyttelse overfor overdragerens aftaleerhververe

▪ Ved overdragelse til eje opnår erhververen principielt beskyttelse overfor overdragerens andre aftaleerhververe ved aftalens indgåelse, men idet der til negotiable dokumenter er tilknyttet en ekstinktionsvirkning, hvorefter en senere erhverver kan ekstingvere en tidligere såfremt den senere i god tro får dokumentet i hænde, bliver den reele sikringsakt overfor overdragerens omsætningserhvervelse rådighedsberøvelse.

▪ Ved overdragelse til sikkerhed opnår erhververen beskyttelse overfor overdragerens aftaleerhververe ved rådighedsberøvelse jf. Gbl. § 22.

Betingelserne for at en erhverver kan ekstingvere tidligere rettigheder over omsætningsgældsbrevet

▪ Om en erhverver kan ekstingvere tidligere rettigheder over et omsætningsgældsbrev afgøres efter Gbl. § 14. Denne bestemmelse opstiller følgende betingelser for ekstinktion som alle skal være opfyldt samtidig, dvs. på det tidspunkt hvor erhververen fik dokumentet "i hænde".

BEMÆRK er der tale om pantebreve i fast ejendom jf. Gbl § 11, stk. 2, nr. 3 finder TL § 28 anvendelse fremfor Gbl. § 14. Bestemmelsen skal imidlertid i det hele fortolkes på samme måde som Gbl. § 14 hvorfor de samme betingelser skal være opfyldt. Forskellen er alene citeringsmæssig.

▪ Der skal være tale om en overdragelse. Udenfor falder således overførsel ved arv, udlæg, konkurs, arrest, subrogation og overførsel af inkassobeføjelse.

▪ Overdrageren skal være legitimeret til at råde over omsætningsgældsbrevet.

▪ Ved ihændehavergældsbreve jf. Gbl. § 11, stk. 2, nr. 1, er den som har gældsbrevet "i hænde", dvs. har den faktiske rådighed over dokumentet, legitimeret som overdrager.

▪ Ved andre omsætningsgældsbreve jf. Gbl. § 11, stk. 2, nr. 2 -4, er den som har gældsbrevet "i hænde" også legitimere som overdrager såfremt omsætningsgældsbrevet

1) Er stilet til ham jf. Gbl. § 13

2) Er overdraget til ham ved skriftlige overdragelser der fremtræder som en sammenhængende række jf. Gbl. § 13

3) Er overdraget til ihændehaveren ved skriftlige overdragelser der fremtræder som en sammenhængende række jf. Gbl. § 13

4) Det med grund antages at være identisk med ham jf. Gbl. § 14, stk. 2

5) Det med grund antages at være fuldmægtig for ham jf. Gbl. § 14, stk. 2

▪ Det bestemmes endvidere at fsa. omsætningsgældsbreve jf. Gbl. § 11, stk. 2, nr. 2 - 4 behøver erhververen ikke at undersøge ægtheden eller gyldigheden af påtegningerne om tidligere overdragelser medmindre omstændighederne gav grund hertil.

▪ Erhververen skal have omsætningsgældsbrevet "i hænde", dvs. effektivt have rådighedsberøvet overdrageren.

▪ Erhververen (eller dennes fuldmægtig) skal være i god tro ved ihændehavelsen om overdragerens ret til at råde over omsætningsgældsbrevet.

▪ Ved ihændehavergældsbreve jf. Gbl. § 11, stk. 2, nr. 1, må erhververen ikke kende til den tidligere ret, og hans ukendskab må ikke skyldtes at han ikke har udvist den agtpågivenhed som forholdene krævede jf. Gbl. § 14, stk. 1.

▪ Ved andre omsætningsgældsbreve jf. Gbl. § 11, stk. 2, nr. 2 -4 gælder det samme god tro krav, dog med den yderlige betingelse, at hvor overdrageren "med grund" må påregnes at være enten identisk med, eller fuldmægtig for den legitimerede påhviler der erhververen en begrænset undersøgelsespligt. (forevisning af kørekort vil efter omstændighederne være nok...). Ellers er det klare udgp., at der ikke påhviler erhververen nogen undersøgelsespligt.

▪ Det bemærkes, at det antages, at hverken tinglysning af frataget værgemål eller bekendtgørelse af overdragerens konkurs i statstidende i sig selv er tilstrækkeligt til at bringe erhververen i ond tro.

▪ Bemærk endvidere, at det forhold, at erhververen er i ond tro jf. Gbl. § 14 ikke altid vil fratage overdrageren for vanhjemmelsansvar efter Gbl. § 9 idet den onde tro i dette tilfælde skal foreligge på det tidlige tidspunkt, nemlig ved aftalens indgåelse.

▪ Overdragelsen skal være gyldig. Er selve overdragelsen ugyldig eller omstødelig sker der ikke ekstinktion. Gbl. § 14, stk. 1 undtager dog udtrykkeligt umyndighed som ugyldighedsgrund.

Betingelserne for at en erhverver kan ekstingvere indsigelser over omsætningsgældsbrevet

▪ Det følger af Gbl. § 15 hvilke indsigelser der kan ekstingveres. Heraf følger, at det i almindelighed er de svage indsigelser der kan eksintgveres, medens de stærke bevares jf. Gbl. §§ 16 og 17.

▪ Følgende indsigelser kan ekstingveres jf. Gbl. § 15 eller dennes princip.

▪ Causaindsigelser, dvs. dem som stammer fra det retsforhold som gav anledning til gældsbrevets udstedelse. Ex. indsigelsen efter en købekontrakt imellem debitor og overdrageren om, at det solgte lider af en mangel, eller at der forelå forsinkelse ved leveringen.

▪ Aftalelovens svage ugyldighedsgrunde i Aftl. § 29 - 33.

▪ Indsigelser om at fordringen er ophørt ved aftale, modregning, opsigelse eller dom.

▪ At gældsbrevet er kommet bort fra debitor efter han har underskrevet det.

▪ At debitor allerede har opfyldt sin betalingsforpligtelse.

▪ At debitor havde påtegnet omsætningsgældsbrevet hans indsigelse når denne let kunne fjernes.

▪ Følgende insigelser kan ikke ekstingveres jf. Gbl. § 16.

▪ At debitor havde betalt renter der forfaldt før overdragelsen, samt andre indsigelser mod rentekrav der forfaldt før overdragelsen.

▪ At debitor havde betalt afdrag der forfaldt før overdragelsen, samt andre indsigelser mod afdragskrav der forfaldt før overdragelsen.

▪ Følgende indsigelser kan ikke ekstingveres jf. Gbl. § 17.

▪ At omsætningsgældsbrevet er falsk eller forfalsket (se dog Gbl. § 15, stk. 3)

▪ At omsætningsgældsbrevet var udstedt som følge af voldelig tvang jf. Aftl. § 28

▪ At omsætningsgældsbrevet var underskrevet af en person uden fuldmagt hertil

▪ At omsætningsgældsbrevet er ophørt ved deponering, forældelde, præklusion eller tvangsakkord

▪ At omsætningsgældsbrevets udsteder var umyndig jf. VML. §§ 6 og 46.(krav om tinglysning jf. TL § 48)

Følgende betingelser skal være opfyldt for at ekstingvere indsigelser efter Gbl. § 15

▪ Der skal være tale om en overdragelse der skal være gyldig. Begge krav skal forstås på samme måde som ved Gbl. § 14.

▪ Erhververen skal have omsætningsgældsbrevet "i hænde". Dvs. rådighedsberøve ovredrageren.

▪ Erhververen (eller dennes fuldmægtig) skal være i god tro. Dvs. han må ikke vide eller have mistanke om de omstændigheder hvorpå indsigelsen kan støttes. Heri ligger således, at der skal foreligge omstændigheder som indikerer at der er noget galt før erhververen er i ond tro, således at det må betegnes som uagtsomt ikke at undersøge forholdet nærmere jf. U.1953.87H. Omfanget af erhververens undersøgelsespligt i de tilfædle hvor der foreligge konkrete momenter som kunne give grund til mistanke skal afgøres konkret, men kan ikke være overordentligt omfattende.

Ekstinktion af indsigelser på andet grundlagt

▪ En indsigelse ifm. et omsætningsgældsbrev kan nøjagtig som det ogsåer tilfældet for indsigelser vedr. simple gældsbreve ekstingveres ud fra almindelige betragtninger om passivitet og uforsigtighed samt Aftl § 34 .

▪ Passivitet såfremt debitor ikke påberåber sig en stærk indsigelse overfor en erhverver i god tro inden rimelig tid.

▪ Uforsigtighed såfremt debitor igennem sine handlinger har givet overdrageren en videregående legitimation.

▪ Aftl. § 34 såfremt debitor har oprettet et omsætningsgældsbrev på skrømt og det derefter ex. er blevet stjålet.

Hvem skal debitor betale til med frigørende virkning i tilfælde af en overdragelse

▪ Debitor kan betale med frigørende virkning til den som er legitimeret til at modtage betaling jf. Gbl § 19, hvilket næsten altid vil være ihændehaveren.

▪ Fsa. Renter og afdrag der er forfaldne kan debitor betale med frigørende virkning til overdrageren medmindre han er i ond tro om overdragerens ret til at oppebære renterne og afdragene jf. Gbl. § 20.

▪ Gbl. § 21 fastslår, at debitor ved indfrielse af et omsætningsgældsbrev har ret til at få det udleveret, og i tilfælde af ekstraordinære afdrag ret til at få disse påskrevet omsætningsgældsbrevet. Når debitor har en retlig interesse heri kan han kræve selv ordinære afdrag påskrevet dokumentet. Det samme gælder ved opsigelse af omsætningsgældsbrevet.

Debitorskifte

Generelt om debitorskifte

▪ HR. Debitorskifte kraver samtykke fra kreditor (uanset om der er tale om debitor- eller realdebitorskifte)

▪ U. Det at en ny person begynder at betale til kreditor og kreditor forholder sig passiver herover indebærer heller ikke et debitorskifte jf. U.1979.905, men hvis kreditor ex. ifm. inkasso udnytter et tilsagn eller lign. fra den nye person vil der efter omstændighederne herved foreligge en stiltiende accept af kreditorskifte jf. U.1951.643Ø. BEMÆRK. Det er kreditors egen udnyttelse af situationen der er afgørende. Det klare udgp. er at kreditor ikke stiltiende kan acceptere et debitorskifte.

▪ U. Fordringer som er sikrede ved pant i fast ejendom (gældsovertagelse) jf. Pantbrevsformular A, pkt. 8 og TL § 39, stk. 1

▪ U. Vedvarende kontrakter tilknyttet en virksomhed som sælges

Særligt om gældsovertagelse ved salg af fast ejendom

▪ HR. Restgælden ifølge et pantebrev i fast ejendom forfalder ikke ved ejerskifte jf. pantebrevsformular A, pkt. 8 og TL § 39, stk. 1 (egentligt tredjemandsløfte)

▪ U. Andet kan være aftalt imellem pantsætter (debitor) og panthaver (kreditor) jf. TL § 39, stk. 2.

▪ U. Kreditforeningslån forfalder ved ejerskift jf. pantebrevsformular B, pkt. 9, litra f og TL § 39, stk.

▪ På trods af benyttelsen af pantebrevsformular A, pkt. 8, kan det dog tillige være aftalt, at der ved ejerskifte skal betales et ejerskifteafdrag. (bemærk har, at påkravsfristen jf. TL § 42a, skt. 2 ikke finder anvendelse, dog gælder der læbedage jf. pantebrevsformular A, pkt. 2)

▪ Idet TL § 39, stk. 1 er deklaratorisk kan det godt aftales imellem pantsætter og panthaver, at gælden ikke forfalder ved ejerskifte, men at pantsætter fortsætter med at være personlig ansvarligt for gælden. Evt. sammen med den nye ejer, i hvilket tilfælde han hæfter solidarisk.

▪ Når den nye ejers skøde er ubetinget tinglyst overtager han jf. pbf. A, pkt. 8 gælden i den faste ejendom. Den hidtidige ejer ophører imidlertid ikke med at hæfte for gælden før han har modtaget (kommet frem - påbud) en meddelelse om og bevis for, at den nye ejers skøde er blevet ubetinget tinglyst. I denne "mellemperiode" hæfter den tidligere og den nye ejer solidarisk overfor panthaveren ifølge pantebrevet jf. U.1972.213Ø.

▪ Ved eller bør den tidligere ejer vide, at den nye ejer ikke vil kunne betale gælden til kreditor vil han igennem en culpa betragtning blive ved med at hæfte for gældende overfor panthaver på trods af TL § 39, stk. 1, jf. U.1992.858H.

Særligt om vedvarende kontrakter ved virksomhedsoverdragelse

▪ HR. Ved salg af virksomheder sker der ikke debitorskifte medmindre dette er udtrykkeligt aftalt imellem parterne og accepteret af virksomhedens kreditorer. Mangler der accept fra kreditorerne vil sælger efter omstændighederne have et krav mod køber såfremt han kræves penge fra kreditorerne efter salget, men dette krav støttes alene på aftalen imellem ham og køber.

▪ U. Er der tale om en virksomheds vedvarende almindelige kontrakter, f.eks. vand, varmne, telefon, internet osv. kan disse forpligtelser overføres til køber uden samtykke fra leverandørene/kreditorerne.

▪ U. Køber af en virksomhed indtræder automatisk i arbejdsaftaler efter reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven.

Særligt om juridiske personer

▪ Ved juridiske personer opstår det problem om udskiftning af deltagerne i et I/S eller udskiftning af ledelsen eller ejerkredsen i et A/S medførte et debitorskifte. Det klare udgangspunkt er her, at der ikke foreligger debitorskifte. Der ligges vægt på den juridiske persons formelle identitet fremfor dets materielle indhold.

Særligt om novation

▪ Her er det et krav, at man i det nye skylddokument (den nye fordring) ikke kan identificere den gamle fordring.

▪ Det forhold, at et eksisterende skyldforhold får en ny debitor (debitorskifte) vil dog typisk være udtryk for novation.

▪ Bemærk. En indfrielse af et lån i et pengeinstitut ved, at optage et nyt lån i et andet pengeinstitut, er hverken kreditorskifte eller novation. Forholdet skal behandles som to forskellige retshandler.

▪ Hvorvidt der foreligger novation er essentielt i relation til sikringsakter, idet novation indebærer et nyt skyldforhold, med den virkning, at sikringsakterne skal iagttages igen for at rettighedshaveren er sikret overfor overdragerens kreditorer og aftaleerhververe.

Produktansvar

Hvornår anvendes reglerne om produktansvar

Reglerne om produktansvar finder anvendelse når et produkt under brug volder skade på ting eller personer.

Forskellen imellem det i retspraksis udviklede produktansvar og produktansvarsloven

Det i retspraksis udviklede produktansvar

▪ Finder anvendelse efter en negativ afgrænsning, dvs. når reglerne i produktansvarsloven ikke finder anvendelse. Pal begrænser ikke adgangen til at påberåbe sig det ansvar som er udviklet i retspraksis jf. Pal. § 13.

Produktansvarsloven

▪ Finder anvendelse når Pal § 1, jf. §§ 2- 5 er opfyldt. Blandt de tilfælde hvor loven ikke finder anvendelse, men hvor ansvaret i retspraksis kan benyttes er navnligt følgende.

▪ Pal finder alene anvendelse på skade forårsaget af løsøre jf. Pal § 3, herved falder tjenesteydelser og fast ejendom udenfor.

▪ Pal finder alene anvendelse når den ansvarlige har handlet som led i erhvervsvirksomhed jf. Pal § 7, stk. 1, nr. 2 og § 4., herved falder ikke erhvervsmæssige handlinger udenfor.

▪ Pal finder kun anvendelse når der er sket skade på ting som efter dets art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse og hovedsagligt er anvendt af skadeslidte i overensstemmelse hermed jf. Pal § 2, stk. 2, 1.pkt. Herved falder tingsskade på erhvervsting udenfor lovens anvendelsesområde.

Produktansvaret udviklet i retspraksis

Hvilke produkter er omfattet

▪ Ansvaret knytter sig til et "produktbegreb" som kan siges at omfatte enhver ydelse, der kan gøres til genstand for produktion, afsætning og brug.

Hvornår kan der blive tale om ansvar

▪ Det er en betingelse for ansvar, at produktet har været farligt/defekt og derved har forårsaget skade på en person eller ting.

▪ Defekten/farligheden kan bestå i at

▪ En forventet effekt udebliver (ex. en sikkerhedssele fungerer ikke)

▪ En forkert effekt

▪ En bivirkning (ex. et produkt er cencerfremkaldende)

▪ Det er tillige en betingelse at faren/defekten skyldtes fejl eller forsømmelse, herunder

▪ Konstruktionsfejl

▪ Instruktionsfejl

▪ Markedsføringsfejl

▪ Fabrikationsfejl (ex. "afvigere" ved industriel produktion)

Særligt om udviklingsskader og systemskader

▪ Der pålægges ikke ansvar for udviklingsskader, hvorved forstås produktskader der skyldtes en ikke-erkendt defekt/fare som heller ikke burde have været erkendt.

▪ Ansvarsfriheden falder dog bort såfremt producenten ikke opfylder sin advarselspligt, når denne erkender eller burde have erkendt defekten/faren.

▪ Der pålægges heller ikke ansvar for systemskader, dvs. skader der skyldtes en kendt, men uundgåeli defekt/fare ved et produkt.

▪ En betingelse for ansvarsfrihed er dog at det overhovedet var forsvarligt at bringe produktet i omsætning og fastholde det der

▪ En yderligere betingelse er at der er advaret i hensigtsmæssig omfang om de mulige skader.

Sondringen imellem farlig/defekt og forkert brug af produktet

▪ Domstolene er i almindelighed mere indstillet på at statuere erstatning og så mindske den pga. egen skyld, fremfor at statuere at skaden skyldtes forkert brug og derved afskære ethvert erstatningskrav.

▪ I almindelighed vil domstolene være mere tilbøjelige til at anse et produkt for defekt , jo mindre sagkyndige brugere producenten måtte forvente (ex. legetøj til små børn)

Hvem kan gøres ansvarlige

▪ Mellemled (erhvervsdrivende) hæfter ifølge retspraksis solidarisk for skaden alene i kraft af det at være et led i omsætningskæden

Produktansvarsloven

Lovens anvendelsesområde

▪ Se ovenstående samt Pal § 1

Begrebet "skade"

▪ Personskade og erstatning for tab af forsørger jf. Pal § 2, stk. 1, 1 pkt.

▪ Tingsskade jf. Pal. § 2, stk. 2, 1 pkt.

▪ Alene "forbrugerting" er omfattet jf. Pal § 2, stk. 2

▪ "ting" omfatter også fast ejendom og dyr, men ikke rene formuetab

▪ Skade på selve det skadegørende produkt er ikke omfattet jf. Pal. § 2, stk. 2, 2. pkt.

Begrebet "produkt"

▪ Produkt er "enhver løsøregenstand, hvad enten denne er forarbejdet eller et naturprodukt, og uanset om genstanden er indføjet som en bestanddel af en anden lørøregenstand eller fast ejendom" jf. Pal § 3.

▪ Udenfor falder såldes fats ejendom, tjenesteydelser og immaterielle ydelser.

Begreberne "producent" og "mellemhandler"

▪ Om definitionen af en "producent se Pal § 4, stk. 1.

▪ Den som udfører lønnet arbejde for en andens regning er således ikke producent

▪ Også "delproducenter" er omfattet

▪ Den som ved mærkningen af produktet anføres som producent anses også for at være det efter loven.

▪ Om definitionen på en "mellemhandler" se Pal § 4, stk. 3

Begrebet "defekt"

▪ Hvorvidt et produkt er defekt eller om det frembyder den sikkerhed der med rette kan forventes skal jf. Pal § 5 afgøres først og fremmest under hensyntagen til navnligt. (dvs. der skal ligges vægt på alle relevante forhold, men navnlig disse)

▪ Produktets markedsføring

▪ Den anvendelse af produktet som med rimelighed kan forventes

▪ Tidspunktet da vedkommende produkt, dvs. det konkrete, skadevoldende eksemplar er bragt i omsætning

▪ Andre forhold af betydning

▪ Har en mellemhandler givet urigtige oplysninger til en kunde hvilket bevirker en skade, vil dette typisk ikke medføre ansvar for producenten, men naturligvis for mellemhandleren efter det i retspraksis udviklede produktansvar.

▪ Et produkt anses for "bragt i omsætning" fra det øjeblik det af producenten afleveres ind i den omsætningskæde der svarer til produktets art.

▪ Et produkt anses ikke for at være defekt alene fordi der senere er bragt et bedre produkt i omsætning jf. Pal § 5, stk. 2

▪ Med ordet "alene" er der lagt vægt på at det med tiden uundgåeligt vil påvirke grænsen mellem defek/ikke defekt at der kommer bedre og nyere produkter på markedet.

Ansvaret og erstatningen

▪ Ansvaret

▪ HR. Objektivt ansvar jf. Pal § 6, stk. 1

▪ U. ansvarsfrihedsgrunde jf. Pal § 7, stk. 1 - 3

▪ Erstatningen

▪ Tingsskade - nedsættelse af erstatningen med 4.000 kr. jf. Pal § 8, stk. 1

▪ Egen skyld jf. Pal § 9

Mellemhandleransvar

▪ En mellemhandler hæfter for produktansvar umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden jf. Pal § 10.

▪ Mellemhandleransvaret er således principalt og solidarisk (jf. Pal § 11)

Flere erstatningsansvarlige og regres

▪ Er der flere erstatningsansvarlige hæfter disse solidarisk jf. Pal §§ 10. og 11, stk. 1

▪ Om den indbyrdes fordeling af ansvaret se Pal. § 11, stk. 2 og 3

Præceptivitet

▪ Loven er skadeslidtepræceptiv jf. Pal § 12

Forældelse

▪ Særlig regel i Pal § 13

▪ Pal § 13, stk. 1 - Produktansvar forældes efter 3 år

▪ Om suspensation og afbrydelse gælder 1908 lovens regler

▪ Pal § 13, stk. 2 - Et produktansvar forældes uanset hvad efter 10 år (dvs.den løber ved siden af fristen i stk. 1)

▪ Fristen gælder ikke for det i retspraksis udviklede produktansvar (her gælder DL 5-14-4)

▪ Om afbrydelse af fristen gælder 1908 lovens regler (fristen kan ej suspenderes)

IP - regler om produktansvar

▪ Haagerkonventionen finder anvendelse

▪ Peger på loven i det land hvor skadeslidte bor såfremt produktet har været markedsført der.

Selskabsret - Interessentselskaber

Begreb og afgrænsning overfor de andre selskabsformer (SF s. 41 - 49)

Afgrænsningen overfor de andre typer af selskaber

Hvad er kendetegnende for et interessentskab – Afgrænsningen over for andre typer af selskaber

▪ Der er to forhold som er kendetegnende for et interessentskab.For det første, at selskabet driver erhvervsmæssig virksomhed, og for det andet den selskabsretlige hæftelsesform: At interessenterne overfor selskabets kreditorer hæfter personligt, solidarisk og principalt.

▪ LEV § 1, stk. 1 jf. stk. 3 opstiller endvidere den betingelse at formålet med selskabet skal være at fremme deltagernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift. (Herved holdes visse foreninger, herunder DK naturfredningsforening udenfor)

▪ HR. Afgørende for om der foreligger et interessentskab er dog fortsat hæftelsesformen

▪ Bemærk. Hæfter en person/flere personer ifølge interessentskabskontrakten ikke som de øvrige, kan der være tale om et kommanditselskab. Nærmere herom pensum s.44

▪ Det fratager næppe selskabets dets karakter, at der i forhold til en enkelt eller enkelte kreditorer aftales en begrænset hæftelse, medens interessenthæftelsen gælder i relation til de øvrige.

Den selskabsretlige residualform

▪ Interessentselskabet er den selskabsretlige residualform. Dette betyder, at kan man ikke positivt kvalificere et selskab under en af de øvrige selskabsformer, er formodningen for, at der er tale om et interessentskab, med den virkning at de principper som gædler for interessentselskaber tillige finder anvendelse.

Interessentskabets formelle betegnelse afviger fra den materielle virkelighed.

▪ Har et selskab valgt at kalde sig et kommanditselskab, men er jf. vedtægterne og kontrakten i realiteten et interessentselskab skal de juridiske spørgsmål omkring selskabet løses efter den materielle virkelighed, dvs. efter reglerne om interessentselskaber.

Interessentskabstyperne

▪ Interessentselskabet kan forekomme i mange forskellige typer, men det almindelige er imidlertid, at interessentskabet bygger på et videregående samarbejde, hvori deltagerne lægger deres fulde eller væsentlige erhvervsmæssige indsats.

Er interessentskabet et selvstændigt retssubjekt?

▪ HR. Indenfor det formueretlige område har interessentskabets retssubjektivitet længe været anerkendt. Det er selskabet som sådan der erhverver rettigheder, og selskabet som sådant der er forpligtet overfor de fælles kreditorer. Selskabskreditorernes ”forrang” til selskabsformuen (frem for de enkelte deltageres særkreditorer) er netop udtryk for dette forhold.

▪ U. Indenfor konkurs har princippet ikke slået helt igennem idet man ikke kan begære et I/S ast inder konkursbehandling før samtlige deltagere i selskabet er erklæret konkurs.

Den retlige regulering af interessenskabsområdet

▪ HR. Den retlige regulering af et interessentskab afgøres efter interssentskabsaftalen, dennes forarbejder og senere fortolkningsdata, herunder oplysninger om fremgangsmåder, som interessenterne hidtil har fulgt.

▪ U. Kan det pågældende problem ikke løses ud fra interessentskabsaftalen finder de deklaratoriske regler om er udviklet i retspraksis anvendelse.

Stiftelsen af interessentskaber og interessentskabskontrakten (SF s. 49 - 64)

Generelt om interessentskabskontrakten

▪ Stiftelse af et interessentskab kan ske ganske formløst, og selskabet anses for stiftet ved aftaleindgåelsen.

▪ Et interessentskab kan stiftes stiltiende, men der kræves efter domspraksis, herunder U1995.515H meget for at kunne statuere stiltiende stiftelse.

▪ En stiltiende stiftelse kan ske eksternt på den måde, at en deltager bliver ex. medtaget i firmanavnet selv om han ikke er interessent, eller ex. ved at en medarbejder gradvist går fra en overenskomstmæssig løn og over til, at modtage overskud.

▪ En stiltiende stiftelse kan ske internt på den måde, at flere personer indenfor selskabet begynder at samarbejde og forskellige projekter.

▪ Det normale vil dog være, at der foreligger en skriftlig interessentskabskontrakt

Fortolkningen af interessentskabskontrakten

▪ Fortolkningen af interessentskabskontrakten skal ske med udgp. i de almindelige aftalfortolkningsprincipper, i relation til selskabsaftalefortolkning skal der dog navnlig ligges vægt på følgende.

▪ Selskabsformålet, egentlige programudtalelser i kontrakten og ikke mindst de forudsætninger, der ligger til grund for selskabsdannelsen har en særlig betydning.

▪ Idet selskabsdeltagelsen ofte vil være deltagernes hovederhverv, stilles der særlige krav til åbenhed og loyalitet ifm. selskabssamarbejdet.

▪ Sædvaner som efterhånden har fået en fastere karakter indenfor selskabssamarbejdet skal tillægges interessenternes aftalegrundlag, og kan med tiden udbygge, modificere eller endog ændre modstående kontraktsbestemmelser.

▪ En formulering hvorefter "beslutninger på interesentmødet træffes ved flertalsafstemning" skal fortolkes indskrænkende. Dvs. at meget vigtige beslutninger alligevel skal træffes ved enstemmighed.

Selskabets formål

▪ Formålet, som det er angivet i I/S kontrakten har betydning for fortolkningen af de øvrige bestemmelser i kontrakten, herunder hvorvidt der foreligger væsentlig misligholdelse fra en af interessenternes side.

Selskabets navn og deltagere

Selskabets navn

▪ Den danske selskabsnavneret bygger i hovedsagen på tre grundlæggende principper

Navnets sandhed

▪ Efter LEV § 6, stk. 3 må selskabsnavnet ikke være egnet til at vildlede. Endvidere må selskabet ikke benytte en anden betegnelse (dvs. I/S) end det som svarer til den materielle virkelighed.

Navnets særpræg

▪ Efter LEV § 6, stk. 2 skal virksomhedens navn tydeligt adskille sig fra andre virksomheders navne

Navnets retsmæssighed

▪ Dette princip fastslås af LEV § 6, stk. 2

Selskabets deltagere

▪ Et interessentskab skal begrebsmæssigt have mindst to deltagere. Overdrages et selskab til én person ophører selskabet hermed. Dette fjerner dog ikke selskabskreditorernes forrang til den tidligere selskabskapital.

Ejerandele, over- og underskudsdeling samt kapitalkonti

Ejerandele

▪ Den deklaratoriske regel er, at parterne har lige store ejerandele, dvs. at de ejer lige store andele af selskabet.

▪ Ejerandelen er dog alene en nettoandel, dvs. en andel af værdien af interessentskabets samlede aktiver fratrukket passiverne plus kapitalkonti.

Over- og underskudsdeling

▪ Den deklaratoriske regel er også her, at der skal ske en ligedeling.

Kapitalkonti

▪ Kapitalkontien er en form for indskuds- og eller mellemregningskonto imellem deltagerne og selskabet. Beløbet på denne konto er ikke udtryk for, at et tilsvarende beløb står anført på en konti, idet midlerne ofte vil være til stede i form af selskabets aktiver, herunder maskiner osv.

De enkelte deltageres selskabsindskud og berigtigelsesformen

▪ HUSK ved indskydelse af aktiver i et I/S sker der et ejerskifte hvorfor de for aktivet behørige sikringsakter skal iagttages.

Interessentskabets interne forhold (forholdet imellem interessenterne m.v.) (SF s. 64 - 85)

Interessentskabets organisation og ledelsesorganer, herunder interessenternes dispositionsbeføjelser

Ledelsesorganer fastsat i interessentskabskontrakten m.v.

▪ Direktør navngiven i selve interessentskabskontrakten

▪ I disse tilfælde er direktøren som udgp. uafsættelig medmindre han groft misligholder sine forpligtelser som leder eller bliver helt ude af stand til at opfylde pligterne på en tilfredsstillende måde.

▪ Direktør navngiven i en selvstændig kontrakt (som ikke er tillæg til I/S kontrakten)

▪ Her er udgp. at direktøren kan afsættes når samtlige interessenter er enige herom. Den enkelte interessent kan ikke selvstændigt afsætte direktøren. (teorien ikke entydig)

Interessentskaber uden kontraktsfastsatte ledelsesorganer m.v. (de deklaratoriske regler)

▪ HR. Det traditionelle udgp. er at alle beslutninger skal træffes af interessentmødet i enighed.

▪ U. Den enkelte interessent har en række individualbeføjelser, herunder

▪ Dispositioner af ringe betydning

▪ Negotio Gestio situationer (Skadesafværegelsesbeføjelse)

▪ Dispositioner der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift

▪ Dispositioner som er sædvanlige vedrørende den daglige drift

▪ Denne individualbeføjelse forudsætter følgende:

▪ At selskabet ikke har et dagligt ledelsesorgan (direktør, administrator osv.)

▪ At den pågældende dispositionsbeføjelse ikke ifølge en interessentmøde vedtagelse - konkret eller generelt - er tillagt en anden interessent.

▪ At den ikke omfatter en anden interessents sædvanebaserede dispositionsbeføjelse

▪ At en medinteressent ikke har nedlagt veto overfor den konkret påtænkte disposition. (Derimod kan en interessent ikke generelt fratages sin ret til at foretage sædvanlige dispositioner. Denne beføjelse kan efter omstændighederne end ikke fratages ham af interessentmødet, da beføjelsen kan anses for et grundlæggende vilkår i selskabssamarbejdet.

▪ Dispositioner der er sædvanlige

▪ Denne beføjelse forudsætter at interessenten gennem en vis tidsperiode, med en vis hyppighed og med medinteressenternes vidende har foretages sådanne dispositioner, der ellers ville henhøre under interessentmødets beslutningskompetence.

▪ Som udgp. kan en sædvanebaseret beføjelse til enhver tid tilbagekaldes af interessentmødet. Visse sædvaner kan dog være fulgt så fast og så længe, at de må sidestilles med bestemmelser i selskabskontrakten.

▪ Hver enkelt interessent kan nedlægge veto overfor en konkret enkeltdisposition, som en medinteressent agter at foretage i medfør af sin individualbeføjelse.

Interessenternes ret og pligt til at deltage i ledelsen m.v. (herunder informationsadgang og oplysningspligt)

▪ Som deklaratorisk udgp. ligger det i selve interessentskabssamarbejdets karakter, at hver enkelt interessent har en ret - men også en pligt til - at deltage i interessentskabets ledelse. En forsømmelse heraf kan efter omstændighederne konstituere væsentlig misligholdelse jf. U.1978.531H.

▪ Som deklaratorisk udgp. har en interessent endvidere ubegrænset adgang til samtlige informationer i selskabet.

Medarbejderindflydelse

▪ Medarbejderne i et interessentskab har ikke krav på hverken at deltage i ledelsen, eller overhovedet at være til stede på interessentskabsmødet.

Interessenternes arbejdsforpligtelse

Omfanget af interessenternes arbejdsforpligtelse

▪ Omfanget af den enkelte interessents arbejdsforpligtelse vil (og skal ) som udgp. bestemmes på grundlag af de forudsætninger der har ligget til grund for samvirket.

▪ Såfremt intet kan udledes af forudsætningerne for samvirket, er den deklaratoriske regel, at interessenterne er pligtige til at ligedele alt arbejde, der ikke efter kontrakten eller dens forudsætninger skal overlades til medhjælpere, såfremt det ikke væsentligt overstiger, hvad interessenterne måtte påregne ved interessentskabskontraktens indgåelse. (teorien splittet).

Ferie, orlov, sygdom, alder og pensionering

▪ I mangel af aftale herom vil de deklaratoriske regler om ferie og sygdom følge reglerne i hhv. ferieloven og funktionærloven.

Særligt om ikke vedkommende erhverv

▪ Hvorvidt interessenterne kan udøve ikke vedkommende erhverv, skal som udgangspunkt agøres efter en fortolkning af interessentskabskontrakten.

▪ I mangel af aftale er den deklaratoriske regel at sådanne erhverv kun kan påtages i det omfan, hvori varetagelsen af erhvervet ikke (i mget betydelig omfang) kolliderer med interessentskabets interesser som følge af erhvervets tidsmæssige placering eller arbejdsmæssige omfang.

▪ Endelig vil det være i strid med den selskbsretlige loyalitetspligt at drive konkurrende virksomhed, jf. også nedenstående.

Interessenternes økonomiske rettigheder og forpligtelser

Interessenternes ret og pligt til selskabsindskud

▪ HR. Det klare udgp. er at interessenterne ikke har pligt til at foretage yderligere selskabsindskud, jf. også kritikken af U.1925.932H

▪ U. Skal interessenterne erlægge deres fulde eller væsentlige arbejdskraft i selskabet, hvorefter formålet er at der skabed et løbende udkomme for deltagerne, kan der måske opstilles en regel hvorefter deltagerne har pligt ti at præstere et yderligere selskabsindskud, såfremt dette er nødvendigt til dækning af tab, der har gjort eller vil gøre indgreb i den nødvendige drifts- eller anlægskapital.

Interessenternes adgang til at hæve på kapitalkontoen

▪ HR. Som deklaratorisk regle kan en interessent foretage hævninger på kapitalkontoen i det omfang, hvori dette - kendeligt for medinteressenterne ved selskabets stiftelse - har været en nødvendig forudsætning for at finansiere interessentens (rimelige) løbende forbrug.

▪ U. Er der ifølge interessentskabskontrakten tillagt interessenten en egentlig aflønning, må dette beløb kunne hæves på kapitalkontoen, uanset at selskabet for tiden giver underskud.

▪ U. Er der ifølge interessentskabskontrakten aftalt en forrentning af kapitalkontoens indestående, kan et til renten svarende beløb formentlig kun hæves i det omfang, hvori selskabets overskud kan dække renteposten.

▪ U. Den interessenten tilkommende andel af selskabets regnskabsmæssige overskud kan han normalt hæve i det omfang overskuddet ikke skal benyttes til en af følgende.

▪ Medgå til dækning af tidligere års driftsunderskud

▪ Den pågældende interessents egen (ved for store hævninger fremkaldte) negative kapitalkonto.

▪ Benyttes til dækkelse af selskabets evt. mangelnde likviditet (fastsat under hensyn til kommende betalingsforpligtelser)

Forrentning af kapitalkontoen

▪ HR. I mangel af fornøden støtte i de konkrete selskabsforhold må det deklaratoriske udgangspunkt være, at forrentning af kapitalkontien kan kræves.

▪ Det er naturligvis en forudsætning for dette udgp. at kapitalindskuddet fra den ene interessent ikke skal modsvares af en anden interessents ulønnede arbejdsindsats osv.

▪ U. De virksomheder hvor arbejdsindsatsen generelt er det afgørende selskabsbidrag, må udgp. efter omstændighederne ændres.

Særskilt aflønning af interessenter og honorering af særskilte opgaver

▪ HR. En interessent kan ikke forlange særskilt vederlag for det arbejde som han ifølge selskabskontrakten (i videste forstand) er pligtig til at præstere.

▪ U. Interessenten vil dog kunne kræve honorering for løsningen af de opgaver, der ligger uden for de i interessentskabskontrakten fastsatte eller forudsatte arbejdsforpligtelser.

▪ I grænseområdet vil følgende momenter skulle tillægges vægt.

▪ Har interessenten løst opgaven som led i sit løbende arbejde for interessentselskabet?

▪ Har interessenten påtaget sig opgaven ifølge en særlig aftale med de øvrige deltagere?

▪ Forudsætter opgavens løsning netop denne interessents særlige uddannelse eller kvalifikationer?

▪ Kan opgaven løses indenfor rammerne af den alm. kompetence, som interessenten i kraft af sin stilling indenfor selskabet må antages at være i besiddelse af?

Interessenternes regreskrav mod medinteressenterne (herunder refusions- og erstatningskrav)

▪ Har en interessent et refusions- eller andet regreskrav skal interessenten først søge at dække sit krav igennem interessentskabsformuen. Dette krav skal naturligvis ikke reduceres med interessentens egen andel, da selskabskapitalen i forevejen anpartsvis tilhører ham. Er der ikke midler i selskabet kan interessenten først på dette tidspunkt gøre kravet gældende overfor medinteressenterne.

▪ Interessenter kan som alle andre rejse erstatningskrav imellem hinanden for tab som den eller de pågældende har påført selskabet eller interessenten direkte jf. forudsætningsvist U.1996.1208H.

Interessenternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser i øvrigt

▪ Der gælder imellem interessenterne en selskabsretlig loyalitetspligt. Denne indebærer følgende

▪ En tavshedspligt om interne forhold i selskabet, samt om kunder og andre samarbejdspartneres forhold.

▪ Forbud mod at en interessent betinger sig eller opnår særfordele ved dispositioner på selskabets vegne.

▪ Som udgp. et ubetinget forbud imod at drive konkurrende virksomhed (herunder også ejerskab af konkurrende A/S)

▪ Som udgp. pålægges der dog ikke udtrådte interessenter nogen konkurrencebegrænsninger.

▪ Et brud på den selskabsretlige loyalitetspligt vil efter omstændighederne medføre væsentlig misligholdelse.

Indtræden af nye interessenter

▪ Indtræden af nye interessenter kan kun ske ved samtykke fra samtlige interessenter. Dette gælder også selv om I/S kontrakten foreskriver at afgørelser i selskabet normalt træffes ved almindeligt stemmeflertal.

▪ Den nye interessent indtræder som deklaratorisk udgp. i forhold til medinteressenterne i alle en interessents rettigheder og forpligtelser.

Interessentskabets eksterne relationer (SF s. 85 - 107)

Legitimationen til at forpligte selskabet

Selskabssignaturen

▪ Der eksisterer en selskabssignatur (selskabsfuldmagt) for interessenter til at foretage dispositioner, der fremtræder som naturlige og normale for virksomheder af den pågældende art og størrelse. Bedømmelsen heraf beror på en konkret og sammensat vurdering. Selskabet bliver dog ikke bundet, såfremt den pågældende medkontrahent konkret er eller burde være vidende om, at interessenten overskred sin interne dispositionsret (dvs. bemyndigelsen).

▪ Om der er handlet udenfor fuldmagten afhænger som nævnt af om dispositionen fremtræder som naturlig og normal. Der stilles derimod ikke krav om at den pågældende disposition skal være sædvanlig, dvs. den foretages med visse mellemrum. Er en disposition imidlertid tillige sædvanlig taler dette naturligvis så meget desto mere for at fuldmagtens grænse ikke er overskredet.

Naturlig

▪ Krav om at den pågældende disposition knytter sig til aktiviteter der naturligt falder indenfor virksomhedens område.

Normal

▪ Krav om at dispositionen skal være af en sådan økonomisk størrelse at den ikke kan betegnes som ekstraordinær for en virksomhed af den konkrete type.

▪ Hvorvidt en disposition ligger udenfor/indenfor bemyndigelse afhænger som nævnt af hvad der internt er aftalt imellem interessenterne.

Prokurafuldmagten

▪ Interessenterne kan i forening tildele en person prokura jf. LEV § 7, hvilket giver den pågældende en ret til indenfor prokuraens grænser at tegne virksomheden.

▪ Medens der kræves samtlige interessenter for at tildele en prokura kan enhver interessent tilbagekalde den.

▪ Prokuraen indebærer, at prokuristen i alt, hvad der hører til driften af virksomhedenkan handle på dennes vegne og forpligte selskabet. Dog undtages udtrykkeligt afhændelse og pantsætning af virksomhedens faste ejendomme jf. LAV § 7, stk. 1

De lovfæstede fuldmagtsgrundlag (Aftl. Kap. II)

▪ Er der i selskabet ansat en "direktør" har denne en stillingsfuldmagt efter aftalelovens regler herom.

▪ Er en interessent antaget som "direktør" i selskabet, opnår han næppe derved en videre legitimation end den signatur, som han i forvejen har qua interessent.

De øvrige fuldmagtsgrundlag

▪ Af størst praktisk betydning blandt disse er adfærdsfuldmagten, der skabes ved, at de øvrige interessenter gennem en vis tidsperiode har accepteret en given adfærd. Se herom A&M s. 293ff. samt noterne i aftaleret

▪ Interessentskabet kan naturligvis tillige blive forpligtet ved, at interessenterne efterfølgende tiltræder (ratihaberer) en aftale, der er indgået på selskabets vegne uden fornøden legitimation, eller undlader at reagere, selv om de er bekendt med aftalen (bundethed ved passivitet)

Interessentskabets og interessenternes hæftelsesforhold

Interessentskabshæftelsens karakter

▪ Interessenterne hæfter personligt, solidarisk og principalt

▪ Personligt betyder at de hæfter med hele deres formue

▪ Solidarisk betyder at selskabskreditorerne kan holde sig til enhver af interesenterne for hele sin fordring

▪ Principalt betyder at selskabskreditorerne ikke behøver at kræve deres fordring i selskabet først, men kan gå direkte til den enkelte interessent.

De indtrædende og de udtrædende interessenters hæftelse (se den fantastiske palnche i selskabsretlig dokumentsamling s. 38)

▪ Der må her skelnes imellem hhv. den ydre hæftelse (overfor kreditorer) og den indre hæftelse (over de øvrige interessenter). Endvidere må der skelnes imellem hhv. tiden før interessentens indtræden, tiden under selskabsdeltagelsen og tiden efter interessentens udtræden.

▪ Den ydre hæftelse - dvs. hæftelsen overfor kreditorerne

Krav mod selskabet som er opstået før interessentens indtræden

▪ HR. "interessenten" hæfter ikke (dette gælder også ydelser efter løbende kontrakter som er leveret forinden interessentens indtræden)

▪ U. Den indtræden hæfter dog med det indskud som evt. skal erlægges.

▪ U. Den indtrædende hæfter tillige såfremt en tidligere interessents nettoanpart skal overtages (men selvfølgelig kun med nettoanparten)

▪ U. Såfremt den indtrædende afgiver en direkte forpligtelseserklæring overfor kreditor

Krav mod selskabet som er opstået medens interessenten var selskabsdeltager

▪ HR. Interessenten hæfter. (dette gælder også efter hans udtræden medmindre kreditorerne har accepteret en frigørelse af den pågældende)

▪ U. Er der tale om løbende kontrakter som blev stiftet allerede inden interessentens indtræden, hæfter den indtrædende for ydelser som leveres efter indtrædelsesdatoen også selv om interessenten aldrig direkte har accepteret denne aftale.

Krav mod selskabet som er opstået efter interessenten er udtrådt

▪ HR. Den tidligere interessent hæfter ikke

▪ U. Fortsat hæftelse overfor faste kontraktspartnere indtil disse modtager en klar meddelelse om udtræden jf. U.1939.1046H.

▪ Den indre hæftelse - dvs. hæftelsen overfor de øvrige interessenter

Krav mod selskabet som er opstået før interessentens indtræden

▪ HR. Interessenten hæfter (dette fremgår normalt af den udarbejdede regnskabsmæssige indtrædelsesstatus)

▪ U. Krav der ikke fremgår af indtrædelsesstatussen, ex. erstatningskrav.

Krav mod selskabet som er opstået medens interessenten var selskabsdeltager

▪ HR. Interessenten hæfter

▪ U. Dette gælder ikke efter at interessenten er udtrådt, fordi dette følger af udtrædelsesbalancen.

Krav mod selskabet som er opstået efter interessenten er udtrådt

▪ Disse krav hæfter den tidligere interessent ikke for.

Selskabskreditorernes og særkreditorernes fyldestgørelsesadgang

▪ Selskabskreditorerne kan vælge enten at rette deres krav mod selskabet eller de enkete interessenter. Selskabskreditorerne har endvidere en fortrinsstilling til interessentskabsformuen frem for interessenternes særkreditorer.

▪ Særkreditorerne kan derimod alene holde sig til den enkelte interessent og dennes nettoandel i interessentselskabet.

▪ Såfremt særkreditorerne kan opnå dom over den enkelte interessent vil et udlæg i den pågældendes nettoandel i selskabet medføre, at kreditor indtræder (subrogerer) i den pågældende interessents ret til at opsige interessentskabsforholdet, med den virkning at interessenten skal udløses af de øvrige interessenter eller at interessentselskabet skal opløses (likvideres).

▪ Princippet i KL § 61 kan efter omstændighederne benyttes til at konkursregulere et usædvanligt langt opsigelsesvarsel i en I/S kontrakt.

▪ Var interessenten allerede ved stiftelsen af selskabet insolvent kan der efter omstændighederne ske omstødelse jf. KL § 74.

▪ En bestemmelse i I/S kontrakten om at "interessenternes nettoandel af selskabet kan ikke gøres til genstand for udlæg" må anses for virkningsløs idet en sådan kreditorudelukkelse næppe har hjemmel efter Rpl. § 514.

Interessenternes indbyrdes regreskrav

▪ Interessenten har et regreskrav mod de øvrige interessenter (og interessenten er selskabsdeltager)

▪ Interessenten skal naturligvis først søge sit regreskrav dækket igennem selskabsmidlerne. Kan der ikke her opnås dækning skal kravet gøres gældende proratarisk i overensstemmelse med den aftalte underskudsfordelingsbrøk. Kan en af deltagerene ikke betale fordeles hans gæld forholdsmæssigt imellem de øvrige interessenter jf. Gbl. § 2, stk. 2

▪ Interessenten har et regreskrav mod de øvrige interessenter (og interessenten er udtrådt af selskabet)

▪ HR. regreskravet kan gøres gældende proratarisk imod de fortsættende interessenter

▪ U. Er der ifm. udtrædelsen blevet udarbejdet en udtrædelsesbalance, hvorefter interessentens nettoandel er blevet udbetalt til den udtrædende, har de fortsættende interessenter herved overtaget selskabsgælden i det interne forhold. Et regreskrav kan/skal i dette tilfælde gøres gældende med det fulde beløb og de fortsættende interessenter hæfter solidarisk herfor.

Særligt om ældre særkreditorers retsstilling m.v.

▪ Det er blevet diskuteret om "ældre særkreditorer" dvs. særkreditorer fra tiden før indtræden i selskabet skulle respektere selskabskreditorernes forrang. At dette er tilfældet er nu fastslået jf. U.1988.42H.

Modregningsadgangen ifm. interessentskaber

▪ En selskabskreditor vil kunne anvende et krav mod selskabet til modregning overfor en interessents personlige (særkrav) mod ham.

▪ En selskabskreditor kan ikke anvende et særkrav mod en interessent overfor selskabets krav mod ham

▪ En interessent kan ikke, selv med de øvrige interessenters samtykke, anvende et selskabskrav til modregning overfor en særkreditors krav.

▪ Et interessentskab kan anvende en interessents særkrav mod en selskabskreditor til modregning overfor denne når den pågældende interessent samtykker heri.

Interessenternes udtræden og udelukkelse af selskabet (SF s. 108 - 118)

Ophør som følge af selskabets forhold

▪ Disse grunde omfatter

▪ Tidsbegrænsede interessentskabsarbejde ophører (virkning eo ipso)

▪ Interessentskabsformålet er opfyldt (virkning eo ipso)

▪ Interessentskabsformålet er uopfyldeligt (virkning eo ipso)

▪ Kapitalmangel (virkning efter påkrav med frist)

▪ Den deklaratoriske regel i disse situationer er at selve selskabet ophører, dvs. det sættes under likvidation.

Ophør som følge af den enkelte interessents forhold

▪ Disse grunde omfatter

▪ Dødsfald (virkning eo ipso) & Umyndiggørelse m.v. (virkning eo ipso)

▪ Konkurs og anden betalingsudygtighed (virkning eo ipso eller ex nunc efter påkrav)

▪ Arbejdsudygtighed m.v. (virkning eo ipso eller ex nunc efter påkrav)

▪ Opsigelse (virkning efter påkrav med frist)

▪ Væsentlig misligholdelse (virkning ex nunc efter påkrav eller efter endelig konstatering af væsentlig misligholdese)

▪ Der skal rent opgaveteknisk undersøges tre forhold

▪ Hvilken forpligtelse er der tale om?

▪ Er forpligtelsen overtrådt?

▪ Foreligger der væsentlighed?

▪ Omkring kravet om væsentlighed bemærkes, at dette afhænger af en konkret vurdering hvor følgende momenter navnligt skal tillægges vægt.

▪ Det konkrete interessentskabs karakter

▪ Forudsætningerne bag interessentskabet

▪ Hvor indgribende en udelukkelse vil være for den misligholdende og modsat hvor indgreibende en forbliven vil være for de øvrige interessenter.

▪ Er der blevet grebet promte ind af de øvrige interessenter

▪ Andre tidligere forhold (både pos. og neg.) kan tillægges vægt ved bedømmelsen jf. U.1978.531H. Dog kan gamle konkrete forseelser ikke "gemmes" til senere brug.

▪ Har de øvrige interessenter ikke reageret indenfor en vis (kortere tid) efter den disposition som udgjorde den væsentlige misligholdelse bortfalder adgangen til at kunne påberåbe sig væsentlig misligholdelse.

▪ Samarbejdsumulighed (virkning efter påkrav med frist - virkningen er her likvidation)

▪ Den deklaratoriske regel er i disse tilfælde, at den enkelte interessent udtræder medens selskabet fortsætter. Dette forudsætter dog at den udtrædende bliver stillet på samme måde som han ville være blevet såfremt selskabet var blevet likvideret. Hertil kræves følgende.

▪ At den udtrædende udbetales en nettoandel svarende til den som ville være opnået ved en likvidation

▪ At den udtrædende i rimeligt omfang ikke vil blive mødt med krav fra de kreditorers side, hvis fordringer er opstået i den periode hvor den udtrædende var selskabsdeltager.

▪ At den udtrædendes erhvervsmuligheder ikke indskrænkes i videre omfang end der ville være tilfældet ved en likvidation.

Selskabsret - Aktie/anpart selskabsret

Noterne er først og fremmest opbygget efter pensum, dvs. Munck og Hedegaard Kristensens "Selskabsformerne" men tillige også efter Paul Krügr Andersens "Aktie- og anpartsselskabsret"

Stiftelsen af aktie- og anpartsselskaber (SF s. 179 - 187 & AA s. 107 - 150)

Hæftelsen

▪ Aktionærerne i et A/S hæfter ikke personligt for selskabets gæld jf. ASL § 1, stk. 2

Koncerner

▪ Efter ASL § 2 kan der opstå et koncernforhold imellem to selskaber såfremt en række betingelser er opfyldt. Hvovidt der er tale om et koncernforhold har betydning for bl.a. reglerne om minoritetsbskyttelse.

Faserne i en stiftelse

Stiftelsen af et A/S har principielt fem stadier

▪ Oprettelse og underskrivelse af et stiftelsesdokument, der indeholder et udkast til selskabets vedtægter jf. ASL §§ 3 - 6

▪ Tegning af aktier og indbetaling af aktiekapitalen jf. ASL §§ 7 - 8 og § 11

▪ Afholdelse af konstituerende generalforsamling jf. ASL §§ 9 - 10

▪ Anmeldelse af selskabet til registrering jf. ASL § 11 og §§ 154 - 159

▪ Registrering af selskabet jf. ASL § 11 og §§ 154 - 159

▪ Et aktieselskab behøver kun at have én stifter jf. ASL § 3, stk. 1

Stiftelsesdokumentet

Vedtægterne

▪ Kravene i ASL § 4 til vedtægterne er minimumsregler

▪ Efter ASL § 4, stk. 2 skal en bestemmelse om en direktion på flere end tre medlemmer optages i vedtægterne

Oplysninger om tilvejebringelse af selskabets kapitalgrundlag

▪ Indskudskapitalen for A/S er 500.000 kr. jf. ASL § 1, stk. 3

▪ Indskudskapitalen kan tilvejebringes ved både kontant indbetaling og apportindskud. Alle værdier, som kan gøres til genstand for en økonomisk vurdering, kan anvendes som apportindskud.

▪ For at sikre, at apportindskud virkelig har den værdi som den pågældende stifter/aktionær hævder skal der ske en vurdering af aktiverne jf. reglerne i ASL §§ 6, 6a, 6b og 6c

▪ Har stifterne/aktionærerne i forbindelse med tegningen tilsikret sig særlige rettigheder i selskabet eller indgået særlige aftaler med selskabet som underminerer dettes økonomi, skal sådanne forhold oplyses i stiftelsesdokumentet jf. ASL § 6, stk. 1, nr. 3 - 4

Tegning af aktier samt indbetaling af selskabskapitalen

▪ Tegnes hele indskudskapitalen ikke af stifterne skal der efter ASL § 7 udarbejdes en tegningsliste som skal indeholde en genpart af stiftelsesdokumentet med eventuelle bilag.

▪ Tegningslisten er alene en opfordring til at gøre tilbud om køb af aktier, og stifterne bestemmer selv om de ønsker at acceptere tilbuddet.

▪ En aktietegning under forbehold er ugyldig jf. ASL § 7, stk. 2

▪ Det beløb, som skal betales for en aktie (ifm. indbetalingen af aktiekapitalen) må selvsagt ikke være lavere end aktiens pålydende (dvs. aktier må ikke tegnes til underkurs) jf. ASL § 13, stk. 1. (der må dog gerne tegnes til overkurs)

▪ En betalingsforpligtelse ifm. indbetaling af aktiekapitalen kan ikke opfyldes ved modregning medmindre selskabets bestyrelse samtykker heri, hvilket bestyrelsen kun må såfremt modregning hverken kan skade selskabet eller dets kreditorer jf. ASL § 13, stk. 2.

Konstituerende generalforsamling

▪ Der skal jf. ASL § 9 altid afholdes en konstituerende generalforsamling hvor det besluttes om selskabet skal stiftes.

Anmeldelse og registrering

▪ Et A/S skal af bestyrelsen anmeldes til registrering senest 6 mdr. efter datoen for stiftelsesdokumentets oprettelse jf. ASL § 11, stk. 1.

Retsstillingen for et selskab under stiftelse

▪ Efter ASL § 12, stk. 1 kan et selskab der ikke er registreret, ikke som sådant erhverve rettigheder eller forpligtelser.

▪ Reglen har den betydning, at indskudskapitalen først tilhører selskabet ved registreringen. Er der tale om en enkelt stifter skal selskabet i dette tilfælde ind til registreringen betragtes som en enkeltmandsvirksomhed, med den virkning, at stifterens særkreditorer kan foretage udlæg i indskudskapitalen på lige fod med selskabskreditorerne. Er der derimod tale om flere stiftere må selskabet indtil stiftelsen betragtes som et interessentskab, hvorefter de enkelte stifteres særkreditorer skal respektere selskabskreditorernes fortrinsret til indskudskapitalen.

▪ Det bestemmes derfor i ASL § 12, stk. 2 at for forpligtelser der før registreringen indgås på selskabets vegne, hæfter de som har indgået forpligtelsen eller som har medansvar herfor solidarisk. Ved stiftelsen overtager selskabet de forpligtelser som følger af stiftelsesdokumentet, eller som er pådraget selskabet efter den konstituerende generalforsamling.

▪ Afgørende for om man anses for ansvarlig efter bestemelsen er om man er en af de personer som har truffet beslutning om at selskabet skulle drive virksomhed i stiftelsesperioden.

▪ Det er de faktiske beslutningstagere der hæfter. Personer som i kraft af deres stilling alene deltog i selve arbejdet hæfter ikke.

▪ HR. Selskabet overtager forpligtelserne også selv om disse er forfaldne eller måske endda misligholdte.

▪ U. Har den der indgår forpligtelsen ikke gjort det kendeligt for medkontrahenten at der kontraheres på vegne af et selskab under stiftelse bliver konsekvensen, at selskabet ikke overtager den pågældende forpligtelse

▪ Efter ASL § 12, stk. 3 har den som ikke er blevet gjort bekendt med, at han kontraherede med et A/S under stiftelse hæve kontrakten så længe selskabet ikke er blevet registreret.

▪ BEMÆRK et selskab kan godt blive registreret selv om det på dette tidspunkt måske ikke længere lever op til kapitalkravet på 500.000 kr.

Forhøjelse af aktiekapitalen/anpartskapitalen (SF s. 187 - 195 & AA s. 179 - 206)

Aktiekapitalforhøjelse

Forhøjelse ved tegning og indbetaling

▪ Når der sker en aktiekapitalforhøjelse ved tegning og indbetalig af nye aktier skal reglerne om værdiansættelse af apportindskud ovs. tillige iagttages jf. ASL § 33

▪ En forhøjelse af selskabskapitalen kræver en vedtægtsændring jf. ASL § 78

▪ HR. Idet en aktiekapitalforhøjelse alt andet lige betyder at ejerskabet af aktierne bliver mere spredt er det i ASL § 30 bestemt, at de nuværende deltagere i tilfælde af enhver kontant forhøjelse af aktiekapitalen har en fortinsret til forholdsmæssig tegning af aktier. På denne måde kan den hidtidige aktionær bevare sin indflydelse i selskabet.

▪ U. Fortingsretten kan være fraviget ved en vedtægtsbestemmelse herom jf. ASL § 30, stk. 2 forstået på den måde, at bestemmelsen giver adgang til at begrænse fortegningsretten til bare at vedrøre de pågældende aktionæres egen aktieklasse.

▪ U. Et konkret forslag til generalforsamlingen om kontant kapitalforhøjelse skal angive om der er tale om en fravigelse fra kravet om fortegningsret jf. ASL § 30, stk. 3. Et sådant forslag kræver vedtægtsmajoritet jf. ASL § 78, og såfremt der sker en forskydning imellem aktieklasser kræves endvidere 2/3 flertal i den pågældende aktieklasse som bliver svækket. En kapitalforhøjelse som tillige vil medføre en forskydning af aktieklasserne vil i almindelighed alene kunne ske når dispositionen er forretningsmæssigt begrundet.

▪ Reglerne om fortegningsret gælder ikke ved kapitalforhøjelser igennem apportindskud eller gældskonvertering. (der kræves dog naturligvis stadig vedtægtsmajoritet)

▪ Det beløb som indbetales må ikke være lavere end aktiens pålydende jf. ASL § 13, stk. 1 (forbuddet mod tegning til underkurs)

▪ Bestyrelsen er ansvarlig for at konverteringen er forsvarlig, både overfor selskabet og dettes kreditorer.

Forhøjelse ved tegning og konvertering

▪ Sker tegningen ved gældskonvertering ligger det forudsætningsvist i ASL § 33a, at gælden på trods af forbuddet mod tegning til underkurs i ASL § 13 godt kan ske til en kurs under pari. Undtagelsen skal ses i lyset af den vanskelige økonomiske situation som selskabet ofte vil være i når der fremsættes forslag om kapitalforhøjelse ved gældskonvertering. En beslutning herom kræver vedtægtsmajoritet jf. ASL § 78.

Fondsaktier

▪ Endelig kan en kapitalforhøjelse ske igennem udstedelse af fondsaktier jf. ASL § 39. Dette indebærer ikke at selskabet tilføres værdier, men derimod, at selskabets værdi fordeles på flere aktier. Der sker således en intern flytning af midler fra selskabet reserve og over til aktiekapitalen, med den virkning at midlerne nu er bundet i selskabet og ikke kan benyttes til ex. udlodning.

Mellemformer (dvs. ikke egenkapital, men heller ikke fremmedkapital)

Konvertible gældsbreve

▪ En "kapitalforhøjelse" kan jf. ASL § 41 ske ved at selskabet udsteder konvertible gældsbreve, dvs. gældsbreve der ved forfaldstid enten kan kræves betalt eller konverteret til aktier på nærmere fastsatte vilkkår. De nærmere krav til et konvertibelt gældsbrev er oplistet i ASL § 41, stk. 2. Beslutning om udstedelse kræver vedtægtsmajoritet.

Udbyttegivende gældsbreve

▪ En "kapitalforhøjelse" kan jf. ASL § 43 også ske ved udstedelse af udbyttegivende gældsbreve hvorved forstås gældsbreve hvor renten er knyttet til selskabets aktieafkast. Beslutning om udstedelse kræver simpelt flertal.

Tegningsoptioner

▪ Et selskab kan mod betaling udstede "warrants" dvs. tegningsoptioner som giver ejeren ret til på et bestemt tidspunkt at tegne selskabets aktier til en bestemt kurs.

Ansvarlig lånekapital

▪ Endelig kan et selskab aftale med div. kreditorer at disses fordringer skal stå tilbage for de øvrige kreditorers fordringer i tilfælde af selskabets konkurs.

Aktier og anparter (SF s. 196 - 202 & AA s. 151 - 178)

Aktier

Aktiers udstedelse og indhold

▪ Der kan ikke udstedes stemmeløse aktier jf. ASL § 67, stk. 1

▪ Aktier kan alt efter deres klasse dog have forskellig stemmevægt.

▪ HR. Aktier er som udgp. negotiable jf. ASL § 4, stk. 1.

▪ U. Såfremt der med hjemme i selskabets vedtægter på selve aktien er taget et utvetydigt og iøjenfaldende forbehold herom kan aktier dog være ikke - negotiable jf. ASL § 24.

▪ HR. aktier er frit omsættelige jf. ASL § 18

▪ U. Aktier kan være gjort til navneaktier såfremt dette har hjemmel i en vedtægtsbestemmelse jf. ASL §§ 4 og 21

▪ U. Aktierne kan være undergivet en omsættelighedsbegrænsning, herunder forkøbsret for de nuværende aktionærer eller et ejerloft jf. ASL § 19 Disse begrænsninger skal have hjemmel i vedtægterne .

▪ U. Endelig kan aktierne være underlagt en vedtægtsbestemmelsen om indløsningspligt jf. ASL § 20a.

Hvilke rettigheder giver en aktie over selskabet

▪ En aktionærs rettigheder består i hhv. hans forvaltningsbeføjelse (stemmeretten) og hans økonomiske rettigheder (retten til udbytte og andel i selskabskapitalen) jf. ASL § 27.

▪ Vedtægterne kan bestemme, at fsa. ihændehaveraktier (eller fondsaktier) at der ikke kan stemmes på grundlag af aktier som efter erhvervelsen ikke er blevet noteret i aktiebogen eller aktionæren ikke anmeldt og dokumentres sin erhvervelse jf. ASL § 67, stk. 2.

Aktiebog og aktionærfortegnelser

▪ Aktionærbogen er alene tilgængelig for selskabets bestyrelse jf. ASL § 26

▪ Aktionærfortegnelsen over storaktionærer jf. ASL § 28a - b er derimod offentlig tilgængelig.

Beskyttelse af selskabets kapital (SF s. 202 - 211 & AA s. 207 - 254)

Kapitaltabsreglerne

▪ Efter ASL § 69a skal der afholdes generalforsamling i det øjeblik aktiekapitalen er reduceret til halvdelen, dvs. såfremt egenkapitalen er lig med eller under 50% af aktiekapitalen. (Bemærk at tilførelse af fremmedkapital ikke vil ændre dette forhold)

Kapitalnedsættelse

Nedsættelse til dækning af underskud

▪ Nedsættelse af aktiekapitalen til dækning af underskud kan alene ske såfremt aktukapitalen ikke kommer under minimumskravet på 500.000 kr. En beslutning om nedsættelse til dækning af underskud kræver vedtægtsmajoritet jf. ASL § 44

Nedsættelse som medfører udbetaling til kreditorerne

▪ I disse tilfælde kan der alene ske nedsættelse efter iagttagelse af reglerne i ASL §§ 44a og 46. Disse omfatter at forslag herom skal stilles af bestyrelsen og efter følgende godkendes af bestyrelse. Endvidere skal kreditorerne indkaldes ved proklama. Nedsættelse kan naturligvis ikke ske under 500.000 kr. grænsen. Beslutning om kapitalnedsættelse kan ske ved vedtægtsmajoritet jf. ASL § 44.

Egne aktier

▪ Et selskab må ikke eje (eller have pant i) mere end 10% af egne aktier jf. ASL § 48

Aktionærlån

▪ Et selskab må ikke yde lån til dets aktionærer jf. ASL § 115.

▪ "Stille sikkerhed" omfatter både pant, kaution og garanti

▪ Lån til brug af fast ejendom eller løsøre vil ikke være omfattet af forbuddet, medmindre der er tale om meget langvarige lån.

▪ Dispositioner der er erhvervsmæssigt begrundede og sædvanelige er heller ikke omfattet af forbuddet.

▪ Det afgørende tidspunkt for bedømmelsen er når lånet/sikkerheden stilles.

▪ Der må ikke ydes lån til finansiering af egne aktier. Dette forbud omfatter dog ikke den situation hvor et selskab skylder en aktionær et beløb som det retsmæssigt skal opfylde, ex. udbytte og hvor aktionæren efterfølgende benytter beløbet til at opkøbe aktier.

▪ Forbuddet gælder ikke de meninge medarbejdere. En direktør er dog omfattet af forbuddet.

▪ Overtrædelse af forbudet medfører ugyldighed jf. ASL § 115, stk. 4 og kan derudover straffes efter ASL § 161, stk. 1.

▪ Aftaler imellem en eneaktionær og hans selskab skal være skriftlige for at være gyldige jf. ASL § 63, stk. 2

Begrænsninger i adgangen til at udbetale udbytte

▪ Udbytte kan alene udbetales efter de begrænsninger som følger af ASL §§ 110 og 111.

Ledelsen af selskabet (SF s. 212 - 235 & AA s. 255 - 358)

Bestyrelsen

▪ Aktieselskaber skal have en bestyrelse bestående af mindste 3 medlemmer jf. ASL § 49, stk. 1

▪ Bestyrelsesmedlemmerne vælges for den periode der er fastsat i vedtægterne, dog maks. 4 år jf. ASL § 49, stk. 7

▪ Omkring hvem der vælger bestyrelsesmedlemmerne, herunder medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer se ASL § 49, stk. 2 - 6

▪ Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid træde ud af bestyrelsen eller afsættes af den som har valgt eller udpeget ham jf. ASL § 50, stk. 1.

▪ Ethvert medlem af bestyrelsen (eller direktionen) kan forlange bestyrelsen indkaldt jf. ASL § 56, stk. 2

▪ Bestyrelsens beslutninger træffes ved afstemning. En bestyrelse er kun beslutningsdygtig når over halvdelen af samtlige medlemmer er til stede jf. ASL § 57, stk. 1

▪ Bestyrelsesmedlemmer har tavshedspligt jf. ASL § 160, stk. 1.

Direktionen

▪ Et A/S skal have en direktion jf. ASL § 51

▪ En direktør (som er anmeldt som sådan til ES) kan være medlem af bestyrelsen, men ikke formand jf. ASL § 56

Forholdet imellem bestyrelsen og direktionen

De interne forhold

▪ Direktionen varetager den daglige ledelse jf. ASL § 54, stk. 2

▪ En direktør eller bestyrelsesmedlem må ikke handle i sager hvor den pågældende har en særlig interesse i jf. inhabilitetsbestemmelsen i ASL § 58,

▪ bestemmelsen bør dog fortolkes indskrænkende fsa. medarbejderrepræsentanter.

▪ Medlemmer af bestyrelsen og direktionen har en særlig oplysningspligt vedrørende deres aktieposter i selskabet jf. ASL § 53

De eksterne forhold

▪ Efter ASL § 60, stk. forpligtes selskabet ved retshandler der indgås på vegne af selskabet af den samlede bestyrelse eller et medlem af bestyrelsen eller en direktør. Denne tegningsret kan i vedtægterne begrænses personelt, men ikke materielt.

▪ HR. En retshandel der er indgået på selskabets vegne af en af de tegningsberettigede er bindende for selskabet. (dvs. legitimationen er uden grænser)

▪ U. Den tegningsberettigede har handlet i strid med reglerne i aktieselskabsloven. (ex. forbuddet mod aktionærlån i ASL § 115) jf. ASL § 61

▪ U. Retshandlen falder udenfor selskabets formål (bemyndigelsen), og selskabet godtgør at tredjemand vidste dette eller at det ikke kunne være ham ubekendt jf. ASL § 61.

▪ At staturere ond tro hos tredjemand vil efter omstændighederne være meget svært idet bestemmelsen opererer med et skærpet ond tro begreb jf. også pensum s. 221, note 41.

▪ U. Hvis den tegningsberettigede disposition ikke er i selskabets interesse og tredjemand måtte indse dette, bindes selskabet ikke jf. U.1973.417H

▪ De almindelige fuldmagtregler, herunder reglerne om stillingsfuldmagt og adfærdsfuldmagt finder naturligvis også anvendelse på aktieselskaber.

De ovennævnte regler om tegningsberettigelse gælder kun for den omfattede persongruppe, dvs. bestyrelsen og direktionen.

Generalforsamlingen

▪ Et anliggende som ikke er på dagsordenen kan alene behandles såfremt alle aktinærer er til stede på generalforsamlingen og samtykker jf. ASL § 74.

▪ Enhver aktionær har ret til at få ordet på en generalforsamling jf. ASL § 65, stk. 2. (der kan ageres efter fuldmagt jf.ASL § 66)

▪ Bestyrelsen og direktionen har pligt til at være repræsenteret på generalforsamlingen jf. ASL § 76

▪ Medmindre andet følger af reglerne i lov eller vedtægterne træffer bestyrelsen sine afgørelse ved simpelt flertal jf. ASL § 77

▪ Bestyrelsens oplysnings- og tavshedspligt følger af ASL § 76

Erstatningsansvar

Bestyrelsesmedlemmers og direktørens erstatningsansvar

▪ Generelt om ansvaret

▪ Ansvaret følger af ASL § 140. Ansvarsgrundlaget er efter bestemmelsens formulering culpa.

▪ Om der foreligger ansvar skal afgøres konkret ud fra den enkelte persons stilling, arten af den pågældende disposition eller undladelse osv.

▪ Er flere personer erstatningsansvarlige for den samme skade hæfter de solidarisk jf. ASL § 143, stk. 2.

▪ Ansvaret overfor selskabet

▪ Direktører og bestyrelsesmedlemmer ifalder ikke uden videre ansvar overfor selskabet fordi de har truffet ukloge/uhensigtsmæssige forretningsmæssige beslutninger. De pålægges derimod ansvar overfor selskabet hvis dette påføres tab ved at en ansat - f.eks. en direktør - undlader at opfylde sine pligter, og det i den forbindelse kan bebrejdes ledelsens medlemmer som en forsømmelighed, at de ikke har ført bedre kontrol.

▪ Der kan blive tale om ansvar hvor virksomheden fortsættes selv om dette - kendeligt for ledelsen, men ikke for aktionærene - er udsigtsløst jf. U.1998.1137H

▪ Der kan også blive tale om ansvar såfremt ledelsen lader egne eller tredjemands interesse gå forud for selskabets.

▪ Beslutning om rejsning af erstatningssag træffes af generalforsamlingen jf. ASL § 144.

▪ Ansvaret overfor enkeltaktionærer

▪ Ansvarsgrundlaget er også her culpa

▪ Der vil navnligt blive tale om ansvar når kreditorer ex. leverandører leverer på kredit i god tro om selskabets likviditet som følge af urigtige oplysninger fra ledelsen.

▪ Endvidere vil der kunne foreligge ansvar når selskabet ikke griber ind i tide overfor en "synkende skude".

Aktionærernes erstatningsansvar

▪ Aktionærernes ansvar følger af ASL § 142 hvorefter ansvarsgrudlaget er fortsæt eller grov uagtsomhed.

▪ Er en aktionær tillige et medlem af ledelsen ifalder han ansvar efter de strengeere regler herom.

▪ Der kan bliver tale om "gennembrudshæftelse" når der er når identitet imellem aktionæren og selskabet jf. også sagen om midtfyns festivalen.

Minoritetsbeskyttelse (SF s. 236 - 246 & AA s. 359 - 382)

Minoritetsbeskyttelsesregler

De almindelige regler om vedtægtsændringer

▪ Disse regler følger af ASL § 78

Særligt indgribende vedtægtændringer

▪ Disse følger af ASL § 79

Øvrige minoritetsbeskyttelsesregler

▪ Herom henvises til pensum s. 241f. samt de af Noe Munch udleverede papirer om minoritetsbeskyttelse

Individualrettigheder

Forøgelse af pligter

▪ Efter ASL § 79, stk. 1 er en vedtægtsændring om forøgelse af aktionærenes forpligtelser kun gyldig såfremt samtlige aktionærer samtykker.

Lighedsgrundsætninger

▪ Som udgangspunkt gælder en lighedsgrundsætning jf. ASL § 17. Denne kan dog fraviges via vedtægterne.

Generalklausulen i ASL § 80

▪ Efter ASL § 80 må generalforsamlingen ikke træffe en beslutning som åbenbart er egnet til at skaffe visse aktionærer eller andre en utilbørlig fordel på de øvrige aktionærers eller selskabets vegne.

Søgsmål i anledning af generalforsamlingsbeslutning

▪ For søgsmål mod generalforsamlingen gælder en frist på 3 måneder jf. ASL § 81. Der gælder dog en række undtagelser hertil, samt den almindelige passivitetsgrundsætning.

Om minoritetsbeskyttelse henvises i øvrigt til deaf Noe Munch udleverede palncher som indeholder en udførlig opregning og systematisering.

Årsregnskab, revision og granskning (SF s. 246 - 253 & AA s. 383 - 410)

Granskning

▪ Reglerne om granskning findes i ASL § 86

Likvidation m.v. (SF s. 254 - 259 & AA s. 483 - 547)

Likvidation

▪ Likvidation forudsætter at der er fuld dækning til alle. Er dette ikke tilfældet skal selskabet sættes under konkurs.

▪ Er et selskab under likvidation skal dette bibeholde sit navn, men med tilføjels "under likvidation".

▪ Reglerne om likvidation findes i ASL kap. 14

Tinglysning

Hvilke rettigheder kan og skal tinglyses (Lærebog i tinglysning (Lit) s. 43 - 59 og Peter Mortensen "Tinglysning" (T) s. 26 - 68)

Begrebet "ret"

▪ Det følger af TL § 10, at der for at kunne få en "ret" tinglyst skal denne gå ud på at "fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over en bestemt frast ejendom"

▪ Et testamenter over fast ejendom kan således kun tinglyses såfremt det er uigenkaldeligt eller at testator allerede er død.

▪ En fuldmagt kan på samme måde alene tinglyses såfremt den er gjort uigenkaldelig og samtidig begrænser fuldmagtsgivers adgang til at disponere over ejendommen.

▪ HR. Det er et krav for tinglysning, at den forpligtede og berettigede ikke er den samme person (eller er der jo ikke tale om nogen "ret")

▪ U. Ejerpantebreve (her accepteres fiktionen)

▪ U. Tinglysning af servitutter ifm. udstykning

Kravet om "ret over fast ejendom"

▪ Der er alene tale om en ret over fast ejendom såfremt retten falder ind under en af de tre endenstående kategorier.

▪ Retten giver adgang til faktisk eller retlig råden over en fast ejendom, eller den går ud på at begrænse adgangen til en sådan råden.

▪ Panterettigheder

▪ Retten kan gøres gældende overfor en eller flere kommende ejere af ejendommen.

Begrebet "bestemt fast ejendom"

▪ I dette krav ligger princippet om ejendommen enhed jf. TL § 10, stk. 1. Princippet indebærer, at der ikke kan tinglyses en ret over en bestemt del af en ejendom. Retten skal hvile på hele ejendommen.

▪ Princippet indebærer, at en servitut som hviler på en ejendom, hviler på denne i sin helhed, dvs. at hele ejendommens realisationsværdi hæfter for den.

▪ TL § 10, stk. 1 er dog ikke til hindre for, at der kan være sameje over en ejendom.

▪ Princippet indebærer også, at ejes en ejendom af et interessentselskab, kan køberen af en interessents anpart ikke få tinglyst en delvis ret over den faste ejendom.

▪ Hvorvidt der foreligger en "bestemt" fast ejendom afhænger af om en af følgende krav er opfyldt.

▪ Om der er tale om et matrikelnummer jf. udstykningslovens § 2

▪ Om der er tale om en "umatrikuleret ejendom" jf. udstykningslovens § 4, stk. 2.

▪ Om der er tale om bygninger på lejet grund jf. TL § 19, stk. 1

▪ Om en ejerlejlighed har fået sit eget blad i tingbogen.

Undtagelser fra kravet om tinglysning (LIt s. 50 - 57 & T s. 90 - 113)

TL § 2 - Overdragelse af TINGLYSTE pantebreve over fast ejendom

▪ TL § 2 fastslår, at overdragelse eller anden overførelse af et TINGLYST pantebrev over fast ejendom ikke behøver tinglysning. Bestemmelsen omfatter både negotiable pantebreve, og simple pantebreve (ex. fordi udstyret med rektaklausul). For de negotiable er erhververens sikringsakt overfor overdragerens kreditorer (aftalens indgåelse) og omsætningserhververe (ihændehavelse jf. Gbl .§ 14). Fsa. simple gældsbreve er sikringsakten denunciation jf. Gbl § 31, stk. 1 (kreditorer) eller Gbl. § 31, stk. 2 (omsætningserhververe).

▪ Se også nedenstående om forholdet til TL § 27.

▪ Er et pantebrev IKKE TINGLYST er erhververen beskyttet efter de almindelige regler i gældsbrevsloven.

TL § 3 - Brugsrettigheder stiftet på tidsvilkår som er sædvanligte

▪ TL § 3, stk. 1 - Der er oftest tale om lejeforhold hvor også LL § 7, stk. 1 finder anvendelse. Bemærk, at også tidligere stiftede og sikrede rettigheder skal respektere brugsrettigheder på sædvanlige vilkår.

▪ TL § 3, stk. 2 - Undtager forudbetalinger ud over et halvt år samt huslejesænkninger fra hovedreglen om lysningsfritagelse i TL § 3, stk. 1. Se nærmere Lærebog i tinglysning s. 53 - 55.

▪ BEMÆRK Brugsrettigheder giver ctr. servitutter ejeren af rettigheden en besiddelse og adgang til en generel råden. Servitutter (som ikke er omfattet af TL § 3 giver alene ejeren en råden i en specifik henseende.

TL § 4

▪ TL § 4 hjemler lysningsfritagelse for byrde som en køber i almindelighed må forvente der hviler over en fast ejendom. Disse omfatter

▪ Skatte og afgiftsbyrder

▪ krav i fbm. vand, el, varme osv.

▪ Visse anlægudgifter, ex. til vej og kloak.

TInglysningens funktion (Lit s. 5 - 43 & T s. 275 - 339)

Tinglysningens hovedfunktion

▪ Tinglysningens hobedfunktion er at sikre rettigheder over fast ejendom i forhold til tredjemand, der erhverver modstridende rettigheder, men helt undtagelsesvis kan tinglysning tillige være en betingelse for gyldighed inter partes, ex. TL § 27 i enkelte tilfælde.

TL § 1

Generelt om TL § 1

▪ TL § 1 skal sikre tingbogen negative troværdighed. Dvs. at erhverver man en aftale i god tro om en ret over den faste ejendom, og får man denne aftale tinglyst, må man kunne stole på, at man ikke kommer til at respektere servitutter, panterettigheder, udlæg ejendomsrettigheder osv. der ikke fremgår af tinglysningens bøger.

▪ TL § 1 omhandler omsætningsbeskyttelseskonflikten. Dvs. den situation hvor overdrageren (sælger) er formelt legitimeret, og er eller har været materielt berettiget. I denne situation erhverver begge "erhververe" deres ret fra den samme person, nemlig overdrageren. Dette er tillige den eneste situation hvor der kan ske kreditor ekstinktion.

▪ Der sker således ekstinktion fordi der en tidligere ret er blevet forsømt igennem hel eller delvis manglende tinglysning

Hvem kan ekstingvere efter TL § 1

▪ Det følger af TL § 1, stk. 1, at ikke tinglyste rettigheder kan fortrænges af både aftaleerhververe og kreditorer. Bestemmelsen hjemler således også kreditor ekstinktion. Dette er i modsætning til TL § 27, hvorfor det er så meget vigtigere, at den rigtige bestemmelse benyttes.

▪ Særligt om tvangsauktionskøbere og sondringen imellem kreditor og aftaleerhverver se lærebog i tinglysning s. 19.

Virkningen af ekstinktion

▪ Ekstinktion strækker sig aldrig længere end nødvendigt for at tilgodese den ekstingverendes interesser. Dette betyder, at en køber af en fast ejendom vil kunne ekstingvere en tidligere utinglyst ret over en fast ejendom og derved udslukke den pågældende ret helt. En panteret i ejendommmen som kan ekstingvere en tidligere utinglyst ret, vil derimod ikke udslukke den pågældende ret, men bare skubbe den længere ned i prioritet. Se lærebog i tinglysning s. 19 - 20.

Tidspunktet for retsvirkningen sindtræden

▪ HR. Tinglysningsloven § 25. Bestemmer, at et dokument anses for tinglyst når det er indført i tingbogen. Retsvirkningerne af tinglysningen regnes imidlertid allerede fra anmeldelsen og anmeldelsestidspunktet er yderligere det tidspunkt hvor den gode tro jf. TL § 5 skal være til stede hvis man er aftaleerhverver.

▪ U. Dokumenter der anmeldes den samme dag. Disse dokumener sidestilles jf. TL § 25. Det er dog en forudsætning for sidestillelse, at de to rettigheder er i modstrid med hinanden. (ellers er der jo ikke nogen konflikt). Om fordelingen af en auktionssum i tilfælde af sidestillede prioriteter se lærebog i tinglysning s. 23.

Kravet om god tro

▪ Det følger af TL § 5, at der ved god tro efter denne lov, dvs. efter både TL §§ 1 og 27 forstås at erhververen hverken kendte eller at hans ukendskab skyldtes grov uagtsomhed. Den gode tro skal endvidere være til stede på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning (det nøjagtige tidspunkt), eller fsa. overdragelse af pantebreve på overdragelsens tid.

▪ Bestemmelsen afviger fra den almindelige god tro begreb hvorefter det er tilstrækkeligt for ond tro, at erhververens ukendskab skyldtes simpel uagtsomhed. Der skal således mere til for at kunne statuere ond tro efter TL § 5.

▪ Erhververen har ingen undersøgelsespligt hverken over ejendommen eller over andre utinglyste dokumenter. Erhververen skal således før overdragelsen være blevet bekendt med et forhold, der kan vække begrundet mistanke om andre utinglyste rettigheder. En overdragers oplysninger eller adfærd kan vække mistanke, selv om sælger ikke direkte oplyser om den utinglyste ret. Hvis en sælger ex. tager forbehold om ansvarsfrihed i anledning af vanhjemmel i en bestemt relation bør køber formentlig undersøge baggrunden herfor.

▪ En købers undersøgelse i anledning af foruroligende oplysning eller anden mistanke jf. ovenstående, må normalt foregå på den måde, at køber tager kontakt til den der formodes at have den pågældende modstridende ret. Får køber herfra et beroligende svar vil dette normalt ikke være tilstrækkeligt. Der kræves således noget yderligere fra købers side.

Særligt om hævd jf. TL § 26

▪ Hvordan vinder man hævd efter DL 5 - 5 - 1 & 5 - 5- 2

▪ Hævdinstituttet omfatter alle rettigheder over fast ejendom.

▪ Der skal være gået en vis periode

▪ Hævdsperioden må ikke være afbrudt ved hverken retlige skridt eller anerkendelse

▪ Hævd fører til bortfald af såvel tinglyste som utinglyste rettigheder jf. TL § 26, stk. 3

▪ Hvordan kan man fortrænge en hævdsvunden rettighed jf. TL §§ 1 og 26

▪ Hævden må ikke være tinglyst efter TL § 1

▪ Der skal være tale om aftale el. kreditorforfølgning

▪ Retten skal selv være tinglyst

▪ God tro jf. TL § 5

▪ Der må ikke være sket protest i 2 år, jf. TL § 26

TL § 27

Generelt om TL § 27

▪ TL § 27 skal sikre tingbogens positive troværdighed. Dvs. at en godtroende erhverver der får sin ret tinglyst også kan regne med, at de rettigheder der fremgår af tingbogen eksisterer.Er dette ikke tilfældet sikrer TL § 27 enten erhververen igennem ekstinktion eller erstatning jf. TL § 31.

▪ Alene aftaleerhververe kan ekstingvere efter TL § 27.

▪ Det karakteristiske er i dette tilfælde, at overdrageren ved aftale overfører en ret til erhverver 1 som efterfølgende overdrager retten til erhverver 2.

Ekstinktionssituationen er her den, at erhverver 2 afleder sin ret fra en person (erhverver 1) som er formelt legitimeret, men som ikke er og aldrig har været materielt berettiget til at råde over den pågældende ret.

▪ Overdragerens ret ekstingveres i disse tilfælde pga. for vidtgående tinglysning af erhverver 1's ret.

▪ Der er i disse tilfælde tale om en rettighedskonlikt, forstået på den måde at konflikten vedrører spørgsmålet om hvorvidt overdrageren kan gøre en ret gældende overfor erhverver 2, eller om denne har ekstingveret overdragerens ret.

Kravet om en modstridende rettighed

▪ Såfremt erhverver 2 efter en fortolkning af aftalen ikke har opnået nogen ret over den pågældende ejendom som er i strid med overdragerens ret, og har erhverver 2 ikke nogen grund til at kende til den modstående ret, opstår der ikke noget ekstinktionsproblem.

Ekstinktion til fordel for den umiddelbare medkontrahent?

▪ TL § 27 kan efter dens ordlyd omkinrg et "dokument" og en "tinglyst aftale" også hjemle ekstinktion til hordel for erhverver 1 dvs. have virkning inter partes. At bestemmelsen også kan benyttes i denne situation hænger sammen med, at man ellers ville afskære erhverver 1 fra at modtage erstatning efter TL § 31 når denne efter at have tinglyst en ret i god tro kunne blive mødt med stærke indsigelser fra overdragerens side.

TL § 27 har dog ikke noget stort anvendelsesområde inter partes, idet reglerne i aftaleloven har forrang jf. lærebog i tinglysning s. 30 - 31. (der kan dog opstå forskelle i kraft af det mere lempelige god tro krav i TL § 5)

Forholdet til andre regler der hjemler ekstinktion uden tinglysning

Aftl. §§ 29 - 33

▪ Husk, at i forhold til inter partes relationen finder Aftl. regler om svage ugyldighedsgrunde anvndelse forud for TL § 27. Men hvis erhverver 1 videreoverdrager en ret til erhverver 2 finder TL § 27 anvendelse på forholdet imellem overdrageren og erhverver 2.

Fuldmagtregler

▪ Har en fuldmægtig handlet indenfor fuldmagten men udenfor bemyndigelsen overfor en godtroende tredjemand vil denne erhverve ret allerede efter aftalelovens regler. Der er således i dennes situation ikke noget at benytte TL § 27's inter partes funktion til.

▪ Har en fuldmægtig handlet helt udenfor fuldmagten er der tale om en stærk ugyldighedsgrund hvorfor tredjemand hverken kan erhverve ret efter reglerne i aftl. eller TL § 27. Den eneste betydning en tinglysning af tredjemand ret er i denne situation, at han opnår ret til erstatning jf. TL § 31.

Pro Forma

▪ Udstedes et pro forma dokument, vil erhverver 2 allerede efter reglerne i Aftl. § 34 kunne ekstingvere. Reglen i TL § 27 er i disse tilfælde sekundær.

Retsvirkningslovens § 18

▪ Se familieret s. 447f.

Særligt om transport af panterettigheder

▪ Negotiable pantefordringer

▪ Er der tale om et utinglyst negotiabelt pantebrev i fast ejendom skal ekstinktionsspørgsmålet afgøres efter Gbl. §§ 15 - 17

▪ Er der tale om et tinglyst negotiabelt pantebrev i fast ejendom skal ekstinktionsspørgsmålet bedømmes efter TL § 27. I denne relation skal bestemmelsen dog fortolkes fuldt ud i overensstemmelse med Gbl. §§ 15 - 17 hvorfor de samme betingelser skal være til stede for ekstinktion. Den eneste forskel ligger i, at god tro kravet i TL § 5 er lempeligere end efter Gbl. § 15. Er der tale om et tinglyst pantebrev vil erhverver 2 kunne ekstingvere selv om han har optrådt simpelt uagtsomt, hvilket ikke ville være tilfældet såfremt der var tale om et utinglyst pantebrev.

▪ Ikke negotiable pantefordringer

▪ Såfremt der er tale om anvendelse af en rektaklausul må denne også respekteres af erhverver 2 idet påtegningen fremgår af selve pantedokumentet. Denne kan således ikke benyttes sig af TL § 27 til at ekstingvere.

▪ Særligt om skadesløsbreve se lærebog i tinglysning s. 35

Tidspunktet for retsvirkningens indtræden

▪ For at der kan ske ekstinktion kræves, at to betingelser er opfyldt.

▪ Retsvirkning for ekstinktion efter GTL § 27 er det tidspunkt hvor dokumentet (det som der er noget galt med - ex. ugyldigt) er blevet tinglyst og bliver udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret.

▪ Erhverver 2 skal jf. TL § 27 også have anmeldt sin ret til tinglysning før han kan ekstingvere.

Indsigelser der bevares efter TL § 27

▪ Der er en række indsigelser som ikke kan ekstingveres efter TL § 27. Disse indsigelser omfatter de stærke ugyldighedsgrunde og omfanget må bedømmes efter de samme synspunkter som Gbl. §§ 16 - 17. Om umyndighed og manglende tinglysning heraf se lærebog i tinglysning s. 37.

Kravet om god tro

▪ Herom henvises til ovenstående omkring TL § 5.

Erstatning i tilfælde af stærke indsigelser

▪ Kan overdrageren gør en stærk indsigelse gældende overfor erhverver 2 (eller erhverver 1 i de sjældne inter partes situationer) kan den godtroende erhverver som må se sin ret blive vindiceret af overdrageren opnå erstatning fra statskassen på et objektivt grundlag jf. TL § 31.

Sondringen mellem TL §§ 1 og 27

Sondringens betydning

▪ Sondringen har to betydninger. For det første at det er forkert citeret. Men mere vigtigt for det andet, at kreditorer alene kan ekstingvere efter TL § 1. At lade en kreditor ekstingvere efter TL § 27 vil således være en dødssynd.

Kriteriet for sondringen

▪ Der kan henvises til anvendelsesområdet for de to bestemmelser jf. ovenstående. her skal dog anføres forskellene.

▪ TL § 1 omfatter den situation, at to rettigheder er afledt fra samme person, dvs. der er tale om en omsætningsbeskyttelseskonflikt (eller dobbeltoverdragelse), mens TL § 27 omfatter den situation, at der er tale om en overdragelse af overdrageren til erhverver 1 som efterfølgende videreoverdrager en ret til erhverver 2. Konflikten står i dette tilfælde ikke imellem de to erhververe, men imellem erhverver 2 og overdrageren.

▪ TL § 1 omfatter også kreditorer modsat TL § 27 som alene finder anvendelse på aftaleerhververe.

▪ Tidspunktet for retsvirkningerne indtræden er forskellige jf. TL §§ 25 og 27

▪ TL § 27 kan modsat § 1 også benyttes inter partes (den praktiske betydning dog ikke stor pga. reglerne i aftl.)

▪ I en § 1 situation afleder begge erhververe deres ret fra en person som både er formelt legitimeret, og som samtidig er eller har været materielt berettiget. I en § 27 situation afleder erhverver 2 sin ret fra en som er formelt legitimeret, men som ikke er og aldrig har været materielt berettiget.

Tvivlstilfælde (afgør det efter om overdrageren er eller har været materielt berettiget)

▪ Tilfælde som er omfattet af begge bestemmelsers ordlyd

▪ Disse tilfælde omfatter, at der oprindeligt foreligger en § 1 situation, men hvor erhverver 2 (som er i ond tro) videreoverfører retten enten ved aftale (erhverver 3) eller kreditorforfølgning. Spørgsmålet bliver herefter om den utinglyste erhverver 1 kan gøre sin ret gældende overfor erhverver 3/kreditor? Forholdet er omfattet af begge bestemmelsers ordlyd, men kalder man det en § 1 sit. sker der ekstinktion til fordel for erhverver 3/kreditor. Kalder man det modsat en § 27 sit. kan ihvertfald kreditoren ikke ekstingvere da bestemmelsen ikke omfatter kreditorer. Hvorvidt en aftaleerhverver 3 kan ekstingvere afhænger af dennes gode/onde tro.

▪ Willumsen vil anvende § 27 i denne situation (se pensum s. 12 - 14)

▪ Specielt om ophør af begrænsede rettigheder

▪ Sit. 1 - Overdrageren giver erhverver 1 en begrænset ret over en fast ejendom som tinglyses. Efer et par år aftaler parterne at retten skal ophøre men får ikke foretaget tinglysning af ophøret. Efterfølgende videreoverføres retten enten ved aftale til erhverver 2 eller ved kreditorforfølgning. Illum antager her, at TL § 27 skal finde anvendelse. Pensum træffer ikke afgørelse. Argumenter selv for og imod i en eksamenssituation. (pensum s. 15 - 16)

▪ Sit. 2 - Overdrageren giver erhverver 1 en en begrænset ret over en fast ejendom som tinglyses. Efterfølgende benytter overdrageren svig til at får erhverver 1 med til at aflyse den begrænsede ret. Efter aflysningen overføres en modstridende ret til erhverver 2 eller kreditor. Fr. Vinding Kruse mente at dette var en § 1 situation. Willumsen siger TL § 27 idet forholdet må ligestilles med at erhverver 1 har en indsigelse som evt. kan gøres gældende overfor erhverver 2 (finder TL § 27 anvendelse kan der overhovedet ikke ske kreditorekstinktion). Argumenter selv i en eksamenssituation. (pensum s. 16 - 17)

▪ Argumentationen i tvivlstilfælde.

▪ Når der foreligger et tvivlstilfælde skal man argumentere ud fra for/imod muligheden for at lade kreditor ekstingvere (dvs. vælge en TL § 1 løsning). Det at lade en kreditor ekstingvere udgør nemlig undtagelsen i dansk tingsret, og er der i den konkrete situation ikke nogle af de momneter til stede som var grunden til at man åbnede muligheden for kreditorekstinktion må man følgeligt kvalificere situationen under TL § 27.

▪ Baggrunden for at åbne muligheden for kreditorekstinktion var (jf. Fr. Vinding Kruse, Tinglysning samt nogle spørgsmål i vor tids realkredit, 1923, s. 166), at det i tilfælde af at en ejer af fast ejendom blev udsat for konkurs eller kreditorforfølgning kunne være fristende at foretage andateringer (dvs. forfalske tidspunkter i dokumeneter) eller udøve pro forma retshandler. eller endelig begunstige enkelte kreditorer på de øvriges bekostning. Selv om disse tilfælde i høj grad er imødekommet med omstødelsesinstituttet og Aftl. § 34, må man i den konkrete situation gå ind og se på om der er fare for nogle af disse forhold. Er dette ikke tilfældet er der ingen grund ti at give kreditor mulighed for at ekstingvere, hvorfor § 27 løsningen må vælges.

TL § 28

▪ Er der ikke tale om en indsigelse imod gyldigheden af et dokument, men derimod om en rettighed ex. at et tinglyst negotiabelt pantebrev i fast ejendom er blevet stjålet fra overdrageren og videresolgt til erhverver 2, finder TL § 28 anvendelse. Denne bestemmelse skal i det hele fortolkes i overensstemmelse med Gbl. § 14, hvilket også gør sig gældende i relation til god tro kravet idet TL § 5 ikke finder anvendelse i denne situation.

▪ BEMÆRK Tinglysningslovens § 28 finder kun anvendelse på tinglyste negotiable pantebreve i fast ejendom. Er der tale om ikke tinglyste negotable pantebreve i fast ejendom finder Gbl. § 14 direkte anvendelse, og er der tale om simple pantebreve i fast ejendom finder Gbl. § 27 anvendelse uanset om de er tinglyst eller ej, idet en erhverver 2 kan se ud fra pantebrevets tekst at det er gjort simpelt og derved har accepteret ikke at benytte hverken TL §§ 27 eller 28.

TL § 29

▪ Bestemmelsen vedrører hvem der skal ske betaling til med frigørende virkning. Bestemmelsen supplerer de øvrige bestemmelser om frigørende betaling, dvs. den konflikt som vedrører legitimation som kreditor. Bestemmelsen angiver således alene nogle supplerende regler som finder anvendelse på særlige betalinger som har hjemmel/står anført i et tinglyst dokument.

Fremgangsmåden ved tinglysning (Lit s. 59 - 80 & T s. 198 - 275)

Grundlaget for tinglysning

▪ Der skal foreligge et dokument jf. TL § 9, stk. 1. Det pågældende dokument skal være underskrevet, og privata dokumenter skal være dispositive, og udstedt af den, der forpligtes.

▪ Om ikke endelige afgørelse ifm. tinglysning af offentlige dokumenter se pensum s. 59 - 60

▪ Dokumentets indhold må ikke stride mod loven, herunder ex. en videre oprykningsret end efter TL § 40.

▪ Indholdet skal være "endeligt fastsat" dvs. der skal ex. være fastsat et beløb i dokumentet (skadesløsbreve udgør undtagelsen hertil).

▪ HR. Den som kræver et dokument tinglyst skal jf. TL § 10, stk. 1 være formelt legitimeret til at råde over dokumentet, Tingdommeren skal dog ikke foretage nogen dybdegåeden prøvelse heraf.

▪ U. Tinglysning af påtegninger på pantebreve i fast ejendom

▪ U. Opførelse af en bygning på fremmed grund jf. TL § 19, stk. 1

▪ U. Panterettigheder som angiver at have den samme prioritet. Tinglysning med retsanmærkning jf. TL § 15, stk. 4

▪ U. Særligt om dokumenter som er anmeldt til tinglysning, men som endnu ikke er indført i tingbogen.

▪ U.Særligt om umyndiggørelse.

▪ U. Særligt om arrest.

Tinglysningsdommerens reaktionsmuligheder

▪ Opfylder et dokument ikke de krav som efter ovenstående regler kræves for anmærkningsfri tinglysning kan dommeren reagere på en af følgende måder.

▪ Afvise dokumentet

▪ Dette vil være konsekvensen såfremt dokumentet har mangler efter TL § 14, stk. 2, men også TL § 15, stk. 2 nævner grunde til afvisning fra tingbogen. (se også tinglysnnigsafgiftsloven § 4, stk. 2)

▪ Lyse dokumentet med frist

▪ Lysning med frist kan ske efter TL §§ 15, stk. 3 og 8, stk. 2

▪ Lyse dokumentet med retsanmærkning

▪ Her fremhæves alene TL § 15, stk. 4 og 5 om prioriteter som angiver at skulle have den samme plads i prioritetsrækkefølgen.

▪ Foretage en delvis afvisning af dokumentet

▪ Kan finde sted når alene en del af teksten i et dokument er ex. ugyldigt.

Tvivl om lysningsgrundlaget

▪ Relaterer tvivlen sig til spørgsmålet om tingbogen legitimerer udstederen af dokumentet til at stifte den pågældende ret, må dommeren afvise.

▪ Relaterer tvivlen sig til spørgsmålet, om det anmeldte dokument har et ulovligt indhold, må dommeren lyse trods tvivlen.

▪ Relaterer tvivlen sig til hvorvidt tinglysning er overflødig til rettens beskyttelse må dommeren lyse trods tvivlen.

▪ Kender dommeren (helt undtagelsesvist) til en modstridende men utinglyst ret, skal han alligevel tinglyse dokumentet.

▪ Dommerens mistanke om at det anmeldte dokument i sig selv ikke er gyldigt kan heller ikke føre til afvisning af lysning.

Ekspeditionen på tinglysningskontoret

▪ Tinglysning kan begæres af enhver, der har en retlig interesse i lysningen

▪ Om øvrigt ifm. lysningen se pensum s. 72 - 76

Rettelse af tingbogen

TL § 34

▪ Bestemmelsen indeholder relger om erstatning ifm. at der må foretages rettelse af tingbogen pga. fejl.

▪ Er der inden rettelsen blevet indgået en aftale i god tro over ejendommmen skal der jf. TL § 34, stk. 1, 2. pkt. efter et skøn ske en afvejning af hvem der skal have retten og hvem som må nøjes med erstatning.

TL § 20

▪ Denne bestemmelse overlapper til dels § 34, og omhandler den situatiun, at rettigheder der er ophørt ikke er blevet slettet i tide.

Retsmidler mod tinglysningsafgørelser

▪ Tingdommerens afgørelse skal jf. TL § 36 kæres inden to uger.

Betinget overdragelse af fast ejendom (Lit s. 82 - 96 & T s. 127 - 151)

Generelt om betinget overdragelse

▪ Efter TL § 6 betegnes ethvert dokument, der overdrager ejendomsretten, som et skøde uanset om det er betinget eller ubetinget, og i første fald uden hensyn til betingelsens art. En købsaftale (tidligere benævnt "slutseddel") er altså også et skøde i tinglysningslovens forstand.

▪ Dokumenter som stifter forkøbsret eller køberet betegnes dog ikke som skøder uanset ordlyden af TL § 6.

Retsstillinge imellem køber og sælger så længe betingelsen er svævende

▪ Det typiske eksempel er skøder hvor ejendosretten betinges af købesummens betaling eller udstedelsen af sælgerpantebrev (eller begge).

▪ Fsa. den faktiske råden afhænger dette af aftalen imellem sælger og køber. Såfremt besiddelsen efter aftalen er gået over på køber, kan denne dog ikke råde over ejendommen på en sådan måde, at værdien formindskes væsentligt.

▪ Fsa. den retlige råden er udgp. at begge parter kan råde retligt over den ret som tilkommer dem. Dvs. er sælger kan give transport på den fremtidige købesum så længe denne aftale respekterer at køber skal have den fast ejendom, og modsat kan køber ex. give en panthaver sikkerhed i den faste ejendom, men med respekt af sælgers ret.

Sælgers standsningsret

▪ Sælger af fast ejendom antages at have en standsningsret efter de same principper som dem der finder anvendelse på løsøre. Skæringstidspunktet er imidlertid ikke overgivelsen af den faste ejendom, men deimod det tidspunkt hvor sælger har underskrevet og overgivet et ubetinget skøde til køber.

Retsstillingen imellem køber og sælger når det er afklaret om betingelsen vil indtræde

Betingelsen indtræder

▪ Når betingelsen indtræder, bliver køberens ret ubetinget, uden at nogen yderligere "endelig overdragelsesretshandel" fra sælgers side er nødvendig.

Betingelsen indtræder ikke

▪ Dette vil typisk være tilfældet når køber misligholder sin betalingsforpligtelse. Kan sælger efter alm. obligationsretlige grundsætninger hæve fordi misligholdelsen er væsentlig (hvilket den typisk er idet der er tale om en pengeforpligtelse) opstår der tre problemstillinger.

▪ Spørgsmålet om sælgers genindsættelse i besiddelsen af ejendommen

▪ I de tilfælde hvor køber er i besiddelse af ejendommen kan sælger som udgp. som følge af ophævelsen kræve sig indsat i ejendommen ved en umiddelbar fogdeforretning.

▪ Spørgsmålet om købers tilbageholdsret for evt. allerede erlagte ydelser.

▪ Teorien er delt. Ifølge Willumsen er det rette, ikke at give køber tilbageholdsret i den faste ejendom.

▪ Spørgsmålet om aflysningen af det betingede skøde

▪ Der syntes i teorien at være enighed om, at følgende dokumenter kan tjene som grundlag for en aflysning.

▪ En dom over køberen der fastslår ophævelsen

▪ En udskrift fra fogdeprotokollen, hvorefter køber pga. misligholdelse er udsat af ejendommen.

▪ En erklæring fra køber.

Retsstillingen i forhold til tredjemand

Retsstillingen imellem sælger og købers successorer

▪ Betingelsen indtræder

▪ Her opstår ikke nogen konflikt idet køber erhverver ubetinget ret over ejendommen.

▪ Omkring sælgerpantebreve bemærkes, at disse ikke behøver ny tinglysning. Sælgerpantebrevets prioritetsstilling fremtræder af den tinglyste betingede skøde, hvilket betyder at efterfølgende rettigheder skal respektere det.

▪ Betingelsen indtræder ikke

▪ Bortfalder købers ret fordi betingelsen ikke indtræder, bortfalder også købers succesores ret.

Retsstillingen imellem køber og sælgers successorer

▪ Retsstillingen imellem køber og sælgers "nye køber" af ejendommen

▪ Sælgeren kan efter tinglysningen af det betingede skøde fortsat råde retligt over ejendommen, herunder også sælge den til en anden køber, så længe dette sker med respekt af det betingede skøde (dvs. salget bliver kun til en realitet såfremt købesummen ikke betales af køber nummer 1. Der er heller ikke nogen tvivl om, at køber nummer 2 vil kunne få denne ret til at købe med respekt af køber 1's ret tinglyst.

▪ Retsstillingen imellem køber og sælgers aftaleerhververe/kreditorer over den fordring på købesummen som sælger har mod køber

▪ Denne fordring er en simpel fordring hvorefter Gbl. kap. III finder anvendelse

▪ Sælgerens aftaleerhververe skal således denuntiere jf. Gbl. § 31 til køber for at blive beskyttet over for sælgers andre aftaleerhververe og kreditorer. Sælgerens kreditorer er beskyttet fra foretagelse af udlægget eller fsa. konkurs efter KL §§ 29 - 31.

▪ Sælgerens aftaleerhververe og kreditorer skal, for at sikre sig imod, at køber betaler med frigørende virkning give køber meddelelse om overdragelsen efter Gbl. § 29. (TL § 29 er alene en supplerende bestemmelse)

Tinglysning vedrørende løsøre og formue i almindelighed (Lit s. 98)

Tinglysning i bilbogen

▪ De rettigheder der jf. TL § 42d, skal tinglyses i bilbogen er

▪ Ejendomsforbehold

▪ Underpant

▪ Retsforfølgning for så vidt skyldneren ikke er berøvet rådigheden over køretøjet.

Tinglysning i personbogen

▪ De rettigheder som skal tinglyses i personbogen er

▪ Underpant i løsøre jf. TL § 47

▪ Fratagelse af den retlige handleevne efter VML § 6 jf. TL § 48

▪ Ægtepagter jf. TL § 53, stk. 2

▪ Bestikkelse af værge ifm. en sigtets formue jf. Rpl. § 802, stk. 1

Transportret

Transportformerne

▪ Successive/sammensatte transporter hvorved forstås de tilfælde hvor en transport omfatter brugen af flere forskellige transportmidler.

▪ Gennemgangstransport hvorved forstås de tilfælde hvor der er tale om successive transporter men hvor den samme type transportmiddel benyttes.

▪ Kombineret/multimodal transport hvorved forstås de tilfælde hvor der er tale om successive transporter men hvor der benyttes forskellige typer af transportmidler.

Erstatningsbeføjelsen

Transportansvaret

▪ Søtransport

▪ Ansvarsreglerne er (gods)præceptive jf. SL § 254

▪ Ansvarsgrundlaget er culpa med omvendt bevisbyrde

▪ HR. Transportøren bærer ansvaret mens han har godset i sin varetægt jf. SL § 274

▪ U. Ikke ansvar for nautiske fejl begået af mandskabet (dvs. rederens ansatte)

▪ U. Ikke ansvar ved brand

▪ BEMÆRK ansvarsfrihedsgrundene kan ikke påberåbes når skibet var usødygtig ved rejsens start.

▪ Erstatningsberegningen fremgår af SL § 279

▪ Husk reklamationsfristen i SL § 288, stk. 3

▪ Internationale landevejstransport

▪ Ansvarsreglerne er præceptive jf. CMR § 1, stk. 3

▪ Ansvarsgrundlaget er objektivt jf. CMR § 24, stk. 1

▪ Der findes dog en række ansvarsfrihedsgrunde i CMR § 24, stk. 2

▪ HR. Transportøren er ansvarlig for godset mens det er i hans varetægt jf. CMR § 24, stk. 1

▪ U. ansvarsfrihedsgrundene i CMR § 24, stk. 2.

▪ U. De særlige ansvarsfrihedsgrunde i CMR § 25, stk. 1

▪ Erstatningsberegningen følger af CMR §§ 29 - 33

▪ Husk reklamationsfristen i CMR § 38, stk. 2

▪ National landevejstransport

▪ Ansvarsgrundlaget er culpa med omvendt bevisbyrde

▪ Er skaden omfattet af færdses § 101 er ansvaret objektivt.

▪ Husk reklamationsfristen dvs. en alm. grundsætning om reklamation inden rimelig tid.

▪ BEMÆRK forældelse efter 1908 loven

Forsinkelsesansvaret

▪ Internationale landevejstransporter

▪ Husk reklamationsreglen i CMR § 38, stk. 3

▪ Søtransporter

▪ Husk reklamationsreglen i SL § 288, stk. 3

Udleveringsansvaret

▪ Hvorvidt der kan blive tale om et udleveringsansvar hænger i høj grad sammen med om transportdokumentet legitimerer modtageren til at kunne tage imod godset. Omkring transportdokumenter og legetimation se nedenstående.

▪ Ansvarsgrundlaget ifm. udleveringsansvaret er dansk rets almindelige culpa regel

▪ Erstatningen vil som det klare udgp. være dansk rets almindelige udgp. om fuld erstatning af den positive opfyldelsesinteresse.

▪ Udlevering til den materielt berettigede

▪ Her vil der aldrig kunne blive tale om et udleveringsansvar.

▪ Udlevering til den ikke materielt berettigede.

▪ Modtageren er ikke legitimeret til at modtage godset

▪ Her er transportøren ansvarlig

▪ Modtageren er korrekt legitimeret jf. nedenstående om fragtbrevet

▪ Her er transportøren ikke ansvarlig medmindre han kendte eller burde kende til modtagerens manglende materielle berettigelse.

Beskrivelsesansvaret

▪ Ansvarsgrundlaget ifm. bekrivelsesansvaret er dansk retsalmindelige regel om erstatning indenfor kontrakt, dvs. culpa.. Dette gælder dog ikke søtransporter jf. SL § 300.

Rådeansvaret

▪ En transportør kan blive erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler når han har handlet imod instrukser fra den som ifølge fragtdokumentet har råderetten over godset under transporten.

▪ Om rådeansvaret ved internationale landevejstransporter se CMR § 17

SÆRLIGT - uanset hvilken type ansvar der er tale om så husk reklamationsreglerne samt forældelsesreglerne som er på 1 år jf. CMR § 41 og SL § 501, stk. 1.

Transportdokumentets funktion

Retten til at råde over godset under transporten

▪ Internationale landevejstransporter

▪ Såfremt der er tale om et fragtbrev som er af den beskaffenhed som Kbl. §§ 16 og 71 omtaler, dvs. dokumenter som kan benyttes til betaling ex. "kontant mod dokumenter" (CAD og ved remburs er der tale om et CMR - fragtbrev.

▪ Er der tale om et CMR - fragtbrev er råderetten over godset under transport knyttet til besiddelsen af afsendereksemplaret af CMR - fragtbrevet. Dvs. den som besidder dette kan råde over godset, og følger transportøren ikke dennes anvisninger ifalder han et "rådeansvar".

▪ Søtransporter

▪ HR. Afsenderen har råderetten over godset under transport jf. SL § 308, stk. 2

▪ U. Afsenderen har i søfragtsedlen afstået råderetten. I disse tilfælde er søfragtsedlen omfattet af kbl. § 16 hvorefter råderetten over godset under transport ligger hos den som er i besiddelse af søfragtdokumentet.

▪ U. Besidder den samme person samtlige orginale konossementeksemplarer har denne uanset SL § 308, stk. 2 råderetten jf. SL § 302, stk. 2.

Legitimation

▪ Internationale landevejstransporter

▪ Den person som er nævnt i fragtbrevet er legitimeret som modtager jf. CMR § 18. Man skal således bare kunne bevise at man er den samme person som er nævnt i fragtbrevet for at være legitimeret.

▪ Søtransporter

▪ Den som på bestemmelsesstedet er i besiddelse af et orginalt konossement eksemplar er legitimeret til at modtage godset.

Negotiabilitet

▪ Internationale landevejstransporter

▪ CMR fragtbreve er ikke negotiable - dvs. indsigerlser og tidligere rettigheder bevares overfor en erhverver

▪ Søtransporter

▪ Konossementer er negotiable jf. SL § 292, stk. 3

▪ SL § 292, stk. 3 - ekstinktion af indsigelser

▪ SL § 306 - ekstinktion af rettigheder

▪ SL § 307 - ekstinktion af standsningsret

Mellemmænd

Skibsmæglere

▪ Disse er ofte fuldmægtige for transportøren, dvs. de ifalder ansvar efter en alm. culparegel om fuldmægtiges ansvar. Om ansvaret overfor tredjemand Aftl. § 25.

Speditøren

▪ Disses ansvar følger af NSAB 2000 § 2 og gælder både nationale og internationale landevejstransporter

▪ Hvorvidt speditøren binder sig selv eller hans hovedmand (typisk ejeren af godset) afhænger af om speditøren overfor tredjemand handler i eget navn eller i hovedmandens navn.

▪ Speditørens ansvar overfor hovedmanden er bestemt i NSAB 2000 § 24

▪ Såfremt speditøren tillige har aftalt med hovedmanden at han selv vil sørge for transporten vil han efter omstændighederne kunne gøres ansvarlig som transportør jf. NSAB 2000 § 2A og 2B.

Successive transporter

Gennemgangstransporter

▪ Internationale landevejstransporter

▪ Solidarisk ansvar imellem den kontraherende og den udførende transportør jf. CMR § 43

▪ Søtransporter

▪ Solidarisk ansvar imellem den kontraherende og den udførende transportør jf. SL §§ 285 - 287

Kombinerede/multimodale transporter

▪ Internationale landevejstransporter

▪ CMR konventionen finder også i disse tilfælde anvendelse jf. CMR § 3

▪ Søtransporter

▪ Den kontraherende transportør er ansvarlig efter en culpa regel og kan aftale sig ud af sit ansvar idet der ikke gælder nogen lovgivning på området.

▪ Den enkelte udførende trannsportør er ansvarlig efter de regler som gælder for den enkeltstående type af transport.

................
................